Inger Merete Nordentoft - skoleinspektør, politiker og Kommunist

 

Jeg ved godt, at jeg i sidste blogindlæg skrev at dette næste blogindlæg ville omhandle Lulu Gauguin, men grundet mangel på kilder samt nulevende børn, så valgte jeg at droppe det indlæg og skrive om skolesinspektøren og politikeren Inger Merete Nordentoft, som jeg hørte om første gang i et afsnit af DR-dokumentaren "Historien om Danmark".




Inger Merete Nordentoft blev født den 18.august 1903 i Thisted som datter af læge Poul Nordentoft (1874-1937) og hustru jordemoder Astrid Kabell (1880-1953).

Hendes faders side af stamtræet stammer fra Nordentoftgårdene uden for Thisted og hendes farfar var præst og alle hans børn fik gode uddannelser, så da Inger Merete blev født var slægten præget af præster, læger samt dygtige selverhvervende kvinder.
Hendes moders slægt kom fra Thisteds bedre borgerskab.

I løbet af forældrenes første 5 års ægteskab gennemlevede de at få fem børn, hvoraf de to ældste døde. Ægteskabet var uharmonisk og efter en flytning til Vordingborg blev Inger Meretes forældre skilt. På dette tidspunkt var hun 9 år gammel, så det skete samme år som Titanic forliste - i 1912. Inger Merete blev efter skilmissen boende hos hendes far og hendes mor flyttede med hendes to søskende til København.
3 år senere - i 1915 - giftede hendes far sig igen, men hans unge kone døde kort efter, hvorefter faderen flyttede til Svendborg.

I 1918 blev hendes far anholdt og sigtet for blandt andet forsterfordrivelse. Dommen faldt 2 år senere, hvorefter han blev indsat i Horsens Tugthus, hvor han var indsat de næste 10 år.

I forbindelse med hendes fars anholdelse, blev Inger Merete anbragt hos en lærerfamilie i Svendborg, hvor hun boede imens hun tog realeksamen.

I forbindelse med hendes anbringelse mødte hun den nybagte lærerinde samt senere chef for det Danske Pigespejderkorps, Elisabeth Flagstad. Dette møde medførte, at Inger Merete blev spejder med liv og sjæl.

Hvorfor Inger Merete blev anbragt hos en lærerfamilie og ikke flyttede sammen med hendes mor og søskende i København, melder kilderne ikke noget om, men det kunne eventuelt skyldes, at hendes mor var under uddannelse til jordemoder, og derfor ikke havde mulighed for, at tage sig af Inger Merete, men dette er bare en tanke.

1920 var ikke kun en genforeningssår for Danmark, men også for Inger Merete, der på dette tidspunkt og de kommende tre år, boede hos hendes mor, søskende og moderens nye ægtemand i Tønder. Hendes mor var på dette tidspunkt blevet uddannet jordemoder og fået arbejde i Tønder.

Inger Merete læste i 1920-23 på Tønder seminarium og var med til at grundlægge pigespejderkorpset i Sønderjylland. 

Da hun i 1923 var blevet uddannet lærerinde, fik hun job i Skovridergården i Korinth på Fyn. Her havde Elisabeth Flagstad netop åbnet sin spejderskole.

Året efter blev Inger Merete ansat ved Valby Skole i København.

Fra midten af 1930'erne begyndte Inger Merete at kaste sine kræfter på pædagogikken samt politikken og hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, som hun har medlem af ind til sommeren 1940.

Hun var desuden medlem af Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse i perioden 1935-45. Hun var bestyrelsesformand for samme forening under 2. verdenskrig og i samme periode var hun også formand for fælleslærerådet i København og medlem af Nordisk lærerindeforbunds bestyrelse samt medlem af Dansk Kvindesamfund.

I perioden 1939-49 var hun også Danske Kvinders Nationalråds repræsentant i "The International Council of Women's Education Comittee".

Inger Merete hentede hendes pædagogiske inspiration fra mange forskellige steder, blandt andet fra nordiske kollegaer samt progressive kræfter i USA. Hun havde desuden et tæt samarbejde med blandt andre skoleinspektøren og psykologen Anne Marie Nørvig.

Inger Meretes kongstanke var, at undervise eleverne individuelt, hvilket på dette tidspunkt, hvor klasseundervisning i de fleste landsbyskoler stadig lå et stykke ude i fremtiden, var anset som værende en kontroversiel idé. Det lykkedes dog for Inger Merete, at få oprettet studiekredse i de københavnske lærerorganisationer regi.

Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek og i 1939 havde hun bidraget til læsebogen "Min egen Bog", som hun også var medredaktør af. 

I 1942 udkom bogen "Nu kan jeg læse", som hun også både havde bidraget til og var medredaktør på.

I perioden op til 2. verdenskrig - 1935-39 - var Inger Merete medlem af gruppen omkring tidsskriften "Kulturkampen". Denne gruppe bestod af blandt andre Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. Det var dette samarbejde, der fik størst indflydelse på Inger Meretes pædagog-politiske tanker. Det var også sammen med denne gruppe, at hun i 1939 var med til at redigere og udgive et særnummer om demokrati og skolen.

Da 2. verdenskrig brød ud, var Inger Merete stærk engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt, i beredskab mod nazismen samt i kampen for ligestilling mellem kønnene.

I sommeren 1940 fik hun kontakt med Aksel Larsen og igennem ham blev hun en del af den kommunistiske modstandbevægelse.

Året efter blev hun en del af den nystiftede Dansk Studie Ring, der siden bare blev kaldt Ringen og var grundlangt af John Christmas Møller.

Samme år skiftede hun fra Socialdemokratiet og meldte sig ind i Danmarks kommunistiske Parti (DKP). 

Politisk stod hun herefter for en systemændring og hendes lille skrift "Opdragelse til Demokrati", kan opfattes som værende hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund. Denne blev gjort illegal i 1944.

Hun var under krigen også tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var herigennem med til at skaffe danske jøder og kommunister til Sverige. Grundet dette illegale arbejde, så blev hun arresteret af Gestapo. Dette skete i forbindelse med Gestapos optrapning af Aksel Larsens netværk.

I marts 1943 blev hun idømt 5 måneders fængsel.

Under hendes afsogning, fik hun tiden til at gå med færdiggørelsen af "Min ABC, 1-2-3", der udkom i 1944.

Efter hendes løsladelse valgte hun at fortsætte hendes illegale arbejde.

I forbindelse med hendes arbejde i Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse, mødte hun modstand mod hendes illegale arbejde, som flere af bestyrelsesmedlemmerne fandt uforeneligt med hendes position som bestyrelsesformad i en tjenestemandsorganisation. Dette ændrede dog ikke på, at hun i februar 1945 blev udnævnt til at efterfølge den høj estimerede pædagog Margrethe Petersen, som inspektør på Katrineskole i Vanløse. Denne udnævnelse mødte modstand.

Inger Merete opstillede for kommunisterne i Valby-kredsen ved Folketingsvalget i Oktober 1953, hvor hun også blev valgt ind med 27% af kredsens stemmer. Dette valg var en succes for DKP, der fik 18 mandater.

Inger Merete valgte i 1945, at adoptere sønnen Niels, som enlig mor og kort efter meddelte hun på et lukket lærermøde på Katrineskolen, at hun ønskede at søge orlov fra jobbet som skoleinspektør, da hun var blevet gravid. Dette var kontroversielt, da hun ikke agtede at gifte sig med barnefaderen. 

Det efterfølgende års tid, var aviser og tidsskrifter fyldt af den debat, Inger Meretes valg som alenemor, havde medført og hun blev fordømt fra flere sider. Sagen udviklede sig til en principiel debat omhandlende kvinders ret til moderskab uanset deres civilestatus. Sagen endte i Folketinget.

Daværende redaktør af Dansk Kvindesamfunds medlemsblad "Kvinden og Samfundet" Inga Dahlsgård kaldte sagen for "en hekseproces", men ellers forholdte både Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd sig passivt i modsætning til Københavns kommunelærerindeforening, hvori et flertal af bestyrelsesmedlemmerne betegnede hende i Berlingske Tidende som værende "samfundsskadelig" og i forbindelse med en senere afholdt afstemning blandt medlemmerne tog 3/4 af dem afstand fra hende. Denne afstand var forældrekredsen ved Katrineskolen dog ikke enig i og i slutningen af 1945 blev der indsamlet næsten 800 stemmer for, at Inger Merete skulle forblive som skoleinspektør. Ved en senere afholdt afstemning blandt forældrekredsen stemte 75% for at lade deres børn forblive elever ved Katrineskolen under ledelse af skoleinspektør Inger Merete Nordentoft.

Året efter - i 1946 - valgte Inger Merete at skrive en kortfattet redegørelse for, at hendes handlermåde måske kunne være en hjælp for andre ugifte kommende mødre, at gennemføre en graviditet og på dennemåde nedbringe antallet af illegale aborter, som på dette tidspunkt årligt kostede flere kvinder livet.

Hvis man ser dette i et langt perspektiv, så blev "Nordentoftsagen" en fortsættelse af Inger Meretes mærkesag, som formand for Københavns lærerindeforenings bestyrelse - nemlig ligestilling mellem kønnene i alle livets forhold.

Datteren Kirsten kom til verden i 1946.

I 1945 blev hun en del af finansudvalget og var herigennem med til at viderføre DKP's linie med at bryde der mandlige monopol her, da hendes forgænger var Alvilda Larsen. Hun sad på dette tidspunkt også i lønningsudvalget.

Inger Merete var desuden på dette tidspunkt respekteret fra mange sider og i kontakt med de brede dele af landet igennem hendes arbejde i for eksempel Frihedsfonden og hendes medlemskab af landsledelsen af Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, den danske afdeling af "Fédération Démocratique des Femmes", som blandt andet arbejdede for fredssagen.

Fra 1949-57 var Inger Merete også medlem af centrakomitéen i DKP og hendes holdning var, at "maxismen var kernen i en kæmpende humanisme", men efter den 20. partikongras' afsløringer fra Stalintiden samt besættelsen af Ungarn i 1956 forsøgte hun at ændre DKP's holdning, men dette var dog forgæves og hun fik efterfølgende ingen stemmer, da hun samme år genopstillede til centralkomitéen. Dette tog hun året efter - i 1957 - konsekvensen af og meldte sig ud af DKP.

Inger Merete sad i Folketinget frem til valget i 1953, hvor hun ikke ønskede at genopstille.

Som politiker var hun aktiv i skolespørgsmål, men blev med tiden generalist i folketingsarbejdet.

Inger Meretes største indsats var pædagogisk og her, som når det galt hendes politiske arbejde, så var udgangspunktet datidens kulturradikale idé om opdragelse til demokrati, skærpet af besættelsens erfaringer.

Hendes inspiration stammede blandt andet fra 1920'ernes og 30'ernes reformpædagogik samt datidens Grundtvigske friskoleidéer. Hendes mål var en demokratiseren af folkeskolen igennem en enhedsskole, hvilket ville sige en afskaffelse af prøver og opdeling af eleverne i boglige og ikke-boglige klasser. Den autoritære lærers rolle skulle desuden afskaffes til fordel for et samarbejde mellem lærere og elever. Dette skulle ske igennem individuel undervisning, gruppearbejde og elevernes træning i selvstændigt arbejde.

Inger Merete opfandt intet pædagogisk system, men hun koordinerede de allerede eksisterende elementer og gjorde det med pragmatisk forståelse for hvad der var muligt. Dette skete i opposition til datiden overvejende kristeligt-autoritære skolesyn. 

Hun gav udtryk for hendes tanker igennem udgivelsen af forskellige lærerbøger og hun medvirkede også til udarbejdelsen af et værk omhandlende besættelsestidens skole.

Inger Merete Nordentoft var en fornem repræsentant for den kæmpende humanisme, som intet samfund kan leve uden og hun har sat sine spor i den danske skole- samt køns- og kvindehistorie.

Hun døde alt for tidligt - i en alder af kun 57 år - den 22. oktober 1960 i København, efter en svær kamp mod kræft.

Hun er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Hvis du ønsker at læse mere om Inger Merete Nordentoft, så har Adda Hilden skrevet biografien "At sætte sig spor" om hende og den kan købe igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/at-saette-sig-spor_adda-hilden_epub_9788711420201

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Jutta Bojsen-Møller

I anledningen af grundlovsdag i går, så handler dette blogindlæg om Kvindesagsforkæmperen Jutta Bojsen-Møller, der blev født Jutta Kunigunde Bojsen-Møller den 17. marts 1837 i Store Heddinge i Præstø amt.

Hun voksede om i et udpræget grundtvigsk hjem.

 

Hendes ægtemand var Frederik Otto Ditlev Møller, som hun giftede sig med den 4. januar 1857 i Vilstrup i Vejle amt. Han var i perioden 1855-74 sognepræst i Sejling ved Silkeborg, hvorefter han blev sognepræst i Marvede ved Næstved. Da han stoppede i Marvede i 1888 flyttede de til Sorø, hvor de var med til at oprette en højskole.

Efter hendes mand døde den 27. juni 1892 var Jutta Bojsen-Møller husmor på Grundtvigs Højskole ved Lyngby. Dette var hun i perioden 1897-1905, hvorefter hun forsatte i perioden 1905-09 ved højskolen i Rødkilde.

 

Jutta gik meget ind for både højskole- og kvindesagen og hun var skuffet over at hun ikke kunne skabe et direkte samarbejde mellem disse to sager.

Hun blev, som ganske ny i kvindesagen i 1894, til formandinde for Dansk Kvindesamfund, der på dette tidspunkt var i gang med at organisere sig over hele Danmark. Denne formandindespost beholdt hun ind til 1910, hvor hun trak sig tilbage med titlen af æresformand.

 

Hendes betydning for Dansk Kvindesamfund er, at hun var med til at gøre kvindesagen fra en Københavnersag til at få betydning for hele landet.

Grundet Juttas umiddelbare veltalenhed samt hendes tilknytning til landbostanden var hun med til at skaffe kvindesagen tilhængere - specialet fra grundtvigske kredse og medlemstallet af Dansk Kvindesamfund steg fra 1000 til 7000 under hendes formandsindeskab.

 

Efter indførelsen af den kvindelige valgret i forbindelse med grundlovsændringen 1915 gik Jutta som Dansk Kvindesamfunds nester i spidsen for kvindernes valgretstog til regeringen og rigsdagen.

 

I 1917, da hun fyldte 80, stiftede Dansk Kvindesamfund et legat på 6000 kr, der bærer hendes navn og hvis renter hvert år gives til en ung kvinde som uddannelseshjælp.

 

Jutta døde den 12. januar 1927 i Hellerup og er begravet i Lynge i Sorø amt.

 

I forbindelse med indførelsen af den kvindelige valgret, holdt Jutta en tale på Himmelbjerget den 6. juni 1915 og denne tale kan læse via følgende link:

 

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jutta-bojsen-moellers-tale-paa-himmelbjerget-d-6-juni-1915/

 

Jutta udgav i 1925 hendes erindringer ”Træk fra et langt liv”, som kan købes via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/traek-fra-et-langt-liv_jutta-bojsen-moeller_haeftet_9788726007954

 

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Danmarks kvindehistorie 1849-1915

Det Danmark de i denne blog præsenterede kvinder, var en del af, var et for nylig samfundsændret land. Denne samfundsændring skete med indførelsen af Danmarks riges første Grundlov af 5. juni 1849, der blandt andet medførte, at Danmark blev et konstitutionelt monarki. Dette betyder et land med et forfatningsbaseret monarki.

 

Når det kommer til dagligdagen for datidens kvinder, så medførte den ny-indførte grundlov ikke de store ændringer for dem, da de hørte under de 7 F’er, der blandt andet ikke havde stemmeret samt var valgbare til hverken Rigsdagen eller Folketinget. Disse 7 F’er var: Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.

Kort overblik over de vigtigste kvindehistoriske årstal:

1817 –> Dansk Kvindesamfund stiftes.

1885 -> Kvindelig Fremskridtsforening stiftes.

1886 – 1888 -> De første lovforslag om kvindernes valgret rejses i Folketinget.

1889 -> Kvindevalgretsforeningen stiftes

1893 -> New Zealand indfører kvindelige valgret som det første land i verden.

1901 -> Systemskiftet 1901.

1908 -> Den kvindelige, kommunale valgret indføres.

1915 -> Den kvindelige politiske, valgret indføres.

1916 -> Kvinderne kan for første gang stemme ved en folkeafstemning. Dette sker i forbindelse med folkeafstemningen om salget af de Dansk-Vestindien/De Vestindiske Øer.

 

Med indførelsen af Danmarks første grundlov den 5. juni 1849 havde Danmarks nyudnævnte liberale regering været med til at udforme landets første demokratiske love.

De første trin til ligestilling i Danmark kom, da Rigsdagen indførte en ligestillingspakke, der gav lige arveret, lige myndighed og lige næringsfrihed. Dette skete i 1857. Arveloven berørte alle kvinder, imens myndigheds- og næringslovene galt de fraskilte, forladte og ugifte kvinder.

Allerede året før, i 1856 – var der et flertal for et lovforslag om at give kvindelige husstandsoverhoveder valgret til bestyrelserne i de såkaldte frie fattigkasser. Disse skulle have hørt under kirken, men da de blev lagt under kommunerne, så bortfaldt kvindevalgretsforslaget.

Gennembruddet for indførelsen af kvindelig valgret på kirkeområdet kom, da loven ”lov om valgmenighed” blev indført i 1868, da denne gav ”familiefædre, enker og andre personer med Husstand” ret til at danne menigheder uden for statskirken.

Denne valgmenighedslov var en del af den demokratiseringsproces på kirkeområdet, som Grundloven foreskrev. Processen blev dog forsinket af den politiske ustabilitet, som nederlaget i 1864 havde medført.

Forsinkelsen gik blandt andet udover en række reformer, der i dag er kendt som forfatningskampen. Denne inkluderede blandt andet en række forslag om at give alle menigheder ret til at ansætte kvindelige præster.

Så med formuleringen ”Valgret og valgbarhed til menighedsraadet have mænd og kvinder” satte ”Lov om menighedsraad”, der blev indført i 1903 skel i dansk politisk historie, ved at introducere ligestilling og almindelig valgret i moderne betydning.

Det var altså ikke helt nyt, da Fredrik Bajer stillede sit lovforslag om indførelsen af kvindelig stemmeret i 1886.

Fredrik Bajer havde været en af drivkræfterne i forbindelse med indførelsen af loven ”Lov om gifte kvinders raadighed over, hvad hun erhverver ved selvstendig virksomhed” i 1880 og havde i denne forbindelse gjort sig til talsmand for indførelsen af borgerrettigheder til de gifte kvinder. Han var efter at have studeret både den danske og internationale politiske historie grundigt, blevet overbevist om, at kvindebevægelsen tog fejl ved at anse valgret for at være stigen til alle reformer. Fredrik Bajer anså den menige ægteskabslovgivning for at være blandt de største problemer, da denne gjorde hustruer umyndige.

Efter den privilegerede kommunale valgret var blevet indført i lande såsom Sverige, Finland, England og Island anså Frederik Bajer den største barriere mod indførelsen af kvindelig valgret som værende nedgjort.  På Island var det sket med den danske regerings godkendelse. Det lå også i luften at Danmark ville følge trop, men Landstinget gik imod i 1888, da Carl Ploug formulerede dagsorden med ordene:

”Da Landsthinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller i samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen”.

Ifølge Frederik Bajer var familiepatriarkatet vigtigere for partiet Højre end indførelsen af den kvindelige valgret og dette blev bekræftet, da Landstinget i 1899 flyttede sit fokus fra den kvindelige valgret. Dette skete efter indførelsen af loven ”Lov om Formueforhold mellem Ægtefæller”. Efter denne lovs indførelse, beholdt ægtemændene deres position som familiens overhoved samtidig med at deres koner opfyldte de krav om myndighed, selvforsørgelse samt skattebetaling som datidens valglov krævede.

 

Ønsker du at vide mere om argumentationsformerne bag debatten, som medførte indførelsen af den kvindelige valgret, så er du velkommen til at sende en besked, da jeg gerne tilsender dig mit historiespeciale, der omhandler dette emne.

 

Det kommende blogindlæg vil fokusere på den kulturelle del af det dansk samfund i slutningen af 1800-tallet. Dette indlæg vil blandt andet redegøre kort for det der den dag i dag er kendt som værende "Sædelighedsfejden".

 

Skulle du have kommentarer ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du også velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Elisabeth Grundtvig

Elisabeth Grundtvig er født Johanne Elise Grundtvig i København (Vartov), den 1. december 1856 og hun dansk litterat, oversætter, kvindesagskvinde.

Hende forældre var cand.teol., premierløjtnant, senere kontorchef Johan Grundtvig (1822-1907) og Oline V. C. Stenersen (1828-93).

Hendes far var søn af digteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig (N.F.S. Grundtvig).

Elisabeth havde to søskende Stener Grundtvig og Vilhelm Grundtvig.

Elisabeth forblev ugift igennem hele livet og fik heller ingen børn.

Hvornår samt hvorfor Elisabeth gik fra hendes fødenavn Johanne Elise til Elisabeth har det ikke været muligt at finde svar på.

Elisabeth Grundtvig blev uddannet lærer fra N. Zahles kursus, men hun gjorde aldrig brug af den institutbestyrerindeeksamen, som hun tog 1884.

Hun var redaktør på dansk kvindesamfunds blad ”Kvinden og samfundet” i perioderne 1885-86 samt 1890-95. I perioden 1887-89 redigerede hun selskabets småskriftserie, ligesom hun i perioden 1887-90 var medlem af samfundets styrelse.

Elisabeth er i dag mest kendt for den offentlige rolle, som hun spillede i sædelighedsfejden, som fandt sted i hele norden i slutningen af 1880’erne.

Hun holdt et foredrag i dansk Kvindesamfund den 16. marts 1887, som kort efter blev trykt i Dansk Kvindesamfunds blad ”Kvinden og Samfundet” under overskriften ”Nutidens sædelige Lighedskrav”. I dette foredrag forsvrede hun datidens kvinders værdighed samt selvstændighed ved at gå til angreb på datidens frisindede seksual-moralske strømninger som kunne ses i både i ind- og udland. Hun stillede blandt andet følgende spørgsmål "Skal Kvinderne blive som Mænd eller Mændene som Kvinder?", hvilket hun besvarede entydigt med at kvinden havde et værd i sig selv og ikke skulle underordne sig mændenes forestillinger og krav.

I dette foredrag gav Elisabeth også sit bud på, hvorledes datidens kvinder kunne gøre op med samfundets udbredte seksuelle dobbeltmoral. Et af budskaberne i dette foredrag var at datidens kvinder måtte fremsætte ”et sædeligt lighedskrav” og herigennem kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv - nemlig kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

Igennem dette foredrag blev Elisabeth en del af den offentlig debat, der fandt sted på dette tidspunkt. Denne debat er efterfølgende blev kendt som ”sødelighedsfejden”.

Elisabeth var den første kvinde, der tydeligt formulerede en kritik af dateidens seksuelle dobbeltmoral og satte ord på sin egen opfattelse af hvorledes kvindens kønsdrift skulle forstås.

Elisabeths holdning fik stor opbakning i samfundet - blandt andet af borgerskabets kvinder og kvindesagsforkæmpere samt den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson.

Dette foredrag medførte at Georg Brandes indledte et rasende angreb mod det, han opfattede som Elisabeths Grundtvigs moralprædiken og hykleri, igennem tre artikler trykt i Politiken den 6.-8. juli 1887. Dette medførte at Elisabeth lagde sag an mod både Georg Brandes og Politiken. Denne sag vandt Elisabeth, hvorefter Brandes' udtalelser om citatfusk, perfidi, brutalitet i tankegangen, blev mortificerede. Herefter forblev Elisabeth nogenlunde uberørt ud af striden, men fra nu af rasede sædelighedsdebatten over hele Norden.

Elisabeth uddannede sig i løbet af denne tidsperiode i stenografi og tog 1890 som den første kvinde eksamen som rigsdagsstenograf, men det var under megen modstand blev hun ansat som stenograf i rigsdagen.

Senere begyndte Elisabeth også at beskæftigede hun sig med oversættelsesvirksomhed og hun oversatte blandt andet alle Selma Lagerlöfs bøger til dansk.

Elisabeth døde den 10. februar 1945 på Sarepta, Frederiksberg. Hun er begravet på Frederiksberg kirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Hvis du ønsker at læse det uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag ” "Nutidens sædelige Lighedskrav", der blev trygt i ”Kvinden og Samfundet” i 1887, så kan det gøres via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/elisabeth-grundtvig-nutidens-saedelige-lighedskrav-1887/

Næste indlæg omhandler den tidsperiode de præsenterede kvinder var en del af - nemlig tidsperioden 1850 til 1915, hvor en grundlovsændring indførte kvindelig valgret og valgbarhed, trådte i kraft.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Line Luplau

Hun er kendt som kvindesagsforkæmper, der levede 22.april 1823 til 11. september 1891.

Lines interesse for kvindesagen blev vækket i kølvandet på den litterære debat som udgivelsen af Mathilde Fibigers roman Clara Raphael i 1851 skabte.

Line blev medlem af ”Dansk Kvindesamfund” i 1872, og nogle år senere meldte både hendes datter og ægtemand sig også ind i samme forening.

Hun nedlagde i 1887 protest mod at ”Dansk Kvindesamfund”s styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig tilladelse til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav, da hun ikke mente, at sædelighedsspørgsmålet hørte under ”Dansk Kvindesamfund”s emneområde. I denne forbindelse mente hun, at styrelsens accept af Elisabeth Grundtvigs foredrag var en dårlig idé, og at hendes holdning om sædelighedsspørgsmålet ikke var noget hun selv ville tale offentligt om.

Rent kvindepolitisk, var indførelsen af den kvindelige stemmeret samt valgbarhed, blandt Lines mærkesager og dette kunne blandt andet ses, da hun i 1888 afleverede en fortegnelse med 1702 kvindenavne fra hendes hjemegnen til støtte for Fredrik Bajers forsøg på at vinde gehør for kvinders kommunalvalgret i Rigsdagen.

Hun støttede som en del af ”Dansk Kvindesamfund”s interne opposition Kvindelig Fremskridtsforening, da denne blev oprettet i 1885 og hun sad i dens bestyrelse i nogle få måneder af 1886.

I forbindelse med afholdelsen af det første nordiske kvindesagsmøde i København i 1888, var Line en af medindbyderne, og blandt de fire hovedemner på dette møde, var kvinders politiske valgret, der blev introduceret af Line samt Johanne Meyer. I forbindelse med denne introducering, anslog både Line og Johanne en radikaliseret tone med skærpede krav på kvindevalgretsområdet.  Kvindernes repræsentation i Rigsdagen anså Line som værende afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvindernes favør og indførelsen af kvindelige valgret som et retfærdigt ligestillingskrav.

Line blev på et tidspunkt også en del af redaktionen bag ”Kvindelig Fremskridsforening”s medlemsblad ”Hvad vi vil” blandt andet sammen med Matilde Bajer og Johanne Meyer var på dette tidspunkt hovedredaktør.

Da Line sammen med Louise Nørlund i 1889 valgte at stifte ”Kvindevalgretsforeningen” medførte det, at hedes forhold til ”Kvindelig Fremskridtsforening” og dennes formand blev præget negativt.

”Kvindevalgretsforeningen” hovedemner var blandt andet den politiske og kommunale stemmeret til kvinder samt valgbarhed for kvinder.

Med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforening” ville Line også gerne opnå et brud med ”Kvindelig Fremskridtsforening”s organisationsprincip, der gik ud på kun at lade kvinder blive medlemmer, da hun ønskede at føre stemmeretskampen frem på et kønsblandet grundlag. Ifølge Line, var målet med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, at være med til at sætte fokus på de forskellige enkeltsagsforeninger, der fokuserede på kvindevalgretssagen landet over.

Da ”Kvindevalgretsforeningen” blev oprettet, var den blandt andet støttet af en række af mandlige politikere både fra Socialdemokratiet og Venstre, samt venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen.

I forbindelse med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, var Line en af baggrundene for at Matilde Bajer valgte at træde tilbage som ”Kvindelig Fremskridstforening”s formandinde, da hun blandt andet var skuffet over, at Line havde løsrevet sig fra det kvindepolitiske tema, som Bajer gerne havde set som en af ”Fremskridstforeningen”s mærkesager.

Medlemskabet af ” Kvindevalgretsforeningen” var ikke med til at styrke Lines popularitet blandt ”Dansk Kvindesamfund”s ledelse.

Line måtte af helbredsmæssige årsager trække sig fra formandsposten i ”Kvindevalgretsforeningen” i foråret 1891, hvor hun blev afløst af Louise Nørlund. På dette tidspunkt havde Line ingen forhåbninger om at se sine politiske ønsker opfyldt inden hun døde.

Efter Lines død i september 1891 og ”Kvindevalgretsforeningen”s nedlæggelse i 1898, forsøgte Louise Nørlund blandt andet at starte et samarbejde med Lines datter. Sammen forsøgte de at forny den alliance mellem arbejderklassens, borgerskabets og mellemlagenes kvinder, som Line havde arbejde hen imod inden hun døde.

Imens hun levede, så anså Line sig mest som politiker og hun gik ikke meget op i hvorvidt hun som værende kvindesagsforkæmper blev kaldt Venstrekvinde eller socialdemokrat, da hun helst ville kaldes Højresympatisør.

Da hun døde, blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Der eksisterer i dag et IC3 tog, som er opkaldt efter hende.

Næste blogindlæg omhandler Elisabeth Grundtvig.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Johanne Meyer

Johanne Meyer var dansk redaktør og kvindesagsforkæmper og hun blev født den 1. juli 1838 i Aalborg og døde den 4. februar 1915 på Frederiksberg i København.

Hun giftede sig den 13. august 1858 med Emil Lauritz Meyer. Ægteskabet gav ingen biologiske børn, men de adopterede et barn sammen og havde fire plejebørn.

En af hendes største sager var indførelsen af kvindelig stemmeret samt valgbarhed til Rigsdagen, hvilket hun begyndte at kæmpe for i 1888 i forbindelse med det nordiske kvindesagsmøde i København.

Ved denne forbindelse holdt Johanne Meyer talen ”Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed” og i denne tale lagde hun vægt på at der skulle indføres kommunal og politisk valgret til både gifte og ugifte kvinder. Talen var også en reaktion på et lovforslag, som kort forinden var blevet behandlet i Rigsdagen, men dette lovforslag omhandlede kun kommunal valgret til enker samt ugifte kvinder. Altså ville Johanne Meyer have de gifte kvinder skrevet ind i kommende lovforslag om ændring af valgretten.

Efter dette var hun altid at finde i forreste række af valgretsbevægelsen, da hun tilhørte kvindesagens venstrefløj.

Johanne meldte sig ind i Kvindelig Fremskridsforening, da denne blev stiftet i 1885, som protest mod, at Dansk Kvindesamfund ikke gik ind for fuld ligestilling, herunder valgret.

Johanne blev den mest betydningsfulde formandinde af Kvindelig Fremskridsforening frem til opløsningen i 1903 og hun var i højere grad var med til at forme foreningens ansigt udadtil. Johanne var formandinde i perioden 1889 til 1901 – dog holdt hun en kort pause i 1897. Takket være hendes arbejde i forbindelse med hendes rejser til provinsen, så blev Kvindelig Fremskridsforening en landsorganisation, og gik dermed Dansk Kvindesamfund i bedene, i modsætning til Dansk Kvindesamfund, optog Kvindelig Fremskridtsforening, fra dens grundlæggelse, kun kvindelige medlemmer. Dette blev dog ændret efter en lang intern konflikt, der var ledet af Johanne, som var fortaler for kønnenes samorganisering.

Fra 1888 var Johanne ulønnet redaktør af Kvindelig Fremskridtsforenings medlemsblad ” Hvad vi vil” og blandt dets flittigste skribenter. Hun var redaktør frem til 1894.

Hun stiftede i 1889 Kvindevalgretsforeningen sammen med Louise Nørlund og Line Luplau og sad i dennes bestyrelse. Denne forenings eneste punkt, var indførelsen af kvindelig valgret.

Fra 1890 var hun også formandinde for ”De samlede Kvindeforeninger”, hvis formål var at oprette et samarbejde mellem Kvindelig Fremskridtsforening, Kvindelig Valgretsforening samt en række andre kvindelige fagforeninger. Igennem den nydannede fællesfront blev der indført nye aktions- og agitationsformer. Dette skete igennem en række af massemøder, samt bladet ” Hvad vi vil”, som Dansk Kvindesamfund havde overtaget efter Kvindelig Fremskridtsforening. Bladet gav kvindesagens venstrefløj tilnavnet ”Hvad-vi-vil-kvinder”.

I 1898 tilsluttede Johanne sig Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, hvori hendes mangeårige samarbejdspartner Louise Nørlund var formand. Men det var primært i ”Landsforbundet for Kvinders Valgret” at Johanne kom til at gøre sig mest gældende. Dette skete blandt andet som hovedbestyrelsesmedlem i perioden 1907-15. Hun var den af repræsentanterne, der på årsmøderne opnåede det største stemmetal. Baggrunden for dette kunne var, at hun var en af forbundets få landskendte kvinder med flere årtiers foredragsturnéer for kvindevalgretten bag sig.

Hun blev i 1901 separeret fra Emil Meyer grundet hans utroskab og herefter blev journalistikken hendes primære indkomstkilde. Hun skrev mest om kvindestof samt sociale temaer, blandt andet for en række dameblade og aviser, samt i foreningsblade. Tjenestepigerne var den gruppe af arbejderkvinder, som hun var i tættest kontakt med.

Næste indlæg omhandler Elna Much. 

Dette indlæg skulle gerne være færdigt i slutningen af marts.

Hvis du har nogle kommentarer eller ris/ros, så er du altid velkommen til at kontakte mig.

Skulle du have nogle spørgsmål ang. den danske kvindesag eller min blog, så er du ligeledes velkommen til at skrive en mail.

Jeg svarer på alle mail hurtigst muligt.