Mathilde Fibiger blev født Mathilde Lucie Fibiger, som det yngste af 9 børn i et frisindet middelklassehjem i København i 1830, i en tid hvor kvinder var umyndige, både økonomisk og personligt.
Hun arbejde både som forfatter og telegrafist.
I dag er hun kendt som værende blandt datidens mere betydningsfulde kvindesagsforkæmpere.
Mathilde Fibigers far var kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger og han blev udnævnt til kommandør ved den nyoprettede militære højskole i København samme år som Mathilde blev født.
Mathildes forældre blev skilt i 1843, hvorefter hun boede sammen med hendes mor, der dog døde året efter, hvorefter Mathilde flyttede hjem til hendes far, som giftede sig igen i 1845.
I 1849 havde Mathilde fået plads som lærerinde på skovridergården Maltrupgård beliggende ved Sakskøbing og det var her hun i en alder af bare 20 år gammel skrev den opsigtsvækkende roman omhandlende kvindefrigørelse ”Tolv breve”. Denne roman skrev hun under pseudonymet Clara Raphael og det er under dette navn, der er mere kendt i dag. Denne roman blev udgivet i 1850.
Mathilde var stærk nationalsindet og under krigen i 1848, udfordrede det hende, at hun som værende kvinde ikke måtte deltage i forsvaret af Danmark. Dette medførte hendes almene tanker om manglen på borgerrettigheder for de danske kvinder.
Mathildes tanker var farvet af datidens idealisme og det var med baggrund i denne hendes position som værende blandt Danmarks første kvindeemancipatoriske forfatter kan ses. Mathilde kæmpede for de danske kvinders indre frigørelse.
Mathilde skrev hendes ideer igennem brevromanen Wertheriaden (der har fået sin titel efter Goethe’s roman ”Den unge Werthers Lidelser” red.)
Hendes første udkast til denne roman, sendte Mathilde til datidens førende kritiker Johan Ludvig Heiberg (Johanne Luise Heibergs mand red.) Han var fascineret og det var muligvis ham, der foreslog Mathilde at benytte pseudonymet Clara Raphael. Johan Ludvig Heiberg skrev forordet til denne bog og stod for udgivelsen af den. I denne bogs indhold udgøres af brevet fra Clara Raphael til veninden Mathilde.
Indholdet i denne roman udgøres af fiktive breve fra Clara Raphael til Mathilde Fibiger, hvori hun redegør for sin udvikling fra hendes samfundssind vækkes i forbindelse med krigsudbruddet i 1848, hvorefter hun i første omgang frigør sig fra sin familie og tager job som guvernante hos en forpagterfamilie.
Mathilde skildrer det landlige miljø med fin ironi, hvorigennem hun vækker forargelse med sine udsagn om kvindernes underkuelse.
Romanen skabte efterfølgende en masse debat omhandlende datidens manglende kvindelige ligestilling blandt andet igennem en masse avisindlæg og pjecer, der oftest var båret frem af datidens bonerthed. Blandt de mest interessante pjecer var en fra en af samtidens andre kvindesagsforkæmpere Pauline Worm, hvori hun argumenterede for at en forbedring af kvindernes materielle stilling gik forud for deres sjæls frigørelse.
Et af de få positive reaktioner kom fra N.F.S. Grundtvig i tidsskriftet ”Danskeren”. Mathilde Fibiger forsvarede sig igennem det lille skrift ”Hvad er Emancipation”, der blev udgivet i 1851 og hvorigennem hun giver et klarer udtryk for sine ideer end i sin brevroman.
Debatten tog hårdt på Mathilde, der også blev svigtet af J.L. Heiberg, der grundet pres fra hustruen Johanne Luise ikke kunne støtte Mathilde, som ikke var forberedt på at komme i centrum for offentlighedens søgelys samt sladder.
Mathilde valgte at skænke halvdelen af sit honorar fra ”Tolv Breve” til faldne soldaters efterladte, hvilket havde medført at hendes økonomiske situation var meget trykkende. Dette var en af baggrundende til at hendes næste brevroman allerede udkom i 1851. Denne hed ”Et Besøg” og er et forsvar mod nogle af de mange anklager som ”Tolv Breve” havde medført samt en uddybelse af Mathildes synspunkter.
I 1853 udgav Mathilde debatbogen ”En Skizze efter det virkelige Liv”, der lige som hendes brevromaner er holdt i fiktivform, men hvor handlingen skæmmes af de lange diskussionsindlæg.
Mathildes helbred led stærk under ”Clara Raphael”-debatten, men i 1852 besøgte hun Grundtvig på Rønnebæksholm og her oplevede hun en af de mest lykkelige perioder i sit liv.
Herefter flyttede hun til København, hvor hun boede under miserable forhold - ind imellem sammen med hendes søster Ilia.
Hun tog i forbindelse med koleraepidemien i 1853 ophold på en herregård ved Ringsted. Det var her hun skrev sin sidste bog ”Minona”, som blev udgivet i 1853.
I denne roman stiller Mathilde atter datidens samfundsproblemer under debat. Romanens hovedkonflikt omhandler et forbudt broder-søster-kærlighed, der vises igennem to søskende, som har været adskildt siden barndommen og da de møder hinanden som voksne opstår der en erotisk tiltrækning imellem dem, som der må bekæmpe.
Romanen fik en negativ modtagelse, der satte en stopper for Mathilde Fibigers forfatterskab.
I 1855 flyttede Mathilde til Ølgod, hvor hun levede fattigt af en lille årlig understøttelse på 80 rigsdaler, som blev udbetalt af enkedronningen for Mathildes arbejde med at sy for områdets bønderpiger.
Da hun 2 år senere (i 1857) blev angrebet af tyfus valgte hun at flytte tilbage til København, hvor hun levede i yderste fattigdom.
6 år senere (i 1863) blev hun overtalt af hendes ven, lægen C.E. Fenger til at søge ansættelse ved Statstelegrafen og da hun blev ansat her, var hun en af de første danske kvindelige telegrafister. Hun var på dette tidspunkt 33 år gammel.
Hendes læreplads var i Haderslev, hvorfra hun efter krigen i 1864 flyttede til Helsingør.
Hun blev i 1868 bestyrer af telegrafstationen i Nysted på Lolland, hvorfra hun i 1870 blev udstationeret til Århus. Derfra flyttede hun til Horsens, hvor hun under en tiltagende sygdom kunne plejes af noget familie.
Mathilde Fibiger døde som 47-årig i 1872 i Århus, men hun havde forinden hilst Georg Brandes’ oversættelse af Stuart Mills ”Kvindernes Undertrykkelse” velkommen. Hun nåede desuden også at opleve stiftelsen og blive medlem af Dansk Kvindesamfund.
En af hendes sidste artikler blev ”Den Ensommes Hjem”, som blev trykt i 1869 i det svenske tidsskrift ”For Hemmet”. I denne forsvarer hun den der af et indre kald mæ vælge ensomheden.
Mathilde Fibiger blev begravet på Søndre Kirkegård og hendes gravsted står stadig i Rådhusparken og på hendes gravsten står et af hendes egne vers ”Det står nu fast, hvad tyst jeg svor i ungdomstide - Jeg bytter glædens blomsterflor mod sorg og kvide, Når blot jeg i den gode strid må stå med ære. Er Gud mig god, kan verdens pris jeg glad undvære.”
I dag er Passagen mellem Kvindemuseet og Nykredit i Århus er navngivet ”Mathilde Fibigers Have” efter hende, hvor hendes gravsten nu står. Den blev flyttet fra Rådhusparken til dens nuværende placering efter beslutning på et byrådsmøde afholdt den 28. november 2017.
Hvis du ønsker at stifte mere bekendskab med Mathilde Fibigers forfatterskab, så kan hendes bøger købes via saxo igennem følgende link:
https://www.saxo.com/dk/products/search?query=Mathilde+Fibiger
Eller lånes igennem biblioteket igennem følgende link:
Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg.
Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.
Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar