Danmarks kvindehistorie 1887

Kvinderne og sædelighedsfejden:

 

I slutningen af 1800’tallet fandt en hed debat omhandlende køn og moral sted i Danmark. Denne debat er siden blevet kendt som ”Sædelighedsfejden”. Denne debat fandt primært sted blandt nogle af datidens mere prominente forfattere, kvindesagsforkæmpere samt intellektuelle. Baggrunden for denne debat var, at det nye forhold mellem kønnene, som var ved at finde sted i det danske samfund. Folk var enten bekymret om dette eller så helt nye muligheder for bedre borgerrettigheder til kvinderne.

Denne debat kaldes i dag for en fejde, da tonen i debatten ind imellem kunne være ret rå. Nogle af det mest berømte deltagere i denne fejde var Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes. Disse var så uenige, at det udviklede sig til et decideret fjendskab mellem dem.

Den offentlige del af denne debat omhandlede sædeligheden og fandt sted i både aviser, tidsskrifter samt skønlitteraturen, som blev udgivet i både Danmark, Norge, Sverige samt Finland - sædelighedsfejden bliver også kaldet den nordiske sædelighedsfejde, da den foregik i hele norden.

En af de mere berømte kvindelige deltagere i denne debat var Elisabeth Grundtvig.

 

Nogle af de samfundsændringer, der dannede baggrund for opblusningen af sædelighedsfejden var, de store forandringer og udfordringer som industrialiseringen og moderniteten stillede til de eksisterende kønsroller og den herskende moral.

Tidligere byggeden den offentlige kønsmoral på ægteskabet og familien som institution, der blandt andet skulle sikre at seksualiteten alene blev dyrket i forplantningens tjeneste.

Døtrene af det bedre borgerskab blev alene opdraget til et liv som hustruer og mødre og der blev lagt vægt på egenskaber såsom kyskhed, moderlighed, tålmodighed.

Der herskede på daværende tidspunkt den opfattelse, at kvinderne fra naturens hånd ikke var udstyret med en kønsdrift, og at de kvinder som udviste en seksuel adfærd, var mentalt forstyrrede. Denne opfattelse blev også delt af datidens lægevidenskab.

Grundet industrialiseringen, så var forskellen mellem den rige og den fattige del af befolkningen vokset merkant og urbaniseringen til de større danske byer medførte skabelsen af det nye byproletariat, hvis medllemer havde svært ved at klarer sig grundet datidens usle lønninger.

De økonomiske forandringer medførte for borgerskabets ugifte kvinder, at deres mandlige familiemedlemmer ikke længere havde mulighed for at forsørge dem.

Den danske befolkning bestod i 1880 af ca. 1 million kvinder, hvoraf omkring 162.000 var ugifte. Dette tal var i 1890 steget til ca. 230.000.

Langt de fleste af disse kvinder måtte forsørge sig selv igennem arbejde som blandt andet guvernanter eller lærerinder.

Den nye økonomiske samfundssituation havde for den mandlige befolknings vedkommen medført, at de først i en sen alder havde råd til at indgå ægteskab og stifte familie. Mændene var i gennemsnit omkring 30 år før de giftede sig.

I årene op til indgåelse af ægteskab, så var det accepteret af samfundet at borgerskabets unge mandlige befolkning har behov for at få tilfredsstillet deres seksuelle lyster - dette skete blandet andet igennem brug af ”de offentlige fruentimmere” (prostituerede) eller hos tjenestepigen i huset.

Denne mulighed havde borgerskabets unger kvinder ikke, da samfundet krævede at de førte en streng moral, der fordrede et liv i kyskhed og afholdenhed før indgåelse af ægteskab.

 

Det var udgivelsen af Bjørnstjerne Bjørnsons drama ”En Handske” i 1883, der var blandt de udløsende faktorer for Sædelighedsfejden. I dette drama gav Bjørnstjerne Bjørnson lyd til de samfundskrav om kvindelig seksuel afholdenhed frem til ægteskabet også burde være gældende for mændene. Bjørnstjerne Bjørnson mente, at Cølibatet ville styrke mændenes moral og helbred, samtidig med at man kunne komme den omsiggribende prostitution og usædelighed til livs.

Redaktionerne på dette drama var mange og specielt de nordiske kulturradikale forfattere bidrog i de følgende år til debatten i en lang række noveller, romaner og teaterstykker.
Hvor den danske forfatterstand var sort set enige om at forholde sig afvisende overfor den moral, som Bjørnstjerne Bjørnson gav udtryk for i dramaet ”En handske” (handskemoralen red.), så faldt den i god jord hos store dele af den danske borgerlige kvindebevægelse og Dansk Kvindesamfund valgt i marts 1887 at diskutere moralen på et lukket kvindesagsmøde. På dette møde talte blandt andre Elisabeth Grundtvig, der i hendes foredrag ”Nutidens Sædelige Lighedskrav” bakkede op om handskemoralen, da hun mente, at datidens mænd måtte lære at styre deres seksuelle lyster samt at leve i rene og lykkelige ægteskaber på lige fod med kvinderne. Elisabeth Grundtvig gentog hendes foredrag i forbindelse med et offentligt møde afholdt i Kvindelig Fremskridtsforening i April 1887 og i denne forbindelse medførte den en debat i avisen ”Social-Demokraten mellem blandt andre journalisten A.C. Meyer, lærerinden Anne samt den senere formandinde for "Kvindelig Fremskridtsforening Johanne Meyer. (Ønsker du at vide mere om Elisabeth Grundtvig eller Johanne Meyer, så anbefales det at læse mine blogindlæg om dem red.)

A.C. Meyer var overbevist socialdemokrat samt revolutionær og mente, at prostitution samt ulykkelige ægteskaber havde baggrund i datidens økonomiske og sociale elendighed. Løsningen var ifølge ham, ikke at stille højere moralske krav til mændene, men at give kvinderne økonomisk uafhængighed af mændene, da de så frit kunne vælge hvorvidt de ville giftes samt med hvem. A.C. Meyer kritiserede datidens traditionelle pigeopdragelse, der medførte at alt, hvad der vedrørte kønslivet blev fortiet og fortrængt, han mente desuden at denne pigeopdragelse medførte at pigerne udviklede "et spinkelt Legeme, Frygtagtighed og svage Nerver".

Han mente at man i stede for datidens stærk kønsopdelte samfund, piger og drenge allerede fra barnsben skulle lære at omgås hinanden - dette kunne ifølge ham blandt andet ske igennem fællesundervisning samt at de unge i stedet for at modtage bibelen blev givet bøger omhandlende kroppen og driftslivets indretning i konfirmationsgave. Han mente også at Frie naturlige kærlighedsforhold, der blev indgået mellem to ligeværdige personer, var klart at foretrække frem for arrangerede og kærlighedsløse ægteskaber.

Anne Bruun og Johanne Meyer havde blik for de sociale og økonomiske uligheder. De var dog enige med Elisabeth Grundtvig i, at problemet var et spørgsmål om moral og vilje og at tilfredsstillelse af kønsdriften løsrevet fra kærligheden var at betragte som usædelighed.

Herefter kørte debatten på lavt blus et stykke tid - frem til juli 1887, hvor Georg Brandes var kommet hjem efter en lang rejse til Rusland og skrev 3 indlæg i Politiken, hvori han både hånede og fjorde grin med ”handskekvinderne” og ikke mindst Elisabeth Grundtvig, da reagerede hurtigt ved at lægge sag an mod Georg Brandes. (Georg Brandes’ indlæag kan læses ved følgende link: https://www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=259 red.)

Dette medførte at Bjørnstjerne Bjørnson kom hende til undsætning igennem mindre indlæg i Dagbladet. Elisabeth Grundtvig vandt sagsanlægget, hvorefter Politiken chefredaktør Viggo Hørup blev idømt en bøde. Georg Brandes’ egen holdning til sædelighedsspørgsmålet fremgik ikke klart igennem hans debatindlæg, men dette ændrede ikke på at alle i hans samtid kendte hans synspunkter, som han blandt andet havde givet udtryk for i første del af hans værk ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur", der blev udgivet i 1872 samt fra en række anmeldelser af de kulturradikale nordiske forfattere. Igennem dette havde Georg Brandes blandt andet kritiseret borgerskabets kyskhedskrav til deres unge døtre for at være både fysisk og åndeligt usundt, og talt for kvindernes erotiske frigørelse.

Elisabeth Grundsvig blev fra starten støttet af Dansk kvindesamfunds styrelse, men denne holdning blev den 14. november 1887 forsøgt imødegået. Dette skete da et mindretal (blandt andet bestående af forfatteren og gymnastikpædagogen Erna Juel-Hansen samt lægen Nielsine Nielsen samt præstekonen Line Luplau) indkaldte til et ekstraordinært fællesmøde i Dansk Kvindesamfund, hvorpå det sædelige lighedskrav var på dagsorden. (Ønsker du at læse mere om Line Luplau, så kan jeg anbefale mit blogindlæg om hende red.)

Erna Juel-Hansen, Nielsine Nielsen og Line Luplau mente ikke at foreningens havde til formål, at diskutere kønsmoral, men at arbejde for at forberede kvindernes borgerrettigheder.

Deres forslag blev nedstemt af et stort flertal og 3 dage senere holdte Bjørnstjerne Bjørnson foredraget ”Engifte og Mangegifte”. Dette skete på invitation af Dansk Kvindesamfund. Mødet blev afholdt i ”Kasino” i København.

Dette foredrag trak fulde huse, da Bjørnstjerne Bjørnson turnerede med i hele norden. Det var en videreudvikling af de tanker som Bjørnstjerne Bjørnson gav udtryk for i dramaet ”En handske”.

Selvom Dansk Kvindesamfund støttede sagen, der fik meget opmærksomhed i aviserne, så formåede Bjørnstjerne Bjørnsons foredrag dog ikke at sætte fornyet gang i debatten og diskussionerne ebbede i de følgende år langsom ud.

 

Ønsker du at læse mere om sædelighedsfejden i 1887, så har Århus Universitetsforlag udgivet bogen ”Sædelighedsfejden” skrevet af Cecilie Bønnelycke, som en del af serien ”100 danmarkshistorier”.

Denne kan købes igennem følgende link:

https://unipress.dk/udgivelser/s/s%C3%A6delighedsfejden/

 

 

Skulle du have kommentarer ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg og ikke på facebook/instagram.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du også velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com