Københavns to store damer - Erna Hamilton & Varvara Hasselbalch

Erna Hamilton

 

Erna Hamiton var dansk legatstifter og tv-personlighed - kendt fra DR-dokumentaren ”Grevinden på tredje”. Hun blev født Erna Simonsen den 2. oktober 1900 i København. Hendes forældre var tømmerhandler og entreprenør Harald Simonsen (1873-2949) og hustru Betty Nathalia Thorup (1877-1949).

 

Erna var gift 4 gange.

Hendes første ægteskab var med pilot og svensk greve James Douglas Hamilton. Dette ægteskab varede fra 10. maj 1919 til 1924. Greve Hamilton døde den 31. oktober 1943 i Stockholm. Det var efter hende hun tog efternavnet Hamilton, som hun benyttede resten af hendes liv. Det var med Grev Hamilton hun fik sidst eneste barn, sønnen Ulph, som levede 1. februar 1920 til 19. april 1965.

 

Ægteskab nummer 2 var med læge Peter Nicolai Damm. Dette ægteskab varede fra 20. oktober 1931 til 1939. Peter Nicolai Damm døde den 26. november 1954.

 

Den 10. februar 1951 giftede Erna sig med fabrikant Erik Hermansen, der døde kort efter at være blevet udnævnt til minister for Den Dominikanske Republik - en titel Erna valgte, efter tilbud fra Den Dominikanske Republik, at overtage efter hans død den 28. november 1967 i København. Erna overtog også ægtemandens diplomatiske beføjelser, men den danske udenrigstjeneste accepterede aldrig hende udnævnelse til minister, da de ikke mente, at en ministertitel kunne arves af en afdøds ægtefælle. På trods af dette, så var Erna i mange år en selvskreven gæst i diplomatiske kredse.

 

Ernas sidste ægteskab blev med direktør Knud Forsberg, som hun var gift med fra den 23. januar 1980 til 1983.

 

 

Erna var fra fødsel blandt københavns overklasse, da hendes far var byggematadoren Harald Simonsen (kaldet Guld-Harald red.), som havde tjent en masse penge som en dygtig og dristig bygherre.

 

Erna og hendes forældre flyttede ofte, hvilket medførte at hendes skolegang var både rodet og sporadisk og hun fik aldrig en eksamen, selvom om hun var kvik og intelligent.

 

Grundet hendes økonomisk rige opvækst, så var Erna skeptisk og havde hele livet svært ved at knytte sig nært til nogen.

Hendes forældre opdrog hende til repræsentation samt selskabelighed - deres ferie blev tilbragt i udlandet - oftest ved Rivieraen.

 

Ernas hovedinteresser var ridning samt danse- og musikundervisning. Hun spillede lut og optrådte ved private selskaber sammen med datidens feterede skuespiller Johannes Poulsen.

 

Efter at have overværet ægteskabet mellem veninde Varvara Hasselbalchs forældre, så ville Erna også giftes. Dette blev hun, da hun som 18-årig, ved et overdådigt og meget medieombrust bryllup i Vor Frue Kirke giftede sig med Grev Hamilton, hvorefter hun kunne kalde sig Grevinde.

Denne titel fik hun af den svenske kong Gustav d.5. lov til at beholde resten af hendes liv. I 1920 fik hun sønnen Ulph.

Få år senere blev ægteskabet med Grev Hamilton opløst.

 

I 1917 havde hendes far bygget det prægtige, palæ ”Lille Amalienborg” beliggende ved Lille Triangel, hvor der tidligere havde ligget en populær hundekirkegård. (Ifølge Erna, så blev dette palæ også kaldt ”Villa Knastfri”, da det eftersigende var bygget af knastfri tømmer red.).

Da Grev Hamilton var soldat igennem hele deres ægteskab, så blev Erna boende hjemme hos hendes forældre og flyttede først hjemmefra, da hun som 31-årig giftede sig for 2. gang.

 

Ernas liv blev primært brugt på selskabelighed, teaterpremiere, flotte biler samt samrt tøj.

Erna var en underholdende og markant gæst, der kunne strø om sig med vittigheder og havde en skarp fornemmelse for både sprog og timing.

Hun var en dygtig værtinde og deltog igennem hele hendes liv ivrigt i Københavnerlivet, som hun med sit ildrøde hår samt hendes overlegne slagfærdighed var med til at præge.

 

Efter hendes søns død i 1967, så havde Erna ingen direkte arvinger og hun valgte derfor i 1975 at oprette legatet ”Minister Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst”. Dette legat blev en selvejende institution med det formål, at eje samt administrere de fra hende modtagne værdier og uddele legatportioner samt hædersgaver til danske videnskabsmænd og kunstnere. Derudover blev der også uddelt penge til Kbh.s. Understøttelsesforening, Fonden De Stille Stuer og Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr. Forskning inden for bekæmpelse af kræft, sklerose og andre organiske nervelidelser har fortrinsstilling.

Erna gav også store summer til blandt andet Grevinde Danner Stiftelsen og Skt. Nikolaj Tjenesten.

Legatet uddeles hvert år på Ernas fødselsdag d.2. oktober.

I 1979 blev der også oprettet et rejselegat på 100.000 kr til Skuespillerforeningen af 1879.

 

Erna var en af de sidste af Københavns ”Store damer” og hun medvirkede i DR-dokumentaren ”Grevinden på tredje” fra 1996, hvorefter hun nærmest blev folkeeje.

I denne dokumentar medvirkede blandet andre veninden igennem mange år, fotografen Varvara Hasselbalch samt hendes mangeårige ven, sagfører Preben Egemar og viceværten Dalmark.

Dokumentaren blev sendt første gang d.16. oktober 1996, men er blevet genudsendt flere gange og kan købes på dvd.

 

Erna prøvede eftersigende aldrig at købe ind og lave mad selv, da hun altid var inviteret ud til fester og receptioner. Hun havde fået kørekort og kørte bil, som en af de første danske kvinder.

Erna kunne flere sprog blandet andet fransk og italiensk - hun var desuden en værdsat værtinde i det diplomatiske korps.

 

Når det kom til økonomi, så var Erna trods hendes rigdom meget påpasselig. Folk tæt på hende kaldte hende nærig. Hun var selv klar over, at hendes penge var en arv, som man ikke bare brugte løs af. Hun havde jo ikke selv tjent pengene og beskrev sig som værende påholdende med sine penge.

 

Erna Hamilton døde den 19. juli 1996 i København og er begravet på Frederiksberg ældre Kirkegård.

 

Erna boede i mange år ved Strandevejen på Østerbro i København.

 

Efter hendes død blev der rejst spørgsmål vedr. Hendes arvinger, da en svensk mand påstod at være søn af hendes søn Ulph.

Dette blev behandlet i DR-dokumentaren ”Grevindens arving”.

 

Begge dokumentarer kan ses via følgende link:

 

https://www.dr.dk/bonanza/serie/190/grevinden/52802/grevinden-paa-tredje-dr-dokumentar

 

Desuden kan dokumentarten ”Grevinden på tredje” købes på dvd via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/grevinden-paa-tredje_per-wennicks_dvd_9788771086058

 

 

 

Varvara Hasselbalch

 

Sonia Varvara Hasselbalch var dansk fotograf og forfatter samt veninde til Erna Hamilton.

Hun blev født den 16. april 1920 i København.

Varvara var datter af fabrikant Erik Hasselbalch og hustru Louise født baronesse von Plessen og var oldebarn af den russiske fyrstinde Gagarina og den danske diplomat i Sankt Petersborg, Ottto Von Plessen.

 

Varvaras mor var konkurrencerytter.

Varvara voksede op i det enorme Plessenske Palæ (nu Domus Medica red.)  beliggende Kristianiagade 12 i København.

Hun blev udlært fotografmester hos d'Ora i Paris og Uggla i Stockholm.

I 1943 åbnede hun fotoatelieret Varvara Foto i København med filial i London.

 

Under Anden verdenskrig var hun ambulancefører og senere lastbilchauffør for Fransk Røde Kors. Hun smuglede også fanger og breve ud af tyskernes lejre.

Hun skrev bogen ”Menig 5272” om sine oplevelser hos Røde Kors. Bogen blev beslaglagt af Gestapo, men solgt illegalt som ”Varvaras kogebog”. 

Hun arbejdede også for den danske modstandsbevægelse.

I 2002 blev hun hædret med den franske æresorden Æreslegionen.

Efter krigen lavede hun fotoreportager i det meste af verden og udstillede både i udlandet og i Danmark.

I den brede offentlighed blev Varvara Hasselbalch kendt for sin medvirken i tv-portrættet om veninden Erna Hamilton, Grevinden på tredje, der blev sendt på DR. Senere blev der lavet et tv-portræt Varvara – uden mors velsignelse af Per Wennick.

Hun var gift tre gange og fik en søn.

Hun boede til sin død på Grønningen i København med udsigt til Kastellet. 

Hun døde den 3. april 2008 i København og ligger begravet på Garnisons Kirkegård.

 

Dokumentaren om Varvara kan ses via følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/193/dokumentar/68636/varvara

 

Hendes bøger kan købes igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/forfatter/varvara-hasselbalch_4360221?page=1

 

 

Næste blogindlæg omhandler Adda Ravnkilde.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Anna Hude

Anna hude var født den 26. juli 1858 i Ebeltoft og hun var døbt Anna Sophie Hude. Hun var dansk historiker og søster til den klassiske filolog Karl Hude.

 

Som barn blev Anna opdraget i et provinsielt borgerskabsmiljø, som byggede på en idylliserende, asketisk kristen livsforståelse og lige som andre døtre i den slags samfundskredse, så fik hun en uddannelse som privatlærerinde.

I perioden 1876-77 tog hun Femmers kursus, hvorefter hun blev ansat ved Borgerskolen i Roskilde.

Arbejdede som lærerinde tilfredsstillede imidlertid ikke Anna, der på dette tidspunkt var meget åndelig livlig samt meget læsende og hun tog derfor i 1878 til København, hvor hun flyttede ind i en onkels hus imens hun forberedte sig til hendes studentereksamen.

 

I forbindelse med hendes liv her indtræf der en katastrofe i hendes liv. Denne katastrofe gjorde at Anna fik hjælp til at skabe afstand fra hendes lukkede miljø.

På dette tidspunkt tiltvang hendes families huslæge sig til intimt samkvem med hende. Det gik dog ikke i starten rigtig op for Anna, hvad der foregik.

Dette gentog huslægen igen senere, hvorefter Anna forgæves forsøgte at begå selvmord.

Et stykke tid efter denne katastrofe lykkedes det Anna at blive glad for en ung mand, som hun aftalte at indgå ægteskab med. Anna kunne i denne forbindelse ikke lade være med at fortælle denne unge mand om hendes oplevelser med huslægen. Denne meddelelse var mere end hendes tilkommende kunne klare, hvilket medførte at forholdet gik i stykker.

Herefter var Anna både fortvivlet og forbitret og hun besluttede herefter at gribe til selvtægt. Baggrunden for hendes selvtægt kan muligvis findes i at hun var inspireret af Georg Brandes’ kvindefrigørelsespropaganda i ”Det moderne Gennembrud”.

Den 18. juni 1880 affyrede Anna to skud på åben gade i København mod huslægen, som kun blev overfladisk såret. Dagen efter begik han dog selvmord i arresten.

Anna var ikke en kvinde, der ville lade sig knække og trods legemlig sarthed, så var der noget robust i hende.

Efter dette ”mordforsøg” blev Anna fængslet, men i forbindelse med hendes tid i fængslet fik hun lov til at fortsætte sin uddannelse. Hun fik desuden også en mild behandling i fængslet.

Efter hendes løsladelse havde hun dog svært ved at falde til ro.

 

Hun gemte sig fra den nyopstået samfundsnysgerrighed, ved at bosætte sig i Ribe i et års tid. Hun fortsatte dog sin uddannelse og blev støttet af den radikale Herman Trier.

Efter at have sundet sig tog hun i 1882 studentereksamen, som en af få kvinder, hvorefter hun begyndte at læse historie på universitetet.

I forbindelse med hendes historiestudie var hun elev af Kr. Erslev, der var blevet indtaget af hende, da hun arbejde flittigt og næsten mere målbevist end datidens mandlige studerende.

Grundet hendes sirlige arbejde gjorde Erslev hende til medarbejder ved udgivelsen af ”Aktstykker til Rigsraadets og Stændermødernes Historie, 1883-90”.

 

I 1887 tog Anna skoleembedseksamen med historie som hovedfag.

I forbindelse med hendes historiestudie forelskede hun og Erslev sig i hinanden, men da var han allerede gift, så deres forhold kunne ikke udvikle sig til mere.

 

Hun fik i 1888 som den første danske kvinde Københavns Universitets guldmedalje for en afhandling om lensvæsenets opårindelse.

 

Anna blev i 1889 ansat ved Rigsarkivet, men grundet Erslevs afvisning af hende, så brød hun sammen og valgte i 1890 at tage sin afsked fra Rigsarkivet.

 

Hun besluttede herefter at flytte til udlandet et års tid, for at komme til sig selv.

Da hun i 1891 vendte tilbage til Danmark, så valgte den over for kvinder fordomsfrie rigsarkivar A.D. Jørgensen at genansætte hende i forbindelse med, at der var blevet en stilling ved Rigsarkivet ledig.

 

I 1893 blev hun som den første danske kvinde uddannet dr.phil efter at have afleveret disputatsen ”Danehoffet og dets plads i Danmarks Statsforfatning”.

Hendes disputats var dog også et udpræget produkt af den unge positivistitisk prægede undervisning, som Anna havde fået af Erslev på universitetet.

Anna havde på dette tidspunkt ikke glemt Erslev og blev ved med at se ham under for dem begge vanskelige vilkår. Hun deltog blandt andet i hans udgivelse af ”Repertorium diplomaticum regni Danici, 1894-1912”.

 

Anna var med til at stifte ”Politisk kvindeforening” i 1904. (Denne forening kom fra 1906 til at hedde ”Kvindevalgretsforeningen” red.)

 

Efter at Erslevs ægteskab var forlist i 1907, så valgte Anna og Erslev giftede sig tre år senere - i 1910.

De endte med at få 20 lykkelige år sammen.

Anna havde langt større sans for de kosmiske kræfter i menneskerne end den svorne ateist Erslev og denne interesse medførte at hun ivrigt studerede spiritismen samt andre religiøse foreteelser.

Anna lod ikke hendes svigtende helbred samt en ondartet øjensygdom stå i vejen for hendes systematiske og kritiske opklarende svar på en række af datidens psykiske spørgsmål.

Hendes forskning endte med udgivelsen af ”The Evidence for Communication with the Dead”, som blev udgivet i 1913.

Grundet påvirkning fra Annas livssyn, så nærmede Erslev sig et agnostisk livssyn, mens Anna selv til gengæld efterhånden forlod spiritismen for at ende i en romatisk panteisme. Anna udviklede disse religionstanker i de to små bøger ”Vejen jeg gik” og ”Gennem Døden” som hun skrev i 1926. I disse bøger beskrev hun desuden også hendes egen udvikling, der blandet andet inkluderede hendes menneskelige egenskab samt evne til at på trods af vanskelige forhold overleve og gøre sig gældende i både mands- og universitetssamfundet.

Anna var i en periode fremtrædende i kvindekampen om indførelsen af kvindelige valgret og fik i kraft af hendes pionergerning i kvindebevægelsen stor betydning form kvindeligt forbillede i blandet andet kampen om bedre borgerrettigheder for de danske kvinder.

 

Anna Hude døde den 9. august 1934 i København.

 

 

Hvis du ønsker at læse mere om Anna Hude, så kan jeg anbefale artiklen ” Fra voldtægtsoffer til akademisk pionér”, som kan findes via følgende link:

 

https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/view/27885

 

Desuden så skrev Jens. Chr. Manniche i 1993 bogen ”Damen der skød doktoren: en bog om Anna Hude”, som kan lånes på biblioteket eller købes brugt via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/products/search?query=Jens+Chr.+Manniche

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Pauline Worm

Pauline Worm blev født, som præstedatter fra Hyllested på Djursland i 1825 og var dansk forfatterinde, lærerinde samt feminist.

Da hun var 13 år flyttede hun og forældrene til Randersforstaden, Kristrup, hvor hun arbejdede som lærerinde på den pigeskole, hvor hun selv tidligere havde være elev.

Ved siden af hendes arbejde studerede hun blandt andet fransk i Århus.

 

I perioden fra 1847 - 1852 var hun huslærer i Præstø og det var i denne periode, at hun begyndte at publicere hendes digte.

 

I 1852, da hun var 27 år, tog hun institutbestyrerindeeksamen og drev herefter i perioden 1853-57 en pigeskole i Randers. Herefter var hun bestyrerinde af en skole i Århus, frem til dennes lukning i 1863.

 

Pauline var optaget af datidens frihedstanker samt den ny-opstået ånd fra 1848 og hun fik udgivet et hyldestdigt til kong Frederik d.7., i forbindelse med hans tronbestigelse.

 

Efter at Mathilde Fibiger havde udgivet ”Clara Raphael. Tolv Breve” i 1851 valgte Pauline at støtte Mathilde ved at udgive ”Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster”.

 

Det var især de danske kvinders ret til at uddanne sig, der lå Pauline på hjerte og hun skrev flere kronikker samt holdt foredrag om kvindesagens betydning.

I 1865, da hun var 40 år, blev hun den første danske kvinde, som holdt et offentligt foredrag.

Med tiden blev hun påvirket af de ny-opstået grundtvigianske tanker.

Af udgivelser, skrevet af Pauline kan blandt andet nævnes digtsamlingen ”Vaar og Høst” fra 1864 samt romanen ”De fornuftige” fra 1857.

 

I perioden mellem hendes fars og mors død (1865-81 red.) boede hun sammen med hendes mor i Randers og arbejde som timelære.

Hun var på dette tidspunkt meget aktiv i byens kulturelle og (kvinde)politiske liv.

 

I slutningen af hendes liv boede hun hos en bror i København.

 

Pauline Worm døde, som 58-årig, i 1883 og hun er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

 

 

Hvis du ønsker at hører mere om Pauline Worm, så har Museum Østjylland (i Randers red.) udgivet en podcast om hende og den kan høres via følgende link:

 

https://museumoj.randers.dk/viden/gaa-paa-opdagelse-i-historien/podcast-om-pauline-worm/

 

 

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

 

Jutta Bojsen-Møller

I anledningen af grundlovsdag i går, så handler dette blogindlæg om Kvindesagsforkæmperen Jutta Bojsen-Møller, der blev født Jutta Kunigunde Bojsen-Møller den 17. marts 1837 i Store Heddinge i Præstø amt.

Hun voksede om i et udpræget grundtvigsk hjem.

 

Hendes ægtemand var Frederik Otto Ditlev Møller, som hun giftede sig med den 4. januar 1857 i Vilstrup i Vejle amt. Han var i perioden 1855-74 sognepræst i Sejling ved Silkeborg, hvorefter han blev sognepræst i Marvede ved Næstved. Da han stoppede i Marvede i 1888 flyttede de til Sorø, hvor de var med til at oprette en højskole.

Efter hendes mand døde den 27. juni 1892 var Jutta Bojsen-Møller husmor på Grundtvigs Højskole ved Lyngby. Dette var hun i perioden 1897-1905, hvorefter hun forsatte i perioden 1905-09 ved højskolen i Rødkilde.

 

Jutta gik meget ind for både højskole- og kvindesagen og hun var skuffet over at hun ikke kunne skabe et direkte samarbejde mellem disse to sager.

Hun blev, som ganske ny i kvindesagen i 1894, til formandinde for Dansk Kvindesamfund, der på dette tidspunkt var i gang med at organisere sig over hele Danmark. Denne formandindespost beholdt hun ind til 1910, hvor hun trak sig tilbage med titlen af æresformand.

 

Hendes betydning for Dansk Kvindesamfund er, at hun var med til at gøre kvindesagen fra en Københavnersag til at få betydning for hele landet.

Grundet Juttas umiddelbare veltalenhed samt hendes tilknytning til landbostanden var hun med til at skaffe kvindesagen tilhængere - specialet fra grundtvigske kredse og medlemstallet af Dansk Kvindesamfund steg fra 1000 til 7000 under hendes formandsindeskab.

 

Efter indførelsen af den kvindelige valgret i forbindelse med grundlovsændringen 1915 gik Jutta som Dansk Kvindesamfunds nester i spidsen for kvindernes valgretstog til regeringen og rigsdagen.

 

I 1917, da hun fyldte 80, stiftede Dansk Kvindesamfund et legat på 6000 kr, der bærer hendes navn og hvis renter hvert år gives til en ung kvinde som uddannelseshjælp.

 

Jutta døde den 12. januar 1927 i Hellerup og er begravet i Lynge i Sorø amt.

 

I forbindelse med indførelsen af den kvindelige valgret, holdt Jutta en tale på Himmelbjerget den 6. juni 1915 og denne tale kan læse via følgende link:

 

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jutta-bojsen-moellers-tale-paa-himmelbjerget-d-6-juni-1915/

 

Jutta udgav i 1925 hendes erindringer ”Træk fra et langt liv”, som kan købes via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/traek-fra-et-langt-liv_jutta-bojsen-moeller_haeftet_9788726007954

 

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com