Elna Munch

Elna Elisabeth Munch blev født Elna Sarauw på Sydsjælland den 13. juni 1871 - samme år som ægteparret Fredrik og Matilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund. Hun var dansk politiker og kvindesagsforkæmper og hun var en af foregangskvinderne i kampen for indførelsen af kvindelig stemmeret. Hun var desuden en ud af fire kvinder, der som de første kvinder, blev valgt ind i Folketinget ved valget i 1918.

Hendes far var skovridder i Kalvehave på Sydsjælland og ud af en gammel embedsmandsslægt. Elna kom ud af en progressiv familie, der forventede at både Elna og hendes søster tog en uddannelse og interesserede sig for samfundsudviklingen.

I 1896 døde hendes far og på dette tidspunkt arbejdede Elnas søster som lærerinde i København og hun blev senere en fremtrædende skikkelse i fredsbevægelsen.

Elna blev uddannet fra N. Zahles Skole, hvorefter hun blev uddannet cand.mag. i matematik fra Københavns universitet. Herefter underviste hun på forskellige københavnske privatskoler og skrev lærebøger i fagene matematik og fysik.

I forbindelse med hendes studietid var hun politisk interesseret og blev derfor involveret i ”studentersamfundet” - en radikal diskussionsklub og dette tilhørsforhold fortsatte længe efter hun var blevet færdiguddannet. Hun sad i begyndelsen af 1900’tallet i foreningens bestyrelse.

Det var også i denne forbindelse hun mødte hendes kommende ægtemand, historikeren Peter Munch, der på dette tidspunkt var en aktiv foredragsholder samt debattør i foreningen.

I løbet af sommeren 1902 mødtes de og allerede i oktober samme år lejede de en lejlighed sammen beliggende på Østerbro i København. De blev gift ved en borgerlig vielse afholdt på Københavns rådhus den 20. december 1902 og 2 år senere - i 1904 blev deres eneste barn - sønnen Ebbe Helge født.

Elna var formand for Københavns Kvindevalgretsforening, der under hendes ledelse begyndte agitationsvirksomhed over hele lande.  Der i 1907 medførte grundlæggelsen af ”Landsforbundet for Kvinders Valgret” med Elna som næstformandinde, samt formand for organisationens forretningsudvalg. Denne organisation blev nedlagt efter indførelsen af kvindelig stemmeret efter grundlovsændringen i 1915, hvorefter Elna ansporede de danske kvinder til at få en politisk karriere. Desuden anbefalede hun på dette tidspunkt at de særlige kvindeorganisationer blev nedlagt, da deres medlemmer skulle bruge deres kræfter politisk.

Efter indførelsen af kvindelig stemmeret blev Elna medlem af Københavns borgerrepræsentation, hvor hun sad fra 1917 og frem til 1925. Samtidig med dette sad hun også i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 1918 frem til 1935. I denne periode var hun partiets eneste kvindelige folketingsmedlem.

Hendes politiske mærkesager var primært kvindernes ligestilling, som hun anså som værende en radikal partisag frem for udelukkende en kvindesag.

Hun døde den 17. november 1945 og er begravet på Vestre kirkegård i København.

Hvis du ønsker at læse mere om Elna Munchs politiske karriere samt hvorledes hun blev modtaget i folketinget, så kan jeg anbefale at læse tidsskriftsartiklen ”Elna Munch : en uvillig kvindsagsforkæmper” skrevet af Tine Toubro Kristensen og trykt i
Personalhistorisk tidsskrift, 2012, nr. 2, s.196-211.

Det er desuden muligt at høre Elna Munch argumenterer for kvindelig valgret i 1913 via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hoer-elna-munch-argumenterer-for-kvindelig-valgret-i-1913/

Hvis du har kommentarer, spørgsmål, ris eller ros samt emneforslag er du velkommen til at kontakte mig.

Næste indlæg omhandler Line Luplau.

Johanne Meyer

Johanne Meyer var dansk redaktør og kvindesagsforkæmper og hun blev født den 1. juli 1838 i Aalborg og døde den 4. februar 1915 på Frederiksberg i København.

Hun giftede sig den 13. august 1858 med Emil Lauritz Meyer. Ægteskabet gav ingen biologiske børn, men de adopterede et barn sammen og havde fire plejebørn.

En af hendes største sager var indførelsen af kvindelig stemmeret samt valgbarhed til Rigsdagen, hvilket hun begyndte at kæmpe for i 1888 i forbindelse med det nordiske kvindesagsmøde i København.

Ved denne forbindelse holdt Johanne Meyer talen ”Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed” og i denne tale lagde hun vægt på at der skulle indføres kommunal og politisk valgret til både gifte og ugifte kvinder. Talen var også en reaktion på et lovforslag, som kort forinden var blevet behandlet i Rigsdagen, men dette lovforslag omhandlede kun kommunal valgret til enker samt ugifte kvinder. Altså ville Johanne Meyer have de gifte kvinder skrevet ind i kommende lovforslag om ændring af valgretten.

Efter dette var hun altid at finde i forreste række af valgretsbevægelsen, da hun tilhørte kvindesagens venstrefløj.

Johanne meldte sig ind i Kvindelig Fremskridsforening, da denne blev stiftet i 1885, som protest mod, at Dansk Kvindesamfund ikke gik ind for fuld ligestilling, herunder valgret.

Johanne blev den mest betydningsfulde formandinde af Kvindelig Fremskridsforening frem til opløsningen i 1903 og hun var i højere grad var med til at forme foreningens ansigt udadtil. Johanne var formandinde i perioden 1889 til 1901 – dog holdt hun en kort pause i 1897. Takket være hendes arbejde i forbindelse med hendes rejser til provinsen, så blev Kvindelig Fremskridsforening en landsorganisation, og gik dermed Dansk Kvindesamfund i bedene, i modsætning til Dansk Kvindesamfund, optog Kvindelig Fremskridtsforening, fra dens grundlæggelse, kun kvindelige medlemmer. Dette blev dog ændret efter en lang intern konflikt, der var ledet af Johanne, som var fortaler for kønnenes samorganisering.

Fra 1888 var Johanne ulønnet redaktør af Kvindelig Fremskridtsforenings medlemsblad ” Hvad vi vil” og blandt dets flittigste skribenter. Hun var redaktør frem til 1894.

Hun stiftede i 1889 Kvindevalgretsforeningen sammen med Louise Nørlund og Line Luplau og sad i dennes bestyrelse. Denne forenings eneste punkt, var indførelsen af kvindelig valgret.

Fra 1890 var hun også formandinde for ”De samlede Kvindeforeninger”, hvis formål var at oprette et samarbejde mellem Kvindelig Fremskridtsforening, Kvindelig Valgretsforening samt en række andre kvindelige fagforeninger. Igennem den nydannede fællesfront blev der indført nye aktions- og agitationsformer. Dette skete igennem en række af massemøder, samt bladet ” Hvad vi vil”, som Dansk Kvindesamfund havde overtaget efter Kvindelig Fremskridtsforening. Bladet gav kvindesagens venstrefløj tilnavnet ”Hvad-vi-vil-kvinder”.

I 1898 tilsluttede Johanne sig Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, hvori hendes mangeårige samarbejdspartner Louise Nørlund var formand. Men det var primært i ”Landsforbundet for Kvinders Valgret” at Johanne kom til at gøre sig mest gældende. Dette skete blandt andet som hovedbestyrelsesmedlem i perioden 1907-15. Hun var den af repræsentanterne, der på årsmøderne opnåede det største stemmetal. Baggrunden for dette kunne var, at hun var en af forbundets få landskendte kvinder med flere årtiers foredragsturnéer for kvindevalgretten bag sig.

Hun blev i 1901 separeret fra Emil Meyer grundet hans utroskab og herefter blev journalistikken hendes primære indkomstkilde. Hun skrev mest om kvindestof samt sociale temaer, blandt andet for en række dameblade og aviser, samt i foreningsblade. Tjenestepigerne var den gruppe af arbejderkvinder, som hun var i tættest kontakt med.

Næste indlæg omhandler Elna Much. 

Dette indlæg skulle gerne være færdigt i slutningen af marts.

Hvis du har nogle kommentarer eller ris/ros, så er du altid velkommen til at kontakte mig.

Skulle du have nogle spørgsmål ang. den danske kvindesag eller min blog, så er du ligeledes velkommen til at skrive en mail.

Jeg svarer på alle mail hurtigst muligt.