Hun er udvalgt til denne blog, da hun lige så meget som hendes mere kendte søster, fortjener at få hendes plads i historien tilbage.
Det er dog begrænset hvad der vides om hende, så her følger mit korte blogindlæg indeholdende de fakta jeg har kunne fremsøge.
Ilia Fibiger blev født i København den 5. Oktober 1817, som datter af kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger (1791-1851) og dennes hustru Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844).
Hendes 13 år yngre søster var den berømte forfatterinde Mathilde Fibiger, som blev berømt, da hun skrev romanen "Tolv breve", som hun skrev under pseudonymet Clara Raphael.
Under koleraepidemien i 1853 meldte Ilia sig som frivillig arbejdskraft på et almindeligt hospital, hvilket var et af de steder, hvor dødeligheden var størst. Dette valg vakte en del opsigt, da Ilia, som datter af en kaptajn stammede fra det højere militære embedsborgerskab, hvis døtre på dette tidspunkt ikke arbejdede, hverken frivilligt eller for penge, men giftede sig og sørgede for at slægten blev ført videre.
Inden koleraepidemien brød ud, så havde Ilia forsøgt sig som huslærerinde i Nordjylland, drevet privatundervisning i København samt ernæret sig ved skjortesygning samt terracottamaling, men da hun mistede sin mor i 1844, følte hun, at hun havde brug for et mere stabilt arbejde og dette kunne det at være frivillig ved et københavnsk hospital være et skridt på vejen henimod og det medførte da også, at hun året efter - i 1854 - blev danmarks første sygeplejerske, ansat ved Frederiks Hospital, hvor hun også havde bopæl frem til 1860.
Ilia voksede op, som den ældste datter i et uharmonisk ægteskab og som voksen så hun tilbage på hendes opvækst, som værende en tid, der var med til at ruste hende og give hende den selvtillid hun havde brug i mødet med den verden hun siden kom til at møde.
I forbindelse med hendes forældres skilsmisse i 1843, tog Ilia moders parti og boede da også sammen med hende efter skilsmissen.
Ilia havde i alt otte søskende og blandt dem, så stod broderen, den enevoldskritiske og antiaristokratiske officer Adolph Fibiger hende nærmest. Denne broder forsøgte da også på et tidspunkt, at få hende gift med hans don juanistiske og begavede ven, søofficeren Osvald Marstrand. Dette blev dog aldrig til noget.
Ilia forgudede denne bror, hvilket medførte, at hans død i 1841 efterfulgt af Marstrands fald i Eckernfördeslaget 1849 under Treårskrigen satte varige spor i både Ilias psyke samt i hendes senere litterære værker.
Det var ikke kun lillesøsteren, Mathilde, der havde forfatterambitioner i familien Fibiger - dette galte også for Ilia, der på trods af hendes sporadiske uddannelse både kendte til Walter Scotts romaner, tysk skrækromantisk litteratur samt samtidens danske guldalderforfatterskaber, hvor især Søren Kierkegaard fik betydning for hende.
Ilia fik gang i hendes forfatterindekarriere ved at udgive hendes værker anonym.
Lige som hendes brødre, så var Ilia også imod hendes lillesøster, Mathildes offentlig fremtræden i forbindelse med udgivelsen af hendes skandeleskabende debutroman "Tolv breve".
Modsat hendes søster, som udgav hendes første værker under pseudonym, så var Ilia anonymitet dog begrænset, da flere af datidens anerkendte digtere kendte til hende og hendes forfatterskab.
Når det kom til Ilias holdning til sit forfatterskab, så var den både ambivalent og uforløst, da hun anså det for værende ufeminint og i tråd med datidens romantiske udbredte kønspolaritetsidéer, så opfattede også hun hjemmet som værende kvindernes primære livsfære.
Når det kom til hendes blik på hendes eget køn, så anså hun sig som værende en skrivende anomali, der hverken var “rigtig” mand eller kvinde.
Hendes lillesøster, Mathildes korte forfatterkarriere står i dag, som kontrast til Ilias mere vedholdende og mindre debatskabende publicering af børneeventyr, en roman, digte og dramaer, der alle blev udgivet efter efter 1857.
Blandt hendes bedste værker er lystspillet Modsætninger, der blev opført på det Kongelige teater i 1860 og udgivet 1861, samt dannelsesromanen Magdalene udgivet i 1862, hvori kritisk hun tolkede hun datidens erotisk dæmoni, ægteskabets nød og lyst samt de sociale og følelsesmæssige dilemmaer for den unge selvforsørgende huslærerinde og familieafhængige datter.
Da Ilia havde forventning om, at hendes forfatterskab kunne skaffe hende den økonomiske stabilitet tilværelsen som plejemoder for fattige arbejderbørn krævede, valgte hun i 1860 at forlade hendes stilling på Frederiks Hospital og flytte til socialbyggeriet Lægeforeningens Boliger på Østerbro.
I forbindelse med denne flytning begyndte hun at tage spæd- og småbørn til sig, alle piger og de fleste “uægte” børn fra Fødsels- og Plejestiftelsen, da hendes plan var at opdrage dem med tjenestepigeerhvervet som fremtidsperspektiv.
Ved at påtage sig denne opgave håbede hun i det stille at kunne skabe en ny og mere meningsfuld form for filantropisk aktivisme end husbesøg hos nødstedte fattige kunne give.
Ilia ville gerne tjene som forbillede for bebyggelsens arbejdermødre med en mere sund, hygiejnisk og fornuftig opdragelsespraksis, men mødet med beboerne blev et kulturchok for hende, og livet med børnene blev en uafbrudt kamp for at holde dem i live gennem oversættelser til den nationalliberale avis Fædrelandet og skønlitterær virksomhed. Ilia var plejemoder i årene 1860-67og hun blev i denne periode dybt afhængig af økonomisk støtte fra sin nationalliberale bekendtskabskreds.
Hun modtog to gange, med politikeren Orla Lehmanns opbakning, kulturministeriel forfatterstøtte.
Ilias indsats for fattige pigebørn var præget af en højspændt idealisme og selvopofrelsestrang, da lå tæt på grænsen til det selvdestruktive og som en sidste solidaritetshandling over for underprivilegerede børn, valgte hun at foretog endnu et usædvanligt skridt, idet hun i 1866 søgte og fik Justitsministeriets bevilling til at adoptere. Seks af de livsduelige plejedøtre, som hun adopterede, fik hendes efternavn, men de blev reelt ikke optaget i Fibigerslægten efter hendes død i 1867.
Ilia nåede at adoptere følgende ni Adoptivbørn: Gustave Albertine (1857), Juliane Vilhelmine (1859), Franzine Vilhelmine (1860), Camilla Andrea (1861), Osvalde Adolphe (1861), Ane Sophie (1864), Louise (1864), Johanne Mathilde (1864), Anna Sophie (1865).
Den intellektuelt begavede og lidenskabelige Ilia sled sig psykisk og fysisk ned i socialbyggeriet på Østerbro og efter sin død fik denne egensindige outsider og individualist status som et kvindeideal, et eksempel på borgerlig-filantropisk moderlighed i nationens tjeneste og et egentligt børnehjem "Ilias Minde" blev oprettet i 1872 til hendes minde. Dette blev i 1894 overdraget til Diakonissestiftelsen.
Ilia tilhørte Danmarks første generation af ugifte borgerlige kvinder, der fik offentlig arbejde.
Ilia Fibiger døde den 10. juni 1867 - som 50-årig - i København og blev begravet på Garnisons Kirkegården i København, men hendes gravsted findes dog ikke længere.
Hvis du ønsker at læse mere om Ilia Fibiger, så er hun omtalt i følgende to udgivelser:
- Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98
- Margrethe Fibiger: Et Kvindeliv, 1894. Den jyske historiker 58-59/1992. Barnet 41-43/1921.
Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der var søster til skuespillerinden kendt fra Matador, Lis Løwert.
Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.
Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar