Hanne Bech Hansen - Dansk politidirektør

  

Hanne Bech Hansen blev født Hanne Vagner den 16. juni 1939 i Århus som datter af viceskoleinspektør Svend Theodor Vagner (1911-81) og hustru Vera Christensen (1914).

 

Hanne havde sin barndom i Århus, hvor hun voksede op sammen med hendes to yngre brødre. Inden hendes far blev viceskoleinspektør, arbejdede han som lærer og underviste blandt andet på Christiansgades Pigeskole, hvor Hanne var elev fra 6.-9. klasse.

Hanne tog i 1958 studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium, hvorefter hun var elev på Det Jyske Musikkonservatorium i nogle år, da hun overvejede at læse musik på universitetet. Med baggrund i nogle råd fra hendes forældre, så valgte hun dog at studere jura fremfor musik. Hun blev uddannet cand. Jur. Fra Århus Universitet i 1964.

 

I 1960 flyttede Hanne sammen med hendes kommende ægtemand, overlægen Jørgen Bech Hansen (4.maj 1935-2002 red.), som hun havde mødt på universitetet, til Silkeborg, da hans lægekarriere begyndte her. Efterfølgende flyttede parret, der blev gift den 14. juli 1962, til Odense, hvor Hanne arbejdede halvtids som advokatfuldmægtig. Denne stilling havde hun i perioden 1964-70.

 

I 1967 blev Hannes eneste barn, sønnen Søren født.

 

Hanne fik advokatbeskikkelse i 1969 og som advokat var hendes interesse strafferet. For at kunne få erfaring, så hun kunne bruges som forsvarsadvokat valgte hun at søge ind hos politiet, hvor hendes karriere begyndte med, at hun blev politifuldmægtig i Odense i 1970. Stillingen ved statsadvokaturen for Sjælland og Fyn, havde hun frem til hun i 1984 blev ansat som vicepolitimester i Gentofte. En stilling hun besad frem til 1986.

De første 14 år ved politiet, arbejdede Hanne på deltid.

Hun fik hendes første markante chefstilling blev jobbet som politimester hos Rigspolitichefen i personaleafdelingen, hvor hun arbejdede 1986-88, hvorefter hun blev ansat som chef for Politiets efterretningstjeneste (PET). Dette vakte meget opsigt i både ind- og udland, da hun var Danmarks første kvinde til at besidde denne stilling, som hun beholdte frem til 1993, hvor hun blev ansat som statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby.

Hanne Bech Hansen besad denne stilling i forbindelse med urolighederne mellem politi og demonstranter på Nørrebro efter folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992.

Hanne var desuden anklager i Marc Rudin-sagen, som var en del af Blekingegade-sagen.

 

Hanne Bech Hansen fik aldrig job som forsvarsadvokat.

 

Hanne blev i 1995 Danmarks første kvindelige politidirektør for København - landet største politikreds. Hendes ansættelse i denne stilling skabte maget debat, da hun i forbindelse med sin håndtering af Nørrebro-sagen havde fået ry for at være ”systemets mand”.

 

Det var også under Hannes ledelse, at Københavns politi gennemførte rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69 og havde flere aktioner imod Christiania.

 

Hanne Bech Hansen gik på pension som 70-årig i 2009, hvorefter hun begyndte at udgive flere krimiromaner. Den første var ”Lasten” fra 2010, der skuffede kritikerne. Dette fik dog ikke Hanne til at stoppe med at skrive krimier, da den på trods af kritikken solgte godt. Den solgte så godt, at ebogsudgaven blev den mest solgte ebog hos saxo.com nogensinde.

Hanne Bech Hansen var også populær blandt forbrugerne af bibliotekerne, hvilket i 2015 kunne ses ved at hendes andel af bibliotekspenge var på over 60.000 kr.

For at gøre jobbet hos politiet mere populært blandt indvandrere, så valgte Hanne i ”Lasten” at skrive om en vicepolitikommissær med pakistansk baggrund.

 

Hanne udgav i 2010 samtalebogen ”Heksehyl. Samtaler om magt og kærlighed” med Camilla Lindemann og med Tine Bendixen som interviewer.

 

Hanne Bech Hansen var desuden også en populær foredragsholder.

 

Den 12. august 2011 blev Hanne udpeget som et medlem i den norske regerings 22.juli-kommission, der skulle udrede terrorangrebene i Norge 22. juli 2011.

 

Hanne Bech Hansen har fået roser med på vejen af sine egne, da hendes kollegaer anså hende som værende både en humørspreder og god beslutningstager.

 

At hun var populær i udlandet kunne også ses på den mængde af hædersbeviser som hun nåede at modtage og blandt dem finder man blandt andet Hæderstegnet for 25 års god tjeneste i Civilforsvaret, Kgl. Norske Fortjenstorden, Den islandske Falkeorden, Den Hellige Skats Orden (Zui ho sho - Japan) samt Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden.

Desuden blev hun ridder af Dannebrugsordenen i 1989 og i 2005 blev hun kommandør af 1.grad af Dannebrugsordenen.

 

Blandt de meste kendte kontroverser fra Hannes liv var den såkaldte Perle-sag. Denne omhandler en sag hos statsadvokaten mod en betjent, som Hanne oprettede de. 22. januar 2009. Dette skete efter at internetsiden Modkraft.dk havde offentliggjort en videooptagelse fra en demonstration, hvoraf det fremgik, at betjenten kaldte en dansk-palæstinensisk demonstrationsdeltager for ”perker”.

Efter en samtale med betjenten, så udtalte Hanne, at denne ikke havde sagt ”perker”, men ”perle”. Denne forklaring gav anledning til en del omtale i medierne samt på nettet.

Københavns Politis informationschef udtalte efterfølgende, at politiet slet ikke bør kalde folk for øgenavne.

Efter denne sag fik Hanne Bech Hansen øgenavne ”Perlemor”.

Denne sag dannede også baggrund for en parodi i Cirkusrevyen 2009, hvor hun blev parodieret af Ulf Pilgaard i en monolog skrevet af Vase og Fuglsang. Denne monolog gav forfatterparret prisen som Årets tekstforfatter ved Revyernes Revy i 2009.

 

Hanne Bech Hansen deltog ikke i ungdomsoprøret og var heller ikke en del af kvindesagen, men hun udtalte på et tidspunkt, at det var takket være feministerne, at hun altid blev behandlet ordentlig i hendes jobs.

 

Hanne Bech Hansen døde den 9. september 2016. Dette blev dog først meldt ud af hendes familie via Ritzaus Bureau d.13. september.  

Hun er begravet på Hellerup kirkegård sammen med hendes ægtemand.

 

Hvis du ønsker at købe en af Hannes bøger, så kan det gøres via følgende link:

https://www.saxo.com/dk/forfatter/hanne-bech-hansen_4349407?page=1

Ønsker du at se Ulf Pilgaars parodi på Hanne Bech Hansen fra Lisbet og Ulf Show, så kan det gøres via følgende link:

https://www.youtube.com/watch?v=PuQ6sxQgSGw

Det har desværre ikke været muligt at finde versionen fra Cirkusrevyen 2009.

Næste uges blogindlæg omhandler efter afstemning på denne blogs Instagramprofil forfatterinden Lulu Gauguin.

Dette indlæg bliver dog noget kortere end ellers grundet mangel på kilder.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Liva Weel - Hele Danmarks diva

 

Liva Weel - Hele Danmarks diva

 

Denne uges indlæg omhandler den danske skuespillerinde Liva Weel, som jeg hørte om første gang i forbindelse med at jeg lærte DR-serien ”Kald mig Liva” fra 1992 at kende.

I denne 4-dels serier spiller Ulla Henningsen rollen som Liva Weel.

 

3. afsnit af Liv Thomsens DR-dokumentarserie ”Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-1945)” præsenterer Liva Weel ganske kort.

 

Da hun ikke er blandt de skuespillere, som har medvirket i flest film, så har jeg aldrig haft mulighed for at se andre levende billeder af hende, end de korte klip, som har været benyttet i forskellige danske dokumentarer omhandlende den danske filmbranche i 1930’erne og 40’erne.

Jeg kender derfor bedst Liva fra korte portrættekster, som jeg har læst ind imellem og synes bestemt hun godt kunne fortjene noget mere opmærksomhed og derfor følger her endnu et skriftligt portræt af hende.

Liva Weel blev født Olivia Marie Olsen den 31. december 1897, som datter af kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867 - 1931) og hustru Marie Christine Dortes Olivia Josephine Petersen (1873-1920).

Hun voksede først op i Mysundegade og senere Istedgade på Vesterbro i København.

