Elisabeth Grundtvig

Elisabeth Grundtvig er født Johanne Elise Grundtvig i København (Vartov), den 1. december 1856 og hun dansk litterat, oversætter, kvindesagskvinde.

Hende forældre var cand.teol., premierløjtnant, senere kontorchef Johan Grundtvig (1822-1907) og Oline V. C. Stenersen (1828-93).

Hendes far var søn af digteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig (N.F.S. Grundtvig).

Elisabeth havde to søskende Stener Grundtvig og Vilhelm Grundtvig.

Elisabeth forblev ugift igennem hele livet og fik heller ingen børn.

Hvornår samt hvorfor Elisabeth gik fra hendes fødenavn Johanne Elise til Elisabeth har det ikke været muligt at finde svar på.

Elisabeth Grundtvig blev uddannet lærer fra N. Zahles kursus, men hun gjorde aldrig brug af den institutbestyrerindeeksamen, som hun tog 1884.

Hun var redaktør på dansk kvindesamfunds blad ”Kvinden og samfundet” i perioderne 1885-86 samt 1890-95. I perioden 1887-89 redigerede hun selskabets småskriftserie, ligesom hun i perioden 1887-90 var medlem af samfundets styrelse.

Elisabeth er i dag mest kendt for den offentlige rolle, som hun spillede i sædelighedsfejden, som fandt sted i hele norden i slutningen af 1880’erne.

Hun holdt et foredrag i dansk Kvindesamfund den 16. marts 1887, som kort efter blev trykt i Dansk Kvindesamfunds blad ”Kvinden og Samfundet” under overskriften ”Nutidens sædelige Lighedskrav”. I dette foredrag forsvrede hun datidens kvinders værdighed samt selvstændighed ved at gå til angreb på datidens frisindede seksual-moralske strømninger som kunne ses i både i ind- og udland. Hun stillede blandt andet følgende spørgsmål "Skal Kvinderne blive som Mænd eller Mændene som Kvinder?", hvilket hun besvarede entydigt med at kvinden havde et værd i sig selv og ikke skulle underordne sig mændenes forestillinger og krav.

I dette foredrag gav Elisabeth også sit bud på, hvorledes datidens kvinder kunne gøre op med samfundets udbredte seksuelle dobbeltmoral. Et af budskaberne i dette foredrag var at datidens kvinder måtte fremsætte ”et sædeligt lighedskrav” og herigennem kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv - nemlig kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

Igennem dette foredrag blev Elisabeth en del af den offentlig debat, der fandt sted på dette tidspunkt. Denne debat er efterfølgende blev kendt som ”sødelighedsfejden”.

Elisabeth var den første kvinde, der tydeligt formulerede en kritik af dateidens seksuelle dobbeltmoral og satte ord på sin egen opfattelse af hvorledes kvindens kønsdrift skulle forstås.

Elisabeths holdning fik stor opbakning i samfundet - blandt andet af borgerskabets kvinder og kvindesagsforkæmpere samt den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson.

Dette foredrag medførte at Georg Brandes indledte et rasende angreb mod det, han opfattede som Elisabeths Grundtvigs moralprædiken og hykleri, igennem tre artikler trykt i Politiken den 6.-8. juli 1887. Dette medførte at Elisabeth lagde sag an mod både Georg Brandes og Politiken. Denne sag vandt Elisabeth, hvorefter Brandes' udtalelser om citatfusk, perfidi, brutalitet i tankegangen, blev mortificerede. Herefter forblev Elisabeth nogenlunde uberørt ud af striden, men fra nu af rasede sædelighedsdebatten over hele Norden.

Elisabeth uddannede sig i løbet af denne tidsperiode i stenografi og tog 1890 som den første kvinde eksamen som rigsdagsstenograf, men det var under megen modstand blev hun ansat som stenograf i rigsdagen.

Senere begyndte Elisabeth også at beskæftigede hun sig med oversættelsesvirksomhed og hun oversatte blandt andet alle Selma Lagerlöfs bøger til dansk.

Elisabeth døde den 10. februar 1945 på Sarepta, Frederiksberg. Hun er begravet på Frederiksberg kirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Hvis du ønsker at læse det uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag ” "Nutidens sædelige Lighedskrav", der blev trygt i ”Kvinden og Samfundet” i 1887, så kan det gøres via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/elisabeth-grundtvig-nutidens-saedelige-lighedskrav-1887/

Næste indlæg omhandler den tidsperiode de præsenterede kvinder var en del af - nemlig tidsperioden 1850 til 1915, hvor en grundlovsændring indførte kvindelig valgret og valgbarhed, trådte i kraft.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Line Luplau

Hun er kendt som kvindesagsforkæmper, der levede 22.april 1823 til 11. september 1891.

Lines interesse for kvindesagen blev vækket i kølvandet på den litterære debat som udgivelsen af Mathilde Fibigers roman Clara Raphael i 1851 skabte.

Line blev medlem af ”Dansk Kvindesamfund” i 1872, og nogle år senere meldte både hendes datter og ægtemand sig også ind i samme forening.

Hun nedlagde i 1887 protest mod at ”Dansk Kvindesamfund”s styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig tilladelse til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav, da hun ikke mente, at sædelighedsspørgsmålet hørte under ”Dansk Kvindesamfund”s emneområde. I denne forbindelse mente hun, at styrelsens accept af Elisabeth Grundtvigs foredrag var en dårlig idé, og at hendes holdning om sædelighedsspørgsmålet ikke var noget hun selv ville tale offentligt om.

Rent kvindepolitisk, var indførelsen af den kvindelige stemmeret samt valgbarhed, blandt Lines mærkesager og dette kunne blandt andet ses, da hun i 1888 afleverede en fortegnelse med 1702 kvindenavne fra hendes hjemegnen til støtte for Fredrik Bajers forsøg på at vinde gehør for kvinders kommunalvalgret i Rigsdagen.

Hun støttede som en del af ”Dansk Kvindesamfund”s interne opposition Kvindelig Fremskridtsforening, da denne blev oprettet i 1885 og hun sad i dens bestyrelse i nogle få måneder af 1886.

I forbindelse med afholdelsen af det første nordiske kvindesagsmøde i København i 1888, var Line en af medindbyderne, og blandt de fire hovedemner på dette møde, var kvinders politiske valgret, der blev introduceret af Line samt Johanne Meyer. I forbindelse med denne introducering, anslog både Line og Johanne en radikaliseret tone med skærpede krav på kvindevalgretsområdet.  Kvindernes repræsentation i Rigsdagen anså Line som værende afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvindernes favør og indførelsen af kvindelige valgret som et retfærdigt ligestillingskrav.

Line blev på et tidspunkt også en del af redaktionen bag ”Kvindelig Fremskridsforening”s medlemsblad ”Hvad vi vil” blandt andet sammen med Matilde Bajer og Johanne Meyer var på dette tidspunkt hovedredaktør.

Da Line sammen med Louise Nørlund i 1889 valgte at stifte ”Kvindevalgretsforeningen” medførte det, at hedes forhold til ”Kvindelig Fremskridtsforening” og dennes formand blev præget negativt.

”Kvindevalgretsforeningen” hovedemner var blandt andet den politiske og kommunale stemmeret til kvinder samt valgbarhed for kvinder.

Med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforening” ville Line også gerne opnå et brud med ”Kvindelig Fremskridtsforening”s organisationsprincip, der gik ud på kun at lade kvinder blive medlemmer, da hun ønskede at føre stemmeretskampen frem på et kønsblandet grundlag. Ifølge Line, var målet med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, at være med til at sætte fokus på de forskellige enkeltsagsforeninger, der fokuserede på kvindevalgretssagen landet over.

Da ”Kvindevalgretsforeningen” blev oprettet, var den blandt andet støttet af en række af mandlige politikere både fra Socialdemokratiet og Venstre, samt venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen.

I forbindelse med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, var Line en af baggrundene for at Matilde Bajer valgte at træde tilbage som ”Kvindelig Fremskridstforening”s formandinde, da hun blandt andet var skuffet over, at Line havde løsrevet sig fra det kvindepolitiske tema, som Bajer gerne havde set som en af ”Fremskridstforeningen”s mærkesager.

Medlemskabet af ” Kvindevalgretsforeningen” var ikke med til at styrke Lines popularitet blandt ”Dansk Kvindesamfund”s ledelse.

Line måtte af helbredsmæssige årsager trække sig fra formandsposten i ”Kvindevalgretsforeningen” i foråret 1891, hvor hun blev afløst af Louise Nørlund. På dette tidspunkt havde Line ingen forhåbninger om at se sine politiske ønsker opfyldt inden hun døde.

Efter Lines død i september 1891 og ”Kvindevalgretsforeningen”s nedlæggelse i 1898, forsøgte Louise Nørlund blandt andet at starte et samarbejde med Lines datter. Sammen forsøgte de at forny den alliance mellem arbejderklassens, borgerskabets og mellemlagenes kvinder, som Line havde arbejde hen imod inden hun døde.

Imens hun levede, så anså Line sig mest som politiker og hun gik ikke meget op i hvorvidt hun som værende kvindesagsforkæmper blev kaldt Venstrekvinde eller socialdemokrat, da hun helst ville kaldes Højresympatisør.

Da hun døde, blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Der eksisterer i dag et IC3 tog, som er opkaldt efter hende.

Næste blogindlæg omhandler Elisabeth Grundtvig.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com