Elfride Fibiger - forfatterinde, filantrop og skoleleder fra 1800'tallet

 Dette blogindlæg omhandler den danske forfatterinde Elfride Fibiger, som er udvalgt, da jeg grundet min interesse for Mathilde Fibiger, finder navnet Fibiger noget interessant.

Elfride og Mathilde er dog ikke direkte i familie med hinanden, da Elfride giftede sig til efternavnet Fibiger.

Elfride Fibiger er født Christine Dorothea Michelle Elfride Müller den 17. juli 1832 i København, som datter af kopist i generalaltoldkammeret og senere overtoldinspektør i Århus, Johan Michael Andreas Müller (1805-1881 red.) og hustru Charlotte Sophie Thora Meyer (1805-1868 red.).

Elfride stammer fra en kultural og politisk engageret embedsmandsfamilie i København og som barn fik hun indtryk af den begyndende nationale kamp, da hendes far fra 1839 var udstationeret i Flensborg.

Da hun var 12 år gammel flyttede familien til København og hun stiftede hermed bekendtskab med datidens litterære og selskabelige kultur.

I perioden 1844-46 gik Elfride på Jomfru Foersoms Institut i København, hvorefter hun fortsatte på Emilie Garrigues Opdragelsesanstalt for unge Piger.

Som 14-årig begyndte den intelligente og selvbevidste Elfride at skrive.

4 år senere - i 1848 flyttede familien fra København til Århus grundet hendes faders nye arbejde, som overtoldinspektør, så hun var bosiddende i Århus under Treårskrigen 1848-51, som Elfride oplevede på nært hold.

Når det kom til skolegang i Århus, så blev Elfride delvist undervist af hendes fader, der tildligt opdrog hende til fædrelandskærlighed og vækkede hendes interesse for praktisk og samfundsmæssige opgaver.

Den 12. august 1856 giftede Elfride sig med distriktslæge Christian Emanuel August Fibiger (21.maj 1819-16-august 1873 red.) og tog herefter denne efternavn. 

Hun flyttede herefter til Silkeborg, hvor hendes ægtemand fik arbejde som distriktslæge.

3 år senere kom datteren Louise til verden og i 1867 fulgte sønnen Johannes Andreas Grib Fibiger (han blev senere uddannet læge og modtog i 1927 Nobelprisen i medicin for sine studier over eksperimentelt fremkaldte kræftsvulster hos rotter red.)

I 1868 flyttede familien til Kolding.

Elfride arbejdede som medhjælper for hendes ægtemand frem til dennes død i 1873 og herigennem tilegnede hun sig en vis sundhedsfaglig samt sundhedspædagogisk viden, som blandt andet resulterede i bogen "Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage", der udkom i 1871. (Samme år som grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund red.).

Den erfaring som Elfride fik i forbindelse med udgivelsen af denne bog, kom hende til gode, da hun senere i livet valgte at supplerer hendes pension med blandt skriftligt arbejde.

Elfride flyttede på et tidspunkt til København og begyndte at skrive om først natur og folkelig i Jylland. Hun udgav bøger "En gammel Mands Erindringer" i 1875, "Hedens Hemmeligheder" i 1877 og "Sorte Stefan" i 1879.

Den overvejede skønlitterære del af hendes forfatterskab var dog præget af kvindeskikkelser og genren var placeret mellem romantiske kærlighedsromaner, der fremhævede kvindens plads i hjemmet og problemromaner med et socialt, filantropisk sigte. 

Blandt hendes mest kendte romaner er "En Magdalenehistorie" fra 1877, der omhandler en falden pige fra de lavere klasser, som en borgerlig kristen husmoder forsøger at omvende.

I 1877 oprettede Thora Esche det første Magdalenehjem og overskuddet fra salget af  "En Magdalenehistorie" gik til denne institution.

