Anna Hude

Anna hude var født den 26. juli 1858 i Ebeltoft og hun var døbt Anna Sophie Hude. Hun var dansk historiker og søster til den klassiske filolog Karl Hude.

 

Som barn blev Anna opdraget i et provinsielt borgerskabsmiljø, som byggede på en idylliserende, asketisk kristen livsforståelse og lige som andre døtre i den slags samfundskredse, så fik hun en uddannelse som privatlærerinde.

I perioden 1876-77 tog hun Femmers kursus, hvorefter hun blev ansat ved Borgerskolen i Roskilde.

Arbejdede som lærerinde tilfredsstillede imidlertid ikke Anna, der på dette tidspunkt var meget åndelig livlig samt meget læsende og hun tog derfor i 1878 til København, hvor hun flyttede ind i en onkels hus imens hun forberedte sig til hendes studentereksamen.

 

I forbindelse med hendes liv her indtræf der en katastrofe i hendes liv. Denne katastrofe gjorde at Anna fik hjælp til at skabe afstand fra hendes lukkede miljø.

På dette tidspunkt tiltvang hendes families huslæge sig til intimt samkvem med hende. Det gik dog ikke i starten rigtig op for Anna, hvad der foregik.

Dette gentog huslægen igen senere, hvorefter Anna forgæves forsøgte at begå selvmord.

Et stykke tid efter denne katastrofe lykkedes det Anna at blive glad for en ung mand, som hun aftalte at indgå ægteskab med. Anna kunne i denne forbindelse ikke lade være med at fortælle denne unge mand om hendes oplevelser med huslægen. Denne meddelelse var mere end hendes tilkommende kunne klare, hvilket medførte at forholdet gik i stykker.

Herefter var Anna både fortvivlet og forbitret og hun besluttede herefter at gribe til selvtægt. Baggrunden for hendes selvtægt kan muligvis findes i at hun var inspireret af Georg Brandes’ kvindefrigørelsespropaganda i ”Det moderne Gennembrud”.

Den 18. juni 1880 affyrede Anna to skud på åben gade i København mod huslægen, som kun blev overfladisk såret. Dagen efter begik han dog selvmord i arresten.

Anna var ikke en kvinde, der ville lade sig knække og trods legemlig sarthed, så var der noget robust i hende.

Efter dette ”mordforsøg” blev Anna fængslet, men i forbindelse med hendes tid i fængslet fik hun lov til at fortsætte sin uddannelse. Hun fik desuden også en mild behandling i fængslet.

Efter hendes løsladelse havde hun dog svært ved at falde til ro.

 

Hun gemte sig fra den nyopstået samfundsnysgerrighed, ved at bosætte sig i Ribe i et års tid. Hun fortsatte dog sin uddannelse og blev støttet af den radikale Herman Trier.

Efter at have sundet sig tog hun i 1882 studentereksamen, som en af få kvinder, hvorefter hun begyndte at læse historie på universitetet.

I forbindelse med hendes historiestudie var hun elev af Kr. Erslev, der var blevet indtaget af hende, da hun arbejde flittigt og næsten mere målbevist end datidens mandlige studerende.

Grundet hendes sirlige arbejde gjorde Erslev hende til medarbejder ved udgivelsen af ”Aktstykker til Rigsraadets og Stændermødernes Historie, 1883-90”.

 

I 1887 tog Anna skoleembedseksamen med historie som hovedfag.

I forbindelse med hendes historiestudie forelskede hun og Erslev sig i hinanden, men da var han allerede gift, så deres forhold kunne ikke udvikle sig til mere.

 

Hun fik i 1888 som den første danske kvinde Københavns Universitets guldmedalje for en afhandling om lensvæsenets opårindelse.

 

Anna blev i 1889 ansat ved Rigsarkivet, men grundet Erslevs afvisning af hende, så brød hun sammen og valgte i 1890 at tage sin afsked fra Rigsarkivet.

 

Hun besluttede herefter at flytte til udlandet et års tid, for at komme til sig selv.

Da hun i 1891 vendte tilbage til Danmark, så valgte den over for kvinder fordomsfrie rigsarkivar A.D. Jørgensen at genansætte hende i forbindelse med, at der var blevet en stilling ved Rigsarkivet ledig.

 

I 1893 blev hun som den første danske kvinde uddannet dr.phil efter at have afleveret disputatsen ”Danehoffet og dets plads i Danmarks Statsforfatning”.

Hendes disputats var dog også et udpræget produkt af den unge positivistitisk prægede undervisning, som Anna havde fået af Erslev på universitetet.

Anna havde på dette tidspunkt ikke glemt Erslev og blev ved med at se ham under for dem begge vanskelige vilkår. Hun deltog blandt andet i hans udgivelse af ”Repertorium diplomaticum regni Danici, 1894-1912”.

 

Anna var med til at stifte ”Politisk kvindeforening” i 1904. (Denne forening kom fra 1906 til at hedde ”Kvindevalgretsforeningen” red.)

 

Efter at Erslevs ægteskab var forlist i 1907, så valgte Anna og Erslev giftede sig tre år senere - i 1910.

De endte med at få 20 lykkelige år sammen.

Anna havde langt større sans for de kosmiske kræfter i menneskerne end den svorne ateist Erslev og denne interesse medførte at hun ivrigt studerede spiritismen samt andre religiøse foreteelser.

Anna lod ikke hendes svigtende helbred samt en ondartet øjensygdom stå i vejen for hendes systematiske og kritiske opklarende svar på en række af datidens psykiske spørgsmål.

Hendes forskning endte med udgivelsen af ”The Evidence for Communication with the Dead”, som blev udgivet i 1913.

Grundet påvirkning fra Annas livssyn, så nærmede Erslev sig et agnostisk livssyn, mens Anna selv til gengæld efterhånden forlod spiritismen for at ende i en romatisk panteisme. Anna udviklede disse religionstanker i de to små bøger ”Vejen jeg gik” og ”Gennem Døden” som hun skrev i 1926. I disse bøger beskrev hun desuden også hendes egen udvikling, der blandet andet inkluderede hendes menneskelige egenskab samt evne til at på trods af vanskelige forhold overleve og gøre sig gældende i både mands- og universitetssamfundet.

Anna var i en periode fremtrædende i kvindekampen om indførelsen af kvindelige valgret og fik i kraft af hendes pionergerning i kvindebevægelsen stor betydning form kvindeligt forbillede i blandet andet kampen om bedre borgerrettigheder for de danske kvinder.

 

Anna Hude døde den 9. august 1934 i København.

 

 

Hvis du ønsker at læse mere om Anna Hude, så kan jeg anbefale artiklen ” Fra voldtægtsoffer til akademisk pionér”, som kan findes via følgende link:

 

https://tidsskrift.dk/historiskaarbogforroskildeamt/article/view/27885

 

Desuden så skrev Jens. Chr. Manniche i 1993 bogen ”Damen der skød doktoren: en bog om Anna Hude”, som kan lånes på biblioteket eller købes brugt via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/products/search?query=Jens+Chr.+Manniche

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Mathilde Bajer

Matilde Bajer 

Hun er en af de mest berømte kvindesagsforkæmpere fra slutningen af 1800’tallet.

Matilde var gift med politikeren og forfatteren Frederik Bajer, med hvem hun i 1871 stiftede Dansk Kvindesamfund. Dansk kvindesamfund blev stiftet som en gren af den internationale forening Association Internationale des Femmes (AIF).

Matilde blev Danmarks første formand for en kvindesagsorganisation, men hun trådte tilbage i slutningen af 1871, da hun blev gravid med sit 2. barn. Efter hun trådte tilbage, begyndte hun at hellige sig hjemmet og sine børn mere, hvilket også medførte at hun holdt mere lav profil offentligt. Hun vendte tilbage i offentligheden i 1880’erne, hvor hun gjorde sig bemærket som en af frontkvinderne i kvindesagen. Dette skete blandt andet i den nystiftede Dansk Fredsforening, der var stiftet af hendes ægtemand, Frederik Bajer i 1882. Grundet uoverensstemmelser i Dansk Fredsforening, så valgte Matilde at stifte Kvindelig Fremskridsforening i 1885, der af samtiden blev regnet som et led i den socialdemokratiske og venstreliberale opposition imod det regerende Højre og som en konkurrent til Dansk Kvindesamfund.

Matilde blev den første formand for kvindelig Fremskridsforening, der kun var åben for kvinder og hun var formandinde i perioden 1886-89 og var med flere afbrydelser, bestyrelsesmedlem indtil Dansk Fremskridtsforenings opløsning i 1903. I 1886 markerede KF med en adresse til Rigsdagen foreningens støtte til hendes ægtemand Fredrik Bajers forslag om kvinders kommunale stemmeret.

Efter Dansk Fremskridsforenings opløsning 1903 blev Matilde atter aktiv i Dansk Kvindesamfund hvori hun var næstformand for Københavnskredsen i perioden 1904-09 og hun var efterfølende bestyrelsesmedlems indtil 1917. Fra 1905 sad hun også i bestyrelsen i den Dansk Kvindesamfunds-relaterede forening ”Husmødreforeningen”, der var blevet stiftet i 1898 af Anna Hjort.

Matilde var igennem hele sit voksenliv kendt som et vedholdende foreningsmenneske, og politisk sympatiserede hun efter 1905 med Det Radikale Venstre.

Matilde blev over 90 år gammel, og helt frem til sin død kæmpede hun for fred. Hun blev sammen med Frederik udnævnt til æresmedlem af Dansk Kvindesamfund, og på hendes 90-års fødselsdag blev hun udnævnt til æresmedlem af den internationale klub ”Fraternitas”. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1931.

Mathilde Bajer er en af det vigtigste kvinder, når det kom til kvindekampen, der medførte indførelse af den kvindelige valgrets indførelse i forbindelse med grundlovsændringen 1915.

Dette har forfatteren bag dette blogindlæg skrevet kulturhistorisk speciale om, så hvis du vil vide mere om debatten frem til den kvindelige stemmerets indførelse, så er du velkommen til at skrive en kommentar eller besked eller en mail.

Jeg kan kontaktes pr. mail:

danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Amalie Skram og dårevæsnet

Indledning

Dette blogindlæg er skrevet på baggrund af min historieopgave om Amalie Skrams holdning til samt erfaring med datidens psykiatri. På dette tidspunkt gik psykiatrien under navnet dårevæsnet.

Kort om Amalie Skram

Amalie Skram blev født Amalie Alver i en fattig købmandsfamilie den 22. august 1846 i Bergen, Norge.

I dag regnes hun som værende blandt det moderne gennembruds mest betydelige forfatterinder.

Da hun var 18 år gammel (i 1864), rejste hendes far alene til Amerika efter han var gået fallit. Samme år blev hun på hendes mors initiativ gift med den 10 år ældre skibsfører Müller. Sammen med ham rejste hun verden rundt, men deres ægteskab var et ulykkeligt ægteskab og de blev skilt 13 år senere – i 1877. På dette tidspunkt havde de fået to børn og boede i Bergen og havde opbygget en stor omgangskreds. Amalie engagerede sig på dette tidspunkt i tiden debat, der blandt andet omhandlede darwinisme.

På dette tidspunkt begyndt Amalie at opleve psykiske problemer og lod sig derfor indlægge på et psykiatrisk hospital i Norge. Denne indlæggelse var dog kort. Efter hun kom ud, valgte hun at blive skilt og flytte til Oslo, der på dette tidspunkt hed Christiania og begynde at skrive.

I denne periode havde hun svært ved at forsørge sig selv og hendes sønner, men igennem den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson mødte hun den danske forfatter Erik Skram, men hvem hun giftede sig. Dette skete efter hun i 1884 flyttede hun fra Oslo til København. I forbindelse med hendes ægteskab med Erik Skram tog hun hans efternavn. Deres ægteskab var dog stormfuldt, selvom Erik støttede hendes fatterskab. Samme med ham fik hun yderligere et barn.

Det var hendes erfaringer fra ægteskabet med Erik, som dannede baggrund for hendes første roman Constance Ring, der udkom i 1885. Denne roman er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv.

I 1888 blev hendes roman Lucie udgivet og denne handler om den prostituerede Lucie, som bliver gift med en af sine kunder, et ægteskab, der på forhånd er dødsdømt af både omverdenens og ægtefællernes egne fordomme.

Hendes efterfølgende romaner Fru Inés, der udkom i 1891 og Forraadt, der udkom i 1892 fokusere på emner såsom kærlighed, seksualitet, dobbeltmoral og ægteskab og igennem disse bidrog Amalie Skram til Sædelighedsfejden.

Erik Skram var hende utro, hvilket hun havde svært ved at acceptere. Dette samt hendes vanskeligheder med at forene familielivet med hendes forfatterskab medførte at hun i perioder havde svære psykiske problemer og derfor lod hun sig indlægge i 1894 på Kommunehospitalets 6. afdeling også kendt som den psykiatriske afdeling. Denne blev på dette tidspunkt ledet af den daværende professor Knud Pontoppidan.

Denne indlæggelse var traumatisk for Amalie Skram og medførte at hun efter hendes udskrivelse valgte at skrive romanerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. I disse romaner blev psykiatriens overgreb på de udsatte patienter for første gang i litteraturhistorien afdækket.

I perioden 1887 til 1898 arbejde Amalie Skram hårdt på at få færdiggjort sit hovedværk Hellemyrsfolket. Det var også hendes kampe med dette værk, der medvirkede til hendes psykiske problemer.

Hellemyrsfolket er en slægtssaga i fire bind, hvor medfølelsen og det sociale engagement er udelt på de svagestes side. I 1899 året efter at sidste bind i serien Hellemyrsfolket udkommet blev Amalie og Erik Skram skilt.

Efter hendes død i marts 1905 udkom hendes sidste roman Mennesker.

Amalie Skram var for hendes samtid kendt som værende en kontroversiel, skarp og determineret forfatterinde.

Senere blev hun kendt for sin åbenhjertighed og for en kompromisløs vilje til at udtrykke og afdække de mest ekstreme tilstande, både socialt og psykisk, i en snarere ekspressionistisk end naturalistisk stil.

I 1987 gav den danske tv-dramatisering af Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, der havde manuskript af Kirsten Thorup, nu opmærksomhed til Amalie Skrams forfatterskab.

Amalie Skram døde d.15. marts 1905 og hendes urne blev herefter nedsat i en fællesgrav på Bispebjerg kirkegård i København, hvor der i dag står en mindebuste af hende.

Hvis der ønskes at vide mere om Amalie Skram, hendes forfatterskab samt forhold til datidens psykiatri, så er man velkommen til at kontakte mig.

Håber du fandt indlægget om Amalie Skram interessant. Du er velkommen til at skrive ris og ros samt komme med forslag til emner, der kunne blive behandlet i denne blog.

Jeg kan kontaktes pr. mail:

danskkvindehistoriskblog@gmail.com