Johanne Meyer

Johanne Meyer var dansk redaktør og kvindesagsforkæmper og hun blev født den 1. juli 1838 i Aalborg og døde den 4. februar 1915 på Frederiksberg i København.

Hun giftede sig den 13. august 1858 med Emil Lauritz Meyer. Ægteskabet gav ingen biologiske børn, men de adopterede et barn sammen og havde fire plejebørn.

En af hendes største sager var indførelsen af kvindelig stemmeret samt valgbarhed til Rigsdagen, hvilket hun begyndte at kæmpe for i 1888 i forbindelse med det nordiske kvindesagsmøde i København.

Ved denne forbindelse holdt Johanne Meyer talen ”Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed” og i denne tale lagde hun vægt på at der skulle indføres kommunal og politisk valgret til både gifte og ugifte kvinder. Talen var også en reaktion på et lovforslag, som kort forinden var blevet behandlet i Rigsdagen, men dette lovforslag omhandlede kun kommunal valgret til enker samt ugifte kvinder. Altså ville Johanne Meyer have de gifte kvinder skrevet ind i kommende lovforslag om ændring af valgretten.

Efter dette var hun altid at finde i forreste række af valgretsbevægelsen, da hun tilhørte kvindesagens venstrefløj.

Johanne meldte sig ind i Kvindelig Fremskridsforening, da denne blev stiftet i 1885, som protest mod, at Dansk Kvindesamfund ikke gik ind for fuld ligestilling, herunder valgret.

Johanne blev den mest betydningsfulde formandinde af Kvindelig Fremskridsforening frem til opløsningen i 1903 og hun var i højere grad var med til at forme foreningens ansigt udadtil. Johanne var formandinde i perioden 1889 til 1901 – dog holdt hun en kort pause i 1897. Takket være hendes arbejde i forbindelse med hendes rejser til provinsen, så blev Kvindelig Fremskridsforening en landsorganisation, og gik dermed Dansk Kvindesamfund i bedene, i modsætning til Dansk Kvindesamfund, optog Kvindelig Fremskridtsforening, fra dens grundlæggelse, kun kvindelige medlemmer. Dette blev dog ændret efter en lang intern konflikt, der var ledet af Johanne, som var fortaler for kønnenes samorganisering.

Fra 1888 var Johanne ulønnet redaktør af Kvindelig Fremskridtsforenings medlemsblad ” Hvad vi vil” og blandt dets flittigste skribenter. Hun var redaktør frem til 1894.

Hun stiftede i 1889 Kvindevalgretsforeningen sammen med Louise Nørlund og Line Luplau og sad i dennes bestyrelse. Denne forenings eneste punkt, var indførelsen af kvindelig valgret.

Fra 1890 var hun også formandinde for ”De samlede Kvindeforeninger”, hvis formål var at oprette et samarbejde mellem Kvindelig Fremskridtsforening, Kvindelig Valgretsforening samt en række andre kvindelige fagforeninger. Igennem den nydannede fællesfront blev der indført nye aktions- og agitationsformer. Dette skete igennem en række af massemøder, samt bladet ” Hvad vi vil”, som Dansk Kvindesamfund havde overtaget efter Kvindelig Fremskridtsforening. Bladet gav kvindesagens venstrefløj tilnavnet ”Hvad-vi-vil-kvinder”.

I 1898 tilsluttede Johanne sig Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, hvori hendes mangeårige samarbejdspartner Louise Nørlund var formand. Men det var primært i ”Landsforbundet for Kvinders Valgret” at Johanne kom til at gøre sig mest gældende. Dette skete blandt andet som hovedbestyrelsesmedlem i perioden 1907-15. Hun var den af repræsentanterne, der på årsmøderne opnåede det største stemmetal. Baggrunden for dette kunne var, at hun var en af forbundets få landskendte kvinder med flere årtiers foredragsturnéer for kvindevalgretten bag sig.

Hun blev i 1901 separeret fra Emil Meyer grundet hans utroskab og herefter blev journalistikken hendes primære indkomstkilde. Hun skrev mest om kvindestof samt sociale temaer, blandt andet for en række dameblade og aviser, samt i foreningsblade. Tjenestepigerne var den gruppe af arbejderkvinder, som hun var i tættest kontakt med.

Næste indlæg omhandler Elna Much. 

Dette indlæg skulle gerne være færdigt i slutningen af marts.

Hvis du har nogle kommentarer eller ris/ros, så er du altid velkommen til at kontakte mig.

Skulle du have nogle spørgsmål ang. den danske kvindesag eller min blog, så er du ligeledes velkommen til at skrive en mail.

Jeg svarer på alle mail hurtigst muligt.