Nielsine Nielsen

Dette blogindlæg omhandler en af de kvinder, som gjorde det muligt for kvinder som forfatteren bag blogindlægget at tage en universitetsuddannelse, da hun gik forrest i kampen om at tillade kvinderne adgang til universiteterne i Danmark.

Denne kvinde var Nielsine Nielsen, der blev født som den yngste af 6 børn i området omkring Svendborg. Hendes far var skipper og født i Troense og moren kom fra landet i nærheden af København.

Nielsines ældste bror fik arbejde på et skib, mens Nielsine og hendes 4 søstre havde er frit barneliv ved vandet uden meget skolegang.

Nielsine elskede botanik, men blev taget ud af skolen ligesom dette fag begyndte at optage hendes interesse. Baggrunden for hendes afbrudte skolegang var, at hun skulle konfirmeres.

I løbet af de kommende år efter hendes konfirmation ændrede hendes hjem sig karkant, da hendes bror forsvandt med hans skib i en storm og en af hendes søstre døde af tyfus. Nielsine var også meget syg (evt. af tyfus red.) på dette tidspunkt. To af hendes søstre flyttede grundet indgåelse af ægteskab også hjemmefra i denne tidsperiode.

Nielsine var videbegærlig og denne lyst til at lære fik hun stillet igennem bøgerne i den lokale foredagsforenings bibliotek og hun følte det som en befrielse, da hun som 18-årig flyttede til København, hvor hun flyttede ind på et undervisningspensionat. Baggrunden for at hun flyttede fra Svendborg til København var, at hun ville uddanne sig til lærerinde.

Da hun havde boet i København i to år, flyttede hun til landet ved Horsens, hvor hun arbejdede som lærerinde i et år. Herefter flyttede hun til Christiansminde.

Det ændrede hendes liv radikalt, da hun en dag i 1873 læste i en avis, at en amerikansk kvinde var blevet uddannet læge. Dette medførte at Nielsine flyttede tilbage til København, hvor hun på trods af meget modstand fik taget en studentereksamen 1874, samtidig med at hun fortsatte med undervisningen af børn.

Da Nielsine fik hendes studentereksamen, så var i sammen med Marie Gleerup, de første danske kvinder, der tog en studentereksamen.

Livet som studerende blev en åbenbaring for Nielsine, der efterhånden var begyndt at få støtte fra de radikale kvindekredse. Nielsines drøm var på dette tidspunkt at læse til læge på Københavns universitet (KU red.).

Dette virkede dog noget svært, da KU på dette tidspunkt ikke optog kvindelige studerende. Dette afholdte dog ikke Nielsine fra at ansøge om en plads på medicinstudiet. Denne ansøgning indeholdt en anbefaling fra den præst, der havde konfirmeret hende.

 

Da Nielsine søgte om optagelse op universitetet var det allerede muligt for kvinder at tage en videregående uddannelse i USA, Schweiz, Rusland, Frankrig og Sverige, og det var derfor ventet, at spørgsmålet før eller siden ville blive taget op i Danmark. Nu blev det imidlertid Nielsens ansøgning, der gav anledning til, at spørgsmålet kom på dagsordenen hos myndighederne. Hun søgte i 1874 Kirke- og Undervisningsministeriet om dispensation til at tage eksamen artium (studentereksamen) med henblik på at studere lægevidenskab. Ansøgningen blev sendt til høring ved universitetet.

 

Sagen var dog så principiel, at det lægevidenskabelige fakultet først skulle udtale sig og ni professorer havde store betænkeligheder ved at optage hende.

De mente dog også, at hun burde optages. Den tiende professor var imod at give kvinderne adgang til universiteterne.

Der gik 1,5 år før sagen blev afsluttet ved, at der ved kongelig anordning blev bestemt, at der kunne optages kvindelige studerende ved universitetet.

Denne kongelige anordning blev udstedt den 25. juni 1875 og gav de danske kvinder adgang til universiteterne - det var dog stadig ikke muligt for dem at læse teologi. Kvinderne kunne heller ikke få adgang til stipendiemidler.

Nielsine selv fik aldrig noget personligt svar, men blev dog optaget på medicinstudiet. Efter mange hårde års studier, blev hun i 1885 Danmarks første kvindelige uddannet læge.

 

I løbet af hendes studietid havde hun oplevet modstand både fra professorer og andre studerende, men blandt hendes støtter var den fremtrædende politiker og læge C. E. Fenger og kvindesagsforkæmperen Marie Rovsing. Marie Rovsing støttede hende økonomisk igennem hendes studier.

 

Hun havde også i løbet af hendes studietid været på praktikophold samt studeret i udlandet.

Efter endt uddannelse nedsatte hun sig med egen praksis i København i 1889.

Nielsine blev i 1906 udnævnt til kommunal specialist i kønssygdomme i henhold til den lov, der samme år havde afskaffet den reglementerede prostitution.

Ideologisk rev Nielsine sig fri af religiøse forestillinger, der havde præget hendes ungdom, og blev tilhænger af kvindesagen, som hun i de tidlige studieår havde afvist. Hun ville være læge og hjælpe folk frem for at repræsentere en sag.
Hun sluttede i stedet op om det moderne gennembruds tanker og Kvindepolitisk lagde hun afstand til majoriteten i Dansk Kvindesamfund under Sædelighedsfejden i 1887. Nielsine argumenterede for, at politisk, social og økonomisk ligestilling var vigtigere end sædeligheden, der blev formuleret som et krav om seksuel ligestilling gennem mænds seksuelle afholdenhed før ægteskab.
Hun indfandt sig på den venstrefløj af kvindebevægelsen, der kæmpede for kvinders valgret, bl.a. som formand for Kvindevalgretsforeningen i 1893-98. Partipolitisk tilhørte hun den radikale fløj i Venstre.
I 1904 blev hun en af de første tre kvinder i Københavns Liberale Vælgerforenings hovedbestyrelse (fra 1908 Københavns Radikale Venstreforening).

Nielsine drømte om at få en videnskabelig karriere, men grundet modstand i samfundet, så endte hun som privatpraktiserende læge.

Hun døde af sukkersyge i 1916.

 

Nielsine er i dag kendt som en af datidens kvindesagsforkæmpere.

Hvis du ønsker at læse mere om Nielsine Nielsen har Dorthe Chakravarty & Sarah von Essen skrevet en bog om hende, der kan købes igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/nielsine-nielsen_dorthe-chakravartysarah-von-essen_indbundet_9788793590458

 

Desuden har rigsarkivet oploadet et kildesæt om hende og retten til uddannelse. 

Dette kildesæt kan findes via følgende link:

https://www.sa.dk/da/undervisningstilbud/ungdomsuddannelserne/gymnasiepakker/nielsine-nielsen-retten-uddannelse/ 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Mathilde Fibiger & Clara Raphael

Mathilde Fibiger blev født Mathilde Lucie Fibiger, som det yngste af 9 børn i et frisindet middelklassehjem i København i 1830, i en tid hvor kvinder var umyndige, både økonomisk og personligt.

Hun arbejde både som forfatter og telegrafist.

 

I dag er hun kendt som værende blandt datidens mere betydningsfulde kvindesagsforkæmpere.

 

Mathilde Fibigers far var kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger og han blev udnævnt til kommandør ved den nyoprettede militære højskole i København samme år som Mathilde blev født.

 

Mathildes forældre blev skilt i 1843, hvorefter hun boede sammen med hendes mor, der dog døde året efter, hvorefter Mathilde flyttede hjem til hendes far, som giftede sig igen i 1845.

 

I 1849 havde Mathilde fået plads som lærerinde på skovridergården Maltrupgård beliggende ved Sakskøbing og det var her hun i en alder af bare 20 år gammel skrev den opsigtsvækkende roman omhandlende kvindefrigørelse ”Tolv breve”. Denne roman skrev hun under pseudonymet Clara Raphael og det er under dette navn, der er mere kendt i dag. Denne roman blev udgivet i 1850.

 

Mathilde var stærk nationalsindet og under krigen i 1848, udfordrede det hende, at hun som værende kvinde ikke måtte deltage i forsvaret af Danmark. Dette medførte hendes almene tanker om manglen på borgerrettigheder for de danske kvinder.

Mathildes tanker var farvet af datidens idealisme og det var med baggrund i denne hendes position som værende blandt Danmarks første kvindeemancipatoriske forfatter kan ses. Mathilde kæmpede for de danske kvinders indre frigørelse.

Mathilde skrev hendes ideer igennem brevromanen Wertheriaden (der har fået sin titel efter Goethe’s roman ”Den unge Werthers Lidelser” red.)

Hendes første udkast til denne roman, sendte Mathilde til datidens førende kritiker Johan Ludvig Heiberg (Johanne Luise Heibergs mand red.) Han var fascineret og det var muligvis ham, der foreslog Mathilde at benytte pseudonymet Clara Raphael. Johan Ludvig Heiberg skrev forordet til denne bog og stod for udgivelsen af den. I denne bogs indhold udgøres af brevet fra Clara Raphael til veninden Mathilde.

Indholdet i denne roman udgøres af fiktive breve fra Clara Raphael til Mathilde Fibiger, hvori hun redegør for sin udvikling fra hendes samfundssind vækkes i forbindelse med krigsudbruddet i 1848, hvorefter hun i første omgang frigør sig fra sin familie og tager job som guvernante hos en forpagterfamilie.

Mathilde skildrer det landlige miljø med fin ironi, hvorigennem hun vækker forargelse med sine udsagn om kvindernes underkuelse.

 

Romanen skabte efterfølgende en masse debat omhandlende datidens manglende kvindelige ligestilling blandt andet igennem en masse avisindlæg og pjecer, der oftest var båret frem af datidens bonerthed. Blandt de mest interessante pjecer var en fra en af samtidens andre kvindesagsforkæmpere Pauline Worm, hvori hun argumenterede for at en forbedring af kvindernes materielle stilling gik forud for deres sjæls frigørelse.

Et af de få positive reaktioner kom fra N.F.S. Grundtvig i tidsskriftet ”Danskeren”. Mathilde Fibiger forsvarede sig igennem det lille skrift ”Hvad er Emancipation”, der blev udgivet i 1851 og hvorigennem hun giver et klarer udtryk for sine ideer end i sin brevroman.

Debatten tog hårdt på Mathilde, der også blev svigtet af J.L. Heiberg, der grundet pres fra hustruen Johanne Luise ikke kunne støtte Mathilde, som ikke var forberedt på at komme i centrum for offentlighedens søgelys samt sladder.

 

Mathilde valgte at skænke halvdelen af sit honorar fra ”Tolv Breve” til faldne soldaters efterladte, hvilket havde medført at hendes økonomiske situation var meget trykkende. Dette var en af baggrundende til at hendes næste brevroman allerede udkom i 1851. Denne hed ”Et Besøg” og er et forsvar mod nogle af de mange anklager som ”Tolv Breve” havde medført samt en uddybelse af Mathildes synspunkter.

I 1853 udgav Mathilde debatbogen ”En Skizze efter det virkelige Liv”, der lige som hendes brevromaner er holdt i fiktivform, men hvor handlingen skæmmes af de lange diskussionsindlæg.

 

Mathildes helbred led stærk under ”Clara Raphael”-debatten, men i 1852 besøgte hun Grundtvig på Rønnebæksholm og her oplevede hun en af de mest lykkelige perioder i sit liv.

Herefter flyttede hun til København, hvor hun boede under miserable forhold - ind imellem sammen med hendes søster Ilia.

Hun tog i forbindelse med koleraepidemien i 1853 ophold på en herregård ved Ringsted. Det var her hun skrev sin sidste bog ”Minona”, som blev udgivet i 1853.

I denne roman stiller Mathilde atter datidens samfundsproblemer under debat. Romanens hovedkonflikt omhandler et forbudt broder-søster-kærlighed, der vises igennem to søskende, som har været adskildt siden barndommen og da de møder hinanden som voksne opstår der en erotisk tiltrækning imellem dem, som der må bekæmpe.

Romanen fik en negativ modtagelse, der satte en stopper for Mathilde Fibigers forfatterskab.

 

I 1855 flyttede Mathilde til Ølgod, hvor hun levede fattigt af en lille årlig understøttelse på 80 rigsdaler, som blev udbetalt af enkedronningen for Mathildes arbejde med at sy for områdets bønderpiger.

 

Da hun 2 år senere (i 1857) blev angrebet af tyfus valgte hun at flytte tilbage til København, hvor hun levede i yderste fattigdom.

 

6 år senere (i 1863) blev hun overtalt af hendes ven, lægen C.E. Fenger til at søge ansættelse ved Statstelegrafen og da hun blev ansat her, var hun en af de første danske kvindelige telegrafister. Hun var på dette tidspunkt 33 år gammel.

 

Hendes læreplads var i Haderslev, hvorfra hun efter krigen i 1864 flyttede til Helsingør.

Hun blev i 1868 bestyrer af telegrafstationen i Nysted på Lolland, hvorfra hun i 1870 blev udstationeret til Århus. Derfra flyttede hun til Horsens, hvor hun under en tiltagende sygdom kunne plejes af noget familie.

 

Mathilde Fibiger døde som 47-årig i 1872 i Århus, men hun havde forinden hilst Georg Brandes’ oversættelse af Stuart Mills ”Kvindernes Undertrykkelse” velkommen. Hun nåede desuden også at opleve stiftelsen og blive medlem af Dansk Kvindesamfund.

En af hendes sidste artikler blev ”Den Ensommes Hjem”, som blev trykt i 1869 i det svenske tidsskrift ”For Hemmet”. I denne forsvarer hun den der af et indre kald mæ vælge ensomheden.

 

Mathilde Fibiger blev begravet på Søndre Kirkegård og hendes gravsted står stadig i Rådhusparken og på hendes gravsten står et af hendes egne vers ”Det står nu fast, hvad tyst jeg svor i ungdomstide - Jeg bytter glædens blomsterflor mod sorg og kvide, Når blot jeg i den gode strid må stå med ære. Er Gud mig god, kan verdens pris jeg glad undvære.”

 

I dag er Passagen mellem Kvindemuseet og Nykredit i Århus er navngivet ”Mathilde Fibigers Have” efter hende, hvor hendes gravsten nu står. Den blev flyttet fra Rådhusparken til dens nuværende placering efter beslutning på et byrådsmøde afholdt den 28. november 2017.

 

Hvis du ønsker at stifte mere bekendskab med Mathilde Fibigers forfatterskab, så kan hendes bøger købes via saxo igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/products/search?query=Mathilde+Fibiger

Eller lånes igennem biblioteket igennem følgende link:

https://bibliotek.dk/da/search/work?search_block_form=%22mathilde+fibiger%22&select_material_type=bibdk_frontpage&op=S%C3%B8g&year_op=%2522year_eq%2522&year_value=&form_build_id=form-CpUX8hXNFkrLB-VT_fNOuvwyNulRtIaL7FxVosNeTg8&form_id=search_block_form&sort=rank_frequency&page_id=bibdk_frontpage#content

 

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Danmarks kvindehistorie 1887

Kvinderne og sædelighedsfejden:

 

I slutningen af 1800’tallet fandt en hed debat omhandlende køn og moral sted i Danmark. Denne debat er siden blevet kendt som ”Sædelighedsfejden”. Denne debat fandt primært sted blandt nogle af datidens mere prominente forfattere, kvindesagsforkæmpere samt intellektuelle. Baggrunden for denne debat var, at det nye forhold mellem kønnene, som var ved at finde sted i det danske samfund. Folk var enten bekymret om dette eller så helt nye muligheder for bedre borgerrettigheder til kvinderne.

Denne debat kaldes i dag for en fejde, da tonen i debatten ind imellem kunne være ret rå. Nogle af det mest berømte deltagere i denne fejde var Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes. Disse var så uenige, at det udviklede sig til et decideret fjendskab mellem dem.

Den offentlige del af denne debat omhandlede sædeligheden og fandt sted i både aviser, tidsskrifter samt skønlitteraturen, som blev udgivet i både Danmark, Norge, Sverige samt Finland - sædelighedsfejden bliver også kaldet den nordiske sædelighedsfejde, da den foregik i hele norden.

En af de mere berømte kvindelige deltagere i denne debat var Elisabeth Grundtvig.

 

Nogle af de samfundsændringer, der dannede baggrund for opblusningen af sædelighedsfejden var, de store forandringer og udfordringer som industrialiseringen og moderniteten stillede til de eksisterende kønsroller og den herskende moral.

Tidligere byggeden den offentlige kønsmoral på ægteskabet og familien som institution, der blandt andet skulle sikre at seksualiteten alene blev dyrket i forplantningens tjeneste.

Døtrene af det bedre borgerskab blev alene opdraget til et liv som hustruer og mødre og der blev lagt vægt på egenskaber såsom kyskhed, moderlighed, tålmodighed.

Der herskede på daværende tidspunkt den opfattelse, at kvinderne fra naturens hånd ikke var udstyret med en kønsdrift, og at de kvinder som udviste en seksuel adfærd, var mentalt forstyrrede. Denne opfattelse blev også delt af datidens lægevidenskab.

Grundet industrialiseringen, så var forskellen mellem den rige og den fattige del af befolkningen vokset merkant og urbaniseringen til de større danske byer medførte skabelsen af det nye byproletariat, hvis medllemer havde svært ved at klarer sig grundet datidens usle lønninger.

De økonomiske forandringer medførte for borgerskabets ugifte kvinder, at deres mandlige familiemedlemmer ikke længere havde mulighed for at forsørge dem.

Den danske befolkning bestod i 1880 af ca. 1 million kvinder, hvoraf omkring 162.000 var ugifte. Dette tal var i 1890 steget til ca. 230.000.

Langt de fleste af disse kvinder måtte forsørge sig selv igennem arbejde som blandt andet guvernanter eller lærerinder.

Den nye økonomiske samfundssituation havde for den mandlige befolknings vedkommen medført, at de først i en sen alder havde råd til at indgå ægteskab og stifte familie. Mændene var i gennemsnit omkring 30 år før de giftede sig.

I årene op til indgåelse af ægteskab, så var det accepteret af samfundet at borgerskabets unge mandlige befolkning har behov for at få tilfredsstillet deres seksuelle lyster - dette skete blandet andet igennem brug af ”de offentlige fruentimmere” (prostituerede) eller hos tjenestepigen i huset.

Denne mulighed havde borgerskabets unger kvinder ikke, da samfundet krævede at de førte en streng moral, der fordrede et liv i kyskhed og afholdenhed før indgåelse af ægteskab.

 

Det var udgivelsen af Bjørnstjerne Bjørnsons drama ”En Handske” i 1883, der var blandt de udløsende faktorer for Sædelighedsfejden. I dette drama gav Bjørnstjerne Bjørnson lyd til de samfundskrav om kvindelig seksuel afholdenhed frem til ægteskabet også burde være gældende for mændene. Bjørnstjerne Bjørnson mente, at Cølibatet ville styrke mændenes moral og helbred, samtidig med at man kunne komme den omsiggribende prostitution og usædelighed til livs.

Redaktionerne på dette drama var mange og specielt de nordiske kulturradikale forfattere bidrog i de følgende år til debatten i en lang række noveller, romaner og teaterstykker.
Hvor den danske forfatterstand var sort set enige om at forholde sig afvisende overfor den moral, som Bjørnstjerne Bjørnson gav udtryk for i dramaet ”En handske” (handskemoralen red.), så faldt den i god jord hos store dele af den danske borgerlige kvindebevægelse og Dansk Kvindesamfund valgt i marts 1887 at diskutere moralen på et lukket kvindesagsmøde. På dette møde talte blandt andre Elisabeth Grundtvig, der i hendes foredrag ”Nutidens Sædelige Lighedskrav” bakkede op om handskemoralen, da hun mente, at datidens mænd måtte lære at styre deres seksuelle lyster samt at leve i rene og lykkelige ægteskaber på lige fod med kvinderne. Elisabeth Grundtvig gentog hendes foredrag i forbindelse med et offentligt møde afholdt i Kvindelig Fremskridtsforening i April 1887 og i denne forbindelse medførte den en debat i avisen ”Social-Demokraten mellem blandt andre journalisten A.C. Meyer, lærerinden Anne samt den senere formandinde for "Kvindelig Fremskridtsforening Johanne Meyer. (Ønsker du at vide mere om Elisabeth Grundtvig eller Johanne Meyer, så anbefales det at læse mine blogindlæg om dem red.)

A.C. Meyer var overbevist socialdemokrat samt revolutionær og mente, at prostitution samt ulykkelige ægteskaber havde baggrund i datidens økonomiske og sociale elendighed. Løsningen var ifølge ham, ikke at stille højere moralske krav til mændene, men at give kvinderne økonomisk uafhængighed af mændene, da de så frit kunne vælge hvorvidt de ville giftes samt med hvem. A.C. Meyer kritiserede datidens traditionelle pigeopdragelse, der medførte at alt, hvad der vedrørte kønslivet blev fortiet og fortrængt, han mente desuden at denne pigeopdragelse medførte at pigerne udviklede "et spinkelt Legeme, Frygtagtighed og svage Nerver".

Han mente at man i stede for datidens stærk kønsopdelte samfund, piger og drenge allerede fra barnsben skulle lære at omgås hinanden - dette kunne ifølge ham blandt andet ske igennem fællesundervisning samt at de unge i stedet for at modtage bibelen blev givet bøger omhandlende kroppen og driftslivets indretning i konfirmationsgave. Han mente også at Frie naturlige kærlighedsforhold, der blev indgået mellem to ligeværdige personer, var klart at foretrække frem for arrangerede og kærlighedsløse ægteskaber.

Anne Bruun og Johanne Meyer havde blik for de sociale og økonomiske uligheder. De var dog enige med Elisabeth Grundtvig i, at problemet var et spørgsmål om moral og vilje og at tilfredsstillelse af kønsdriften løsrevet fra kærligheden var at betragte som usædelighed.

Herefter kørte debatten på lavt blus et stykke tid - frem til juli 1887, hvor Georg Brandes var kommet hjem efter en lang rejse til Rusland og skrev 3 indlæg i Politiken, hvori han både hånede og fjorde grin med ”handskekvinderne” og ikke mindst Elisabeth Grundtvig, da reagerede hurtigt ved at lægge sag an mod Georg Brandes. (Georg Brandes’ indlæag kan læses ved følgende link: https://www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=259 red.)

Dette medførte at Bjørnstjerne Bjørnson kom hende til undsætning igennem mindre indlæg i Dagbladet. Elisabeth Grundtvig vandt sagsanlægget, hvorefter Politiken chefredaktør Viggo Hørup blev idømt en bøde. Georg Brandes’ egen holdning til sædelighedsspørgsmålet fremgik ikke klart igennem hans debatindlæg, men dette ændrede ikke på at alle i hans samtid kendte hans synspunkter, som han blandt andet havde givet udtryk for i første del af hans værk ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur", der blev udgivet i 1872 samt fra en række anmeldelser af de kulturradikale nordiske forfattere. Igennem dette havde Georg Brandes blandt andet kritiseret borgerskabets kyskhedskrav til deres unge døtre for at være både fysisk og åndeligt usundt, og talt for kvindernes erotiske frigørelse.

Elisabeth Grundsvig blev fra starten støttet af Dansk kvindesamfunds styrelse, men denne holdning blev den 14. november 1887 forsøgt imødegået. Dette skete da et mindretal (blandt andet bestående af forfatteren og gymnastikpædagogen Erna Juel-Hansen samt lægen Nielsine Nielsen samt præstekonen Line Luplau) indkaldte til et ekstraordinært fællesmøde i Dansk Kvindesamfund, hvorpå det sædelige lighedskrav var på dagsorden. (Ønsker du at læse mere om Line Luplau, så kan jeg anbefale mit blogindlæg om hende red.)

Erna Juel-Hansen, Nielsine Nielsen og Line Luplau mente ikke at foreningens havde til formål, at diskutere kønsmoral, men at arbejde for at forberede kvindernes borgerrettigheder.

Deres forslag blev nedstemt af et stort flertal og 3 dage senere holdte Bjørnstjerne Bjørnson foredraget ”Engifte og Mangegifte”. Dette skete på invitation af Dansk Kvindesamfund. Mødet blev afholdt i ”Kasino” i København.

Dette foredrag trak fulde huse, da Bjørnstjerne Bjørnson turnerede med i hele norden. Det var en videreudvikling af de tanker som Bjørnstjerne Bjørnson gav udtryk for i dramaet ”En handske”.

Selvom Dansk Kvindesamfund støttede sagen, der fik meget opmærksomhed i aviserne, så formåede Bjørnstjerne Bjørnsons foredrag dog ikke at sætte fornyet gang i debatten og diskussionerne ebbede i de følgende år langsom ud.

 

Ønsker du at læse mere om sædelighedsfejden i 1887, så har Århus Universitetsforlag udgivet bogen ”Sædelighedsfejden” skrevet af Cecilie Bønnelycke, som en del af serien ”100 danmarkshistorier”.

Denne kan købes igennem følgende link:

https://unipress.dk/udgivelser/s/s%C3%A6delighedsfejden/

 

 

Skulle du have kommentarer ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg og ikke på facebook/instagram.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du også velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

 

Danmarks kvindehistorie 1849-1915

Det Danmark de i denne blog præsenterede kvinder, var en del af, var et for nylig samfundsændret land. Denne samfundsændring skete med indførelsen af Danmarks riges første Grundlov af 5. juni 1849, der blandt andet medførte, at Danmark blev et konstitutionelt monarki. Dette betyder et land med et forfatningsbaseret monarki.

 

Når det kommer til dagligdagen for datidens kvinder, så medførte den ny-indførte grundlov ikke de store ændringer for dem, da de hørte under de 7 F’er, der blandt andet ikke havde stemmeret samt var valgbare til hverken Rigsdagen eller Folketinget. Disse 7 F’er var: Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.

Kort overblik over de vigtigste kvindehistoriske årstal:

1817 –> Dansk Kvindesamfund stiftes.

1885 -> Kvindelig Fremskridtsforening stiftes.

1886 – 1888 -> De første lovforslag om kvindernes valgret rejses i Folketinget.

1889 -> Kvindevalgretsforeningen stiftes

1893 -> New Zealand indfører kvindelige valgret som det første land i verden.

1901 -> Systemskiftet 1901.

1908 -> Den kvindelige, kommunale valgret indføres.

1915 -> Den kvindelige politiske, valgret indføres.

1916 -> Kvinderne kan for første gang stemme ved en folkeafstemning. Dette sker i forbindelse med folkeafstemningen om salget af de Dansk-Vestindien/De Vestindiske Øer.

 

Med indførelsen af Danmarks første grundlov den 5. juni 1849 havde Danmarks nyudnævnte liberale regering været med til at udforme landets første demokratiske love.

De første trin til ligestilling i Danmark kom, da Rigsdagen indførte en ligestillingspakke, der gav lige arveret, lige myndighed og lige næringsfrihed. Dette skete i 1857. Arveloven berørte alle kvinder, imens myndigheds- og næringslovene galt de fraskilte, forladte og ugifte kvinder.

Allerede året før, i 1856 – var der et flertal for et lovforslag om at give kvindelige husstandsoverhoveder valgret til bestyrelserne i de såkaldte frie fattigkasser. Disse skulle have hørt under kirken, men da de blev lagt under kommunerne, så bortfaldt kvindevalgretsforslaget.

Gennembruddet for indførelsen af kvindelig valgret på kirkeområdet kom, da loven ”lov om valgmenighed” blev indført i 1868, da denne gav ”familiefædre, enker og andre personer med Husstand” ret til at danne menigheder uden for statskirken.

Denne valgmenighedslov var en del af den demokratiseringsproces på kirkeområdet, som Grundloven foreskrev. Processen blev dog forsinket af den politiske ustabilitet, som nederlaget i 1864 havde medført.

Forsinkelsen gik blandt andet udover en række reformer, der i dag er kendt som forfatningskampen. Denne inkluderede blandt andet en række forslag om at give alle menigheder ret til at ansætte kvindelige præster.

Så med formuleringen ”Valgret og valgbarhed til menighedsraadet have mænd og kvinder” satte ”Lov om menighedsraad”, der blev indført i 1903 skel i dansk politisk historie, ved at introducere ligestilling og almindelig valgret i moderne betydning.

Det var altså ikke helt nyt, da Fredrik Bajer stillede sit lovforslag om indførelsen af kvindelig stemmeret i 1886.

Fredrik Bajer havde været en af drivkræfterne i forbindelse med indførelsen af loven ”Lov om gifte kvinders raadighed over, hvad hun erhverver ved selvstendig virksomhed” i 1880 og havde i denne forbindelse gjort sig til talsmand for indførelsen af borgerrettigheder til de gifte kvinder. Han var efter at have studeret både den danske og internationale politiske historie grundigt, blevet overbevist om, at kvindebevægelsen tog fejl ved at anse valgret for at være stigen til alle reformer. Fredrik Bajer anså den menige ægteskabslovgivning for at være blandt de største problemer, da denne gjorde hustruer umyndige.

Efter den privilegerede kommunale valgret var blevet indført i lande såsom Sverige, Finland, England og Island anså Frederik Bajer den største barriere mod indførelsen af kvindelig valgret som værende nedgjort.  På Island var det sket med den danske regerings godkendelse. Det lå også i luften at Danmark ville følge trop, men Landstinget gik imod i 1888, da Carl Ploug formulerede dagsorden med ordene:

”Da Landsthinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller i samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen”.

Ifølge Frederik Bajer var familiepatriarkatet vigtigere for partiet Højre end indførelsen af den kvindelige valgret og dette blev bekræftet, da Landstinget i 1899 flyttede sit fokus fra den kvindelige valgret. Dette skete efter indførelsen af loven ”Lov om Formueforhold mellem Ægtefæller”. Efter denne lovs indførelse, beholdt ægtemændene deres position som familiens overhoved samtidig med at deres koner opfyldte de krav om myndighed, selvforsørgelse samt skattebetaling som datidens valglov krævede.

 

Ønsker du at vide mere om argumentationsformerne bag debatten, som medførte indførelsen af den kvindelige valgret, så er du velkommen til at sende en besked, da jeg gerne tilsender dig mit historiespeciale, der omhandler dette emne.

 

Det kommende blogindlæg vil fokusere på den kulturelle del af det dansk samfund i slutningen af 1800-tallet. Dette indlæg vil blandt andet redegøre kort for det der den dag i dag er kendt som værende "Sædelighedsfejden".

 

Skulle du have kommentarer ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du også velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com