Ilia Fibiger - forfatterinde og filantrop samt ukendt søster til Mathilde

Dette blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinden og filantropen Ilia Fibiger. 

Hun er udvalgt til denne blog, da hun lige så meget som hendes mere kendte søster, fortjener at få hendes plads i historien tilbage.

Det er dog begrænset hvad der vides om hende, så her følger mit korte blogindlæg indeholdende de fakta jeg har kunne fremsøge.

Ilia Fibiger blev født i København den 5. Oktober 1817, som datter af kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger (1791-1851) og dennes hustru Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844). 

Hendes 13 år yngre søster var den berømte forfatterinde Mathilde Fibiger, som blev berømt, da hun skrev romanen "Tolv breve", som hun skrev under pseudonymet Clara Raphael.

Under koleraepidemien i 1853 meldte Ilia sig som frivillig arbejdskraft på et almindeligt hospital, hvilket var et af de steder, hvor dødeligheden var størst. Dette valg vakte en del opsigt, da Ilia, som datter af en kaptajn stammede fra det højere militære embedsborgerskab, hvis døtre på dette tidspunkt ikke arbejdede, hverken frivilligt eller for penge, men giftede sig og sørgede for at slægten blev ført videre.

Inden koleraepidemien brød ud, så havde Ilia forsøgt sig som huslærerinde i Nordjylland, drevet privatundervisning i København samt ernæret sig ved skjortesygning samt terracottamaling, men da hun mistede sin mor i 1844, følte hun, at hun havde brug for et mere stabilt arbejde og dette kunne det at være frivillig ved et københavnsk hospital være et skridt på vejen henimod og det medførte da også, at hun året efter - i 1854 - blev danmarks første sygeplejerske, ansat ved Frederiks Hospital, hvor hun også havde bopæl frem til 1860.

Ilia voksede op, som den ældste datter i et uharmonisk ægteskab og som voksen så hun tilbage på hendes opvækst, som værende en tid, der var med til at ruste hende og give hende den selvtillid hun havde brug i mødet med den verden hun siden kom til at møde. 

I forbindelse med hendes forældres skilsmisse i 1843, tog Ilia moders parti og boede da også sammen med hende efter skilsmissen. 

Ilia havde i alt otte søskende og blandt dem, så stod broderen, den enevoldskritiske og antiaristokratiske officer Adolph Fibiger hende nærmest. Denne broder forsøgte da også på et tidspunkt, at få hende gift med hans don juanistiske og begavede ven, søofficeren Osvald Marstrand. Dette blev dog aldrig til noget.

Ilia forgudede denne bror, hvilket medførte, at hans død i 1841 efterfulgt af Marstrands fald i Eckernfördeslaget 1849 under Treårskrigen satte varige spor i både Ilias psyke samt i hendes senere litterære værker.

Det var ikke kun lillesøsteren, Mathilde, der havde forfatterambitioner i familien Fibiger - dette galte også for Ilia, der på trods af hendes sporadiske uddannelse både kendte til Walter Scotts romaner, tysk skrækromantisk litteratur samt samtidens danske guldalderforfatterskaber, hvor især Søren Kierkegaard fik betydning for hende. 

Ilia fik gang i hendes forfatterindekarriere ved at udgive hendes værker anonym.

Lige som hendes brødre, så var Ilia også imod hendes lillesøster, Mathildes offentlig fremtræden i forbindelse med udgivelsen af hendes skandeleskabende debutroman "Tolv breve". 

Modsat hendes søster, som udgav hendes første værker under pseudonym, så var Ilia anonymitet dog begrænset, da flere af datidens anerkendte digtere kendte til hende og hendes forfatterskab. 

Når det kom til Ilias holdning til sit forfatterskab, så var den både ambivalent og uforløst, da hun anså det for værende ufeminint og i tråd med datidens romantiske udbredte kønspolaritetsidéer, så opfattede også hun hjemmet som værende kvindernes primære livsfære.

Når det kom til hendes blik på hendes eget køn, så anså hun sig som værende en skrivende anomali, der hverken var “rigtig” mand eller kvinde.

Hendes lillesøster, Mathildes korte forfatterkarriere står i dag, som kontrast til Ilias mere vedholdende og mindre debatskabende publicering af børneeventyr, en roman, digte og dramaer, der alle blev udgivet efter efter 1857. 

Blandt hendes bedste værker er lystspillet Modsætninger, der blev opført på det Kongelige teater i 1860 og udgivet 1861, samt dannelsesromanen Magdalene udgivet i 1862, hvori kritisk hun tolkede hun datidens erotisk dæmoni, ægteskabets nød og lyst samt de sociale og følelsesmæssige dilemmaer for den unge selvforsørgende huslærerinde og familieafhængige datter.

Da Ilia havde forventning om, at hendes forfatterskab kunne skaffe hende den økonomiske stabilitet tilværelsen som plejemoder for fattige arbejderbørn krævede, valgte hun i 1860 at forlade hendes stilling på Frederiks Hospital og flytte til socialbyggeriet Lægeforeningens Boliger på Østerbro. 

I forbindelse med denne flytning begyndte hun at tage spæd- og småbørn til sig, alle piger og de fleste “uægte” børn fra Fødsels- og Plejestiftelsen, da hendes plan var at opdrage dem med tjenestepigeerhvervet som fremtidsperspektiv. 

Ved at påtage sig denne opgave håbede hun i det stille at kunne skabe en ny og mere meningsfuld form for filantropisk aktivisme end husbesøg hos nødstedte fattige kunne give. 

Ilia ville gerne tjene som forbillede for bebyggelsens arbejdermødre med en mere sund, hygiejnisk og fornuftig opdragelsespraksis, men mødet med beboerne blev et kulturchok for hende, og livet med børnene blev en uafbrudt kamp for at holde dem i live gennem oversættelser til den nationalliberale avis Fædrelandet og skønlitterær virksomhed. Ilia var plejemoder i årene 1860-67og hun blev i denne periode dybt afhængig af økonomisk støtte fra sin nationalliberale bekendtskabskreds.

Hun modtog to gange, med politikeren Orla Lehmanns opbakning, kulturministeriel forfatterstøtte.

Ilias indsats for fattige pigebørn var præget af en højspændt idealisme og selvopofrelsestrang, da lå tæt på grænsen til det selvdestruktive og som en sidste solidaritetshandling over for underprivilegerede børn, valgte hun at foretog endnu et usædvanligt skridt, idet hun i 1866 søgte og fik Justitsministeriets bevilling til at adoptere. Seks af de livsduelige plejedøtre, som hun adopterede, fik hendes efternavn, men de blev reelt ikke optaget i Fibigerslægten efter hendes død i 1867. 

Ilia nåede at adoptere følgende ni Adoptivbørn: Gustave Albertine (1857), Juliane Vilhelmine (1859), Franzine Vilhelmine (1860), Camilla Andrea (1861), Osvalde Adolphe (1861), Ane Sophie (1864), Louise (1864), Johanne Mathilde (1864), Anna Sophie (1865).

Den intellektuelt begavede og lidenskabelige Ilia sled sig psykisk og fysisk ned i socialbyggeriet på Østerbro og efter sin død fik denne egensindige outsider og individualist status som et kvindeideal, et eksempel på borgerlig-filantropisk moderlighed i nationens tjeneste og et egentligt børnehjem "Ilias Minde" blev oprettet i 1872 til hendes minde. Dette blev i 1894 overdraget til Diakonissestiftelsen.

Ilia tilhørte Danmarks første generation af ugifte borgerlige kvinder, der fik offentlig arbejde.

Ilia Fibiger døde den 10. juni 1867 - som 50-årig - i København og blev begravet på Garnisons Kirkegården i København, men hendes gravsted findes dog ikke længere.

Hvis du ønsker at læse mere om Ilia Fibiger, så er hun omtalt i følgende to udgivelser:

- Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98

- Margrethe Fibiger: Et Kvindeliv, 1894. Den jyske historiker 58-59/1992. Barnet 41-43/1921.

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der var søster til skuespillerinden kendt fra Matador, Lis Løwert.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Elfride Fibiger - forfatterinde, filantrop og skoleleder fra 1800'tallet

 Dette blogindlæg omhandler den danske forfatterinde Elfride Fibiger, som er udvalgt, da jeg grundet min interesse for Mathilde Fibiger, finder navnet Fibiger noget interessant.

Elfride og Mathilde er dog ikke direkte i familie med hinanden, da Elfride giftede sig til efternavnet Fibiger.

Elfride Fibiger er født Christine Dorothea Michelle Elfride Müller den 17. juli 1832 i København, som datter af kopist i generalaltoldkammeret og senere overtoldinspektør i Århus, Johan Michael Andreas Müller (1805-1881 red.) og hustru Charlotte Sophie Thora Meyer (1805-1868 red.).

Elfride stammer fra en kultural og politisk engageret embedsmandsfamilie i København og som barn fik hun indtryk af den begyndende nationale kamp, da hendes far fra 1839 var udstationeret i Flensborg.

Da hun var 12 år gammel flyttede familien til København og hun stiftede hermed bekendtskab med datidens litterære og selskabelige kultur.

I perioden 1844-46 gik Elfride på Jomfru Foersoms Institut i København, hvorefter hun fortsatte på Emilie Garrigues Opdragelsesanstalt for unge Piger.

Som 14-årig begyndte den intelligente og selvbevidste Elfride at skrive.

4 år senere - i 1848 flyttede familien fra København til Århus grundet hendes faders nye arbejde, som overtoldinspektør, så hun var bosiddende i Århus under Treårskrigen 1848-51, som Elfride oplevede på nært hold.

Når det kom til skolegang i Århus, så blev Elfride delvist undervist af hendes fader, der tildligt opdrog hende til fædrelandskærlighed og vækkede hendes interesse for praktisk og samfundsmæssige opgaver.

Den 12. august 1856 giftede Elfride sig med distriktslæge Christian Emanuel August Fibiger (21.maj 1819-16-august 1873 red.) og tog herefter denne efternavn. 

Hun flyttede herefter til Silkeborg, hvor hendes ægtemand fik arbejde som distriktslæge.

3 år senere kom datteren Louise til verden og i 1867 fulgte sønnen Johannes Andreas Grib Fibiger (han blev senere uddannet læge og modtog i 1927 Nobelprisen i medicin for sine studier over eksperimentelt fremkaldte kræftsvulster hos rotter red.)

I 1868 flyttede familien til Kolding.

Elfride arbejdede som medhjælper for hendes ægtemand frem til dennes død i 1873 og herigennem tilegnede hun sig en vis sundhedsfaglig samt sundhedspædagogisk viden, som blandt andet resulterede i bogen "Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage", der udkom i 1871. (Samme år som grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund red.).

Den erfaring som Elfride fik i forbindelse med udgivelsen af denne bog, kom hende til gode, da hun senere i livet valgte at supplerer hendes pension med blandt skriftligt arbejde.

Elfride flyttede på et tidspunkt til København og begyndte at skrive om først natur og folkelig i Jylland. Hun udgav bøger "En gammel Mands Erindringer" i 1875, "Hedens Hemmeligheder" i 1877 og "Sorte Stefan" i 1879.

Den overvejede skønlitterære del af hendes forfatterskab var dog præget af kvindeskikkelser og genren var placeret mellem romantiske kærlighedsromaner, der fremhævede kvindens plads i hjemmet og problemromaner med et socialt, filantropisk sigte. 

Blandt hendes mest kendte romaner er "En Magdalenehistorie" fra 1877, der omhandler en falden pige fra de lavere klasser, som en borgerlig kristen husmoder forsøger at omvende.

I 1877 oprettede Thora Esche det første Magdalenehjem og overskuddet fra salget af  "En Magdalenehistorie" gik til denne institution.

(Et Magdalenehjem var en institution, der i 1877 blev oprettet af Indre Mission på Jagtvej i København, for at forsøge at hjælpe datidens såkaldte "faldne kvinder" væk fra prostitution gennem "Foreningen til Ulykkelige Pigers Frelse" og på denne måde forandre kvindernes levevis igennem praktisk arbejde samt familiepleje. I begyndelse var det dog med ringe held, det var først da den unge Thora Esche blev forstanderinde for institutionen, at den blev en succes, da hun lagde vægt på, at kvinderne fik et opholdssted, hvor de igennem socialt fællesskab kunne føle sig hjemme. Behovet for sådanne institutioner voksede med tiden og i 1896 åbnede Skovtofte Magdalenehjem i Lyngby. Der følger et indlæg om Thora Esche her på bloggen senere red.).

Elfrides skønlitterære forfatterskab blev på daværende tidspunkt venligt modtaget, selvom flere af hendes romaner dog også modtog kritik, da de blev anset for at være skitseagtige. 

Nogle af hendes værker er blevet oversat til tysk, engelsk samt russisk. 

Fra 1882 modtog Elfride en årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen.

Elfride kastede sig også med ukuelig idealisme og stor foretagsomhed ud i mere praktisk betonet arbejde for kvindernes sag og hun udgav i perioden1882-84 "Tidsskrift for kvinder i de tre nordiske Riger", som hun udgav, da hun mente at der på dette tidspunkt manglede et organ om datidens kvinders stilling i samfundet. Dette tidsskrift behandlede emner såsom filantropi, kvinders forhold i ind- og udland, sundheds- og levnedsmiddelproblematikker i hjemme. Desuden blev der også trykt litterære indlæg i tidsskriftet. 

I første udgave af tidsskriftet efterlyste Elfride indlæg, der kunne fremkalde en bedre forståelse samt et mere gensidigt sammenhold mellem kvindesagsdebattørerne. Elfride havde dog svært ved at holde debatten igang og hun blev beskydlt for, at være politisk farvet. Desuden manglede hun også en forenings løbende stof, som kunne udfylde siderne i tidsskriftet, så da Dansk Kvindesamfund i 1884 begyndte at overveje at udgive et medlemsblad, valgte hun at tilbyde dem, at overtage hendes tidsskrift. Dette afslog Dansk Kvindesamfund dog og året efter - i 1885 - begyndte de at udgive medlemsbladet "Kvinden og Samfundet" og på dette tidspunkt havde Elfride valgt at lukke udgivelsen af hendes tidsskrift året forinden.

Elfride støttede op om datidens kvindesagskvinder og den kvindekamp, der var igang i slutningen af 1800'tallet og frem til indførelsen af den kvindelige valgret ved grundlovsændringen 1915. 

Hun interesserede sig for kvindebevægelsens arbejde for den kvindelige udvikling samt kvindernes mulighed for at dygtiggøre sig, så de kunne deltage aktivt i samfundet, da hun mente, at kvinderne kunne gøre sig gældende inden for filantropi samt pædagogik. Hun mente dog, at kvinderne skulle holde sig fra politik. 

Elfride meldte sig i 1885 ind i Dansk Kvindesamfund, hvori hun tilhørte højrefløjen.

Elfride påtog sig også blandet socialpædagogisk arbejde og arbejdede især for at forbedre tjenestepigeuddannelsen.

I begyndelsen af 1880'erne, at dannede husmødre skulle give deres tjenestepiger en moralsk og praktisk dannelse. 

I 1882 tog Elfride initiativet til oprettelsen af Københavns kogeskole, der senere blev til Københavns uddannelsesskole for tjenestepiger og Husmødre - dette skete med støtte fra flere rigsdagsmedlemmer samt fremtrædende medlemmer af Borgerrepræsentationen. Denne skole med tilhørende hjem var hun direktrice for frem til den lukkede 7 år senere - i 1889. Denne skole var økonomisk drevet med støtte fra flere forskellige sider, men den opnåede aldrig at blive statsstøttet, selvom Elfride argumenterede for, at det ellers ville være i samfundets interesse, da skolen oplærte pigerne i madlavning, opvartning under måltiderne, rengøring af hjemmet samt stopning, reparation, vask og strygning såvel som øvelse i regning og stavning.

Skolen bespiste også datidens enligstillede pensionærer og fattige enlig mødre med en sund og kraftig middagsmad.

I løbet af 1880'erne argumenterede Elfride flittigt for sin sag i "Vore Tjenestefolk" (1881), "Den ubemidlede Klasses Døtre" (1888) samt "Nutidens Ansvar og Forpligtelser overfor Døttrene af Arbeiderklassen og andre ubemidlet Stand" (1889).

Det var Elfrides bagtanke, at skolen ikke blot skulle være en uddannelse for de tyende, men fungere som dannelsesanstalt, der skulle være med til at modvirke postitution og gøre fremtidens arbejderhustruer sædelige og retskafne. Den sædelige del af uddannelse, skulle gå ud på, at gøre 1880'ernes kvinder stærkere end den huslige uddannelse.

Elfrides skole kom til at fungere som et skridt på vej mod den systematiske husholdningsundervisning, der blev grundlagt omkring år 1900.

Det var desuden Elfrides håb, at hendes skole kunne danne fortrop for andre ligende skoler og i løbet af 1890'erne rejste hun et alment krav om uddannelse af alle kvinder til hjemmet. Dette gav hun udtryk for i hendes indlæg i kvindesagsbladet "kvinden" i 1893. På dette tidspunkt så hun forbedringen af tjenestepigernes dannelse, som en samfundssag og et arbejde i fædrelandets tjeneste.

I denne periode udgav hun også flere praktiske håndbøger omhandlende huslig dannelse. Disse blev understøttet af Indenrigsministeriet og anbefalet af en række faglige foreninger og institutioner, blandt andet "Selskab for Sundhedspleje" og "Det kongelige danske Landhusholdningsselskab. 

Håndbøgerne var skrevet i et klart sprogbrug og overskuelig form og de gav anvisninger på den sundhedsmæssigt mest forsvarlige måde, at udføre husarbejde og behandle levnedsmidler på. De blev uddelt gratis - blandt andet til konfirmationer på landet og i landboforeninger eller solgt billigt til ubemidlede.

De sidste af hendes leveår, skrev hun om personlige oplevelser og standpunkter.

Hun besøgte i 1903-04 hendes datter, der på dette tidspunkt var bosiddende i Grækenland, hvorefter hun i 1906 skrev og udgav bogen " Fra en Rejse til Grækenland".

Barne- og ungdomserindringerne "Kulturelle og historiske Tidsbilleder" blev udgivet i 1904 og efterfulgt af hendes erindringer fra ægteskabets tid "Fra Provinsen", der blev skrevet kort før hendes død, men udgivet posthumt - i 1939.

I hendes erindringer fandt Elfride en form, hvor hun var på hjemmebane og til det sidste lykkedes det for hende at bevarer hendes skarpe blik for datidens vigtige samfundsproblematikker og give udtryk for hendes synspunkter, i et så forståeligt sprog og ordvalg, at de ikke kunne misforstås. Dette skete blandt andet i bogen " Brudstykker af Breve om brændende spørgsmaal", der udkom i 1909 og hvori hun gav udtryk for hendes bekymring for Danmark efter systemskiftet 1901.

Elfride var kendt som en flittig skribent og debattør, der blev taget til indtægt for en kristelig højrefløjs synspunkter og har derfor i hendes eftertid fået et eftermæle som bagstræberisk.

Både som forfatterinde og filantrop var Elfride forud for hendes tid og brugte uforfærdet den litterære og politiske offentlighed, både som middel til at få hendes holdninger frem og som levebrød. 

Hendes kristelige og moralske tilgang kan for en senere tid komme til at dominere indtrykket, men fordomsfrit vurderet placerede hendes kendskab til hygiejne og ernæring, erhvervet gennem hendes ægtemands og søns arbejde, hende imidlertid tidligt inden for en ny videnskabsbaseret husholdnings- og sundshedspædagogik.

Elfride døde den 2. januar 1911 i Købehavn - hun blev begravet på Kolding Gamle Kirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt. 

                                        Elfride og hendes ægtemand.

                                               
                                  Elfride med datteren Louise.

Næste blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinde og filantropen, Ilia Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Ellen Strange Petersen - Journalist, Politiker, kvindesagskvinde samt enlig mor under besættelsen

Dette indlæg omhandler journalisten, politikeren og forfatteren Ellen Strange Petersen, som jeg første gang stiftede bekendskab med i forbindelse med udarbejdelsen af mit historiespeciale ved Århus Universitet, hvor jeg skrev om debatten op til indførelsen af den kvindelige valgret i forbindelse med grundlovsændringen 1915. I denne forbindelse stødte jeg på hendes bog "Kvinderne og valgretten", der blev udgivet i 1965 på forlaget Schultz i anledningen af 50 års jubilæet for indførelsen af den kvindelige valgret.

Hun er lige som de andre kvinder udvalgt til denne fordi hun fortjener at blive skrevet ind i historien.

Ellen Strange Petersen

Ellen Strange Petersen blev født Ellen Rigmor Jensen den 8. september 1913 i Fredericia, som datter af guldsmed Holger Jensen og dennes hustru Martha Nielsen.

Da hun var 7 år gammel flyttede hendes familie fra Fredericia til Kolding, hvor hendes far begyndte at arbejde som selvstændig guldsmed, men da økonomien for guldsmede og andre handlende ind for luksusvarer efter 1. verdenskrig ikke var de bedste, så voksede Ellen op i et beskedent håndværkerhjem. Dette fik dog ingen indflydelse for hendes evner og som 11-årig fik hun en friplads til Latinskolen, hvorefter hun som 16-årig tog en mellemskoleeksamen. Efterfølgende fik hun en friplads i gymnasiet, hvorfra hun blev student i 1932, da hun var 19 år.

Efter at have gennemført gymnasiet fik Ellen en elevplads ved Jyske Tidende, hvor hun var ansat op til og under 2. verdenskrig - helt frem til 1949.

Denne ansættelsen var dog kortvarig afbrudt af et ophold i Frankrig i 1933-34, hvor Ellen arbejdede som au pair, da hun ønskede at lære fransk. 

Ellen blev gift første gang den 8. april 1936 med adjunkt Søren Frederik Jerking (født 23. maj 1897 i Hjarup red.) og de fik børnene Bodil (født 1938 red.) og Helga (født 1939 red.).

Søren Frederik var ansat på Kolding højere Almenskole.

Efter indgåelse af deres ægteskab insisterede Søren Frederik på, at Ellen skulle beholde sin stilling som journalist ved Jyske Tidende, hvilket var temmelig usædvanligt på denne tidspunkt.

I 1941 fik Søren Frederik en hjerneblødning, der medførte at han var lam i venstre side.

Ellen og Søren Frederik var gift ind til hans død den 31. oktober 1943.

Hendes mands død i 1943 medførte hårde tider for Ellen, der nu var alene med to døtre og stadig arbejdede som journalist, så for at tjene lidt ekstra, valgte hun, at udleje nogle af hjemmets værelser. Lejerne fandt hun primært blandt journalistelever ved Jyske Tidende, men det var ikke kun dem, der nød godt af Ellens hjem under 2. verdenskrig. Blandt dem, der boede i hendes hjem under krigen fandt man også et højstående medlem af den danske modstandbevægelse, som boede der i 4 måneder. 

Ved siden af hendes journalistiske karriere, så var Ellen også politisk engageret og allerede under sin studietid meldte hun sig ind i Det Konservative Folkeparti og hundes interesseområder var blandt andet kvindearbejde og hun var i denne forbindelse med til at oprettelsen af en kvindekreds i Kolding i 1936.

I 1943 kom Ellen ind i Kolding byråd og blev dermed det yngste kvindelige medlem. I byrådet sad hun i Skolekommissionen, Folkekøkkenudvalget, Socialudvalget samt Børneudvalget. Senere blev hun også en del af Børnhaveudvalget samt Skoleudvalget.