(Et Magdalenehjem var en institution, der i 1877 blev oprettet af Indre Mission på Jagtvej i København, for at forsøge at hjælpe datidens såkaldte "faldne kvinder" væk fra prostitution gennem "Foreningen til Ulykkelige Pigers Frelse" og på denne måde forandre kvindernes levevis igennem praktisk arbejde samt familiepleje. I begyndelse var det dog med ringe held, det var først da den unge Thora Esche blev forstanderinde for institutionen, at den blev en succes, da hun lagde vægt på, at kvinderne fik et opholdssted, hvor de igennem socialt fællesskab kunne føle sig hjemme. Behovet for sådanne institutioner voksede med tiden og i 1896 åbnede Skovtofte Magdalenehjem i Lyngby. Der følger et indlæg om Thora Esche her på bloggen senere red.).

Elfrides skønlitterære forfatterskab blev på daværende tidspunkt venligt modtaget, selvom flere af hendes romaner dog også modtog kritik, da de blev anset for at være skitseagtige. 

Nogle af hendes værker er blevet oversat til tysk, engelsk samt russisk. 

Fra 1882 modtog Elfride en årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen.

Elfride kastede sig også med ukuelig idealisme og stor foretagsomhed ud i mere praktisk betonet arbejde for kvindernes sag og hun udgav i perioden1882-84 "Tidsskrift for kvinder i de tre nordiske Riger", som hun udgav, da hun mente at der på dette tidspunkt manglede et organ om datidens kvinders stilling i samfundet. Dette tidsskrift behandlede emner såsom filantropi, kvinders forhold i ind- og udland, sundheds- og levnedsmiddelproblematikker i hjemme. Desuden blev der også trykt litterære indlæg i tidsskriftet. 

I første udgave af tidsskriftet efterlyste Elfride indlæg, der kunne fremkalde en bedre forståelse samt et mere gensidigt sammenhold mellem kvindesagsdebattørerne. Elfride havde dog svært ved at holde debatten igang og hun blev beskydlt for, at være politisk farvet. Desuden manglede hun også en forenings løbende stof, som kunne udfylde siderne i tidsskriftet, så da Dansk Kvindesamfund i 1884 begyndte at overveje at udgive et medlemsblad, valgte hun at tilbyde dem, at overtage hendes tidsskrift. Dette afslog Dansk Kvindesamfund dog og året efter - i 1885 - begyndte de at udgive medlemsbladet "Kvinden og Samfundet" og på dette tidspunkt havde Elfride valgt at lukke udgivelsen af hendes tidsskrift året forinden.

Elfride støttede op om datidens kvindesagskvinder og den kvindekamp, der var igang i slutningen af 1800'tallet og frem til indførelsen af den kvindelige valgret ved grundlovsændringen 1915. 

Hun interesserede sig for kvindebevægelsens arbejde for den kvindelige udvikling samt kvindernes mulighed for at dygtiggøre sig, så de kunne deltage aktivt i samfundet, da hun mente, at kvinderne kunne gøre sig gældende inden for filantropi samt pædagogik. Hun mente dog, at kvinderne skulle holde sig fra politik. 

Elfride meldte sig i 1885 ind i Dansk Kvindesamfund, hvori hun tilhørte højrefløjen.

Elfride påtog sig også blandet socialpædagogisk arbejde og arbejdede især for at forbedre tjenestepigeuddannelsen.

I begyndelsen af 1880'erne, at dannede husmødre skulle give deres tjenestepiger en moralsk og praktisk dannelse. 

I 1882 tog Elfride initiativet til oprettelsen af Københavns kogeskole, der senere blev til Københavns uddannelsesskole for tjenestepiger og Husmødre - dette skete med støtte fra flere rigsdagsmedlemmer samt fremtrædende medlemmer af Borgerrepræsentationen. Denne skole med tilhørende hjem var hun direktrice for frem til den lukkede 7 år senere - i 1889. Denne skole var økonomisk drevet med støtte fra flere forskellige sider, men den opnåede aldrig at blive statsstøttet, selvom Elfride argumenterede for, at det ellers ville være i samfundets interesse, da skolen oplærte pigerne i madlavning, opvartning under måltiderne, rengøring af hjemmet samt stopning, reparation, vask og strygning såvel som øvelse i regning og stavning.

Skolen bespiste også datidens enligstillede pensionærer og fattige enlig mødre med en sund og kraftig middagsmad.

I løbet af 1880'erne argumenterede Elfride flittigt for sin sag i "Vore Tjenestefolk" (1881), "Den ubemidlede Klasses Døtre" (1888) samt "Nutidens Ansvar og Forpligtelser overfor Døttrene af Arbeiderklassen og andre ubemidlet Stand" (1889).

Det var Elfrides bagtanke, at skolen ikke blot skulle være en uddannelse for de tyende, men fungere som dannelsesanstalt, der skulle være med til at modvirke postitution og gøre fremtidens arbejderhustruer sædelige og retskafne. Den sædelige del af uddannelse, skulle gå ud på, at gøre 1880'ernes kvinder stærkere end den huslige uddannelse.

Elfrides skole kom til at fungere som et skridt på vej mod den systematiske husholdningsundervisning, der blev grundlagt omkring år 1900.

Det var desuden Elfrides håb, at hendes skole kunne danne fortrop for andre ligende skoler og i løbet af 1890'erne rejste hun et alment krav om uddannelse af alle kvinder til hjemmet. Dette gav hun udtryk for i hendes indlæg i kvindesagsbladet "kvinden" i 1893. På dette tidspunkt så hun forbedringen af tjenestepigernes dannelse, som en samfundssag og et arbejde i fædrelandets tjeneste.

I denne periode udgav hun også flere praktiske håndbøger omhandlende huslig dannelse. Disse blev understøttet af Indenrigsministeriet og anbefalet af en række faglige foreninger og institutioner, blandt andet "Selskab for Sundhedspleje" og "Det kongelige danske Landhusholdningsselskab. 

Håndbøgerne var skrevet i et klart sprogbrug og overskuelig form og de gav anvisninger på den sundhedsmæssigt mest forsvarlige måde, at udføre husarbejde og behandle levnedsmidler på. De blev uddelt gratis - blandt andet til konfirmationer på landet og i landboforeninger eller solgt billigt til ubemidlede.

De sidste af hendes leveår, skrev hun om personlige oplevelser og standpunkter.

Hun besøgte i 1903-04 hendes datter, der på dette tidspunkt var bosiddende i Grækenland, hvorefter hun i 1906 skrev og udgav bogen " Fra en Rejse til Grækenland".

Barne- og ungdomserindringerne "Kulturelle og historiske Tidsbilleder" blev udgivet i 1904 og efterfulgt af hendes erindringer fra ægteskabets tid "Fra Provinsen", der blev skrevet kort før hendes død, men udgivet posthumt - i 1939.

I hendes erindringer fandt Elfride en form, hvor hun var på hjemmebane og til det sidste lykkedes det for hende at bevarer hendes skarpe blik for datidens vigtige samfundsproblematikker og give udtryk for hendes synspunkter, i et så forståeligt sprog og ordvalg, at de ikke kunne misforstås. Dette skete blandt andet i bogen " Brudstykker af Breve om brændende spørgsmaal", der udkom i 1909 og hvori hun gav udtryk for hendes bekymring for Danmark efter systemskiftet 1901.

Elfride var kendt som en flittig skribent og debattør, der blev taget til indtægt for en kristelig højrefløjs synspunkter og har derfor i hendes eftertid fået et eftermæle som bagstræberisk.

Både som forfatterinde og filantrop var Elfride forud for hendes tid og brugte uforfærdet den litterære og politiske offentlighed, både som middel til at få hendes holdninger frem og som levebrød. 

Hendes kristelige og moralske tilgang kan for en senere tid komme til at dominere indtrykket, men fordomsfrit vurderet placerede hendes kendskab til hygiejne og ernæring, erhvervet gennem hendes ægtemands og søns arbejde, hende imidlertid tidligt inden for en ny videnskabsbaseret husholdnings- og sundshedspædagogik.

Elfride døde den 2. januar 1911 i Købehavn - hun blev begravet på Kolding Gamle Kirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt. 

                                        Elfride og hendes ægtemand.

                                               
                                  Elfride med datteren Louise.

Næste blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinde og filantropen, Ilia Fibiger.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com