Gyrithe Lemche og kvindesagen

Gyrithe Lemche var forfatter og kvindesagsforkæmper og hun blev født den 17. april 1866 i København og døde den 3. februar 1945 i Lyngby. I Sorgenfri slotshave står i der i dag en mindesten til ære for hende og der er også opkaldt en vej efter hende i Lyngby. Så Lyngby har ikke glemt hende.

Hun er begravet på Lyngby Assistens kirkegård, hvor hun dele grav med sin ægtemand, lægen Johan Lemche.

Hendes far var skolebestyrer, forfatter samt socialdemokratisk folketingsmedlem Hartvig Frisch (1833-90), som har skrevet bogen ”Pest over Europa”.

Gyrithe var blandt andet frontfigur i Dansk Kvindesamfund frem til grundlovsændringen 1915, der medførte indførelsen af kvindelig stemmeret.

Det var igennem hendes storesøster Vibeke Salicath, der var bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds, at Gyrithe lærte kvindesagen at kende, da storsøsteren tog hende med til Dansk Kvindesamfunds landsmøde i 1906.

De kommende år tog hendes engagement for alvor fart og hun blev medlem af fællesstyrelsen i 1910. Hun var under Astrid Stampe Feddersens formandskab i perioden 1913-18, Dansk Kvindesamfunds chefideolog samt daglige leder. Det medførte at hun måtte sætte sit forfatterskab på pause – en pause, der kom til at vare 14 år. I denne periode arbejdede hun kraftigt for kvindesagen. Dette skete blandet andet gennem rejse- og mødeaktivitet, og som redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19.

Hun skrev på dette tidspunkt også flere kronikker og udgav i 1912 bogen ”Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar”, der udkom i en redigeret udgave i 1939. Denne bog er sidenhen blevet kendt som en af de mere grundlæggende fremstillinger og førstehandsberetninger af kvindebevægelsens etablering og indsats i ligeretskampen.

Gyrithe er i dag kendt som en stor taler og en af hendes mere berømte taler holdt hun under Dansk Kvindesamfunds fællesmøde på Skamlingsbanken i 1912.

Gyrithe havde ikke tillid til datidens etablerede politiske systems vilje til at give kvinderne flere rettigheder og hun arbejdede på et tidspunkt med muligheden for at danne et kvindeparti, hvis resultatet af de første rigsdagsvalg under den nye grundlov i 1915 ikke gav et acceptabelt resultat.

Gyrithe var ikke tilfreds med resultatet ved valget i 1918, der medførte at kvinderepræsentationen i Folketinget endte på godt 2%. Denne utilfredsstillelse gav hun udtryk for i ”Kvinden og Samfundet”, hvori hun desuden også beklagede sig over, at ingen af de fire kvindelige folketingsmedlemmer repræsenterede kvindebevægelsen. Der var dog ikke opbakning til hendes synspunkter i Dansk Kvindesamfund og dette medførte at hun efter landsmødet i 1918 valgte at trække sig fra sine tillidserhverv. Hun forblev dog på trods af sin bitterhed over den retning Dansk Kvindesamfund havde taget, aktiv og var endog landsformand i perioden 1921-22. Hun blev hædret med en udnævnelse til æresmedlem af Dansk Kvindesamfund i 1944.

Foruden hendes arbejde i Dansk Kvindesamfund, var hun også engageret i andre kvindesammenhænge, da hun for eksempel sad i bestyrelsen for Kvindernes Bygning, hvor hun var formand i perioden 1916-29. Desuden havde hun også en række tillidsposter i faglige foreninger, hun var blandt andet bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening i perioden 1916-28.

Hvis du ønsker at læse Gyrithes tale ved valgretsmødet i Rosenborg Have den 28. juni 1908, så kan den læses via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/gyrithe-lemches-tale-ved-valgretsmoede-i-rosenborg-have-28-juni-1908/

Den tale hun afholdte på Samlingsbanken den 4. juni 1019, kan læses via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/gyrithe-lemches-tale-paa-skamlingsbanken-4-juni-1912/

Næste blogindlæg omhandler kvindesagskvinden Astrid Stampe Feddersen.

Hvis du har ris eller ros eller andre kommentarer, så er du som altid velkommen til at skrive eller kommentere dette blogindlæg😀

Mathilde Bajer

Matilde Bajer 

Hun er en af de mest berømte kvindesagsforkæmpere fra slutningen af 1800’tallet.

Matilde var gift med politikeren og forfatteren Frederik Bajer, med hvem hun i 1871 stiftede Dansk Kvindesamfund. Dansk kvindesamfund blev stiftet som en gren af den internationale forening Association Internationale des Femmes (AIF).

Matilde blev Danmarks første formand for en kvindesagsorganisation, men hun trådte tilbage i slutningen af 1871, da hun blev gravid med sit 2. barn. Efter hun trådte tilbage, begyndte hun at hellige sig hjemmet og sine børn mere, hvilket også medførte at hun holdt mere lav profil offentligt. Hun vendte tilbage i offentligheden i 1880’erne, hvor hun gjorde sig bemærket som en af frontkvinderne i kvindesagen. Dette skete blandt andet i den nystiftede Dansk Fredsforening, der var stiftet af hendes ægtemand, Frederik Bajer i 1882. Grundet uoverensstemmelser i Dansk Fredsforening, så valgte Matilde at stifte Kvindelig Fremskridsforening i 1885, der af samtiden blev regnet som et led i den socialdemokratiske og venstreliberale opposition imod det regerende Højre og som en konkurrent til Dansk Kvindesamfund.

Matilde blev den første formand for kvindelig Fremskridsforening, der kun var åben for kvinder og hun var formandinde i perioden 1886-89 og var med flere afbrydelser, bestyrelsesmedlem indtil Dansk Fremskridtsforenings opløsning i 1903. I 1886 markerede KF med en adresse til Rigsdagen foreningens støtte til hendes ægtemand Fredrik Bajers forslag om kvinders kommunale stemmeret.

Efter Dansk Fremskridsforenings opløsning 1903 blev Matilde atter aktiv i Dansk Kvindesamfund hvori hun var næstformand for Københavnskredsen i perioden 1904-09 og hun var efterfølende bestyrelsesmedlems indtil 1917. Fra 1905 sad hun også i bestyrelsen i den Dansk Kvindesamfunds-relaterede forening ”Husmødreforeningen”, der var blevet stiftet i 1898 af Anna Hjort.

Matilde var igennem hele sit voksenliv kendt som et vedholdende foreningsmenneske, og politisk sympatiserede hun efter 1905 med Det Radikale Venstre.

Matilde blev over 90 år gammel, og helt frem til sin død kæmpede hun for fred. Hun blev sammen med Frederik udnævnt til æresmedlem af Dansk Kvindesamfund, og på hendes 90-års fødselsdag blev hun udnævnt til æresmedlem af den internationale klub ”Fraternitas”. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1931.

Mathilde Bajer er en af det vigtigste kvinder, når det kom til kvindekampen, der medførte indførelse af den kvindelige valgrets indførelse i forbindelse med grundlovsændringen 1915.

Dette har forfatteren bag dette blogindlæg skrevet kulturhistorisk speciale om, så hvis du vil vide mere om debatten frem til den kvindelige stemmerets indførelse, så er du velkommen til at skrive en kommentar eller besked eller en mail.

Jeg kan kontaktes pr. mail:

danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Amalie Skram og dårevæsnet

Indledning

Dette blogindlæg er skrevet på baggrund af min historieopgave om Amalie Skrams holdning til samt erfaring med datidens psykiatri. På dette tidspunkt gik psykiatrien under navnet dårevæsnet.

Kort om Amalie Skram

Amalie Skram blev født Amalie Alver i en fattig købmandsfamilie den 22. august 1846 i Bergen, Norge.

I dag regnes hun som værende blandt det moderne gennembruds mest betydelige forfatterinder.

Da hun var 18 år gammel (i 1864), rejste hendes far alene til Amerika efter han var gået fallit. Samme år blev hun på hendes mors initiativ gift med den 10 år ældre skibsfører Müller. Sammen med ham rejste hun verden rundt, men deres ægteskab var et ulykkeligt ægteskab og de blev skilt 13 år senere – i 1877. På dette tidspunkt havde de fået to børn og boede i Bergen og havde opbygget en stor omgangskreds. Amalie engagerede sig på dette tidspunkt i tiden debat, der blandt andet omhandlede darwinisme.

På dette tidspunkt begyndt Amalie at opleve psykiske problemer og lod sig derfor indlægge på et psykiatrisk hospital i Norge. Denne indlæggelse var dog kort. Efter hun kom ud, valgte hun at blive skilt og flytte til Oslo, der på dette tidspunkt hed Christiania og begynde at skrive.

I denne periode havde hun svært ved at forsørge sig selv og hendes sønner, men igennem den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson mødte hun den danske forfatter Erik Skram, men hvem hun giftede sig. Dette skete efter hun i 1884 flyttede hun fra Oslo til København. I forbindelse med hendes ægteskab med Erik Skram tog hun hans efternavn. Deres ægteskab var dog stormfuldt, selvom Erik støttede hendes fatterskab. Samme med ham fik hun yderligere et barn.

Det var hendes erfaringer fra ægteskabet med Erik, som dannede baggrund for hendes første roman Constance Ring, der udkom i 1885. Denne roman er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv.

I 1888 blev hendes roman Lucie udgivet og denne handler om den prostituerede Lucie, som bliver gift med en af sine kunder, et ægteskab, der på forhånd er dødsdømt af både omverdenens og ægtefællernes egne fordomme.

Hendes efterfølgende romaner Fru Inés, der udkom i 1891 og Forraadt, der udkom i 1892 fokusere på emner såsom kærlighed, seksualitet, dobbeltmoral og ægteskab og igennem disse bidrog Amalie Skram til Sædelighedsfejden.

Erik Skram var hende utro, hvilket hun havde svært ved at acceptere. Dette samt hendes vanskeligheder med at forene familielivet med hendes forfatterskab medførte at hun i perioder havde svære psykiske problemer og derfor lod hun sig indlægge i 1894 på Kommunehospitalets 6. afdeling også kendt som den psykiatriske afdeling. Denne blev på dette tidspunkt ledet af den daværende professor Knud Pontoppidan.

Denne indlæggelse var traumatisk for Amalie Skram og medførte at hun efter hendes udskrivelse valgte at skrive romanerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. I disse romaner blev psykiatriens overgreb på de udsatte patienter for første gang i litteraturhistorien afdækket.

I perioden 1887 til 1898 arbejde Amalie Skram hårdt på at få færdiggjort sit hovedværk Hellemyrsfolket. Det var også hendes kampe med dette værk, der medvirkede til hendes psykiske problemer.

Hellemyrsfolket er en slægtssaga i fire bind, hvor medfølelsen og det sociale engagement er udelt på de svagestes side. I 1899 året efter at sidste bind i serien Hellemyrsfolket udkommet blev Amalie og Erik Skram skilt.

Efter hendes død i marts 1905 udkom hendes sidste roman Mennesker.

Amalie Skram var for hendes samtid kendt som værende en kontroversiel, skarp og determineret forfatterinde.

Senere blev hun kendt for sin åbenhjertighed og for en kompromisløs vilje til at udtrykke og afdække de mest ekstreme tilstande, både socialt og psykisk, i en snarere ekspressionistisk end naturalistisk stil.

I 1987 gav den danske tv-dramatisering af Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, der havde manuskript af Kirsten Thorup, nu opmærksomhed til Amalie Skrams forfatterskab.

Amalie Skram døde d.15. marts 1905 og hendes urne blev herefter nedsat i en fællesgrav på Bispebjerg kirkegård i København, hvor der i dag står en mindebuste af hende.

Hvis der ønskes at vide mere om Amalie Skram, hendes forfatterskab samt forhold til datidens psykiatri, så er man velkommen til at kontakte mig.

Håber du fandt indlægget om Amalie Skram interessant. Du er velkommen til at skrive ris og ros samt komme med forslag til emner, der kunne blive behandlet i denne blog.

Jeg kan kontaktes pr. mail:

danskkvindehistoriskblog@gmail.com