Grundet det lange arbejdsdage, der gerne strakte sig fra kl.11 til kl.23 eller 24, så var det svært for Ellen at få hverdagen som journalist ved Jyske Tidende og livet som enlig mor til at hænge sammen, så hun valgte at tage imod jobtilbuddet fra Århus Stiftstidende i 1949 og flyttede herefter til Århus.

Da den daværende chefredaktør ved Århus Stiftstidende, Louis Schmidt ikke tillod hans ansatte, at være politisk engageret, så måtte Ellen på dette tidspunkt indstille hendes politiske karriere, men efter Louis Schmidts død i 1957, så valgte Ellen at vende tilbage til politik og stillede herefter op for Det Konservative Folkeparti i Århus midtkreds og Skjoldelevkredsen.

Som journalist for Århus Stifstidende beskæftigede Ellen sig blandt andet med skole- og socialstof og hun var med til at dække  "Spanskrørs-affæren" ved N. J. Fjordsgades Skole i 1952, som i sidste ende ledte til afskaffelsen af den korporlige afstraffelse i Skolen. 

På det faglige område interesserede Ellen sig for kollegialt arbejde og var i perioden 1954- 60 medlem af bestyrelsen for Dansk Journalistforening.

Gennem hendes politiske arbejde som medlem af Det Konservative Folkeparti mødte hun professor og politiker Orla Strange Petersen (født 10.december 1905 i København red.), der var medlem af samme parti. Dette bekendtskab udviklede sig til kærlighed og den 4. april 1959 blev de gift. 

De fik ingen fælles børn, men havde begge børn fra tidligere forhold.

Deres ægteskab varede til Orlas død den 6. april 1971.

Herefter giftede Ellen sig ikke igen.

Samme år, som hun giftede sig med Orla kom Ellen i Folketinget som suppleant for den daværende undervisningsminister Flemming Hvidberg, men det var dog kun meningen at hun skulle have denne stilling under hans rejse til Palæstina, men da han døde under rejsen, så blev hun siddende i Folketinget frem til valget 1973. 

Dette valg gik hårdt ud over de konservative.

Som konservativ politiker var Ellen en markant stemme og dette gjorde hende til et konservativt samlingspunkt imod den venstrebølge, der fandt sted i 1960'erne. Denne opmærksomhed medførte, at hun i 1973 blev angrebet af delegerede fra venstrefløjen under det konservative landsmøde.

Grundet hendes mange års erfaring som journalist, så havde Ellen en pondus, der nærmest gjorde hende selvskrevet til en plads i den kvindekommission, der i 1965 blev nedsat til at undersøge kvindernes ligestilling i samfundet og komme med forslag til hvorledes datidens lovgivning kunne fremme ligestillingen på alle samfundsområder. Hun var desuden med i oprettelsen af Ligestillingsrådet.

Da der i 1965 var 50 års jubilæum for indførelsen af den kvindelige valgret, var Ellen med til at redigerer bogen "Kvinderne og Valgretten", der blev udgivet på initiativ af datidens kvindelige folketingsmedlemmer.

Ellen var også kulturelt engageret, hvilket kom til udtryk igennem hendes medlemskab af repræsentantskabet for Statens Kunstfond fra dens oprettelse i 1964. I forbindelse med dette medlemskab arbejdede hun for en ophævelse af Danmarks Radios monopol.

Ellen var også stærk kritisk over for Christiania, Jens Jørgen Thorsens Jesus-film samt de forhold ved Roskilde Universitet i forbindelse med eksamensforhandlingerne i midten af 1970'erne.

Et af de mere anonyme emner, som Ellen arbejdede med, var lovforslaget fra 1972 om, at børn af en dansk mor skulle have indfødsret. Tidligere var det udelukkende faderens nationalitet, der var afgørende, når det kom til et barns indfødsret. 

Efter at Ellens politiske karriere endte ved valget i 1973, så blev hun freelanceskribent ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hun var desuden i perioden 1977-82 formand for Det Konservative Folkeparti i Århus amt og sad i bestyrelsen for Århus socialpædagogiske Seminarium og Århus Seminarium.

Gennem hendes liv havde der aldrig været tvivl om, hendes standpunkter - hverken politisk eller personligt og hun gjorde en aktiv indsats for kvindebevægelse - både i forhold til foreningsarbejde og gennem hendes politiske karriere.  

Ellen døde den 3. maj 1984 i Århus og hun ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor hun deler gravsted med hendes sidste mand, Orla Strange Petersen.

Næste indlæg omhandler forfatterinden Elfride Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Amalie Hagen - Dansk/Russisk danserinde og skuespillerinde

 

Denne uges 2. blogindlæg omhandler den dansk/russiske danserinde og sangerinde Amalie Hagen, der er udvalgt, da hun også er blandt de mere ukendte danske kvinder, som fortjener at blive skrevet ind i historien. 

Amalie Hagen blev født Hanna Amalie Nicoline Price den 5. november 1831 (efter den gregorianske kalender red.), hvilket vil sige den 24. oktober 1831 (efter den julianske kalender red.). At hun har to forskellige fødselsdag skyldes, at hun blev født om bord på det russiske skib Nicolai imens det var på vej fra København til Skt. Petersborg.

Hendes forældre var artisten James Price (1801-65) og dennes hustru, artisten Rosetta (Rosa) Sophie Carolina Lewin (1809-87).

Som hendes fars navn nok antyder, så er hun, ifølge DR-Dokumentaren "Ved du hvem du er" omhandlende Brødrene Price, i familie med disse brødre igennem hendes fars slægt, men da denne udsendelse pt. ikke er tilgængelig for andre end forskere og studerende, så har det på nuværende tidspunkt ikke været muligt, at udarbejde det præcise stamtræ.

Hun havde 3 brødre, Albert Joseph Price, Carl Price og Julius Price.

Hun optrådte fra barnsben ved hendes forældres pantomimiske forestillinger med Morskabsteateret på Vesterbro og Casino-teatret som nogenlunde faste midtpunkter i en ellers ambulant tilværelse, som strakte sig gennem de nordiske lande samt langt ind i Rusland.

Blandt hendes berømte familiemedlemmer finder man balletdanseren August Bournonville, som blandt andet underviste Amalie og hendes kusiner Juliette og Sophie Price i ballet fra 1847. Han var desuden med til at skaffe dem elevansættelse ved Det Kongelige Teaters Ballet - dette skete i 1848, da Amalie var 17 år gammel. 

Selvom Amalie havde arvet sin slægts koreografiske færdigheder samt mimiske evne, så ville hun hellere være skuespillerinde og den 5. september 1852 - som 21-årig - debuterede hun i rollen som Marie i stykket "Alferne".

Indtrykket af hendes smukke ydre samt anstændige fremtræden, blev svækket af hendes tyske dialekt, som hun desværre aldrig helt slap af med.

Efter at have arbejdet på Det Kongelige Teater frem til 1857, uden at opnå den store succes, valgte hun at stoppe hendes karriere ved dette teater, da hun havde modtaget et jobtilbud fra Casino-Teatret, hvor hun arbejdede som primadonna i såvel folkekomedier som sangspil, Vaudeviller og facer, de efterfølgende cirka 10 år og hvor hun samlede interessen om sin nydelige person.

Hun blev den 30. juni 1862, som 31-årig gift med underlæge og senere korpslæge i søetaten Christian August Hagen - hvis efternavn hun tog og benyttede officielt. Dette ægteskab var barnløst og Amalie fik aldrig børn.

I 1867 - efter at have arbejdet ved Casino-Teatret i 10 år - valgte hun at forlade dette teater, hvorefter hun tog arbejde ved Carl Hagens Selskab, hvor hun gentog sine succeser rundt om i provinserne. 

Dette job beholdte hun ind til hun gik på pension, men ved siden af sit otium virkede hun dog som danselærerinde. (Hvorvidt Carl Hagen var i familie med hendes ægtemand er uvist og det er også uvist om han er i familie med den berømte danske skuespiller Poul Hagen red.).

Amalie Hagen døde som 60-årig den 3. juni 1892 i København og er begravet på Frederiksberg ældre Kirkegård, hvor hun deler gravsted med hendes bror, Alber Joseph Price.

Hvorfor hun ikke deler grav med hendes ægtemand er uvist.

Næste uges indlæg kommer til at omhandle journalisten og politikeren Ellen Strange Petersen.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

 

Miss Florens - "Balletdanserinden" fra Bakken

 Denne uges blogindlæg omhandler den forholdsvis ukendte Bakkesangerinde Miss Florens.

Hun er udvalgt, da det er de færreste, som ved hvem hun var og hun fortjener derfor at blive skrevet ind i historien.

Der var nemlig engang, hvor hun var en kvinde, man både lo af, men også havde lidt ondt af. Dette skyldes, at hun optrådte med en uhæmmet foragt for alle datidens traditioner og havde en komplet mangel på selv den mindste elementære kunnen - både når det kom til sang og dans.

Miss Florens blev født Jeppine Kristine Hansen den 3. marts 1891 i Egtved sogn ved Vejle, som datter af smed og indsidder Hans Nielsen Hansen og hustru Ane Marie Jensen.

I følge kirkebogen, så blev Jeppine først hjemmedøbt, hvorefter hun den 26.april 1891 blev fremstillet i kirken. 

Hende mor var 29 år, da hun fik Jeppine.

Efter hendes eget udsagn, så fik hun undervisning i blandt andet dans og mimik under et ophold i Paris under første 1. verdenskrig. 

Fra begyndelsen af 1920'erne begyndte hun at optræde som sangerinde samt danserinde på mindre københavnske varietéer, så som "White Star"-varietéen på Amager og i Maurisk Hal ved Frederiksberg Runddel. 

Som 42-årig - i 1933 - blev hun engageret som danserinde til Sommerlyst på Bakken og det var i denne forbindelse hun optrådte som sangerinde første gang. Det var også fra dette tidspunkt hun tog kunstnernavnet "Miss Florens".

For publikum stod hun altid i et komisk skær og op gennem 1930'erne, 40'erne samt 50'erne optrådte hun som "solo-prima-ballerina" og var både en attraktion og et trækplaster på Dyrehavsbakkens varietéer og hun var på trods af sin mangel på egentlig talent - både når det kom til sang og dans - blandt Bakken bedst betalte artister. 

Publikum var engageret, når hun optrådte - om de så smed mønter op på scenen eller hujede og dette tog Miss Florens til sig, da hun på trods af en rædselsfuld pivfask stemme og på trods af total mangel på evner indenfor ballet, selv mente, at hun var en fremragende sangerinde og en stålende danserinde.

Hun er i dag kendt for sin meget karakteristiske (og ikke helt rene) sangstemme samt at hun næsten kunne danse på tåspidserne, hvilket hun gerne gjorde iført lette gevandter. 

Hendes dans medførte nogle gange at hun endte i en spagatliggende stilling, hvorfra hun gerne skulle hjælpes op.

Hun kunne gå i spagat helt til hun var 60 år, men det var dog sjældent særligt yndefuldt.

Når Bakken lukkede for vinteren tjente hun sine penge ved, at arbejde med diverse gæstespil i provinsen, hvor hun blandt andet dansede "Svanes død" til Hawaii-musik. Hun måtte dog på dette tidspunkt af sæsonen også ernærer sig som opvasker i københavnske restauranter eller som rengøringskone.

En overgang boede hun på et kvindehjem.

I dag er hendes medvirken i Apollo Revyen i 1928 blandt hendes mest kendte optrædner.

Hun døde som 65-årig den 1. november 1956 og er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Det er på Cirkusmuseet i København muligt, at se Miss Florens kostumer fra  hendes optræden på Bakken. ( https://cirkusmuseet.dk/ )

Hvis du ønsker at se et kort klip fra en af hendes optrædener på Bakken kan det gøre via følgende link:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/miss-florens-optr%C3%A6der-p%C3%A5-bakken/

Næste uges indlæg kommer til at omhandle balletdanserinden Amalie Hagen.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Olga Svendsen & Elga Olga - Fra Nyboder til Solitudevej

Denne uges blogindlæg omhandler skuespillerinden Olga Svendsen og hendes datter, skuespillerinde og sangerinden Elga Olga - kendt fra sangen "Solitudevej".

Disse kvinder er udvalgt til denne blog, da sangen "Solitudevej" i dag er mere kendt end både Elga Olga og hendes mor og derfor trænger de til at blive skrevet ind i historien.. igen.

Olga Svendsen

Olga Svendsen blev født Olga Emilie Svendsen den 22. februar 1883 i København, som datter af sergent Andreas Edvard Svendsen (ca.1839-1910) og hustru Charlotte Emilie La Fontaine (ca.1843-1900).

Olga havde sin barndom på Kastellet, hvor hendes far arbejdede som stabssergent samt var statistforman på Dagmarteateret i København, så det var igennem hendes far, at Olga blev introduceret til teaterverdenen. Helt fra barnsben havde Olga en drøm om at blive skuespillerinde på et af de københavnske teaterscener.

Hendes kropsstørrelse gjorde at hun allerede som ung oversteg datidens kvindeideal om runde kvinder, hvilket Olga karrieren igennem udnyttede med store selvironi.

Olga debuterede som 20-årig - i 1903 (ca. 3 år efter hun mistede sin mor red.) - som sangerinde ved en fest arrangeret af skuespillerforeningen (forløberen for nutidens Dansk skuespillerforbund red.).

Året efter fik hun sin teaterdebut på Dagmarteateret  og det det lå hurtigt klart, at hendes talent gjorde at hun skulle fokuserer på det folkelige repertoire med komedier og revyer. 

Hendes sceniske erfaring fik hun opbygget på trods af hendes store kropsbygning og hendes robuste facon kom til at stå sin prøve, da hun igennem flere sæsoner var tilknyttet Sønderbros Teater, der var et nu lukket teater beliggende overfor Vor Frelser Kirkegård med indgang til teaterrestauranten fra Amagerbrogade og til selve teateret fra den parallelle Anders Henriksensgade. 

Dette teaters medlevende publikum lod det altid stå klart, hvad deres holdninger til teaterets forestillinger og skuespillere samt skuespilleringer var. 

Olga blev mor til den senere skuespillerinde og sangerinde Elga Olga den 14. april 1906, hvis far var skuespilleren Holger Reenberg. Olga og Holger blev aldrig gift med hinanden. 

I 1911 fik hun de kongeliges bevågenhed, da kong Frederiks d.8. var en stor beundre af hende og juleaftensdag dette år, aflagde han hende en visit og efterlod 100 kr til hende og familien, da han gik.

Samme år som Titanic sank, blev Frede Skaarup teaterdirektør for Scala-teatret, der var beliggende overfor Tivolis hovedindgang og han hyrede Olga til åbningsforestillingen "Den Traadløse", hvor hun skulle i bogstavligste forstand danne modvægt til stykkets langbenede korpiger, der var et fast indslag i teaterets forestillinger. (Hun var altså en forløber for Liva Weel, som Frede Skaarup hyrede senere red.).

I åbningsforestillingsnummeret " Pauline skal danse" var Olga iført kort tylskørt og fremførte nogle hasarderede trin, som en del af en parodi på datidens balletbranche. I dette nummer fik hendes kontante og djærve københavnerhumør rigtig mulighed for at udfolde sig.

Olga fik en fast makker i den ikke mindre korpulente Oscar Stribolt - dette galt både i revy og operetter.

Efter at have været tilknyttet Scala i ca. 11 år, så var det uventet, at Olga i 1923 ikke fik fornyet hendes konkrakt og hun stod nu for første gang siden hendes debut uden fast arbejde, hvilket var en meget kritisk situation for hende, så for at tjene penge til både hende og hendes datter, begyndte hun at sy og sælge små kaniner til 6 kr/stk. Lige så langsom kom til tilbage og blev hyret til den folkelige restaurant, Over Stalden, der var beliggende i Charlottenlund Skov, tæt ved indkørslen fra Strandvejen. Her dannede hun af flere omgang par med skuespilleren Osvald Helmuth. 

Da hun havde både krop, stemme og humør i store mængder, når hun sang sine viser og lavede sine sjove og tossede figurere, så hun lod sig ikke sådan stoppe og blev ufortrødent ved og ved.

Vendepunktet kom i 1928 i forbindelse med at Nørrebros Teater ville sætte "Styrmand Karlsens Flammer" op. På dette tidspunkt havde Frede Skaarup forladt Scala og var blevet teaterdirektør på Nørrebrosteater og han hyrede Olga og lovede hende, at der ville blive skrevet en mindre rolle i stykket samt en vise specielt til hende. Igennem dette stykke slog hun sig atter fast i folks bevidsthed. 

Kort efter hun havde medvirket i dette stykke blev hun engageret til Poul Henningsen-revyen "Paa Ho'det", der blev starten på hendes musikanske rundtur i det københavnske revyer. Hver revy fik sin egen hyldestvise fremført med stor og farvende frodighed af Olga til publikums udelte glæde. 

I 1930 medvirkede Olga sammen med Osvald Helmuth i Scalas afskedsforestilling "Punktum B Finale" og i denne forestilling var det ikke noget der hed små fikse detaljer og komikken i stykket var hårdt optrukken og blev serveret med en masse charme samt umiskendelig slagfærdighed samt et saftigt humør. 

Et af hendes mere berømte numre fra denne forestilling var visen "Nyboders Pris".

Efter at have medvirket i denne forestilling vente hun tilbage til hendes makkerskab med Osvald Helmuth i forbindelse med "Over Stalden"-revyerne, som hun begyndte at være en del af i begyndelsen af 1930'erne. 

Hendes ry nåede langt og i USA, ville folk i Hollywood gerne engagere hende, men da hun kendte hendes begrænsning, så takkede hun nej og valgte at kvittere med en fest parodi på Hollywood-skuespillerinde Mae West, som en del af "Over Stalden"-revyen i 1934.

Olga blev engageret til Cirkusrevyen i 1937 og fortsatte her resten af kendes karriere og kort før hendes død den 22. oktober 1942 optrådte hun for sidste gang i telten på Bakken  - dette blev også hendes sidste forestilling. 

Foruden at have en karriere som en del af forskellige københavnske revyer, så medvirkede Olga også i en række Fy og Bi-farcer. (Med Fy og Bi menes der makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, der blev spillet af Harald Madsen og Carl Schenstrøm og var nogle af Danmarks største stumfilmsskuespillere red.). Det var dog i talefilmene, at Olga originale komik samt brede folkelighed rigtigt kom til sin ret. Dette ses for eksempel i filmen "Københavnere" fra 1933 (samme år som Hitler tog magten i Tyskland red.). 

Privat var Olga et meget elskeligt og opofrende menneske, som gerne hjalp folk i nød, selv når hun selv sad hårdt i det. Blandt andet serverede hun altid suppe fra sin køkkentrappe, for den del af Københavnsk befolkning, som var fattigere end hende. Hun lagde desuden gerne penge i kuverter under hendes kollegaers tallerkner, hvis de afholdte en fest til ære for hende, da hun ikke ville have at festen skulle koste dem noget. 

Nogen af dem, der foruden de kongelige, beundrede hende, var den kongelige skuespillerinde Bodil Ipsen samt den kongelige skuespiller Poul Reumert.

Hendes datter, Elga Olga (Svendsen) fulgte i hendes fodspor som folkelig vise- og revyskuespillerinde og fik især succes med visen "Solitudevej".

Efter hendes død den 22. oktober 1942 blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt.

Elga Olga

Elga Olga blev født Elga Nancy Svendsen den 14.april 1906 i København, som teaterbarn af revy-skuespillerinden Olga Svendsen og skuespilleren Holger Reenberg, der dog ikke var gift.

Igennem hendes far blev hun halvsøster til den berømte skuespiller Jørgen Reenberg.

Navnet "Elga Olga" var et hun selv tog som hyldest til hendes berømte og populære mor.

Da hun var 5 år gammel - i 1911 - stod hun for første gang på en scene i forbindelse med en af de julekoncerter som dagbladet Politiken afholdte, hvor hun overrakte blomster til de medvirkende. 

Her efter skete der ikke rigtigt noget i hendes liv, før hun som 18-årig giftede sig med en skrædder og begyndte, at deltage aktivt i hans skræddervirksomhed. 

På dette tidspunkt modtog hun også sangundervisning.

Omkring år 1920 havde hun nogle mindre børneroller i nogle af de Fy og Bi-fil, som hendes mor medvirkede i.

I 1932 blev hun skilt fra hendes mand, skræddermester Ejner Alberti.

Men hendes egentlig debut som skuespillerinde kom, da hun i 1932 var medvirkende i sommerrevyen i Nakskov og fra begyndelsen af 1930'erne medvirkede hun desuden også i sommerteateret i Korups have.

Hendes teaterdebut kom også i 1932, da hun medvirkede i teaterstykket "Bag de røde porte", som blev sat op på Casino-teatret i København.

Denne debut medførte at hun fik roller på "Over Stalden"-Teatret, Betty Nansen-Teatret, Fønix-Teatret samt Nørrebros teater. (Fønix-Teatret var i perioden 1918-38 navnet på det senere Aveny Teater, som i dag er kendt som Aveny-T red.).

På Nørrebros Teater medvirkede hun i stykket "Styrmand Karlsen Flammer", hvor også hendes mor medvirkede. 

Elga Olga blev den 28. april 1935 gift med frisørmester Theodor Ellef Martin Hanson - kaldet Busser - i Sct. Markus Kirke og de levede lykkeligt sammen i 50 år og blev den 27. marts 1938 forældre til den senere skuespillerinde Jytte Elga Olga.

Imens Elga Olga havde travlt på diverse teatre, så medvirkede hun også i flere danske film. 

Det var dog revyen, der vandt hendes hjerte og hun har med stor succes, optrådt på de fleste af landets revyscener. 

I 1938 debuterede hun i Cirkusrevyen, hvor også hendes mor medvirkede. Året efter slog hun for alvor sit navn fast som revy-skuespillerinde, da hun optrådte med visen " Vi ska' ud og se girafferne".

I 1945 - befrielsesåret - var hun hovednavn i Nykøbing Falster-revyen, hvorefter hun vendte tilbage til Cirkus revyen. Her spillede hun 14 somre - fra 1946-1959 og var på dette tidspunkt revyen ubestridte primadonna og det var i Cirkus revyen hun i 1953 skabte sit livs store nummer, da hun fremførte visen "Solitudevej", der i dag er blevet et synonym med hendes navn.

Efter at have været Cirkusrevyens helt store stjerne i mange år, så forsøgte hun sig i et par sæsoner som selvstændig teltholder på Bakken, da hun sammen med hendes mand i 1960 købte Restaurant Figaro, der herefter blev omdøbt til "Hos Elga Olga". 

Efter at være holdt i Cirkusrevyen fortsatte Elga Olge sin revy-karriere i Helsingør Revyen.

Selvom om hun også optrådte på de rigtige teaterscener, såsom Odense Teater og på TV, så holdt hun fast i arbejdet som revy-skespiller og hun bragede igennem i Holstebro Revyen og som 75-årig indkasserede hun en personlig succes i Randers Revyen på Hotel Kongens Ege i 1981 og hun medvirkede også på Sans Souci i Kolding, hvor hun blandt andet optrådte som kæmpe baby og sang "Tre hvide duer". (Sans Souci var et revy- og varitéshow med hjemsted i Kolding, der blev opført fra 1951 frem til 1990 red.).

I 1982 kunne hun fere sit 50 års jubilæum i telten på Bakken.

Elga Olga Svendsen døde den 26. juli 1992 på Frederiksberg og hun ligger begravet i en ny fællesgrav i Birkelunden på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg i København.

Næste uges indlæg kommer til at omhandle sangerinden Miss Florens.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com