Liva Weel - Hele Danmarks diva
Denne uges indlæg omhandler den danske skuespillerinde Liva Weel, som jeg hørte om første gang i forbindelse med at jeg lærte DR-serien ”Kald mig Liva” fra 1992 at kende.
I denne 4-dels serier spiller Ulla Henningsen rollen som Liva Weel.
3. afsnit af Liv Thomsens DR-dokumentarserie ”Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-1945)” præsenterer Liva Weel ganske kort.
Da hun ikke er blandt de skuespillere, som har medvirket i flest film, så har jeg aldrig haft mulighed for at se andre levende billeder af hende, end de korte klip, som har været benyttet i forskellige danske dokumentarer omhandlende den danske filmbranche i 1930’erne og 40’erne.
Jeg kender derfor bedst Liva fra korte portrættekster, som jeg har læst ind imellem og synes bestemt hun godt kunne fortjene noget mere opmærksomhed og derfor følger her endnu et skriftligt portræt af hende.
Liva Weel blev født Olivia Marie Olsen den 31. december 1897, som datter af kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867 - 1931) og hustru Marie Christine Dortes Olivia Josephine Petersen (1873-1920).
Hun voksede først op i Mysundegade og senere Istedgade på Vesterbro i København.
Allerede som 10-årig var hun flittig ved klaveret og efter hun havde bestået hendes præliminæreksamen, fik hun en kontorplads på E. Nobels Tobaksfabrik, hvor hendes løn lød på 40 kr/md.
På dette tidspunkt begyndte hun til sangundervisning hos musikkritikeren og sangpædagogen Hedevig Quiding, efter at hendes far havde opklaret et mindre tyveri hos denne.
Denne valgte i taknemmelighed at tilbyde at sangundervisning af Olivia mod en ubetydelig symbolsk betaling. Allerede på dette tidspunkt havde Olivia en stor sangstemme samt en umiskendelig musikalitet foruden at være en habil pianist. Det var hendes faster, som fra Olivia var ganske ung, gav hende klaverundervisning og Olivia blev hurtig dygtig til at spille ”fra bladet” samt at akkompagnere sig selv til populære sange fra datidens operaer og operetter.
Grundet Olivias sangtalent, så valgte Fru Quiding, at lade hende synge i forbindelse med et te-selskab holdt i Politikens hus i foråret 1917, da Olivia var 20 år gammel. I denne forbindelse høstede Olivia så pæne anmeldelser, at hun fik mulighed for at aflægge prøve for direktør Harald Stabehl, der valgte straks at engagerer hende til sin revy i Odder og senere i Nykøbing Falster. Det var i denne forbindelse at Olivia valgte at forkorte sit fornavn til Liva.
Hun debuterede i juli 1917 og dette blev så stor en succes, at Harald Stabehl valgte at forlænge hendes kontrakt, så den hun også blev hyret til den efterfølgende vinter, hvor hun kom til at optræde i flere forskellige operetter, blandt andet som ”Den glade enke”.
Rygtet om Liva Olsens store succes i Nykøbing Falster nåede hurtig København, hvor Fru Quiding arrangerede, at Liva kunne aflægge prøve for direktørende for Scala-teateret Frede Skaarup og Emil Wulff. De var dog ikke umidbare begejstret, men efter også at have fremført nogle revyviser valgte de alligevel at hyre hende til Scalarevyen 1918. Hun forblev en del af denne revy de næste 10 år.
I hendes første tid på Scala fik hun mest opmærksomhed grundet hendes flotte trikotben, men hun fik hurtig lov til også at udfolde hendes barokke lune samt komiske talent som karakterskuespillerinde. Det var dog i revyerne at hun opnåede hendes største successer og nogle af de revyviser fra denne tid, som stadig er kendte, er blandt andet ”Eskimo’r”, ”Han har min sympati”, ”La Garçonne” og ”En er for lille”.
Liva Olsen var en populær kvinde, som både kvinder og mænd kunne lide. Hun var omsværmet og følte sig ikke for god til at flirte til alle sider. Det var dog skuespilleren Arne Weel, der blev hendes første ægtemand, da de indgik ægteskab i 1921, hvorefter hun tog hans efternavn, som hun benyttede officielt resten af hendes liv.
Året efter kom Liva Weels eneste barn, sønnen (den senere skuespiller red.) Jørgen Weel til verden den 13. august. (han døde 16. juni 1993 og er far til skuespilleren Henrik Weel - født d. 9. februar 1954 red.).
Livet som mor fik på ingen måde Liva til at skrue ned for arbejdsniveauet - nærmere tværtimod. Hun havde travlt med at gå til prøver på teateret om dagen og spille forestilling om aftenen. Hun gik fra forestilling til forestilling, da hun var en populær og meget rost skuespillerinde, men for at kunne leve op til denne popularitet samt de forventninger, der blev stillet til hende, begyndte hun at dulme hendes nerver med et glas eller to inden hun skulle på scenen. Dette udviklede sig med tiden til et større og alvorligt alkoholproblem.
Det gjorde ikke hendes liv nemmere, at privatlivet var kaotisk. Ægteskabet med Arne Weel holdt kun nogle få år (de blev skilt i 1924 red.), hvorefter hun gik fra forelskelse til forelskelse. De fleste af hendes mandlige bekendtskaber var dog korte, men blev udlevet med passion samt en del dramaer undervejs. Hendes forhold blev ofte afløst af kæmpe kærestesorger, hvilket sammen med den større arbejdsbyrde, var en af baggrunden for at hun i 1926 brød sammen. Dette sammenbrud fik Liva til at forsøge selvmord, men hun nåede dog at blive fundet og reddet i tide. Herefter var hun indlagt for at få ro på nerverne og komme sig.
Da hun var kommet sig, begyndte hun et mere stabilt forhold til skuespilleren Johannes Meyer. Heller ikke dette forhold blev langvarigt, da Liva hverken havde tålmodighed eller temperament til langvarige forhold.
Efter at have arbejde på Scala i en årrække, så blev Liva hyret til Nørrebros teater, hvor hun arbejdede et stykke tid.
I 1930 tilbød Det kongelige teaters chef Adam Poulsen hende at gæstespille som Pernille i ”Den Stundesløse”.
Herefter fulgte mange farverige år, hvor Liva optrådte på de fleste københavnske scener. Hun optrådte blandt andet på Riddersalen, Folketeateret, Dagmarteateret, Betty Nansen teateret, Frederiksberg teater samt Det Ny teater. I denne periode fik hun også tilbudt en 3-årig kontrakt ved det kongelige teater, hvilket hun afslog.
I 1930’erne begyndte hun at samarbejde med Poul Henningsen, der skrev flere viser til hende. Dette samarbejde fortsatte også i 1940’erne. Blandt de mere kendte af disse viser er blandt andet ”Ta’ og kys det hele fra mig” ”Sig de ord, du ved”, ”Nå-visen”, ”I dit korte liv” ”Man binder os paa Mund og Haand” samt ”Jeg gi’r mit humør en gang lak”. De sidste to stammer fra Keld Abells revykomedie ”Dyveke”, der blev opsat på Riddersalen i 1940.
Sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” blev skrevet i 1940 som en kritisk kommentar til den tyske besættelse af Danmark og den gav gåsehud til alle, der hørte hende fremføre den.
Liva nåede ikke at indspille ret mange film, men nogle af dem hun nåede at indspille og som blev store successer var ”Odds 777”, ”De Blå drenge” ”Frk. Møllers jubilæum” ”Under byens tage” samt ”Smedestræde 4”.
Blandt hendes mest berømte fil den dag i dag er, ”Odds 777” fra 1932, hvori hun spillede rollen som køkkenpigen Hansy og fremførte klassikeren ”Glemmer du”.
På dette tidspunkt var Liva Weel blevet en diva, som var her, der og allevegne og tjente særdeles godt, men økonomi var ikke hendes stærke side, så hun brugt alt hvad hun tjente.
Hendes liv blev ikke nemmere af, at hendes kærlighedsliv stadig var kaotisk. I 1933 var hun stormende forelsket i den otte år yngre snedkermester Fritz Hueg, som hun giftede sig med, men også dette ægteskab endte efter et voldsomt skænderi.
Efter befrielsen begyndte Livas liv at gå ned af bakke og selvom hun intet spist, så tog hun stadig på og forfaldt voldsomt. Det blev ikke bedre af at hendes alkoholforbrug for steget.
I Livas sidste tid så hun kun et fåtal af venner og hendes helbred var begyndt at blive fatalt. Da hun var begyndt at glemme hendes replikker, så begyndte der også at være længere imellem både teater- og filmrollerne.
Liva havde igennem hele hendes karriere været kendt som besværlig at arbejde sammen med og dette blev ikke bedre med årrene. Hun kunne blive direkte vulgær og uforskammet, hvis der var noget, som gik hendes hoved imod.
I 1941 modtog Liva Tagea Brandts legat og året efter blev hun tildelt teatermedarbejderforeningens teaterpokal.
Liva var kendt som et hjælpsomt menneske, men hun talte aldrig selv om hendes egen sygdom og behov for hjælp. Hun led af spiserørsbrok, hvilket gjorde det svært for hende at indtage fast føde uden at få stærke smerter. Derfor levede hun primært af flydende kost. Denne brok blev dog først konstateret i 1951, hvorefter hun blev opereret, men var herefter udbrændt.
Liva Weel døde den 22. maj 1952 - som 54-årig.
Hun er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Liva Weel formåede igennem hendes karriere at forløse tekstens hensigt og sit eget talent med en intensitet, der gjorde hendes identisk med det, hun sang. Hun kunne berige den intellektuelle vise med så mange nuancer, som svingede fra det blide til det stærke, fra det kloge til det barokke samt fra det sentimentale til det satiriske. Dette er en af baggrundende til at hun den dag i dag står som værende dansk revys ubestridte dronning i 1900’tallet og igennem hendes grammofonplader kan man få et glimrende billede af næsten hele hendes karriere.
Vil du gerne hører Livas stemme, så kan det gøres via følgende link:
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/liva-weel-synger
Hvis du gerne vi se DR-serien "Kald mig Liva", så kan det gøre via følgende link:
https://www.dr.dk/bonanza/sog?q=kald+mig+liva
Afsnittet af "Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-45)" der omhandler Liva Weel kan ses via følgende link:
Næste uges blogindlæg omhandler tidligere politidirektør ved Københavns politi - Hanne Bech Hansen.
Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.
Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.
Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar