Hannah Bjarnhof - Dansk skuespillerinde, lesbisk og enlig mor.

Dette blogindlæg omhandler den dansk skuespillerinde Hannah Bjarnhof, som jeg primært kender fra en mindre rolle i et afsnit af Rejseholdet. 

Efter en samtale med mine forældre fandt jeg ud af, at hun er mere kendt blandt deres generation end hun er blandt min og derfor tænkte jeg at hun fortjente noget opmærksomhed i denne blog.

Hannah Bjarnhof er født Hannah Elisabeth Bjarnhof den 6. juli 1928 på Frederiksberg i København, som datter af forfatteren og radiomanden Karl Bjarnhof og dennes hustru, koncertsangerinde Ebba Bjarnhof.

Som barn drømte Hannah om at blive landbrugskandidat, men dette blev dog hendes tiltrækning af teateret, som vandt og hun læste hos skuespilleren Martin Hansen og var i årene 1946-48 skuespillerelev på Det kongelige teaters elevskole og det var som skuespillerindeelev, at hun havde sin første optræden i rollen som gadepige i stykket "Ismanden kommer".

Hun fik dog sin teaterdebut allerede som 18-årig, skuespillerelev, da hun den 19. juli 1946 debuterede på Riddersalen i København i rollen som Agnes i stykket "Rigtige mennesker".

Da hun var blevet uddannet skuespillerinde i 1948, blev hun engageret til Odense Teater, hvor hun arbejdede i sæsonen 1948-49.

Det var dog ikke kun på Odense Teater, at Hannah slog sine folder. Hun optrådte også på scenerne på blandt andet Århus Teater, Det Ny Teater samt Folketeatret.

Blandt hendes mere berømte teaterroller er rollen som stuepigen Claire i stykket "Pigeleg", som blev sat op på Riddersalen i 1951 samt hendes roller fra 1970'erne, hvor hun blandt andet medvirkede i stykker som "Bal i den borgerlige" og "Elektra" på Århus Teater, "Havet" på Aalborg Teater. 

På Aalborg Teater arbejdede hun også som instruktør og scenograf ved opsætninger af stykket "En spurv i tranedans" samt "Foursome".

Hendes filmdebut kom i 1951 i "Fodboldpræsten". Langt de fleste af hendes filmroller var dog mindre, men hun spillede dem altid med stor sikkerhed. Blandt har hun spillet rollen som sagførerens (Karl Steggers) sekretær i filmen "Slottet" fra 1964.

Fra 1980'erne flyttede hun fra Jylland og tilbage til København, da hun blev hyret til roller i stykker såsom "Don Juan vender hjem fra krigen", da dette blev opsat på Folketeateret.

Hendes teatermæssige højdepunkt var i rollen som konferencieren i "Cabaret", da denne blev opsat på Det Ny Teater i 1985. Denne rolle som Joel Grey gjorde berømt i filmen "Cabaret" og senere var det Alan Cumming, som spillede rollen på scenen.

Foruden at arbejde som skuespillerinde, arbejde hun også som brevkasseredaktør i Radio Mercur.

Andre filmroller havde hun bl.a. i Bag de røde porte, Pigen i søgelyset, Een blandt mange, Familien med de 100 børn, Mig og mafiaen, Flamberede hjerter, Tøsepiger og Her i nærheden.

På TV medvirkede hun blandt andet i "Rejseholdet". 

Hannah Bjarnhof arbejdede også med at skrive tekster samt medvirke i en lang række cabareter og hun blev Danmarkskendt for hendes monolog "Føssesda", som i en længere årrækker var et populært nummer i radioens ønskeprogram "Giro 413".

Kort inden hun døde udsendte hun cd'en "En på frakken" med en række af hendes glansnumre.

Hannah Bjarnhof tiltrakte sig en del opmærksomhed, da hun i en sen alder valgte offentligt, at springe ud som lesbisk og at hendes store kærlighed var kabaretsangerinden Manja Mourier. Men selvom hun var lesbisk fik hun et barn - blandt andet en søn med Buster Larsen, som dog nægtede at være far til barnet - men Hannah var stålfast og valgte at trække ham igennem et retsligt efterspil samt blodprøve for at få bevist, at sønnen virkelig var hans.

Sønnen forsøgte igennem flere år, at få kontakte med hans far, men uden held. Buster var simpelthen ikke interesseret.

  

Hun nåede også at få to børnebørn inden hun døde.

Hannah Bjarnhof døde den 20. maj 2002 i København og ligger begravet på Melby Kirkegård i Frederiksværk.

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Lotte Tarp - skuespillerinde, tyskerunge og Lyngbybeboer på Frieboeshvile.

Denne måneds blogindlæg omhandler den afdøde skuespillerinde, Lotte Tarp, som jeg hørt om første gang, da jeg var i universitetspraktik på Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv i forbindelse med med kulturhistoriekandidat ved Århus universitet.

Lotte Tarp har været beboer i det hus - Frieboeshvile - hvor Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv er beliggende i dag.

Da jeg ikke ved så meget om hende og da hun ikke virker til at være særlig kendt i dan brede danske befolkning, så synes jeg hun fortjener noget opmærksomhed igennem min blog.

Lotte ville i dag være fyldt 76 år - kæmpe tillykke :-)

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Lotte Tarp blev født Ann-Charlotte Rising den 14. februar 1945 i Århus, som datter af bestyrer i Friheden, Alfred Rising, der var søn af Frihedens ejer, Hans Rising. Hendes mor var Yrsa Ingemann Jensen, men hun var ikke meget nærværende i hendes datters liv grundet mavesår samt andet sygdom. Desuden var hendes far heller ikke meget hjemme, så hun så ikke meget til sine "forældre".

På et tidspunkt besøgte Lotte hendes storsøster Åse, der på dette tidspunk var bosiddende i Købehavn og det var under dette besøg, at hun fik sandheden om hendes familie af vide. Hendes forældre var i virkeligheden hendes bedsteforældre og hendes storsøster var hendes mor.
I slutningen af hendes liv fokuserede Lotte mere og mere på at skrive, både bøger, film og teatermanuskrifter blev hun forfatterinde til.
Hun udgav i slutningen af 1980'erne teaterstykket "Amagertorv 4", der omhandlede Poul Henningsens mors, Agnes Henningsens liv.
Lotte blev i 1991 uddannet manuskriftforfatterinde fra Filmskolens manuskriftuddannelse og i 1994 skrev hun manuskriftet til filmen "Længe leve friheden", der omhandlede hendes forfar, Alfred Risings liv.
Desuden var hun medforfatterinde til flere afsnit af tv-serierne "Landsbyen" og "Taxa".

Åse fortalte Lotte, at hendes far var en dansk frihedskæmper, der var død i en tysk koncentrationslejr, men sandheden skulle dog vise sig at være en helt anden.

Lottes biologiske mor, Åse Gyrithe Tarp arbejdede som sminkøse på blandt andet ASA-filmstudierne og giftede sig i 1954 med den danske komponist Sven Erik Tarp, som så blev Lottes Stedfar og igennem hvem hun fik efternavnet Tarp.

Lotte flyttede på et tidspunkt fra Århus til Frieboeshvile i Lyngby, som hendes stedfar havde fået stillet til rådighed som kunstnerbolig.

Sandheden om hendes far, fik Lotte lokket ud af sin morfar, da hun var i midt 20'erne.

Hendes far viste sig, at være en tysk soldat, som hendes mor havde et kort forhold til - Lotte var altså en såkaldt tyskerunge - denne sandhed valgte familie skulle forties for en hver pris og de valgte derfor at lade Lotte vokse op hos hendes bedsteforældre og lade hende vide, at dette var hendes forældre.

Hendes far var den tyske officer Wolfgang Haug og hendes forældre nåede ikke at blive gift, før hendes far blev sendt til Polen, hvor han forsvandt i april 1945, formentlig blev han dræbt her.

Lottes karriere som skuespillerinde begyndte, da hun som 16-årig debuterede i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs fil "Weekend", hvori hun som 17-årig spillede rollen som en mut, men erotisk fristende barnepige og deltog i en nøgenscene, der blandt andet gav hende problemer, i sær med pressen, men dette ændrede ikke ved hendes tidligt opnåede status som både intellektuel og kontroversiel skuespillerinde

Lotte var for en kort periode i 1963 elev på Privatteaterenes elevskole og arbejdede efterfølgende et år som "Lommerpige" hos Stig Lommer.

I begyndelsen af hendes karriere fik Lotte ofte de lette og ofte sexede roller og hun blev i 1964 valgt som Ekstra Bladets første topløse model og blev derigennem sat i bås som værende den smykke blondine.

Lotte medvirkede i slutningen af 60'erne blandt andet i den første "Olsen-Banden"-film, hvori hun havde rollen som Bennys forlovede samt i Morten Korch-filmen "De røde heste".

Lotte giftede sig den 3. juni 1967 med forfatteren og instruktøren Henrik Stangerup. 

Blandt de første karakter-roller som Lotte fik var rollen som sober præstefrue i hendes mands debutfilm "Giv Gud en chance om søndagen", der havde præmiere i 1970.

3 år senere spillede Lotte rollen som psykiatrisk patient på kollisionskurs med læger samt normaliteten i filmen "Farlige kys".

Igennem hendes karriere nåede Lotte at medvirke i over 20 film, men hun medvirkede også i flere tv-serier samt havde flere teaterroller. Hun var desuden også instruktør på flere revyer, som hun også medvirkede i.

Hendes ægteskab med Henrik mødte modstand - i sær fra Henriks familie og hans mor skuespillerinden Betty Söderberg forbød ham lige frem at gifte sig med hende, men selv på trods af denne modstand blev de gift og fik en søn sammen. 

Deres kærlighed holdt dog ikke og de blev senere skilt, selvom de forblev venner resten af livet.

Senere giftede Lotte sig med jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, som hun levede sammen med flere år frem til hendes død.

Niels Jørgen Steen har desuden også været gift med skuespillerinden Avi Sagild med hvem han fik børnene Nikolaj og Paprika Steen.

Lotte skrev selvbiografien "Det sku' nødig hedde sig" i 1997, som hun fik stor litterær succes med.
Denne bog blev året efter belønnet med Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat.

I denne fortæller Lotte sin livshistorie inklusiv alle dens fortielser og løgne. Hun fortæller åbenhjertigt om hendes erfaring som tyskerunge samt om sin jagt på sandheden om hendes far og familie. Erindringsbogen blev desuden en opdagelsesrejse i de nærmeste gene af hendes stamtræ med voldsomme omkostninger til følge. 
Bogen beskriver også Lottes rejse gennem det daværende DDR, hvor hun løber ind i bureaukrati og spionanklager i fodsporet på hendes far, den tyske soldat Wolfgang.
Bogen viste også, at selvom Lotte ikke var noget ønskebarn, så var hun stærk nok til at skabe sig både et ståsted og en identitet.

I efteråret 2001 fik hun stor succes som manuskriptforfatter og instruktør med teaterforestillingen "For enden af universet ligger der en døgnkiosk".

Hun var desuden også manuskriftforfatterinde på kortfilmen "To kvinder", der i 2002 vandt en Bodil for bedste novellefilm.

Lotte Tarp døde som 57-årig den 24. oktober 2002 i Humlebæk efter længere tids kræftsygdom.

Hun ligger begravet på Holmens kirkegård - på Østerbro i København.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Ingeborg Brams - en af 1900'tallets store, men oversete skuespillerinder

Dette indlæg indledes lige med en undskyld for, at der er gået så lang tid siden mit sidste indlæg.

Der kom lige en flytning, jul og nytår i vejen, så jeg fik pludselig nok at se til, men nu er det min intention, at skrive et indlæg om måneden.

© https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=444

Dette indlæg omhandler skuepillerinden Ingeborg Brams, der blev født d. 9. december 1921 i Hobro, som datter af overdyrlæge Ludvig Harald Brams (1886-1975) og hustru Olga Nielsine Jensen (1891-1960).

Som 16-årig gik hun ud af gymnasiet, hvorefter hun fik arbejde som ung pige i huset hos bekendte i København og det var i denne forbindelse hun flyttede fra Hobro til København.

Ingeborg fik sin teaterdebut i rollen om Eugenie i stykket "Don Ranudo", der blev sat op på det Kongelige teater. Dette skete samtidig med, at hun var elev på det Kongelige teaters elevskole, hvor hun gik i perioden 1939-1941.

Hendes teatergennembrud kom dog først samme år, som hun blev uddannet fra elevskolen, da hun fik tielrollen i stykket "Ullabella".

Hendes skuspeillertalent gjorde at hun tidligt mestrede datidens de klassiske kvinderoller, hvilket kom til udtryk i følgende stykker:

- "En søndag paa Amager", der blev opsat i 1941 og hvori hun spillede rollen som Lisbet.

-"Kivfuglen", der blev opsat året efter og i hvilket hun spillede rollen som Margit.

Hun var tilknyttet det Kongelige teater frem til 1959, hvor hun var teaterets førende skuepillerinde. Hun var dog engageret ved Frederiksberg Teater i perioden 1951-52.

Efter hendes afgang fra Det Kongelige teater medvirkede hun i forskellige gæstespil og hendes teaterengagement var efterfølgende kun kortvarige. Hun var engageret ved Det Ny teater 1960-61, Århus Teater 1963-64, Ny Scala 1965 og Tivolikabaret 1966.

Efterhånden begyndte Ingeborg at føle en større sceneskræk, hvilket medførte at hendes senere forsøg på at vende tilbage til teaterscenen blev droppet.

I dag anses Ingeborg blandt hendes generations store skuespillerinder, hvilket blev hjulpet på vej af hendes lille og spænstige fysiognomi samt den lidenskabelige styrke, der kom til udtryk i hendes krop og skuespil, hvorigennem hun kunne løfte næsten enhver roller op på større kunstneriske højder.

Publikum kunne mærke, at hendes replikker blev bakket op af hendes rige følelsesregister og dette medvirkede til, at hvert et ord hun fremsagde kom fra hjertet og gik i hjertet på publikum. Hendes styrke som skuespillerinde lå derfor i det intime spil mere end stykker, hvor replikkerne byggede på svulmende patos. Det var på trods af at Ingeborg var naturalistisk skolet på Det kongelige teaters elevskole.

Dette kom til udtryk i roller som Puk i "En skærsommernatsdrøm" (opsat i Dyrehaven 1943) og Agnes i "Fruentimmerskolen" (opsat 1947).

Da sceneskrækken modvirkede st Ingeborg kunne medvirke i flere teaterstykker, så begyndte hun at dyrke oplæsningskunsten, hvor hendes tindrende stemme og fornemme replikkunnen blandt andet levendegjorde tekster af for eksempel H.C. Andersen, Johannes Jørgensen samt Tove Ditlevsen.

Desuden blev hun engageret til Radioteateret, hvor hun blandt andet skabte fremragende præsentationer fra "Ophelia" til "Medea".

Hun har desuden medvirket i adskillige film og på tv-teateret. I det sidste kunne hun ses som Inger i "Kærlighed" fra 1960.

Grundet hendes store skuespillertalent blev hun tildelt Peder Skrams elevlegat 1941, Studenternes æreskunstner 1951, Tagea Brandts legat 1952, Teaterpokalen 1953-54, Bodil Ipsens legat 1960, Peter Kjærts legat 1964, Ole Haslunds legat 1965, Skuespillerforeningens legat 1967 samt Blicherprisen 1967.

Hun blev ridder af Dannebrogsordenen i 1955. 

Ingeborg blev gift første gang d. 12. maj 1944 i Søllerød med landsretssagfører Erik Vilhelm Petri (20. februar 1905-24. juni 1961).

Hendes 2. ægteskab var med journalist Sten Uldall-Rasmussen (15. februar 1923 - 28. august 2000), som hun giftede sig med d. 10. november 1951.

10 år senere indgik hun sit 3. og sidste ægteskab, da hun i 1961 giftede sig med sognepræst Preben Johannes  Grøndal Thomsen (22. marts 1933 - 17. november 2006).

Ingeborg Bram døde den 14. Oktober 1989 og blev begravet på Søndre Kirkegård i Hobro.

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgbrams

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Astrid Villaume - den akrobatiske dansende skuespillerinde fra Morten Korch filmene.

Dette blogindlæg omhandler skuepillerinde Astrid Villaume, der er udvalgt, da hun er blandt de mere oversete kvindelige skuepillerinder fra Morten Korch filmene og hun fortjener at få hendes plads i den danske filmhistorie.

©:https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=76

Den danske skuespillerinde Astrid Villaume blev født den 3. november 1923, som datter af apoteker Carl Christian Villaume (17. januar 1890- 1960) og hustru Astrid Leonie Bions (30. November 1897-1980).

Inden hun blev uddannet skuespillerinde, arbejdede hun blandt andet som akrobat i forskellige danske revyer, blandt andet var hun tilknyttet Nykøbing Falsker revyen i 1944, hvor hun foruden at optræde med akrobatiske danske også medvirkede i viser og sketches.

Inden hun søgte optagelse som skespillerinde, læste hun hos Agnete Arne-Jensen, Heinrich Erting samt Erik Hofman.

 

Hun blev uddannet fra Odense teaterselevskole, hvorefter hun var ansat ved Århus teater i krigsårene 1941- befrielsesåret 1945, hvorefter hun ved samme teater debuterede i stykket "Under krigen". Herefter var hun de efterfølgende to år ansat ved Frederiksberg teater, hvorefter hun søgte ind og blev optaget på Det kongelige Teaters elevskole, hvorfra hun blev uddannet i 1949. Efter endt elevuddannelse fortsatte hun med at være tilknyttet Det Kongelige Teater.

Når hun blev spurgt hvorfor hun havde taget elevskoleuddannelsen to gange, så svarede hun, at hun følte hun havde brug for det. 

Under krigen og i efterkrigsårene kunne Astrids elegante fremtræden og hendes uteatralske skuespil gældende i danske film - både de sjove komedier såsom "Adam og Eva" (fra 1953) og poetisk-realistiske historier såsom "Der var engang en krig (fra 1966).

Astrid kunne også ses i folkekomedier, hvor hun overvejende blev eksponeret som datidens uglamourøse og temmelig passive kvindeideal. Dette kun blandt andet til udtryk i filmen "Fra den gamle Købmandsgaard" (fra 1951) samt i flere Morten Korch-film.

Som teaterskuespillerinde kunne Astrid ses i et vidtspændende repetoire, da hun spillede med i stykker såsom Lars Noréns "Natten er dagens mor" samt de nyklassiske roller som mødrene i Arthur Millers "En sælgers død" samt Eugene O'Neills "Lang dags rejse mod nat". Begge disse stykker blev opsat som et samarbejde mellem Det Dansk Teater og Det Kongelige Teater.

Astrids kvindelige stamina kom blandt andet til udtryk igennem en dirrende, underliggende og nervøs skrøbelighed, hvilket for eksempel kan ses på tv i Leif Panduros "Rundt om Selma" (fra 1971) samt Kjeld Abells "Anna Sophie Hedvig" (fra 1975).

Foruden at arbejde på teater, tv og film, så medvirkede Astrid også i forskellige hørespil i radioen.

Astrid blev den 11. februar 1947 gift i Frederiksberg Kirke med grosserer Carl Magnus von Staffeldt (04. april 1906-6.august 1959). 

De nåede at få to børn sammen og da han døde, ventede Astrid deres 3. fælles barn.

Som skuespillerinde modtog Astrid en masse priser såsom Ole Haslund, Poul Reumerts, Olaf Poulsens samt Johanne Luise Heibergs (minde) legater. Hun fik desuden også en Bodil for bedste kvindelige hovedroller i filmen "Susanne" (fra 1950), der var hendes første hovedrolle på film.

Hendes sidste filmrolle blev som mormor i "Lad isbjørnene danse" fra 1990.

Astrid Villaume døde d. 12. februar 1995 og blev begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=astridvillaume

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Ingeborg Brams.

©https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/ingeborg-brams

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så som et oplæg om et historisk emne, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Birgitte Federspiel - Hele Danmarks Baronesse von Rydtger.

Dette blogindlæg omhandler den afdøde danske skuespillerinde, Birgitte Federspiel, der i den bede befolkning nok mest er kendt fra rollen som Baronesse Von Rydtger i Matador samt fra film såsom Charles tante (med Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ebbe Langberg fra 1959 red.).

Hun er udvalgt, da jeg synes hun fortjener noget mere opmærksomhed og da hun er blandt de skuespillerinder, fra gamle danske film, som jeg personligt ser meget op til. Synes hun kunne spille side roller både med en sårbar skrøbelighed og en styrke, der er virkelig bemærkelsesværdigt. 

 

Birgitte Federspiel blev født Karen Birgitte Fønss Federspiel søndag den 6. september 1925 som skuespiller Ejner Federspiel (1896-1981) og hustru, redaktør Gunver Federspiel (født Fönss) (død:1963 - fødselsår: ukendt).

Selvom Birgittes far var skuespiller og hendes mor havde haft teaterdrømme, så var de ikke glade for hendes ønske om at følge i deres fodspor, men dette ændrede ikke på hvor stærkt dette ønske var for hende, da den unge Birgitte hellere ville være "tredje bølge på Svendborg Sommerteater" end at opgive hendes skuespillerdrømme, hvilket hun gav udtryk for i et interview fra 1999.

Disse drømme medførte, at Birgitte valgte at begynde at læse hos skuespilleren John Price (James og Adam Prices far red.), men dette gav ikke det ønskede resultat om en optagelse på Det Kongelige Teaters elevskole, men hun blev dog optaget og var elev på Knud Rex's elevskole på Frederiksberg Teater i krigsårende 1943-45.

Birgitte debuterede som skuespillerinde i befrielsesåret 1945 i stykket "Vårbrud", der blev sat op på Alléscenen, hvorefter hun blev hyret til Odense Teater, hvor hun arbejdede i perioden 1945-47, hvorefter hun blev hyret til Folketeateret, hvor hendes teatermæssige gennembrud kom i 1951 i Kaj Munk stykket "Egelykke".

Årene på Folketeateret frem til 1962 blev nogle af Birgittes mest betydningsfulde for hende, der allerede på dette tidspunkt blev set som en alsidig og talentfuld teaterskuespillerinde.

Birgitte gennembrud med det moderne repertoire kom, da hun i perioden 1962-65 var blev engageret til Det Ny Teater, hvor hun blandt andet spillede med i stykker såsom "Slottet i Sverige" og "Victor" af Roger Vitrac, så man kan sige, at Birgitte på alle måder har fået de rette skuespillermæssige opgave, på de rette tidspunkter og hendes arbejdsopgaver har igennem hele hendes karriere været mangeartede.

Foruden at arbejde på diverse københavnske teatre, så arbejdede Birgitte også både i Radioteatret og for Tv-Teatret grundet hendes særegne stemme og tydelige diktion og hun har også slået sit navn fast igennem flere film, som hun indspillede i perioden 1942 (hvor hun var med i "Ta' briller paa" red.) og frem til 2001, hvor hun spillede med i filmen "Kat".

Birgitte giftede sig i 1946 med skuespilleren Henning Ahrensborg og dette ægteskab varede frem til hans død den 24. Oktober 1951.

Efter hendes ægtemands død levede hun først sammen med skuespilleren Freddy Koch og siden med skuespilleren Jens Østerholm.

Hun modtog i 1955 en Bodil for hendes præsentation som den gravide Inger i filmen "Ordet" af Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks drama. Under indspillingen af denne film var Birgitte gravid med hendes første barn, så hendes gravide mave var ægte. I 1955 kom datteren (den senere skuespiller red.) Annegine Federspiel til verden.

To år senere - i 1958 - modtog Birgitte atter en Bodil for rollen som Vibeke i Johan Jacobsens "En fremmed banker på". 

Birgitte har også en betydningsfuld rolle, som en af de to ældre frøkener i Gabriel Axels Oscar-vindende film "Babettes gæstebud" fra 1987.

Birgittes arbejde bar præg af hendes store ansvarsfuldhed og selvdisciplin, hvilket var blandt årsagerne til, at hun valgte i slutningen af 1960'erne efter af have fået tre børn helt at hellige sige privatlivet. 

Birgitte blev mor til sønnerne Mads, Christian i 1967.

Birgitte kunne dog ikke holde sig fra scenen, så da hun i 1972 blev tilbudt rollen som Dronningen i i Shakespeares "Hamlet", der blev opsat på Ålborg Teater, hvorefter hun blev tilknyttet forskellige teatre såsom Scala, Det Dansk Teater, hvor hun kunne ses i rollen som  Laura i Strindbergs "Faderen" samt Boldhusteatret og Alléscenen.

Fra 1979 blev Birgitte fast engageret ved Odense Teater, hvor hun blandt andet kunne ses som den vægtige roller som Fru Alving i Henrik Ibsens "Gengangere", der blev opsat i 1984.

I forbindelse med hendes engagement ved Odense Teater, så havde hun også flere roller på Værkstedsscenen ved Odense Teater, hvor blandt en af de mest merkante var rollen som den danske forfatterinde Karen Blixen i stykken "Lucifers Barn", der blev opsat i 1992. Noget af det markente ved dette stykke var, at Birgitte var alene på scenen i 2-3 timer i en formidabel præsentation, hvori hendes talents udvikling og format virkelig kom til udtryk. 

Birgitte Federspiel  modtog Henkelprisen i 1973 og fik Bodil Ipsens Jubilæumslegat i 1991.

Hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen i 1985.

Birgitte købte på et tidspunkt Herringløse gamle skole, som hun benyttede som feriebolig.

Birgitte Federspiel døde den 2. februar 2005 og blev begravet i en fællesgrav på Assistenskirkegården i Odense. 

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Astrid Villaume, der blandt andet blev kendt fra film såsom ”Pas på svinget i Solby” fra 1940.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så som et oplæg om et historisk emne, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Ellen Strange Petersen - Journalist, Politiker, kvindesagskvinde samt enlig mor under besættelsen

Dette indlæg omhandler journalisten, politikeren og forfatteren Ellen Strange Petersen, som jeg første gang stiftede bekendskab med i forbindelse med udarbejdelsen af mit historiespeciale ved Århus Universitet, hvor jeg skrev om debatten op til indførelsen af den kvindelige valgret i forbindelse med grundlovsændringen 1915. I denne forbindelse stødte jeg på hendes bog "Kvinderne og valgretten", der blev udgivet i 1965 på forlaget Schultz i anledningen af 50 års jubilæet for indførelsen af den kvindelige valgret.

Hun er lige som de andre kvinder udvalgt til denne fordi hun fortjener at blive skrevet ind i historien.

Ellen Strange Petersen

Ellen Strange Petersen blev født Ellen Rigmor Jensen den 8. september 1913 i Fredericia, som datter af guldsmed Holger Jensen og dennes hustru Martha Nielsen.

Da hun var 7 år gammel flyttede hendes familie fra Fredericia til Kolding, hvor hendes far begyndte at arbejde som selvstændig guldsmed, men da økonomien for guldsmede og andre handlende ind for luksusvarer efter 1. verdenskrig ikke var de bedste, så voksede Ellen op i et beskedent håndværkerhjem. Dette fik dog ingen indflydelse for hendes evner og som 11-årig fik hun en friplads til Latinskolen, hvorefter hun som 16-årig tog en mellemskoleeksamen. Efterfølgende fik hun en friplads i gymnasiet, hvorfra hun blev student i 1932, da hun var 19 år.

Efter at have gennemført gymnasiet fik Ellen en elevplads ved Jyske Tidende, hvor hun var ansat op til og under 2. verdenskrig - helt frem til 1949.

Denne ansættelsen var dog kortvarig afbrudt af et ophold i Frankrig i 1933-34, hvor Ellen arbejdede som au pair, da hun ønskede at lære fransk. 

Ellen blev gift første gang den 8. april 1936 med adjunkt Søren Frederik Jerking (født 23. maj 1897 i Hjarup red.) og de fik børnene Bodil (født 1938 red.) og Helga (født 1939 red.).

Søren Frederik var ansat på Kolding højere Almenskole.

Efter indgåelse af deres ægteskab insisterede Søren Frederik på, at Ellen skulle beholde sin stilling som journalist ved Jyske Tidende, hvilket var temmelig usædvanligt på denne tidspunkt.

I 1941 fik Søren Frederik en hjerneblødning, der medførte at han var lam i venstre side.

Ellen og Søren Frederik var gift ind til hans død den 31. oktober 1943.

Hendes mands død i 1943 medførte hårde tider for Ellen, der nu var alene med to døtre og stadig arbejdede som journalist, så for at tjene lidt ekstra, valgte hun, at udleje nogle af hjemmets værelser. Lejerne fandt hun primært blandt journalistelever ved Jyske Tidende, men det var ikke kun dem, der nød godt af Ellens hjem under 2. verdenskrig. Blandt dem, der boede i hendes hjem under krigen fandt man også et højstående medlem af den danske modstandbevægelse, som boede der i 4 måneder. 

Ved siden af hendes journalistiske karriere, så var Ellen også politisk engageret og allerede under sin studietid meldte hun sig ind i Det Konservative Folkeparti og hundes interesseområder var blandt andet kvindearbejde og hun var i denne forbindelse med til at oprettelsen af en kvindekreds i Kolding i 1936.

I 1943 kom Ellen ind i Kolding byråd og blev dermed det yngste kvindelige medlem. I byrådet sad hun i Skolekommissionen, Folkekøkkenudvalget, Socialudvalget samt Børneudvalget. Senere blev hun også en del af Børnhaveudvalget samt Skoleudvalget.

Grundet det lange arbejdsdage, der gerne strakte sig fra kl.11 til kl.23 eller 24, så var det svært for Ellen at få hverdagen som journalist ved Jyske Tidende og livet som enlig mor til at hænge sammen, så hun valgte at tage imod jobtilbuddet fra Århus Stiftstidende i 1949 og flyttede herefter til Århus.

Da den daværende chefredaktør ved Århus Stiftstidende, Louis Schmidt ikke tillod hans ansatte, at være politisk engageret, så måtte Ellen på dette tidspunkt indstille hendes politiske karriere, men efter Louis Schmidts død i 1957, så valgte Ellen at vende tilbage til politik og stillede herefter op for Det Konservative Folkeparti i Århus midtkreds og Skjoldelevkredsen.

Som journalist for Århus Stifstidende beskæftigede Ellen sig blandt andet med skole- og socialstof og hun var med til at dække  "Spanskrørs-affæren" ved N. J. Fjordsgades Skole i 1952, som i sidste ende ledte til afskaffelsen af den korporlige afstraffelse i Skolen. 

På det faglige område interesserede Ellen sig for kollegialt arbejde og var i perioden 1954- 60 medlem af bestyrelsen for Dansk Journalistforening.

Gennem hendes politiske arbejde som medlem af Det Konservative Folkeparti mødte hun professor og politiker Orla Strange Petersen (født 10.december 1905 i København red.), der var medlem af samme parti. Dette bekendtskab udviklede sig til kærlighed og den 4. april 1959 blev de gift. 

De fik ingen fælles børn, men havde begge børn fra tidligere forhold.

Deres ægteskab varede til Orlas død den 6. april 1971.

Herefter giftede Ellen sig ikke igen.

Samme år, som hun giftede sig med Orla kom Ellen i Folketinget som suppleant for den daværende undervisningsminister Flemming Hvidberg, men det var dog kun meningen at hun skulle have denne stilling under hans rejse til Palæstina, men da han døde under rejsen, så blev hun siddende i Folketinget frem til valget 1973. 

Dette valg gik hårdt ud over de konservative.

Som konservativ politiker var Ellen en markant stemme og dette gjorde hende til et konservativt samlingspunkt imod den venstrebølge, der fandt sted i 1960'erne. Denne opmærksomhed medførte, at hun i 1973 blev angrebet af delegerede fra venstrefløjen under det konservative landsmøde.

Grundet hendes mange års erfaring som journalist, så havde Ellen en pondus, der nærmest gjorde hende selvskrevet til en plads i den kvindekommission, der i 1965 blev nedsat til at undersøge kvindernes ligestilling i samfundet og komme med forslag til hvorledes datidens lovgivning kunne fremme ligestillingen på alle samfundsområder. Hun var desuden med i oprettelsen af Ligestillingsrådet.

Da der i 1965 var 50 års jubilæum for indførelsen af den kvindelige valgret, var Ellen med til at redigerer bogen "Kvinderne og Valgretten", der blev udgivet på initiativ af datidens kvindelige folketingsmedlemmer.

Ellen var også kulturelt engageret, hvilket kom til udtryk igennem hendes medlemskab af repræsentantskabet for Statens Kunstfond fra dens oprettelse i 1964. I forbindelse med dette medlemskab arbejdede hun for en ophævelse af Danmarks Radios monopol.

Ellen var også stærk kritisk over for Christiania, Jens Jørgen Thorsens Jesus-film samt de forhold ved Roskilde Universitet i forbindelse med eksamensforhandlingerne i midten af 1970'erne.

Et af de mere anonyme emner, som Ellen arbejdede med, var lovforslaget fra 1972 om, at børn af en dansk mor skulle have indfødsret. Tidligere var det udelukkende faderens nationalitet, der var afgørende, når det kom til et barns indfødsret. 

Efter at Ellens politiske karriere endte ved valget i 1973, så blev hun freelanceskribent ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hun var desuden i perioden 1977-82 formand for Det Konservative Folkeparti i Århus amt og sad i bestyrelsen for Århus socialpædagogiske Seminarium og Århus Seminarium.

Gennem hendes liv havde der aldrig været tvivl om, hendes standpunkter - hverken politisk eller personligt og hun gjorde en aktiv indsats for kvindebevægelse - både i forhold til foreningsarbejde og gennem hendes politiske karriere.  

Ellen døde den 3. maj 1984 i Århus og hun ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor hun deler gravsted med hendes sidste mand, Orla Strange Petersen.

Næste indlæg omhandler forfatterinden Elfride Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Miss Florens - "Balletdanserinden" fra Bakken

 Denne uges blogindlæg omhandler den forholdsvis ukendte Bakkesangerinde Miss Florens.

Hun er udvalgt, da det er de færreste, som ved hvem hun var og hun fortjener derfor at blive skrevet ind i historien.

Der var nemlig engang, hvor hun var en kvinde, man både lo af, men også havde lidt ondt af. Dette skyldes, at hun optrådte med en uhæmmet foragt for alle datidens traditioner og havde en komplet mangel på selv den mindste elementære kunnen - både når det kom til sang og dans.

Miss Florens blev født Jeppine Kristine Hansen den 3. marts 1891 i Egtved sogn ved Vejle, som datter af smed og indsidder Hans Nielsen Hansen og hustru Ane Marie Jensen.

I følge kirkebogen, så blev Jeppine først hjemmedøbt, hvorefter hun den 26.april 1891 blev fremstillet i kirken. 

Hende mor var 29 år, da hun fik Jeppine.

Efter hendes eget udsagn, så fik hun undervisning i blandt andet dans og mimik under et ophold i Paris under første 1. verdenskrig. 

Fra begyndelsen af 1920'erne begyndte hun at optræde som sangerinde samt danserinde på mindre københavnske varietéer, så som "White Star"-varietéen på Amager og i Maurisk Hal ved Frederiksberg Runddel. 

Som 42-årig - i 1933 - blev hun engageret som danserinde til Sommerlyst på Bakken og det var i denne forbindelse hun optrådte som sangerinde første gang. Det var også fra dette tidspunkt hun tog kunstnernavnet "Miss Florens".

For publikum stod hun altid i et komisk skær og op gennem 1930'erne, 40'erne samt 50'erne optrådte hun som "solo-prima-ballerina" og var både en attraktion og et trækplaster på Dyrehavsbakkens varietéer og hun var på trods af sin mangel på egentlig talent - både når det kom til sang og dans - blandt Bakken bedst betalte artister. 

Publikum var engageret, når hun optrådte - om de så smed mønter op på scenen eller hujede og dette tog Miss Florens til sig, da hun på trods af en rædselsfuld pivfask stemme og på trods af total mangel på evner indenfor ballet, selv mente, at hun var en fremragende sangerinde og en stålende danserinde.

Hun er i dag kendt for sin meget karakteristiske (og ikke helt rene) sangstemme samt at hun næsten kunne danse på tåspidserne, hvilket hun gerne gjorde iført lette gevandter. 

Hendes dans medførte nogle gange at hun endte i en spagatliggende stilling, hvorfra hun gerne skulle hjælpes op.

Hun kunne gå i spagat helt til hun var 60 år, men det var dog sjældent særligt yndefuldt.

Når Bakken lukkede for vinteren tjente hun sine penge ved, at arbejde med diverse gæstespil i provinsen, hvor hun blandt andet dansede "Svanes død" til Hawaii-musik. Hun måtte dog på dette tidspunkt af sæsonen også ernærer sig som opvasker i københavnske restauranter eller som rengøringskone.

En overgang boede hun på et kvindehjem.

I dag er hendes medvirken i Apollo Revyen i 1928 blandt hendes mest kendte optrædner.

Hun døde som 65-årig den 1. november 1956 og er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Det er på Cirkusmuseet i København muligt, at se Miss Florens kostumer fra  hendes optræden på Bakken. ( https://cirkusmuseet.dk/ )

Hvis du ønsker at se et kort klip fra en af hendes optrædener på Bakken kan det gøre via følgende link:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/miss-florens-optr%C3%A6der-p%C3%A5-bakken/

Næste uges indlæg kommer til at omhandle balletdanserinden Amalie Hagen.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Olga Svendsen & Elga Olga - Fra Nyboder til Solitudevej

Denne uges blogindlæg omhandler skuespillerinden Olga Svendsen og hendes datter, skuespillerinde og sangerinden Elga Olga - kendt fra sangen "Solitudevej".

Disse kvinder er udvalgt til denne blog, da sangen "Solitudevej" i dag er mere kendt end både Elga Olga og hendes mor og derfor trænger de til at blive skrevet ind i historien.. igen.

Olga Svendsen

Olga Svendsen blev født Olga Emilie Svendsen den 22. februar 1883 i København, som datter af sergent Andreas Edvard Svendsen (ca.1839-1910) og hustru Charlotte Emilie La Fontaine (ca.1843-1900).

Olga havde sin barndom på Kastellet, hvor hendes far arbejdede som stabssergent samt var statistforman på Dagmarteateret i København, så det var igennem hendes far, at Olga blev introduceret til teaterverdenen. Helt fra barnsben havde Olga en drøm om at blive skuespillerinde på et af de københavnske teaterscener.

Hendes kropsstørrelse gjorde at hun allerede som ung oversteg datidens kvindeideal om runde kvinder, hvilket Olga karrieren igennem udnyttede med store selvironi.

Olga debuterede som 20-årig - i 1903 (ca. 3 år efter hun mistede sin mor red.) - som sangerinde ved en fest arrangeret af skuespillerforeningen (forløberen for nutidens Dansk skuespillerforbund red.).

Året efter fik hun sin teaterdebut på Dagmarteateret  og det det lå hurtigt klart, at hendes talent gjorde at hun skulle fokuserer på det folkelige repertoire med komedier og revyer. 

Hendes sceniske erfaring fik hun opbygget på trods af hendes store kropsbygning og hendes robuste facon kom til at stå sin prøve, da hun igennem flere sæsoner var tilknyttet Sønderbros Teater, der var et nu lukket teater beliggende overfor Vor Frelser Kirkegård med indgang til teaterrestauranten fra Amagerbrogade og til selve teateret fra den parallelle Anders Henriksensgade. 

Dette teaters medlevende publikum lod det altid stå klart, hvad deres holdninger til teaterets forestillinger og skuespillere samt skuespilleringer var. 

Olga blev mor til den senere skuespillerinde og sangerinde Elga Olga den 14. april 1906, hvis far var skuespilleren Holger Reenberg. Olga og Holger blev aldrig gift med hinanden. 

I 1911 fik hun de kongeliges bevågenhed, da kong Frederiks d.8. var en stor beundre af hende og juleaftensdag dette år, aflagde han hende en visit og efterlod 100 kr til hende og familien, da han gik.

Samme år som Titanic sank, blev Frede Skaarup teaterdirektør for Scala-teatret, der var beliggende overfor Tivolis hovedindgang og han hyrede Olga til åbningsforestillingen "Den Traadløse", hvor hun skulle i bogstavligste forstand danne modvægt til stykkets langbenede korpiger, der var et fast indslag i teaterets forestillinger. (Hun var altså en forløber for Liva Weel, som Frede Skaarup hyrede senere red.).

I åbningsforestillingsnummeret " Pauline skal danse" var Olga iført kort tylskørt og fremførte nogle hasarderede trin, som en del af en parodi på datidens balletbranche. I dette nummer fik hendes kontante og djærve københavnerhumør rigtig mulighed for at udfolde sig.

Olga fik en fast makker i den ikke mindre korpulente Oscar Stribolt - dette galt både i revy og operetter.

Efter at have været tilknyttet Scala i ca. 11 år, så var det uventet, at Olga i 1923 ikke fik fornyet hendes konkrakt og hun stod nu for første gang siden hendes debut uden fast arbejde, hvilket var en meget kritisk situation for hende, så for at tjene penge til både hende og hendes datter, begyndte hun at sy og sælge små kaniner til 6 kr/stk. Lige så langsom kom til tilbage og blev hyret til den folkelige restaurant, Over Stalden, der var beliggende i Charlottenlund Skov, tæt ved indkørslen fra Strandvejen. Her dannede hun af flere omgang par med skuespilleren Osvald Helmuth. 

Da hun havde både krop, stemme og humør i store mængder, når hun sang sine viser og lavede sine sjove og tossede figurere, så hun lod sig ikke sådan stoppe og blev ufortrødent ved og ved.

Vendepunktet kom i 1928 i forbindelse med at Nørrebros Teater ville sætte "Styrmand Karlsens Flammer" op. På dette tidspunkt havde Frede Skaarup forladt Scala og var blevet teaterdirektør på Nørrebrosteater og han hyrede Olga og lovede hende, at der ville blive skrevet en mindre rolle i stykket samt en vise specielt til hende. Igennem dette stykke slog hun sig atter fast i folks bevidsthed. 

Kort efter hun havde medvirket i dette stykke blev hun engageret til Poul Henningsen-revyen "Paa Ho'det", der blev starten på hendes musikanske rundtur i det københavnske revyer. Hver revy fik sin egen hyldestvise fremført med stor og farvende frodighed af Olga til publikums udelte glæde. 

I 1930 medvirkede Olga sammen med Osvald Helmuth i Scalas afskedsforestilling "Punktum B Finale" og i denne forestilling var det ikke noget der hed små fikse detaljer og komikken i stykket var hårdt optrukken og blev serveret med en masse charme samt umiskendelig slagfærdighed samt et saftigt humør. 

Et af hendes mere berømte numre fra denne forestilling var visen "Nyboders Pris".

Efter at have medvirket i denne forestilling vente hun tilbage til hendes makkerskab med Osvald Helmuth i forbindelse med "Over Stalden"-revyerne, som hun begyndte at være en del af i begyndelsen af 1930'erne. 

Hendes ry nåede langt og i USA, ville folk i Hollywood gerne engagere hende, men da hun kendte hendes begrænsning, så takkede hun nej og valgte at kvittere med en fest parodi på Hollywood-skuespillerinde Mae West, som en del af "Over Stalden"-revyen i 1934.

Olga blev engageret til Cirkusrevyen i 1937 og fortsatte her resten af kendes karriere og kort før hendes død den 22. oktober 1942 optrådte hun for sidste gang i telten på Bakken  - dette blev også hendes sidste forestilling. 

Foruden at have en karriere som en del af forskellige københavnske revyer, så medvirkede Olga også i en række Fy og Bi-farcer. (Med Fy og Bi menes der makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, der blev spillet af Harald Madsen og Carl Schenstrøm og var nogle af Danmarks største stumfilmsskuespillere red.). Det var dog i talefilmene, at Olga originale komik samt brede folkelighed rigtigt kom til sin ret. Dette ses for eksempel i filmen "Københavnere" fra 1933 (samme år som Hitler tog magten i Tyskland red.). 

Privat var Olga et meget elskeligt og opofrende menneske, som gerne hjalp folk i nød, selv når hun selv sad hårdt i det. Blandt andet serverede hun altid suppe fra sin køkkentrappe, for den del af Københavnsk befolkning, som var fattigere end hende. Hun lagde desuden gerne penge i kuverter under hendes kollegaers tallerkner, hvis de afholdte en fest til ære for hende, da hun ikke ville have at festen skulle koste dem noget. 

Nogen af dem, der foruden de kongelige, beundrede hende, var den kongelige skuespillerinde Bodil Ipsen samt den kongelige skuespiller Poul Reumert.

Hendes datter, Elga Olga (Svendsen) fulgte i hendes fodspor som folkelig vise- og revyskuespillerinde og fik især succes med visen "Solitudevej".

Efter hendes død den 22. oktober 1942 blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt.

Elga Olga

Elga Olga blev født Elga Nancy Svendsen den 14.april 1906 i København, som teaterbarn af revy-skuespillerinden Olga Svendsen og skuespilleren Holger Reenberg, der dog ikke var gift.

Igennem hendes far blev hun halvsøster til den berømte skuespiller Jørgen Reenberg.

Navnet "Elga Olga" var et hun selv tog som hyldest til hendes berømte og populære mor.

Da hun var 5 år gammel - i 1911 - stod hun for første gang på en scene i forbindelse med en af de julekoncerter som dagbladet Politiken afholdte, hvor hun overrakte blomster til de medvirkende. 

Her efter skete der ikke rigtigt noget i hendes liv, før hun som 18-årig giftede sig med en skrædder og begyndte, at deltage aktivt i hans skræddervirksomhed. 

På dette tidspunkt modtog hun også sangundervisning.

Omkring år 1920 havde hun nogle mindre børneroller i nogle af de Fy og Bi-fil, som hendes mor medvirkede i.

I 1932 blev hun skilt fra hendes mand, skræddermester Ejner Alberti.

Men hendes egentlig debut som skuespillerinde kom, da hun i 1932 var medvirkende i sommerrevyen i Nakskov og fra begyndelsen af 1930'erne medvirkede hun desuden også i sommerteateret i Korups have.

Hendes teaterdebut kom også i 1932, da hun medvirkede i teaterstykket "Bag de røde porte", som blev sat op på Casino-teatret i København.

Denne debut medførte at hun fik roller på "Over Stalden"-Teatret, Betty Nansen-Teatret, Fønix-Teatret samt Nørrebros teater. (Fønix-Teatret var i perioden 1918-38 navnet på det senere Aveny Teater, som i dag er kendt som Aveny-T red.).

På Nørrebros Teater medvirkede hun i stykket "Styrmand Karlsen Flammer", hvor også hendes mor medvirkede. 

Elga Olga blev den 28. april 1935 gift med frisørmester Theodor Ellef Martin Hanson - kaldet Busser - i Sct. Markus Kirke og de levede lykkeligt sammen i 50 år og blev den 27. marts 1938 forældre til den senere skuespillerinde Jytte Elga Olga.

Imens Elga Olga havde travlt på diverse teatre, så medvirkede hun også i flere danske film. 

Det var dog revyen, der vandt hendes hjerte og hun har med stor succes, optrådt på de fleste af landets revyscener. 

I 1938 debuterede hun i Cirkusrevyen, hvor også hendes mor medvirkede. Året efter slog hun for alvor sit navn fast som revy-skuespillerinde, da hun optrådte med visen " Vi ska' ud og se girafferne".

I 1945 - befrielsesåret - var hun hovednavn i Nykøbing Falster-revyen, hvorefter hun vendte tilbage til Cirkus revyen. Her spillede hun 14 somre - fra 1946-1959 og var på dette tidspunkt revyen ubestridte primadonna og det var i Cirkus revyen hun i 1953 skabte sit livs store nummer, da hun fremførte visen "Solitudevej", der i dag er blevet et synonym med hendes navn.

Efter at have været Cirkusrevyens helt store stjerne i mange år, så forsøgte hun sig i et par sæsoner som selvstændig teltholder på Bakken, da hun sammen med hendes mand i 1960 købte Restaurant Figaro, der herefter blev omdøbt til "Hos Elga Olga". 

Efter at være holdt i Cirkusrevyen fortsatte Elga Olge sin revy-karriere i Helsingør Revyen.

Selvom om hun også optrådte på de rigtige teaterscener, såsom Odense Teater og på TV, så holdt hun fast i arbejdet som revy-skespiller og hun bragede igennem i Holstebro Revyen og som 75-årig indkasserede hun en personlig succes i Randers Revyen på Hotel Kongens Ege i 1981 og hun medvirkede også på Sans Souci i Kolding, hvor hun blandt andet optrådte som kæmpe baby og sang "Tre hvide duer". (Sans Souci var et revy- og varitéshow med hjemsted i Kolding, der blev opført fra 1951 frem til 1990 red.).

I 1982 kunne hun fere sit 50 års jubilæum i telten på Bakken.

Elga Olga Svendsen døde den 26. juli 1992 på Frederiksberg og hun ligger begravet i en ny fællesgrav i Birkelunden på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg i København.

Næste uges indlæg kommer til at omhandle sangerinden Miss Florens.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com