Lis Hartel - OL-vinderen, som overkom polio

Dette bonusindlæg omhandler den danske dressurrytter Lis Hartel, som efter at have gennemlevet polio vandt OL sølv ved Olympiaden i Helsinki i 1952.

Det var min hestsportsinteresserede far, som gjorde mig opmærksom på Lis Hartel og hendes usædvanlige præstation og foreslog mig, at skrive et blogindlæg om hende.

Efter at have læst lidt om hende, synes jeg hun virkede som den helt rigtige person til at få noget opmærksomhed i min blog.

Lis Hartel blev født Lis Holst den 14. marts 1921 i Hellerup, som datter af forretningsfører og senere direktør Ejner Holst (1888-1960) og denne hustru Else Schmidt (1896-1987).

Hendes interesse for heste og ridning fik hun med hjemmefra, hvor  det spillede en stor rolle og det var en interesse hun delte med hendes søster, Tove.

De blev undervist i ridning af deres mor.

Karrieren som rytter begyndte under ledelse af hendes mor Else Schmidt i Sportsrideklubben København, hvor Lis i 1934 begyndte som skolerytter og deltog i både spring- og dressurkonkurrencer.

Som 22-årig - i 1943 - vandt Lis sit første Danmarksmesterskab i skoleridning og dette gentog hun i 1944. Begge gange red hun på hesten Gigolo.

Lis giftede sig den 23. maj 1941 i Hellerup med grosserer Poul Finn Hartel. Dette ægteskab varerede til hans død den 17. marts 1997.

De fik to døtre sammen - Pernille, som blev født i 1942 og Anne, som kom til verden i 1945.

Efter at have vundet DM i 1944 skete der det uheldige, at Lis i forbindelse med at hun ventede sit 2. og sidste barn, datteren Anne, fik konstateret polio, hvilket gjorde hende sengeliggende i to et halvt år.

Men efter at have bekæmpet denne uhyggelige sygdom lykkedes det hende, at genvinde DM-titlen i både 1952, 53 og 54. Dette var noget af en præstation, da Lis efter hendes polio-sygdom aldrig genvandt sin fulde førelighed.

Disse Danmarksmesterskaber vandt hun på hesten Jubilee.

Hendes sidste DM-titel vandt hun i 1959 på hesten Limelight.

I denne tidsperiode opnåede Lis også sit internationale gennembrug og bag dette stod hendes træner, som havde taget over efter hendes mor, berideren Gunnar Andersen, som var Lis' træner fra 1951.

I 1952 skabte det meget opmærksomhed, da det lykkedes Lis på trods af hendes handicap at vinde sølv ved OL i Helsinki. Denne medajle vandt hun sammen med den 9-årige hest Jubilee. 

Denne placering fik de også ved rytterolympiaden i Stockholm i 1956. 

Lis vandt desuden også det uofficielle verdensmesterskab, som blev afholdt i Aachen i 1954.

Som rytter blev Lis kendt som værende sikker og have et rytmisk og harmonisk program, som var baseret på det perfekte samarbejde, som havde havde med sine heste. Blandt disse var det specielt samarbejdet med hesten Jubilee, som var mest berømt. Jubilee var en pålidelig hest, som kombinerede et ideelt temperament med en umiddelbar konkurrenceglæde.

Med baggrund  i hendes internationale resultater, som var opnåede på trods af hendes handicap, så blev Lis en myte også uden for ridesportsverdenen og hun opnåede at blive et forbillede for andre polioramte, igennem hendes livsmod og ukuelige energi, hvilket på dette tidspunkt i 1950'erne var virkelig efterspurgte, da polio på dette tidspunkt var en meget frygtet sygdom, som ramte en del børn og unge voksne.

Lis' generalle indflydelse på og betydning for den danske handicapidræts fremgang kan blandt andet ses de mange invitationer til åbninger af handicapridecentre ikke bare i Danmark, men også i resten af verdenen, som Lis blev inviteret til.

I løbet af 1960'erne overgik Lis fra rytter til træner og det lykkedes hende, at optræne flere heste til deltagelse i internationale konkurrencer og med hendes store ekspertise instruere hun datidens ungdom i Holte Rideklub, hvor hun var ansat som træner.

Lis var blandt de 10 første, som opnåede en plads i idrættens "Hall of Fame" og i 1994 blev hun optaget i "The International Womens's Sports Hall of Fame".

Lis døde som 87-årig den 12. februar 2009 i Fredensborg og hun blev efterfølgende begravet på Grønholt Kirkegård i samme by.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lishartel

Der ligger flere videoer med hende på youtube:

- https://www.youtube.com/results?search_query=Lis+Hartel

Lotte Tarp - skuespillerinde, tyskerunge og Lyngbybeboer på Frieboeshvile.

Denne måneds blogindlæg omhandler den afdøde skuespillerinde, Lotte Tarp, som jeg hørt om første gang, da jeg var i universitetspraktik på Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv i forbindelse med med kulturhistoriekandidat ved Århus universitet.

Lotte Tarp har været beboer i det hus - Frieboeshvile - hvor Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv er beliggende i dag.

Da jeg ikke ved så meget om hende og da hun ikke virker til at være særlig kendt i dan brede danske befolkning, så synes jeg hun fortjener noget opmærksomhed igennem min blog.

Lotte ville i dag være fyldt 76 år - kæmpe tillykke :-)

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Lotte Tarp blev født Ann-Charlotte Rising den 14. februar 1945 i Århus, som datter af bestyrer i Friheden, Alfred Rising, der var søn af Frihedens ejer, Hans Rising. Hendes mor var Yrsa Ingemann Jensen, men hun var ikke meget nærværende i hendes datters liv grundet mavesår samt andet sygdom. Desuden var hendes far heller ikke meget hjemme, så hun så ikke meget til sine "forældre".

På et tidspunkt besøgte Lotte hendes storsøster Åse, der på dette tidspunk var bosiddende i Købehavn og det var under dette besøg, at hun fik sandheden om hendes familie af vide. Hendes forældre var i virkeligheden hendes bedsteforældre og hendes storsøster var hendes mor.
I slutningen af hendes liv fokuserede Lotte mere og mere på at skrive, både bøger, film og teatermanuskrifter blev hun forfatterinde til.
Hun udgav i slutningen af 1980'erne teaterstykket "Amagertorv 4", der omhandlede Poul Henningsens mors, Agnes Henningsens liv.
Lotte blev i 1991 uddannet manuskriftforfatterinde fra Filmskolens manuskriftuddannelse og i 1994 skrev hun manuskriftet til filmen "Længe leve friheden", der omhandlede hendes forfar, Alfred Risings liv.
Desuden var hun medforfatterinde til flere afsnit af tv-serierne "Landsbyen" og "Taxa".

Åse fortalte Lotte, at hendes far var en dansk frihedskæmper, der var død i en tysk koncentrationslejr, men sandheden skulle dog vise sig at være en helt anden.

Lottes biologiske mor, Åse Gyrithe Tarp arbejdede som sminkøse på blandt andet ASA-filmstudierne og giftede sig i 1954 med den danske komponist Sven Erik Tarp, som så blev Lottes Stedfar og igennem hvem hun fik efternavnet Tarp.

Lotte flyttede på et tidspunkt fra Århus til Frieboeshvile i Lyngby, som hendes stedfar havde fået stillet til rådighed som kunstnerbolig.

Sandheden om hendes far, fik Lotte lokket ud af sin morfar, da hun var i midt 20'erne.

Hendes far viste sig, at være en tysk soldat, som hendes mor havde et kort forhold til - Lotte var altså en såkaldt tyskerunge - denne sandhed valgte familie skulle forties for en hver pris og de valgte derfor at lade Lotte vokse op hos hendes bedsteforældre og lade hende vide, at dette var hendes forældre.

Hendes far var den tyske officer Wolfgang Haug og hendes forældre nåede ikke at blive gift, før hendes far blev sendt til Polen, hvor han forsvandt i april 1945, formentlig blev han dræbt her.

Lottes karriere som skuespillerinde begyndte, da hun som 16-årig debuterede i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs fil "Weekend", hvori hun som 17-årig spillede rollen som en mut, men erotisk fristende barnepige og deltog i en nøgenscene, der blandt andet gav hende problemer, i sær med pressen, men dette ændrede ikke ved hendes tidligt opnåede status som både intellektuel og kontroversiel skuespillerinde

Lotte var for en kort periode i 1963 elev på Privatteaterenes elevskole og arbejdede efterfølgende et år som "Lommerpige" hos Stig Lommer.

I begyndelsen af hendes karriere fik Lotte ofte de lette og ofte sexede roller og hun blev i 1964 valgt som Ekstra Bladets første topløse model og blev derigennem sat i bås som værende den smykke blondine.

Lotte medvirkede i slutningen af 60'erne blandt andet i den første "Olsen-Banden"-film, hvori hun havde rollen som Bennys forlovede samt i Morten Korch-filmen "De røde heste".

Lotte giftede sig den 3. juni 1967 med forfatteren og instruktøren Henrik Stangerup. 

Blandt de første karakter-roller som Lotte fik var rollen som sober præstefrue i hendes mands debutfilm "Giv Gud en chance om søndagen", der havde præmiere i 1970.

3 år senere spillede Lotte rollen som psykiatrisk patient på kollisionskurs med læger samt normaliteten i filmen "Farlige kys".

Igennem hendes karriere nåede Lotte at medvirke i over 20 film, men hun medvirkede også i flere tv-serier samt havde flere teaterroller. Hun var desuden også instruktør på flere revyer, som hun også medvirkede i.

Hendes ægteskab med Henrik mødte modstand - i sær fra Henriks familie og hans mor skuespillerinden Betty Söderberg forbød ham lige frem at gifte sig med hende, men selv på trods af denne modstand blev de gift og fik en søn sammen. 

Deres kærlighed holdt dog ikke og de blev senere skilt, selvom de forblev venner resten af livet.

Senere giftede Lotte sig med jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, som hun levede sammen med flere år frem til hendes død.

Niels Jørgen Steen har desuden også været gift med skuespillerinden Avi Sagild med hvem han fik børnene Nikolaj og Paprika Steen.

Lotte skrev selvbiografien "Det sku' nødig hedde sig" i 1997, som hun fik stor litterær succes med.
Denne bog blev året efter belønnet med Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat.

I denne fortæller Lotte sin livshistorie inklusiv alle dens fortielser og løgne. Hun fortæller åbenhjertigt om hendes erfaring som tyskerunge samt om sin jagt på sandheden om hendes far og familie. Erindringsbogen blev desuden en opdagelsesrejse i de nærmeste gene af hendes stamtræ med voldsomme omkostninger til følge. 
Bogen beskriver også Lottes rejse gennem det daværende DDR, hvor hun løber ind i bureaukrati og spionanklager i fodsporet på hendes far, den tyske soldat Wolfgang.
Bogen viste også, at selvom Lotte ikke var noget ønskebarn, så var hun stærk nok til at skabe sig både et ståsted og en identitet.

I efteråret 2001 fik hun stor succes som manuskriptforfatter og instruktør med teaterforestillingen "For enden af universet ligger der en døgnkiosk".

Hun var desuden også manuskriftforfatterinde på kortfilmen "To kvinder", der i 2002 vandt en Bodil for bedste novellefilm.

Lotte Tarp døde som 57-årig den 24. oktober 2002 i Humlebæk efter længere tids kræftsygdom.

Hun ligger begravet på Holmens kirkegård - på Østerbro i København.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com