 

Allerede som 10-årig var hun flittig ved klaveret og efter hun havde bestået hendes præliminæreksamen, fik hun en kontorplads på E. Nobels Tobaksfabrik, hvor hendes løn lød på 40 kr/md.

På dette tidspunkt begyndte hun til sangundervisning hos musikkritikeren og sangpædagogen Hedevig Quiding, efter at hendes far havde opklaret et mindre tyveri hos denne.

Denne valgte i taknemmelighed at tilbyde at sangundervisning af Olivia mod en ubetydelig symbolsk betaling. Allerede på dette tidspunkt havde Olivia en stor sangstemme samt en umiskendelig musikalitet foruden at være en habil pianist. Det var hendes faster, som fra Olivia var ganske ung, gav hende klaverundervisning og Olivia blev hurtig dygtig til at spille ”fra bladet” samt at akkompagnere sig selv til populære sange fra datidens operaer og operetter.

Grundet Olivias sangtalent, så valgte Fru Quiding, at lade hende synge i forbindelse med et te-selskab holdt i Politikens hus i foråret 1917, da Olivia var 20 år gammel. I denne forbindelse høstede Olivia så pæne anmeldelser, at hun fik mulighed for at aflægge prøve for direktør Harald Stabehl, der valgte straks at engagerer hende til sin revy i Odder og senere i Nykøbing Falster. Det var i denne forbindelse at Olivia valgte at forkorte sit fornavn til Liva.

Hun debuterede i juli 1917 og dette blev så stor en succes, at Harald Stabehl valgte at forlænge hendes kontrakt, så den hun også blev hyret til den efterfølgende vinter, hvor hun kom til at optræde i flere forskellige operetter, blandt andet som ”Den glade enke”.

 

Rygtet om Liva Olsens store succes i Nykøbing Falster nåede hurtig København, hvor Fru Quiding arrangerede, at Liva kunne aflægge prøve for direktørende for Scala-teateret Frede Skaarup og Emil Wulff. De var dog ikke umidbare begejstret, men efter også at have fremført nogle revyviser valgte de alligevel at hyre hende til Scalarevyen 1918.  Hun forblev en del af denne revy de næste 10 år.

I hendes første tid på Scala fik hun mest opmærksomhed grundet hendes flotte trikotben, men hun fik hurtig lov til også at udfolde hendes barokke lune samt komiske talent som karakterskuespillerinde. Det var dog i revyerne at hun opnåede hendes største successer og nogle af de revyviser fra denne tid, som stadig er kendte, er blandt andet ”Eskimo’r”, ”Han har min sympati”, ”La Garçonne” og ”En er for lille”.

 

Liva Olsen var en populær kvinde, som både kvinder og mænd kunne lide. Hun var omsværmet og følte sig ikke for god til at flirte til alle sider. Det var dog skuespilleren Arne Weel, der blev hendes første ægtemand, da de indgik ægteskab i 1921, hvorefter hun tog hans efternavn, som hun benyttede officielt resten af hendes liv.

Året efter kom Liva Weels eneste barn, sønnen (den senere skuespiller red.) Jørgen Weel til verden den 13. august. (han døde 16. juni 1993 og er far til skuespilleren Henrik Weel - født d. 9. februar 1954 red.).

Livet som mor fik på ingen måde Liva til at skrue ned for arbejdsniveauet - nærmere tværtimod. Hun havde travlt med at gå til prøver på teateret om dagen og spille forestilling om aftenen. Hun gik fra forestilling til forestilling, da hun var en populær og meget rost skuespillerinde, men for at kunne leve op til denne popularitet samt de forventninger, der blev stillet til hende, begyndte hun at dulme hendes nerver med et glas eller to inden hun skulle på scenen. Dette udviklede sig med tiden til et større og alvorligt alkoholproblem.

 

Det gjorde ikke hendes liv nemmere, at privatlivet var kaotisk. Ægteskabet med Arne Weel holdt kun nogle få år (de blev skilt i 1924 red.), hvorefter hun gik fra forelskelse til forelskelse. De fleste af hendes mandlige bekendtskaber var dog korte, men blev udlevet med passion samt en del dramaer undervejs. Hendes forhold blev ofte afløst af kæmpe kærestesorger, hvilket sammen med den større arbejdsbyrde, var en af baggrunden for at hun i 1926 brød sammen. Dette sammenbrud fik Liva til at forsøge selvmord, men hun nåede dog at blive fundet og reddet i tide. Herefter var hun indlagt for at få ro på nerverne og komme sig.

Da hun var kommet sig, begyndte hun et mere stabilt forhold til skuespilleren Johannes Meyer. Heller ikke dette forhold blev langvarigt, da Liva hverken havde tålmodighed eller temperament til langvarige forhold.

 

Efter at have arbejde på Scala i en årrække, så blev Liva hyret til Nørrebros teater, hvor hun arbejdede et stykke tid.

I 1930 tilbød Det kongelige teaters chef Adam Poulsen hende at gæstespille som Pernille i ”Den Stundesløse”.

Herefter fulgte mange farverige år, hvor Liva optrådte på de fleste københavnske scener. Hun optrådte blandt andet på Riddersalen, Folketeateret, Dagmarteateret, Betty Nansen teateret, Frederiksberg teater samt Det Ny teater. I denne periode fik hun også tilbudt en 3-årig kontrakt ved det kongelige teater, hvilket hun afslog.

 

I 1930’erne begyndte hun at samarbejde med Poul Henningsen, der skrev flere viser til hende. Dette samarbejde fortsatte også i 1940’erne. Blandt de mere kendte af disse viser er blandt andet ”Ta’ og kys det hele fra mig” ”Sig de ord, du ved”, ”Nå-visen”, ”I dit korte liv” ”Man binder os paa Mund og Haand” samt ”Jeg gi’r mit humør en gang lak”. De sidste to stammer fra Keld Abells revykomedie ”Dyveke”, der blev opsat på Riddersalen i 1940.

Sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” blev skrevet i 1940 som en kritisk kommentar til den tyske besættelse af Danmark og den gav gåsehud til alle, der hørte hende fremføre den.

 

Liva nåede ikke at indspille ret mange film, men nogle af dem hun nåede at indspille og som blev store successer var ”Odds 777”, ”De Blå drenge” ”Frk. Møllers jubilæum” ”Under byens tage” samt ”Smedestræde 4”.

Blandt hendes mest berømte fil den dag i dag er, ”Odds 777” fra 1932, hvori hun spillede rollen som køkkenpigen Hansy og fremførte klassikeren ”Glemmer du”.

 

På dette tidspunkt var Liva Weel blevet en diva, som var her, der og allevegne og tjente særdeles godt, men økonomi var ikke hendes stærke side, så hun brugt alt hvad hun tjente.

Hendes liv blev ikke nemmere af, at hendes kærlighedsliv stadig var kaotisk. I 1933 var hun stormende forelsket i den otte år yngre snedkermester Fritz Hueg, som hun giftede sig med, men også dette ægteskab endte efter et voldsomt skænderi.

 

Efter befrielsen begyndte Livas liv at gå ned af bakke og selvom hun intet spist, så tog hun stadig på og forfaldt voldsomt. Det blev ikke bedre af at hendes alkoholforbrug for steget.

 

I Livas sidste tid så hun kun et fåtal af venner og hendes helbred var begyndt at blive fatalt. Da hun var begyndt at glemme hendes replikker, så begyndte der også at være længere imellem både teater- og filmrollerne.

 

Liva havde igennem hele hendes karriere været kendt som besværlig at arbejde sammen med og dette blev ikke bedre med årrene. Hun kunne blive direkte vulgær og uforskammet, hvis der var noget, som gik hendes hoved imod.

 

 

I 1941 modtog Liva Tagea Brandts legat og året efter blev hun tildelt teatermedarbejderforeningens teaterpokal.

 

Liva var kendt som et hjælpsomt menneske, men hun talte aldrig selv om hendes egen sygdom og behov for hjælp. Hun led af spiserørsbrok, hvilket gjorde det svært for hende at indtage fast føde uden at få stærke smerter. Derfor levede hun primært af flydende kost. Denne brok blev dog først konstateret i 1951, hvorefter hun blev opereret, men var herefter udbrændt.

 

Liva Weel døde den 22. maj 1952 - som 54-årig.

Hun er begravet på Vestre Kirkegård i København.

 

Liva Weel formåede igennem hendes karriere at forløse tekstens hensigt og sit eget talent med en intensitet, der gjorde hendes identisk med det, hun sang. Hun kunne berige den intellektuelle vise med så mange nuancer, som svingede fra det blide til det stærke, fra det kloge til det barokke samt fra det sentimentale til det satiriske. Dette er en af baggrundende til at hun den dag i dag står som værende dansk revys ubestridte dronning i 1900’tallet og igennem hendes grammofonplader kan man få et glimrende billede af næsten hele hendes karriere.

Vil du gerne hører Livas stemme, så kan det gøres via følgende link:

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/liva-weel-synger

Hvis du gerne vi se DR-serien "Kald mig Liva", så kan det gøre via følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/sog?q=kald+mig+liva

Afsnittet af "Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-45)" der omhandler Liva Weel kan ses via følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/421/digtere-divaer-og-do/25300/digtere-divaer-og-dogmebroedre-38-dansk-kultur-i-100-aar-(1930-1945)

 

Næste uges blogindlæg omhandler tidligere politidirektør ved Københavns politi - Hanne Bech Hansen.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Kamma Rahbek - Fruen på Bakkehuset

 

Denne uges blogindlæg omhandler kulturpersonligheden og kvinden på Bakkegården, Kamma Rahbek, som jeg hørte om første gang i Liv Thomsens hyggelige dokumentarserie ”1800-tallet på vrangen”.

 

Kamma Rahbek blev født Karen Margrethe Heger den 19. oktober 1775 i København. Hun var datter af Hans Heger og hustru Anna Louise (f. Drewsen red.)

Hun var dansk kulturpersonlighed og salonværtinde.

 

Karen Margrethe fik hurtigt kælenavnet ”Kamma” af hendes lillesøster Christiane.

 

Kamma voksede op på familiens gård beliggende i Nørregade i København og var livet igennem stærk religiøs og selv ikke N-F.S. Grundvigs ortodoksi stod hun uforstående overfor.

 

Hendes far ejede en bryggergård, men arbejdede også som assessor i Hof- og Statsretten. Faderen var en alsidig mand, som også beskæftigede sig med møbelsnedkeri, æskefremstilling, botanik samt havebrug. Foruden at interesserer sig for blandt andet astronomi, musikalsk komposition, tegning og skønlitteratur.

Det var med baggrund i faderens interesserer for romanske sprog, at Kamma lærte at læse fransk, italiensk, spansk, latin og græsk samt tysk.

Mange af faderens boglige og kreative interessere blev videreført til den videbegærlige Kamma, der af faderen blev opfordret til at uddanne sig samt lade sig danne.

 

Som 10-årig lærte Kamma engelsk med hjælp af hendes bror Peder og senere i livet lærte hun også portugisisk, så man kan roligt sige hun var multi-sproglig.

 

Da Kamma var barn, blev hun optaget på et af Københavns kendte pige-institutter, der var ledet af Anette Lucie Linde og hjemme modtog hun tegneundervisning, hvor hun blandt andet modtog undervisning af den unge Bertel Thorvaldsen.

 

I hendes ungdom førte hun i en kort periode en brevudveksling med Knud Lyne Rahbek. Disse breve blev skrevet på fransk. Senere førte hun en brevudveksling på engelsk med veninden Hanne Langberg, for at holde hendes sproglige niveau ved lige.

Selvom om Kamma valgte at læse meget skønlitteratur på deres originalsprog, så var det sjældent hun talte andet end dansk.

 

Det var igennem hendes bror, Carl, at Kamma blev introduceret til Knud Lyne Rahbek, der som værende blandt Carls venner, kom i barndomshjemmet.

De blev forlovet i 1796 og to år senere - i 1798 - blev de gift, hvorefter Kamma flyttede ud på Knuds lejede værelser på Bakkehuset.

4 år senere fik Knud mulighed for at købe Bakkegården, der på dette tidspunkt var en firlænget gård.

Efter dette køb valgte ægtepakke Rahbæk at flytte ned i en større lejlighed beliggende i stueetagen, hvor de boede frem til deres død - i henholdsvis 1829 og 1830.

Kamma og Knud fik aldrig børn, men havde forskellige plejebørn boede i perioder. Blandt disse var den senere forfatter Johan Ludvig Heiberg, der var søn af Kamma og Knuds nære venner, Thomasine Gyllembourg og Peter Andreas Heiberg.

Blandet andre beboere i Bakkehuset var Kammas bror og Knuds ven, Carl, som boede der frem til 1809.

 

Fra 1802 og mange år frem skabte Kamma og Knud sammen med Kammas søskende, Carl, Christiane, Stephan (og hans senere hustru, skuespillerinden red.) Eline Heger samt Adam Oehlenschläger (der senere blev forlovet med Kammas lillesøster Christiane red.) et litterært mødested beliggende på Bakkehuset.

Den personkreds der havde sin gang på Bakkehuset blev med tiden udvidet, så den kom til at inkludere store dele af datidens centrale forfattere, redaktører, undervisere samt øvrige meningsdannere og på denne måde blev Bakkehuset centrum for den tidlige litterære offentlighed i København og fik stor betydning for især romantikkens digtere efter år 1900. Blandt de digtere, man kunne møde på Bakkegården var Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og Johan Ludvig Heiberg samt H. C. Andersen. Flere af de unge digtere lejede sig for periode ind hos ægteparret Rahbek.

 

Kamma tilbragte meget af hverdagen alene på Bakkehuset og modsat hendes mand, så tog hun sjældent ind til København, men hvert år tog hun på rejse til Hamborg for at indkøbe papirmaterialer og lignende, der skulle bruges i forbindelse med hendes fremstilling af æsker.

Selvom hun var alene på Bakkehuset, så fandt hun aldrig tid lang, da hun havde travl med En vidtstrakt korrespondance samt at arbejde i haven, hvor hun blandt andet dyrkede sjældne blomster. Skikken med at sende blomster ved festlige lejligheder menes at stamme fra hende.

 

Specielt berømt i tiden var Kammas tebord og det var selvom om deres økonomi ikke tillod ekstravagance.

 

I forbindelse med den engelske invasion i 1807 måtte ægteparret Kamma og Knud Rahbek forlade Bakkehuset og under bombardementet opholdt Kamma sig i faderens gård.

 

Det usædvanlige ved Kamma Rahbek er, at hun er blevet berømt alene igennem hendes privatliv. Hun var ikke forfatter og efterlod sig kun sine utallige breve, som hun skrev uden tanke på at de skulle offentliggøres.

 

Kamma Rahbek døde den 21. januar 1829 på Frederiksberg og hun er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Hvis du ønsker, at se den dokumentarserie, som introducerede mig til Kamma Rahbek og andre af 1800'tallets spændende danske kulturpersonligheder, så kan dr-dokumentaren "1800 tallet på vrangen" ses via følgende link:

https://www.dr.dk/drtv/serie/1800-tallet-paa-vrangen_65894

Ønsker du at vide mere om Kamma Rahbek. så kan der indkøbes bøger om hende igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/products/search?query=Kamma+Rahbek

Blandt de bøger, der er udgivet er en indeholdende en del af hendes brevudveksling.

 

 

Næste uges blogindlæg omhandler den danske instruktør og manuskriptforfatter Jytte Hauch-Fausbøll.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

 

Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch var dansk grafiker og forfatterinde, der blev født den 9. december 1941 i København, som datter af den danske arkitekt og kunsthåndværker Elisabeth (kaldet Ibi red.) Trier Mørch (1910-80) og barnebarn af Gudrun Trier Mørch samt oldebarn af skolemanden Ernst Johannes Trier.

Hendes mor var ugift, arkitektstuderende da Dea blev født.

 

Dea voksede om sammen med en yngre bror i moderens lejlighed beliggende i Nyhavn, under økonomiske meget beskedne kår. Dog var hendes barndom meget social og bar praæg af både grundtvigsk og jødisk familiefølelse og tradition.

 

Meget af Deas barndom blev tilbragt hos hendes mormor og morfar sammen med hendes store familie omkring Vallekilde højskole.

 

Dea Trier Mørch blev efter endt realeksamen optaget på kunstakademiets malerskole, som 16-årig i 1958. Her blev hun undervist af blandet andre Egill Jacobsen.

I 1964 (tre år før hun var færdiguddannet red.) debuterede hun på Kunstnernes efterårsudstilling og hendes billeder og bogomslag var på dette tidspunkt i overensstemmelse med tidens ”abstrakte” mode. Dette passede hende ikke i det lange løb og med baggrund i hendes engagement i datidens samfundsmæssige og politiske udvikling samt hendes solidaritet med datidens arbejderklasse og befrielsesbevægelser i den tredje verden, så valgte hun at tage supplerende uddannelse i Polen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen.

Det første resultat af hendes uddannelse i årene 1965-68 blev en stor udstilling, som fandt sted i et københavnsk galleri samt udsendelsen af den ”følsomme rejsebog” med titlen ”Sorgmunter socialisme”, der udkom i 1968 og blev efterfulgt af bogen ”Polen” fra 1970.

 

I 1969 var hun medstifter af kunstnerkollektivet ”Røde mor”, der havde til formål, at skabe en politisk og proletarisk kunst. Kollektivet skabte blandet andet grafik og plakater samt udsendte grammofonplader og opdrådte med politiske sange og rockcirkus.

Dea var medlem af Danmarks kommunistiske parti i perioden 1972-82.

 

Den 1. april 1977 blev hun gift med musikeren, kunstneren samt ”Røde mor”-medstifteren Troels Trier (født 17. januar 1940 i Kbh red.) i København.

De blev forældre første gang juleaften 1970, da datteren Rosa Trier blev født.

Tre år senere - den 13. februar 1973 kom sønnen, sangeren Tobias Trier til verden og deres sidste barn datteren Sara Trier blev født den 9. januar 1975. Rosa er uddannet
Journalist fra DJH og har desuden også taget en MSc i landskabsarkitektur fra det biovidenskabelige fakultet, SCIENCE ved Københavns Universitet. Tidligere var hun gift med den tidligere tv-vært og PLAT-medlem, nu kunsthistoriker, Peter Kær.

Sara er i dag en anerkendt billedkunstner og forfatter.

 

Dea og Troels’ ægteskab blev opløst to år senere - i 1979.

 

Ud over at fremstille sine egne bøger, så illustrerede Dea blandt andet Det kommunistisk manifest og bøger af blandt andre Troels Trier og Hanne Reintoft.

 

Deas grafik blev udstillet både herhjemme og i udlandet.

 

De stærke erfaringer Deas tre fødsler havde givet hende gav hende inspirationen til at skrive romanen ”Vinterbørn”, der udkom i 1979. Dette er en kollektivroman omhandlende en række kvinder på Rigshospitalets fødegang. Denne roman fik en enestående udbredelse og er i oversat til i hvert fald 14 sprog.

Den blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen i 1979.

 

Dea udgav i 1977 den lange novelle ”En trekant” samt undervisningshæftet ”Ind i verden”, som er en illustreret beretning om et normalt fødselsforløb.

Året efter udkom romanen ”Kastaniealleen”, der skildrer tre børns liv og udvikling under et længere ophold hos deres mormor og morfar i en midtsjællandsk landsby i 1940’erne.

 

Dea udgav i 1980 romanen ”Den indre by”, som fortæller om em politisk aktiv ung barnefamilies glæder og konflikter samt deres venner, igennem en kort periode i sommeren 1979.

To år senere - i 1982 - udkom romanen ”Aftenstjernen”, der tegner et billede af en københavnsk familie på tre generationer i en alvorlig krise omkring et månedlangt kræftsygeleje og den afsluttende død i hjemme.

 

I 185 blev Dea tildelt Statens kunstfonds livsvarige ydelse og i 1988 modtog hun Tagea Brandts rejselegat.

 

Denne bog kan virke selvbiografisk i dag, da Dea selv døde af kræft.

I 1988 udkom romanen ”Skibet i flasken”, der har klarer selvbiografiske træk, da den foregår i Nyhavn under 2. verdenskrig.

 

Deas sidste roman blev ”Landskab i to etager”, som omhandler et kærlighedsforhold, hvor breve skabte forbindelse mellem den geografiske afstand.

Deas allersidste bog blev den selvbiografiske bog ”Hvide løgne”, som hun skrev sammen med datteren Sara Trier. Den udkom i 1995.

 

I perioden 1990-91 var Dea formand for Dansk forfatterforening og fra 1990-93 var hun medlem af den internationale kunstnergruppe ”Arte por la vida”.

I 1994 blev hun medlem af kunstnergruppen ”Ex Dania Sigrids dagbog”.

 

Dea Trier Mørch døde den 26. maj 2001 i København og hun er begravet på Holmens kirkegård.

 

Hvis du ønsker at lærer mere om familiedynastiet Trier, så kan DR-dokumentaren ”Kulturdynastier: Familien Trier” anbefales og den kan ses via følgende link:

 

https://www.dr.dk/drtv/episode/kulturdynastier_-familien-trier_49025

 

Dea Trier Mørchs bøger kan blandet andet købes via følgende link:

 

https://www.saxo.com/dk/forfatter/dea-trier-moerch_4331209?page=1

 

Næste uges blogindlæg omhandler den danske kulturpersonlighed og salonværtinde Kamma Rahbek.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com