Karen Marie Løwert - Teaterchef, skuespillerinde og søster til "Mille Clausen/Violet Vinther"- Lis Løwert

Dette blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der er udvalgt da hun fortjener at få hendes plads i historien tilbage - på lige fod med hendes mere berømte søster, Lis Løwert, der er kendt som Mille Clausen (Dyrlæge Clausens kone i "Huset på Christianshavn samt Violet Vinter i "Matador").

Karen Marie blev født Karen Marie Octavia Daugaard Løwert den 27. januar 1914 - altså få måneder inden 1. verdenskrigs udbrud - som datter af telegrafkontrollør og forfatter Richard Sofus Løwer (1881-1950) og hustru Ellen Marie Hansine Glüsing (1887-1969).

Karen Maries karriere begyndte, da hun som 15-årig - i 1929 - startede som yndig Kolumbine ved Pantomimeteateret i Tivoli. Denne rolle havde hun de næste 8 år - frem til 1937.

Da hun havde haft denne rolle i 4 år, valgte hun i 1933, at stille op i Danmarks første "Miss Danmark" konkurrence, som hun også vinder.

Samme år bliver hun også færdiguddannet skuespiller fra Folketeaterets elevskole, hvorefter hun debutere på Apollo Teateret i stykket "Tre gamle Jomfruer".

Hun giftede sig med teaterchef og skuespiller (og Livas eksmand) Arne Weel den 25. august 1947.

Efter at have været tilknyttet forskellige københavnske privatteatre i nogle år, valgte hun at følge hendes mands turnéteater og medvirkede blandt andet i "Peter den Store" samt "Den grønne Elevator", der i befrielsesåret 1945 blev en stor succes. 

Hun gæstespillede ligeledes på teatrene i både Odense og Århus og da Arne i 1952 blev direktør for Alléscenen, det nuværende Betty Nansen Teatret, var de fælles om at lede teatret administrativt, samtidig med at Karen Marie optrådte i både større og mindre roller på teateret.

Ægteparret valgte i 1959, at forlade Alléscenen.

Året efter - i 1960 - bliver Karen Marie udnævnt til chef for Ålborg Teater, hvor hun arbejder de næste 5 år.

Hendes direktionstid blev i starten mødt med skepsis, da valget af hende som chef syntes at være begrundet i hendes ægteskab med Arne.

Dette ægteskab blev et højdepunkt i moderne dansk teaterliv. 

hendes erfaring, ukuelighed og intuitive fornemmelse blev drivkraften, der medvirkede til, at hun på få sæsoner fik gjort den nordjyske teaterscene til en af landets mest omtalte med forestillinger der også tiltrak det københavnske publikum. 

Hendes valg af repertoire, instruktører og skuespillere var eminent og Lone Hertz fik her sit gennembrud i Henrik Ibsens "Vildanden", Preben Uglebjerg imponerede i Gogols "Revisoren" og Bodil Udsen trak fulde huse i B. Behans "Gidslet". 

Men det var især hendes fornemmelse for, at tiden var moden til opsætninger af Bertolt Brecht, der imponerede, og med i alt fire forestillinger af ham, blev Ålborg Teater landets førende Brechtscene. 

Karen Marie gjorde en indsats for skolesøgende børn med sine egne iscenesættelser af blandt andre T. Egners "Folk og røvere i Kardemommeby", der blev opsat i 1961, og efterfulgt af "Dyrene i Hakkebakkeskoven" i 1964. 

Til trods for Karen Maries flair for at give publikum, hvad de forventede samt samtidig holde på det lødige, var repertoiret dog blevet for avanceret for Aalborg byråd, så samtidig med at publikum strømmede til teatret, begyndte kritikken at indfinde sig. Denne kritik medførte at Aalborgs borgmester angreb teatrets moderne forestillinger. Dette angre blev fulgt op af det kommunale teaterudvalgs formand, der var enig med borgmesteren. 

De forskellige begivenheder i teaterudvalget tyder på, at man bevidst ønskede at chikanere Karen Marie.

Det endte med at udvalgsformanden blandede sig i teatrets ledelse, og i 1964 blev konflikten optrappet mellem de socialdemokratiske medlemmer og teaterdirektøren. “Kultursnobberne” skulle ikke bestemme, hvad publikum skulle underholdes med, lød udsagnet blandt fra Karen Marie, der foregreb den senere Rindalisme, og året efter - i 1965 - blev Karen Marie nærmest tvunget til at opsige sin stilling som teaterchef ved Aalborg Teater.

(Rindalismen var en holdning, som går imod statsbevillinger til kunstnere. Den er opkaldt efter den danske lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), som efter ikke at have ytret sif offentligt tidligere valgte i 1965 at tage skarp afstand fra datidens moderne kunst samt Statens Kunstfond, som var blevet oprettet i 1964.

Efter denne ismens opståen fulgte en kultur-debat, der omhandlede, hvorvidt kunstnere, der ikke kunne leve af at sælge deres værker, skulle støttes af skattekroner fra den danske stat samt hvorvidt datidens københavnske "kunstklike" skulle pådutte resten af befolkningen deres kunstsmag ved at udplacering af statsstøttede værker, som på stedet var uønsket og blev opfattet enten som væren uforståelige eller ligefrem som fup og fidus red.).

Kren Marie blev i 1966 blev udnævnt til direktør for Københavns Stadsteater,  hvilket var en selvejende institution med tilskud fra Københavns kommune. 

Dette teatret var i 1955 blevet ombygget og havde fået et nyt fashionabelt navn: Det Ny Scala. (I dag det nuværende Nørrebros Teater red.). 

For at udvide repertoiret foretog Karen Marie en studietur til USA i den hensigt at bane vej for musicals i Danmark. Hun satsede i starten på et bredt repertoire som en videreførelse af hendes tid som chef for Aalborg Teater og hun mente, at det absurde teaters tid var forbi.

Blandt de musical, der blev opsat på Det Ny Scala imens Karen Marie var chef, var musicals så som for eksempel Sholem Aleichems "Spillemand på en tagryg" samt "My Fair Lady". 

Karen Marie mente, at det var hendes opgave at få nogle af pengene tilbage gennem billetlugen og der måtte være så megen offentlig interesse for et teater, at der kunne “anes en mening med galskaben”. 

Man fokuserede måske lidt for meget til pengekassen, da der frem for at bliev sat nye og mere risikable stykker på, blev opsat mere sikre publikumsfavoritter, sås som "Den glade enke" samt "Sommer i Tyrol". Disse blev opsat flere gange.

Til Karen Maries ros skal det dog siges, at hun for eksempel i 1968 valgte at, sætte stykket "Tango" op, som medførte, at salen kun var besat med få personer, mens en klassiker som Shakespeares "Som man behager", der blev opsat på teateret i 1974, spillede for udsolgte huse. Hendes år hos Det Ny Scale blev en blanding af succes og fiasko.

Karen Marie endte med at, varetage jobbet i 15 år - frem til 1981. 

I slutningen af hendes tid som chef begyndt hun at tilvælge de mere populære og folkekære operetter og lettere lystspil til opsætning på teateret. Det medvirkede til, at hun fik en flot sortie af det trofaste stampublikum.

Selvom hun gennem en lang årrække arbejde teaterdirektør, optrådte hun selv både på Aalborg Teater og på Det Ny Scala, og da hun i 1981 forlod chefstolen på Det Ny Scale, fortsatte hun som skuespiller og arbejdede blandt andet på Amager Scenen, Det Ny Teater og i Teater Lorry.

I 1988 medvirkede hun i "Major Barbara", der blev opsat på Nørrebros Teater. 

Hun modtog en række priser, blandt andre Kaj Munks Mindelegat og Johanne Luise Heibergs Æreslegat. 

Hun blev i 1963 udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen og i 1974 til ridder af 1. grad.

Karen Marie Løwert døde den 4. februar 2002 og blev begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Birgitte Federspiel, der blandt andet blev kendt som Baronesse von Rydtger i Matador.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Ilia Fibiger - forfatterinde og filantrop samt ukendt søster til Mathilde

Dette blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinden og filantropen Ilia Fibiger. 

Hun er udvalgt til denne blog, da hun lige så meget som hendes mere kendte søster, fortjener at få hendes plads i historien tilbage.

Det er dog begrænset hvad der vides om hende, så her følger mit korte blogindlæg indeholdende de fakta jeg har kunne fremsøge.

Ilia Fibiger blev født i København den 5. Oktober 1817, som datter af kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger (1791-1851) og dennes hustru Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844). 

Hendes 13 år yngre søster var den berømte forfatterinde Mathilde Fibiger, som blev berømt, da hun skrev romanen "Tolv breve", som hun skrev under pseudonymet Clara Raphael.

Under koleraepidemien i 1853 meldte Ilia sig som frivillig arbejdskraft på et almindeligt hospital, hvilket var et af de steder, hvor dødeligheden var størst. Dette valg vakte en del opsigt, da Ilia, som datter af en kaptajn stammede fra det højere militære embedsborgerskab, hvis døtre på dette tidspunkt ikke arbejdede, hverken frivilligt eller for penge, men giftede sig og sørgede for at slægten blev ført videre.

Inden koleraepidemien brød ud, så havde Ilia forsøgt sig som huslærerinde i Nordjylland, drevet privatundervisning i København samt ernæret sig ved skjortesygning samt terracottamaling, men da hun mistede sin mor i 1844, følte hun, at hun havde brug for et mere stabilt arbejde og dette kunne det at være frivillig ved et københavnsk hospital være et skridt på vejen henimod og det medførte da også, at hun året efter - i 1854 - blev danmarks første sygeplejerske, ansat ved Frederiks Hospital, hvor hun også havde bopæl frem til 1860.

Ilia voksede op, som den ældste datter i et uharmonisk ægteskab og som voksen så hun tilbage på hendes opvækst, som værende en tid, der var med til at ruste hende og give hende den selvtillid hun havde brug i mødet med den verden hun siden kom til at møde. 

I forbindelse med hendes forældres skilsmisse i 1843, tog Ilia moders parti og boede da også sammen med hende efter skilsmissen. 

Ilia havde i alt otte søskende og blandt dem, så stod broderen, den enevoldskritiske og antiaristokratiske officer Adolph Fibiger hende nærmest. Denne broder forsøgte da også på et tidspunkt, at få hende gift med hans don juanistiske og begavede ven, søofficeren Osvald Marstrand. Dette blev dog aldrig til noget.

Ilia forgudede denne bror, hvilket medførte, at hans død i 1841 efterfulgt af Marstrands fald i Eckernfördeslaget 1849 under Treårskrigen satte varige spor i både Ilias psyke samt i hendes senere litterære værker.

Det var ikke kun lillesøsteren, Mathilde, der havde forfatterambitioner i familien Fibiger - dette galte også for Ilia, der på trods af hendes sporadiske uddannelse både kendte til Walter Scotts romaner, tysk skrækromantisk litteratur samt samtidens danske guldalderforfatterskaber, hvor især Søren Kierkegaard fik betydning for hende. 

Ilia fik gang i hendes forfatterindekarriere ved at udgive hendes værker anonym.

Lige som hendes brødre, så var Ilia også imod hendes lillesøster, Mathildes offentlig fremtræden i forbindelse med udgivelsen af hendes skandeleskabende debutroman "Tolv breve". 

Modsat hendes søster, som udgav hendes første værker under pseudonym, så var Ilia anonymitet dog begrænset, da flere af datidens anerkendte digtere kendte til hende og hendes forfatterskab. 

Når det kom til Ilias holdning til sit forfatterskab, så var den både ambivalent og uforløst, da hun anså det for værende ufeminint og i tråd med datidens romantiske udbredte kønspolaritetsidéer, så opfattede også hun hjemmet som værende kvindernes primære livsfære.

Når det kom til hendes blik på hendes eget køn, så anså hun sig som værende en skrivende anomali, der hverken var “rigtig” mand eller kvinde.

Hendes lillesøster, Mathildes korte forfatterkarriere står i dag, som kontrast til Ilias mere vedholdende og mindre debatskabende publicering af børneeventyr, en roman, digte og dramaer, der alle blev udgivet efter efter 1857. 

Blandt hendes bedste værker er lystspillet Modsætninger, der blev opført på det Kongelige teater i 1860 og udgivet 1861, samt dannelsesromanen Magdalene udgivet i 1862, hvori kritisk hun tolkede hun datidens erotisk dæmoni, ægteskabets nød og lyst samt de sociale og følelsesmæssige dilemmaer for den unge selvforsørgende huslærerinde og familieafhængige datter.

Da Ilia havde forventning om, at hendes forfatterskab kunne skaffe hende den økonomiske stabilitet tilværelsen som plejemoder for fattige arbejderbørn krævede, valgte hun i 1860 at forlade hendes stilling på Frederiks Hospital og flytte til socialbyggeriet Lægeforeningens Boliger på Østerbro. 

I forbindelse med denne flytning begyndte hun at tage spæd- og småbørn til sig, alle piger og de fleste “uægte” børn fra Fødsels- og Plejestiftelsen, da hendes plan var at opdrage dem med tjenestepigeerhvervet som fremtidsperspektiv. 

Ved at påtage sig denne opgave håbede hun i det stille at kunne skabe en ny og mere meningsfuld form for filantropisk aktivisme end husbesøg hos nødstedte fattige kunne give. 

Ilia ville gerne tjene som forbillede for bebyggelsens arbejdermødre med en mere sund, hygiejnisk og fornuftig opdragelsespraksis, men mødet med beboerne blev et kulturchok for hende, og livet med børnene blev en uafbrudt kamp for at holde dem i live gennem oversættelser til den nationalliberale avis Fædrelandet og skønlitterær virksomhed. Ilia var plejemoder i årene 1860-67og hun blev i denne periode dybt afhængig af økonomisk støtte fra sin nationalliberale bekendtskabskreds.

Hun modtog to gange, med politikeren Orla Lehmanns opbakning, kulturministeriel forfatterstøtte.

Ilias indsats for fattige pigebørn var præget af en højspændt idealisme og selvopofrelsestrang, da lå tæt på grænsen til det selvdestruktive og som en sidste solidaritetshandling over for underprivilegerede børn, valgte hun at foretog endnu et usædvanligt skridt, idet hun i 1866 søgte og fik Justitsministeriets bevilling til at adoptere. Seks af de livsduelige plejedøtre, som hun adopterede, fik hendes efternavn, men de blev reelt ikke optaget i Fibigerslægten efter hendes død i 1867. 

Ilia nåede at adoptere følgende ni Adoptivbørn: Gustave Albertine (1857), Juliane Vilhelmine (1859), Franzine Vilhelmine (1860), Camilla Andrea (1861), Osvalde Adolphe (1861), Ane Sophie (1864), Louise (1864), Johanne Mathilde (1864), Anna Sophie (1865).

Den intellektuelt begavede og lidenskabelige Ilia sled sig psykisk og fysisk ned i socialbyggeriet på Østerbro og efter sin død fik denne egensindige outsider og individualist status som et kvindeideal, et eksempel på borgerlig-filantropisk moderlighed i nationens tjeneste og et egentligt børnehjem "Ilias Minde" blev oprettet i 1872 til hendes minde. Dette blev i 1894 overdraget til Diakonissestiftelsen.

Ilia tilhørte Danmarks første generation af ugifte borgerlige kvinder, der fik offentlig arbejde.

Ilia Fibiger døde den 10. juni 1867 - som 50-årig - i København og blev begravet på Garnisons Kirkegården i København, men hendes gravsted findes dog ikke længere.

Hvis du ønsker at læse mere om Ilia Fibiger, så er hun omtalt i følgende to udgivelser:

- Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98

- Margrethe Fibiger: Et Kvindeliv, 1894. Den jyske historiker 58-59/1992. Barnet 41-43/1921.

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der var søster til skuespillerinden kendt fra Matador, Lis Løwert.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Elfride Fibiger - forfatterinde, filantrop og skoleleder fra 1800'tallet

 Dette blogindlæg omhandler den danske forfatterinde Elfride Fibiger, som er udvalgt, da jeg grundet min interesse for Mathilde Fibiger, finder navnet Fibiger noget interessant.

Elfride og Mathilde er dog ikke direkte i familie med hinanden, da Elfride giftede sig til efternavnet Fibiger.

Elfride Fibiger er født Christine Dorothea Michelle Elfride Müller den 17. juli 1832 i København, som datter af kopist i generalaltoldkammeret og senere overtoldinspektør i Århus, Johan Michael Andreas Müller (1805-1881 red.) og hustru Charlotte Sophie Thora Meyer (1805-1868 red.).

Elfride stammer fra en kultural og politisk engageret embedsmandsfamilie i København og som barn fik hun indtryk af den begyndende nationale kamp, da hendes far fra 1839 var udstationeret i Flensborg.

Da hun var 12 år gammel flyttede familien til København og hun stiftede hermed bekendtskab med datidens litterære og selskabelige kultur.

I perioden 1844-46 gik Elfride på Jomfru Foersoms Institut i København, hvorefter hun fortsatte på Emilie Garrigues Opdragelsesanstalt for unge Piger.

Som 14-årig begyndte den intelligente og selvbevidste Elfride at skrive.

4 år senere - i 1848 flyttede familien fra København til Århus grundet hendes faders nye arbejde, som overtoldinspektør, så hun var bosiddende i Århus under Treårskrigen 1848-51, som Elfride oplevede på nært hold.

Når det kom til skolegang i Århus, så blev Elfride delvist undervist af hendes fader, der tildligt opdrog hende til fædrelandskærlighed og vækkede hendes interesse for praktisk og samfundsmæssige opgaver.

Den 12. august 1856 giftede Elfride sig med distriktslæge Christian Emanuel August Fibiger (21.maj 1819-16-august 1873 red.) og tog herefter denne efternavn. 

Hun flyttede herefter til Silkeborg, hvor hendes ægtemand fik arbejde som distriktslæge.

3 år senere kom datteren Louise til verden og i 1867 fulgte sønnen Johannes Andreas Grib Fibiger (han blev senere uddannet læge og modtog i 1927 Nobelprisen i medicin for sine studier over eksperimentelt fremkaldte kræftsvulster hos rotter red.)

I 1868 flyttede familien til Kolding.

Elfride arbejdede som medhjælper for hendes ægtemand frem til dennes død i 1873 og herigennem tilegnede hun sig en vis sundhedsfaglig samt sundhedspædagogisk viden, som blandt andet resulterede i bogen "Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage", der udkom i 1871. (Samme år som grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund red.).

Den erfaring som Elfride fik i forbindelse med udgivelsen af denne bog, kom hende til gode, da hun senere i livet valgte at supplerer hendes pension med blandt skriftligt arbejde.

Elfride flyttede på et tidspunkt til København og begyndte at skrive om først natur og folkelig i Jylland. Hun udgav bøger "En gammel Mands Erindringer" i 1875, "Hedens Hemmeligheder" i 1877 og "Sorte Stefan" i 1879.

Den overvejede skønlitterære del af hendes forfatterskab var dog præget af kvindeskikkelser og genren var placeret mellem romantiske kærlighedsromaner, der fremhævede kvindens plads i hjemmet og problemromaner med et socialt, filantropisk sigte. 

Blandt hendes mest kendte romaner er "En Magdalenehistorie" fra 1877, der omhandler en falden pige fra de lavere klasser, som en borgerlig kristen husmoder forsøger at omvende.

I 1877 oprettede Thora Esche det første Magdalenehjem og overskuddet fra salget af  "En Magdalenehistorie" gik til denne institution.

(Et Magdalenehjem var en institution, der i 1877 blev oprettet af Indre Mission på Jagtvej i København, for at forsøge at hjælpe datidens såkaldte "faldne kvinder" væk fra prostitution gennem "Foreningen til Ulykkelige Pigers Frelse" og på denne måde forandre kvindernes levevis igennem praktisk arbejde samt familiepleje. I begyndelse var det dog med ringe held, det var først da den unge Thora Esche blev forstanderinde for institutionen, at den blev en succes, da hun lagde vægt på, at kvinderne fik et opholdssted, hvor de igennem socialt fællesskab kunne føle sig hjemme. Behovet for sådanne institutioner voksede med tiden og i 1896 åbnede Skovtofte Magdalenehjem i Lyngby. Der følger et indlæg om Thora Esche her på bloggen senere red.).

Elfrides skønlitterære forfatterskab blev på daværende tidspunkt venligt modtaget, selvom flere af hendes romaner dog også modtog kritik, da de blev anset for at være skitseagtige. 

Nogle af hendes værker er blevet oversat til tysk, engelsk samt russisk. 

Fra 1882 modtog Elfride en årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen.

Elfride kastede sig også med ukuelig idealisme og stor foretagsomhed ud i mere praktisk betonet arbejde for kvindernes sag og hun udgav i perioden1882-84 "Tidsskrift for kvinder i de tre nordiske Riger", som hun udgav, da hun mente at der på dette tidspunkt manglede et organ om datidens kvinders stilling i samfundet. Dette tidsskrift behandlede emner såsom filantropi, kvinders forhold i ind- og udland, sundheds- og levnedsmiddelproblematikker i hjemme. Desuden blev der også trykt litterære indlæg i tidsskriftet. 

I første udgave af tidsskriftet efterlyste Elfride indlæg, der kunne fremkalde en bedre forståelse samt et mere gensidigt sammenhold mellem kvindesagsdebattørerne. Elfride havde dog svært ved at holde debatten igang og hun blev beskydlt for, at være politisk farvet. Desuden manglede hun også en forenings løbende stof, som kunne udfylde siderne i tidsskriftet, så da Dansk Kvindesamfund i 1884 begyndte at overveje at udgive et medlemsblad, valgte hun at tilbyde dem, at overtage hendes tidsskrift. Dette afslog Dansk Kvindesamfund dog og året efter - i 1885 - begyndte de at udgive medlemsbladet "Kvinden og Samfundet" og på dette tidspunkt havde Elfride valgt at lukke udgivelsen af hendes tidsskrift året forinden.

Elfride støttede op om datidens kvindesagskvinder og den kvindekamp, der var igang i slutningen af 1800'tallet og frem til indførelsen af den kvindelige valgret ved grundlovsændringen 1915. 

Hun interesserede sig for kvindebevægelsens arbejde for den kvindelige udvikling samt kvindernes mulighed for at dygtiggøre sig, så de kunne deltage aktivt i samfundet, da hun mente, at kvinderne kunne gøre sig gældende inden for filantropi samt pædagogik. Hun mente dog, at kvinderne skulle holde sig fra politik. 

Elfride meldte sig i 1885 ind i Dansk Kvindesamfund, hvori hun tilhørte højrefløjen.

Elfride påtog sig også blandet socialpædagogisk arbejde og arbejdede især for at forbedre tjenestepigeuddannelsen.

I begyndelsen af 1880'erne, at dannede husmødre skulle give deres tjenestepiger en moralsk og praktisk dannelse. 

I 1882 tog Elfride initiativet til oprettelsen af Københavns kogeskole, der senere blev til Københavns uddannelsesskole for tjenestepiger og Husmødre - dette skete med støtte fra flere rigsdagsmedlemmer samt fremtrædende medlemmer af Borgerrepræsentationen. Denne skole med tilhørende hjem var hun direktrice for frem til den lukkede 7 år senere - i 1889. Denne skole var økonomisk drevet med støtte fra flere forskellige sider, men den opnåede aldrig at blive statsstøttet, selvom Elfride argumenterede for, at det ellers ville være i samfundets interesse, da skolen oplærte pigerne i madlavning, opvartning under måltiderne, rengøring af hjemmet samt stopning, reparation, vask og strygning såvel som øvelse i regning og stavning.

Skolen bespiste også datidens enligstillede pensionærer og fattige enlig mødre med en sund og kraftig middagsmad.

I løbet af 1880'erne argumenterede Elfride flittigt for sin sag i "Vore Tjenestefolk" (1881), "Den ubemidlede Klasses Døtre" (1888) samt "Nutidens Ansvar og Forpligtelser overfor Døttrene af Arbeiderklassen og andre ubemidlet Stand" (1889).

Det var Elfrides bagtanke, at skolen ikke blot skulle være en uddannelse for de tyende, men fungere som dannelsesanstalt, der skulle være med til at modvirke postitution og gøre fremtidens arbejderhustruer sædelige og retskafne. Den sædelige del af uddannelse, skulle gå ud på, at gøre 1880'ernes kvinder stærkere end den huslige uddannelse.

Elfrides skole kom til at fungere som et skridt på vej mod den systematiske husholdningsundervisning, der blev grundlagt omkring år 1900.

Det var desuden Elfrides håb, at hendes skole kunne danne fortrop for andre ligende skoler og i løbet af 1890'erne rejste hun et alment krav om uddannelse af alle kvinder til hjemmet. Dette gav hun udtryk for i hendes indlæg i kvindesagsbladet "kvinden" i 1893. På dette tidspunkt så hun forbedringen af tjenestepigernes dannelse, som en samfundssag og et arbejde i fædrelandets tjeneste.

I denne periode udgav hun også flere praktiske håndbøger omhandlende huslig dannelse. Disse blev understøttet af Indenrigsministeriet og anbefalet af en række faglige foreninger og institutioner, blandt andet "Selskab for Sundhedspleje" og "Det kongelige danske Landhusholdningsselskab. 

Håndbøgerne var skrevet i et klart sprogbrug og overskuelig form og de gav anvisninger på den sundhedsmæssigt mest forsvarlige måde, at udføre husarbejde og behandle levnedsmidler på. De blev uddelt gratis - blandt andet til konfirmationer på landet og i landboforeninger eller solgt billigt til ubemidlede.

De sidste af hendes leveår, skrev hun om personlige oplevelser og standpunkter.

Hun besøgte i 1903-04 hendes datter, der på dette tidspunkt var bosiddende i Grækenland, hvorefter hun i 1906 skrev og udgav bogen " Fra en Rejse til Grækenland".

Barne- og ungdomserindringerne "Kulturelle og historiske Tidsbilleder" blev udgivet i 1904 og efterfulgt af hendes erindringer fra ægteskabets tid "Fra Provinsen", der blev skrevet kort før hendes død, men udgivet posthumt - i 1939.

I hendes erindringer fandt Elfride en form, hvor hun var på hjemmebane og til det sidste lykkedes det for hende at bevarer hendes skarpe blik for datidens vigtige samfundsproblematikker og give udtryk for hendes synspunkter, i et så forståeligt sprog og ordvalg, at de ikke kunne misforstås. Dette skete blandt andet i bogen " Brudstykker af Breve om brændende spørgsmaal", der udkom i 1909 og hvori hun gav udtryk for hendes bekymring for Danmark efter systemskiftet 1901.

Elfride var kendt som en flittig skribent og debattør, der blev taget til indtægt for en kristelig højrefløjs synspunkter og har derfor i hendes eftertid fået et eftermæle som bagstræberisk.

Både som forfatterinde og filantrop var Elfride forud for hendes tid og brugte uforfærdet den litterære og politiske offentlighed, både som middel til at få hendes holdninger frem og som levebrød. 

Hendes kristelige og moralske tilgang kan for en senere tid komme til at dominere indtrykket, men fordomsfrit vurderet placerede hendes kendskab til hygiejne og ernæring, erhvervet gennem hendes ægtemands og søns arbejde, hende imidlertid tidligt inden for en ny videnskabsbaseret husholdnings- og sundshedspædagogik.

Elfride døde den 2. januar 1911 i Købehavn - hun blev begravet på Kolding Gamle Kirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt. 

                                        Elfride og hendes ægtemand.

                                               
                                  Elfride med datteren Louise.

Næste blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinde og filantropen, Ilia Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Ellen Strange Petersen - Journalist, Politiker, kvindesagskvinde samt enlig mor under besættelsen

Dette indlæg omhandler journalisten, politikeren og forfatteren Ellen Strange Petersen, som jeg første gang stiftede bekendskab med i forbindelse med udarbejdelsen af mit historiespeciale ved Århus Universitet, hvor jeg skrev om debatten op til indførelsen af den kvindelige valgret i forbindelse med grundlovsændringen 1915. I denne forbindelse stødte jeg på hendes bog "Kvinderne og valgretten", der blev udgivet i 1965 på forlaget Schultz i anledningen af 50 års jubilæet for indførelsen af den kvindelige valgret.

Hun er lige som de andre kvinder udvalgt til denne fordi hun fortjener at blive skrevet ind i historien.

Ellen Strange Petersen

Ellen Strange Petersen blev født Ellen Rigmor Jensen den 8. september 1913 i Fredericia, som datter af guldsmed Holger Jensen og dennes hustru Martha Nielsen.

Da hun var 7 år gammel flyttede hendes familie fra Fredericia til Kolding, hvor hendes far begyndte at arbejde som selvstændig guldsmed, men da økonomien for guldsmede og andre handlende ind for luksusvarer efter 1. verdenskrig ikke var de bedste, så voksede Ellen op i et beskedent håndværkerhjem. Dette fik dog ingen indflydelse for hendes evner og som 11-årig fik hun en friplads til Latinskolen, hvorefter hun som 16-årig tog en mellemskoleeksamen. Efterfølgende fik hun en friplads i gymnasiet, hvorfra hun blev student i 1932, da hun var 19 år.

Efter at have gennemført gymnasiet fik Ellen en elevplads ved Jyske Tidende, hvor hun var ansat op til og under 2. verdenskrig - helt frem til 1949.

Denne ansættelsen var dog kortvarig afbrudt af et ophold i Frankrig i 1933-34, hvor Ellen arbejdede som au pair, da hun ønskede at lære fransk. 

Ellen blev gift første gang den 8. april 1936 med adjunkt Søren Frederik Jerking (født 23. maj 1897 i Hjarup red.) og de fik børnene Bodil (født 1938 red.) og Helga (født 1939 red.).

Søren Frederik var ansat på Kolding højere Almenskole.

Efter indgåelse af deres ægteskab insisterede Søren Frederik på, at Ellen skulle beholde sin stilling som journalist ved Jyske Tidende, hvilket var temmelig usædvanligt på denne tidspunkt.

I 1941 fik Søren Frederik en hjerneblødning, der medførte at han var lam i venstre side.

Ellen og Søren Frederik var gift ind til hans død den 31. oktober 1943.

Hendes mands død i 1943 medførte hårde tider for Ellen, der nu var alene med to døtre og stadig arbejdede som journalist, så for at tjene lidt ekstra, valgte hun, at udleje nogle af hjemmets værelser. Lejerne fandt hun primært blandt journalistelever ved Jyske Tidende, men det var ikke kun dem, der nød godt af Ellens hjem under 2. verdenskrig. Blandt dem, der boede i hendes hjem under krigen fandt man også et højstående medlem af den danske modstandbevægelse, som boede der i 4 måneder. 

Ved siden af hendes journalistiske karriere, så var Ellen også politisk engageret og allerede under sin studietid meldte hun sig ind i Det Konservative Folkeparti og hundes interesseområder var blandt andet kvindearbejde og hun var i denne forbindelse med til at oprettelsen af en kvindekreds i Kolding i 1936.

I 1943 kom Ellen ind i Kolding byråd og blev dermed det yngste kvindelige medlem. I byrådet sad hun i Skolekommissionen, Folkekøkkenudvalget, Socialudvalget samt Børneudvalget. Senere blev hun også en del af Børnhaveudvalget samt Skoleudvalget.

Grundet det lange arbejdsdage, der gerne strakte sig fra kl.11 til kl.23 eller 24, så var det svært for Ellen at få hverdagen som journalist ved Jyske Tidende og livet som enlig mor til at hænge sammen, så hun valgte at tage imod jobtilbuddet fra Århus Stiftstidende i 1949 og flyttede herefter til Århus.

Da den daværende chefredaktør ved Århus Stiftstidende, Louis Schmidt ikke tillod hans ansatte, at være politisk engageret, så måtte Ellen på dette tidspunkt indstille hendes politiske karriere, men efter Louis Schmidts død i 1957, så valgte Ellen at vende tilbage til politik og stillede herefter op for Det Konservative Folkeparti i Århus midtkreds og Skjoldelevkredsen.

Som journalist for Århus Stifstidende beskæftigede Ellen sig blandt andet med skole- og socialstof og hun var med til at dække  "Spanskrørs-affæren" ved N. J. Fjordsgades Skole i 1952, som i sidste ende ledte til afskaffelsen af den korporlige afstraffelse i Skolen. 

På det faglige område interesserede Ellen sig for kollegialt arbejde og var i perioden 1954- 60 medlem af bestyrelsen for Dansk Journalistforening.

Gennem hendes politiske arbejde som medlem af Det Konservative Folkeparti mødte hun professor og politiker Orla Strange Petersen (født 10.december 1905 i København red.), der var medlem af samme parti. Dette bekendtskab udviklede sig til kærlighed og den 4. april 1959 blev de gift. 

De fik ingen fælles børn, men havde begge børn fra tidligere forhold.

Deres ægteskab varede til Orlas død den 6. april 1971.

Herefter giftede Ellen sig ikke igen.

Samme år, som hun giftede sig med Orla kom Ellen i Folketinget som suppleant for den daværende undervisningsminister Flemming Hvidberg, men det var dog kun meningen at hun skulle have denne stilling under hans rejse til Palæstina, men da han døde under rejsen, så blev hun siddende i Folketinget frem til valget 1973. 

Dette valg gik hårdt ud over de konservative.

Som konservativ politiker var Ellen en markant stemme og dette gjorde hende til et konservativt samlingspunkt imod den venstrebølge, der fandt sted i 1960'erne. Denne opmærksomhed medførte, at hun i 1973 blev angrebet af delegerede fra venstrefløjen under det konservative landsmøde.

Grundet hendes mange års erfaring som journalist, så havde Ellen en pondus, der nærmest gjorde hende selvskrevet til en plads i den kvindekommission, der i 1965 blev nedsat til at undersøge kvindernes ligestilling i samfundet og komme med forslag til hvorledes datidens lovgivning kunne fremme ligestillingen på alle samfundsområder. Hun var desuden med i oprettelsen af Ligestillingsrådet.

Da der i 1965 var 50 års jubilæum for indførelsen af den kvindelige valgret, var Ellen med til at redigerer bogen "Kvinderne og Valgretten", der blev udgivet på initiativ af datidens kvindelige folketingsmedlemmer.

Ellen var også kulturelt engageret, hvilket kom til udtryk igennem hendes medlemskab af repræsentantskabet for Statens Kunstfond fra dens oprettelse i 1964. I forbindelse med dette medlemskab arbejdede hun for en ophævelse af Danmarks Radios monopol.

Ellen var også stærk kritisk over for Christiania, Jens Jørgen Thorsens Jesus-film samt de forhold ved Roskilde Universitet i forbindelse med eksamensforhandlingerne i midten af 1970'erne.

Et af de mere anonyme emner, som Ellen arbejdede med, var lovforslaget fra 1972 om, at børn af en dansk mor skulle have indfødsret. Tidligere var det udelukkende faderens nationalitet, der var afgørende, når det kom til et barns indfødsret. 

Efter at Ellens politiske karriere endte ved valget i 1973, så blev hun freelanceskribent ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hun var desuden i perioden 1977-82 formand for Det Konservative Folkeparti i Århus amt og sad i bestyrelsen for Århus socialpædagogiske Seminarium og Århus Seminarium.

Gennem hendes liv havde der aldrig været tvivl om, hendes standpunkter - hverken politisk eller personligt og hun gjorde en aktiv indsats for kvindebevægelse - både i forhold til foreningsarbejde og gennem hendes politiske karriere.  

Ellen døde den 3. maj 1984 i Århus og hun ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor hun deler gravsted med hendes sidste mand, Orla Strange Petersen.

Næste indlæg omhandler forfatterinden Elfride Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com