Jeg ved godt, at jeg i sidste blogindlæg skrev at dette næste blogindlæg ville omhandle Lulu Gauguin, men grundet mangel på kilder samt nulevende børn, så valgte jeg at droppe det indlæg og skrive om skolesinspektøren og politikeren Inger Merete Nordentoft, som jeg hørte om første gang i et afsnit af DR-dokumentaren "Historien om Danmark".
Inger Merete Nordentoft blev født den 18.august 1903 i Thisted som datter af læge Poul Nordentoft (1874-1937) og hustru jordemoder Astrid Kabell (1880-1953).
Hendes faders side af stamtræet stammer fra Nordentoftgårdene uden for Thisted og hendes farfar var præst og alle hans børn fik gode uddannelser, så da Inger Merete blev født var slægten præget af præster, læger samt dygtige selverhvervende kvinder.
Hendes moders slægt kom fra Thisteds bedre borgerskab.
I løbet af forældrenes første 5 års ægteskab gennemlevede de at få fem børn, hvoraf de to ældste døde. Ægteskabet var uharmonisk og efter en flytning til Vordingborg blev Inger Meretes forældre skilt. På dette tidspunkt var hun 9 år gammel, så det skete samme år som Titanic forliste - i 1912. Inger Merete blev efter skilmissen boende hos hendes far og hendes mor flyttede med hendes to søskende til København.
3 år senere - i 1915 - giftede hendes far sig igen, men hans unge kone døde kort efter, hvorefter faderen flyttede til Svendborg.
I 1918 blev hendes far anholdt og sigtet for blandt andet forsterfordrivelse. Dommen faldt 2 år senere, hvorefter han blev indsat i Horsens Tugthus, hvor han var indsat de næste 10 år.
I forbindelse med hendes fars anholdelse, blev Inger Merete anbragt hos en lærerfamilie i Svendborg, hvor hun boede imens hun tog realeksamen.
I forbindelse med hendes anbringelse mødte hun den nybagte lærerinde samt senere chef for det Danske Pigespejderkorps, Elisabeth Flagstad. Dette møde medførte, at Inger Merete blev spejder med liv og sjæl.
Hvorfor Inger Merete blev anbragt hos en lærerfamilie og ikke flyttede sammen med hendes mor og søskende i København, melder kilderne ikke noget om, men det kunne eventuelt skyldes, at hendes mor var under uddannelse til jordemoder, og derfor ikke havde mulighed for, at tage sig af Inger Merete, men dette er bare en tanke.
1920 var ikke kun en genforeningssår for Danmark, men også for Inger Merete, der på dette tidspunkt og de kommende tre år, boede hos hendes mor, søskende og moderens nye ægtemand i Tønder. Hendes mor var på dette tidspunkt blevet uddannet jordemoder og fået arbejde i Tønder.
Inger Merete læste i 1920-23 på Tønder seminarium og var med til at grundlægge pigespejderkorpset i Sønderjylland.
Da hun i 1923 var blevet uddannet lærerinde, fik hun job i Skovridergården i Korinth på Fyn. Her havde Elisabeth Flagstad netop åbnet sin spejderskole.
Året efter blev Inger Merete ansat ved Valby Skole i København.
Fra midten af 1930'erne begyndte Inger Merete at kaste sine kræfter på pædagogikken samt politikken og hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, som hun har medlem af ind til sommeren 1940.
Hun var desuden medlem af Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse i perioden 1935-45. Hun var bestyrelsesformand for samme forening under 2. verdenskrig og i samme periode var hun også formand for fælleslærerådet i København og medlem af Nordisk lærerindeforbunds bestyrelse samt medlem af Dansk Kvindesamfund.
I perioden 1939-49 var hun også Danske Kvinders Nationalråds repræsentant i "The International Council of Women's Education Comittee".
Inger Merete hentede hendes pædagogiske inspiration fra mange forskellige steder, blandt andet fra nordiske kollegaer samt progressive kræfter i USA. Hun havde desuden et tæt samarbejde med blandt andre skoleinspektøren og psykologen Anne Marie Nørvig.
Inger Meretes kongstanke var, at undervise eleverne individuelt, hvilket på dette tidspunkt, hvor klasseundervisning i de fleste landsbyskoler stadig lå et stykke ude i fremtiden, var anset som værende en kontroversiel idé. Det lykkedes dog for Inger Merete, at få oprettet studiekredse i de københavnske lærerorganisationer regi.
Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek og i 1939 havde hun bidraget til læsebogen "Min egen Bog", som hun også var medredaktør af.
I 1942 udkom bogen "Nu kan jeg læse", som hun også både havde bidraget til og var medredaktør på.
I perioden op til 2. verdenskrig - 1935-39 - var Inger Merete medlem af gruppen omkring tidsskriften "Kulturkampen". Denne gruppe bestod af blandt andre Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. Det var dette samarbejde, der fik størst indflydelse på Inger Meretes pædagog-politiske tanker. Det var også sammen med denne gruppe, at hun i 1939 var med til at redigere og udgive et særnummer om demokrati og skolen.
Da 2. verdenskrig brød ud, var Inger Merete stærk engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt, i beredskab mod nazismen samt i kampen for ligestilling mellem kønnene.
I sommeren 1940 fik hun kontakt med Aksel Larsen og igennem ham blev hun en del af den kommunistiske modstandbevægelse.
Året efter blev hun en del af den nystiftede Dansk Studie Ring, der siden bare blev kaldt Ringen og var grundlangt af John Christmas Møller.
Samme år skiftede hun fra Socialdemokratiet og meldte sig ind i Danmarks kommunistiske Parti (DKP).
Politisk stod hun herefter for en systemændring og hendes lille skrift "Opdragelse til Demokrati", kan opfattes som værende hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund. Denne blev gjort illegal i 1944.
Hun var under krigen også tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var herigennem med til at skaffe danske jøder og kommunister til Sverige. Grundet dette illegale arbejde, så blev hun arresteret af Gestapo. Dette skete i forbindelse med Gestapos optrapning af Aksel Larsens netværk.
I marts 1943 blev hun idømt 5 måneders fængsel.
Under hendes afsogning, fik hun tiden til at gå med færdiggørelsen af "Min ABC, 1-2-3", der udkom i 1944.
Efter hendes løsladelse valgte hun at fortsætte hendes illegale arbejde.
I forbindelse med hendes arbejde i Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse, mødte hun modstand mod hendes illegale arbejde, som flere af bestyrelsesmedlemmerne fandt uforeneligt med hendes position som bestyrelsesformad i en tjenestemandsorganisation. Dette ændrede dog ikke på, at hun i februar 1945 blev udnævnt til at efterfølge den høj estimerede pædagog Margrethe Petersen, som inspektør på Katrineskole i Vanløse. Denne udnævnelse mødte modstand.
Inger Merete opstillede for kommunisterne i Valby-kredsen ved Folketingsvalget i Oktober 1953, hvor hun også blev valgt ind med 27% af kredsens stemmer. Dette valg var en succes for DKP, der fik 18 mandater.
Inger Merete valgte i 1945, at adoptere sønnen Niels, som enlig mor og kort efter meddelte hun på et lukket lærermøde på Katrineskolen, at hun ønskede at søge orlov fra jobbet som skoleinspektør, da hun var blevet gravid. Dette var kontroversielt, da hun ikke agtede at gifte sig med barnefaderen.
Det efterfølgende års tid, var aviser og tidsskrifter fyldt af den debat, Inger Meretes valg som alenemor, havde medført og hun blev fordømt fra flere sider. Sagen udviklede sig til en principiel debat omhandlende kvinders ret til moderskab uanset deres civilestatus. Sagen endte i Folketinget.
Daværende redaktør af Dansk Kvindesamfunds medlemsblad "Kvinden og Samfundet" Inga Dahlsgård kaldte sagen for "en hekseproces", men ellers forholdte både Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd sig passivt i modsætning til Københavns kommunelærerindeforening, hvori et flertal af bestyrelsesmedlemmerne betegnede hende i Berlingske Tidende som værende "samfundsskadelig" og i forbindelse med en senere afholdt afstemning blandt medlemmerne tog 3/4 af dem afstand fra hende. Denne afstand var forældrekredsen ved Katrineskolen dog ikke enig i og i slutningen af 1945 blev der indsamlet næsten 800 stemmer for, at Inger Merete skulle forblive som skoleinspektør. Ved en senere afholdt afstemning blandt forældrekredsen stemte 75% for at lade deres børn forblive elever ved Katrineskolen under ledelse af skoleinspektør Inger Merete Nordentoft.
Året efter - i 1946 - valgte Inger Merete at skrive en kortfattet redegørelse for, at hendes handlermåde måske kunne være en hjælp for andre ugifte kommende mødre, at gennemføre en graviditet og på dennemåde nedbringe antallet af illegale aborter, som på dette tidspunkt årligt kostede flere kvinder livet.
Hvis man ser dette i et langt perspektiv, så blev "Nordentoftsagen" en fortsættelse af Inger Meretes mærkesag, som formand for Københavns lærerindeforenings bestyrelse - nemlig ligestilling mellem kønnene i alle livets forhold.
Datteren Kirsten kom til verden i 1946.
I 1945 blev hun en del af finansudvalget og var herigennem med til at viderføre DKP's linie med at bryde der mandlige monopol her, da hendes forgænger var Alvilda Larsen. Hun sad på dette tidspunkt også i lønningsudvalget.
Inger Merete var desuden på dette tidspunkt respekteret fra mange sider og i kontakt med de brede dele af landet igennem hendes arbejde i for eksempel Frihedsfonden og hendes medlemskab af landsledelsen af Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, den danske afdeling af "Fédération Démocratique des Femmes", som blandt andet arbejdede for fredssagen.
Fra 1949-57 var Inger Merete også medlem af centrakomitéen i DKP og hendes holdning var, at "maxismen var kernen i en kæmpende humanisme", men efter den 20. partikongras' afsløringer fra Stalintiden samt besættelsen af Ungarn i 1956 forsøgte hun at ændre DKP's holdning, men dette var dog forgæves og hun fik efterfølgende ingen stemmer, da hun samme år genopstillede til centralkomitéen. Dette tog hun året efter - i 1957 - konsekvensen af og meldte sig ud af DKP.
Inger Merete sad i Folketinget frem til valget i 1953, hvor hun ikke ønskede at genopstille.
Som politiker var hun aktiv i skolespørgsmål, men blev med tiden generalist i folketingsarbejdet.
Inger Meretes største indsats var pædagogisk og her, som når det galt hendes politiske arbejde, så var udgangspunktet datidens kulturradikale idé om opdragelse til demokrati, skærpet af besættelsens erfaringer.
Hendes inspiration stammede blandt andet fra 1920'ernes og 30'ernes reformpædagogik samt datidens Grundtvigske friskoleidéer. Hendes mål var en demokratiseren af folkeskolen igennem en enhedsskole, hvilket ville sige en afskaffelse af prøver og opdeling af eleverne i boglige og ikke-boglige klasser. Den autoritære lærers rolle skulle desuden afskaffes til fordel for et samarbejde mellem lærere og elever. Dette skulle ske igennem individuel undervisning, gruppearbejde og elevernes træning i selvstændigt arbejde.
Inger Merete opfandt intet pædagogisk system, men hun koordinerede de allerede eksisterende elementer og gjorde det med pragmatisk forståelse for hvad der var muligt. Dette skete i opposition til datiden overvejende kristeligt-autoritære skolesyn.
Hun gav udtryk for hendes tanker igennem udgivelsen af forskellige lærerbøger og hun medvirkede også til udarbejdelsen af et værk omhandlende besættelsestidens skole.
Inger Merete Nordentoft var en fornem repræsentant for den kæmpende humanisme, som intet samfund kan leve uden og hun har sat sine spor i den danske skole- samt køns- og kvindehistorie.
Hun døde alt for tidligt - i en alder af kun 57 år - den 22. oktober 1960 i København, efter en svær kamp mod kræft.
Hun er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.
Hvis du ønsker at læse mere om Inger Merete Nordentoft, så har Adda Hilden skrevet biografien "At sætte sig spor" om hende og den kan købe igennem følgende link:
https://www.saxo.com/dk/at-saette-sig-spor_adda-hilden_epub_9788711420201
Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).
Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.
Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar