Dette blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der er udvalgt da hun fortjener at få hendes plads i historien tilbage - på lige fod med hendes mere berømte søster, Lis Løwert, der er kendt som Mille Clausen (Dyrlæge Clausens kone i "Huset på Christianshavn samt Violet Vinter i "Matador").
Karen Marie blev født Karen Marie Octavia Daugaard Løwert den 27. januar 1914 - altså få måneder inden 1. verdenskrigs udbrud - som datter af telegrafkontrollør og forfatter Richard Sofus Løwer (1881-1950) og hustru Ellen Marie Hansine Glüsing (1887-1969).
Karen Maries karriere begyndte, da hun som 15-årig - i 1929 - startede som yndig Kolumbine ved Pantomimeteateret i Tivoli. Denne rolle havde hun de næste 8 år - frem til 1937.
Da hun havde haft denne rolle i 4 år, valgte hun i 1933, at stille op i Danmarks første "Miss Danmark" konkurrence, som hun også vinder.
Samme år bliver hun også færdiguddannet skuespiller fra Folketeaterets elevskole, hvorefter hun debutere på Apollo Teateret i stykket "Tre gamle Jomfruer".
Hun giftede sig med teaterchef og skuespiller (og Livas eksmand) Arne Weel den 25. august 1947.
Efter at have været tilknyttet forskellige københavnske privatteatre i nogle år, valgte hun at følge hendes mands turnéteater og medvirkede blandt andet i "Peter den Store" samt "Den grønne Elevator", der i befrielsesåret 1945 blev en stor succes.
Hun gæstespillede ligeledes på teatrene i både Odense og Århus og da Arne i 1952 blev direktør for Alléscenen, det nuværende Betty Nansen Teatret, var de fælles om at lede teatret administrativt, samtidig med at Karen Marie optrådte i både større og mindre roller på teateret.
Ægteparret valgte i 1959, at forlade Alléscenen.
Året efter - i 1960 - bliver Karen Marie udnævnt til chef for Ålborg Teater, hvor hun arbejder de næste 5 år.
Hendes direktionstid blev i starten mødt med skepsis, da valget af hende som chef syntes at være begrundet i hendes ægteskab med Arne.
Dette ægteskab blev et højdepunkt i moderne dansk teaterliv.
hendes erfaring, ukuelighed og intuitive fornemmelse blev drivkraften, der medvirkede til, at hun på få sæsoner fik gjort den nordjyske teaterscene til en af landets mest omtalte med forestillinger der også tiltrak det københavnske publikum.
Hendes valg af repertoire, instruktører og skuespillere var eminent og Lone Hertz fik her sit gennembrud i Henrik Ibsens "Vildanden", Preben Uglebjerg imponerede i Gogols "Revisoren" og Bodil Udsen trak fulde huse i B. Behans "Gidslet".
Men det var især hendes fornemmelse for, at tiden var moden til opsætninger af Bertolt Brecht, der imponerede, og med i alt fire forestillinger af ham, blev Ålborg Teater landets førende Brechtscene.
Karen Marie gjorde en indsats for skolesøgende børn med sine egne iscenesættelser af blandt andre T. Egners "Folk og røvere i Kardemommeby", der blev opsat i 1961, og efterfulgt af "Dyrene i Hakkebakkeskoven" i 1964.
Til trods for Karen Maries flair for at give publikum, hvad de forventede samt samtidig holde på det lødige, var repertoiret dog blevet for avanceret for Aalborg byråd, så samtidig med at publikum strømmede til teatret, begyndte kritikken at indfinde sig. Denne kritik medførte at Aalborgs borgmester angreb teatrets moderne forestillinger. Dette angre blev fulgt op af det kommunale teaterudvalgs formand, der var enig med borgmesteren.
De forskellige begivenheder i teaterudvalget tyder på, at man bevidst ønskede at chikanere Karen Marie.
Det endte med at udvalgsformanden blandede sig i teatrets ledelse, og i 1964 blev konflikten optrappet mellem de socialdemokratiske medlemmer og teaterdirektøren. “Kultursnobberne” skulle ikke bestemme, hvad publikum skulle underholdes med, lød udsagnet blandt fra Karen Marie, der foregreb den senere Rindalisme, og året efter - i 1965 - blev Karen Marie nærmest tvunget til at opsige sin stilling som teaterchef ved Aalborg Teater.
(Rindalismen var en holdning, som går imod statsbevillinger til kunstnere. Den er opkaldt efter den danske lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), som efter ikke at have ytret sif offentligt tidligere valgte i 1965 at tage skarp afstand fra datidens moderne kunst samt Statens Kunstfond, som var blevet oprettet i 1964.
Efter denne ismens opståen fulgte en kultur-debat, der omhandlede, hvorvidt kunstnere, der ikke kunne leve af at sælge deres værker, skulle støttes af skattekroner fra den danske stat samt hvorvidt datidens københavnske "kunstklike" skulle pådutte resten af befolkningen deres kunstsmag ved at udplacering af statsstøttede værker, som på stedet var uønsket og blev opfattet enten som væren uforståelige eller ligefrem som fup og fidus red.).
Kren Marie blev i 1966 blev udnævnt til direktør for Københavns Stadsteater, hvilket var en selvejende institution med tilskud fra Københavns kommune.
Dette teatret var i 1955 blevet ombygget og havde fået et nyt fashionabelt navn: Det Ny Scala. (I dag det nuværende Nørrebros Teater red.).
For at udvide repertoiret foretog Karen Marie en studietur til USA i den hensigt at bane vej for musicals i Danmark. Hun satsede i starten på et bredt repertoire som en videreførelse af hendes tid som chef for Aalborg Teater og hun mente, at det absurde teaters tid var forbi.
Blandt de musical, der blev opsat på Det Ny Scala imens Karen Marie var chef, var musicals så som for eksempel Sholem Aleichems "Spillemand på en tagryg" samt "My Fair Lady".
Karen Marie mente, at det var hendes opgave at få nogle af pengene tilbage gennem billetlugen og der måtte være så megen offentlig interesse for et teater, at der kunne “anes en mening med galskaben”.
Man fokuserede måske lidt for meget til pengekassen, da der frem for at bliev sat nye og mere risikable stykker på, blev opsat mere sikre publikumsfavoritter, sås som "Den glade enke" samt "Sommer i Tyrol". Disse blev opsat flere gange.
Til Karen Maries ros skal det dog siges, at hun for eksempel i 1968 valgte at, sætte stykket "Tango" op, som medførte, at salen kun var besat med få personer, mens en klassiker som Shakespeares "Som man behager", der blev opsat på teateret i 1974, spillede for udsolgte huse. Hendes år hos Det Ny Scale blev en blanding af succes og fiasko.
Karen Marie endte med at, varetage jobbet i 15 år - frem til 1981.
I slutningen af hendes tid som chef begyndt hun at tilvælge de mere populære og folkekære operetter og lettere lystspil til opsætning på teateret. Det medvirkede til, at hun fik en flot sortie af det trofaste stampublikum.
Selvom hun gennem en lang årrække arbejde teaterdirektør, optrådte hun selv både på Aalborg Teater og på Det Ny Scala, og da hun i 1981 forlod chefstolen på Det Ny Scale, fortsatte hun som skuespiller og arbejdede blandt andet på Amager Scenen, Det Ny Teater og i Teater Lorry.
I 1988 medvirkede hun i "Major Barbara", der blev opsat på Nørrebros Teater.
Hun modtog en række priser, blandt andre Kaj Munks Mindelegat og Johanne Luise Heibergs Æreslegat.
Hun blev i 1963 udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen og i 1974 til ridder af 1. grad.
Karen Marie Løwert døde den 4. februar 2002 og blev begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.
Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Birgitte Federspiel, der blandt andet blev kendt som Baronesse von Rydtger i Matador.
Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.
Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar