Birgitte Gøye - Kvinden bag Herlufsholm

Dette blogindlæg omhandler kvinden som var med til at grundlægge Herlufsholm og er skrevet ved hjælp af blandt andet Herlufsholms hjemmeside.

Birgitte Gøye blev født så vidt det vides omkring 1511, som datter af godsejer og rigshofmester Mogens Gøye og dennes hustru Mette Bydelsbak.

Hun havde to søstre Sophie og Elline Gøye og en halvbror Christoffer Gøye.

Da Birgitte var omkring 1 år mistede hun sin mor og hun blev herefter sendt til Ringkloster, som lå ved Skanderborg, da hun skulle opdrages som datidens adelige kvinder - i gudsfrygt, tugtighed samt høviskhed.

I 1515 flyttede Birgitte tilbage til hendes far, der på dette tidspunkt havde giftet sig igen – denne gang med Margrethe Sture. Hun boede hos dem frem til 1528, hvor hun efter Margrethes død flyttede ind hos hendes storsøter Sophie og dennes mand Mogens Bille. Men da Sophie døde i 1537, så flyttede Birgitte ind hos hendes sidste søster Elline. Dette ophold blev dog afbrudt, da Birgitte blev kaldt til hoffet og tilbudt at blive kammerjomfru for Dronning Dorothea.

Det var i forbindelse med hendes liv som Dronningens kammerjomfru, at Birgitte lærte kongedatteren Anna (den senere kurfyrstinde af Sachsen) at kende.

Imens Birgitte boede hjemme hos hendes far, blev hun som 14-årig (i 1525) trolovet med Jesper Daa til Enggård. På dette tidspunkt var en trolovelse bindende og manglede kun kirkens velsignelse for at blive gennemført. Birgitte gjorde modstand mod dette ægteskab. Denne modstand anså hendes far og stedmor som værende en barnegrille og de håbede, at den med tiden ville aftage. Men efter 15 års modstand, så valgte kongen herefter at gribe ind og befale Københavns universitetets professorer samt rigets bisper, at prøve trolovelsens gyldighed og det lykkedes herefter Birgitte at få gjort trolovelsen ugyldig. Dette skete i 1539. Dette skete muligvis med hjælp fra Dronning Dorothea, hvis kammerjomfru Birgitte på dette tidspunkt var blevet. Som Dronningens kammerjomfru havde Birgitte et nært forhold til Dronningen.

Året forinden – i 1538 - havde Kong Christian d. 3. endvidere udstedt en reces, der forbød forældre og værger at arrangere ægteskab for deres børn, før de havde nået myndighedsalderen. Kongens deltagelse i affæren må ses i lyset af den juridiske status, som en trolovelse havde. Indtil Kong Frederik d. 2.s ægteskabsordinans af 1582 var det den retsstiftende del af en ægteskabsindgåelse, mens kirkevielsens formål alene var at velsigne en allerede indgået kontrakt.

Det var muligvis igennem hoffet, at Birgitte mødte Herluf Trolle, med hvem hun blev gift i 1544. På dette tidspunkt blev Herluf Trolle anset for værende et godt parti til Birgitte Gøye.

Nogle måneder før deres ægteskab fik Herluf Trolle pantebrev på Ringkloster, som Birgitte på dette tidspunkt havde arvet efter hendes far. Der døde i 1544.

Efter faderens død havde Birgitte også arvet Sigbritsgård i København og Græsegård i Nordsælland, hvortil avlsgården Hillerødsholm hørte. Parret gjorde Hillerødsholm til hovedgård, men forlod allerede i 1560 det nybyggede hjem. Denne flytning skyltes, at Kong Frederik d. II i forbindelse med lensreformerne ytrede ønske om at få Hillerødsholm som krongods for at kunne samle kronens jordbesiddelser i Nordsjælland. Ved et mageskifte i 1560 overtog Herluf Trolle og Birgitte Gøye Skovkloster ved Næstved og omdøbte det til Herlufsholm.

Det er særlig i forbindelse med den skole for “ædlinger og andre ærlige mænds børn i Danmarks rige”, som de stiftede på Herlufsholm, at Birgittes navn i dag er kendt. 

Den ulige ejendomsfordeling ægtefællerne imellem kan læses af det gensidige forsikringsbrev, som parret udstedte i 1549: Hvis Herluf Trolle levede længere end Birgitte, og såfremt de ingen børn fik, skulle han have hovedgården Græsegård på livstid. Overlevede hun derimod ham, skulle hun derimod arve alt hans jordegods. 

Det var Herluf Trolles og Birgitte Gøyes ønske at skabe en skole på Herlufsholm, som skulle bygge på de kristne humatistiske traditioner, der var grundstenen i begges livssyn.

Inspirationen til Herlufsholm kom formentlig fra Sachsen, hvor Herluf Trolle selv havde studeret. 

Men 1 måned efter skolens fundatsen i 1565 døde Herluf Trolle, der deltog som rigets øverste admiral i et søslag i forbindelse med Den Nordiske Syvårskrig. Herefter blev Birgitte skolens første leder.

1567 frasagde Birgitte sig forstanderskabet for Herlufsholm og bad i overensstemmelse med fundatsens ordlyd rigsrådet om at vælge en skoleherre. Enken føjede til fundatsen, at skoleherren skulle vælges fra hendes egen eller hendes mands slægt nu og i fremtiden. I et forsøg på at sikre sig mod arvekrav fra slægtninge stadfæstede hun ved samme lejlighed afståelsen af godset, men trods disse forholdsregler rejste blandt andre hendes halvbroder Christoffer Gøye krav på stiftelsens besiddelser. Først efter Birgittes  død i 1574 blev der nået en afgørelse. Herlufsholm Stiftelse fik kongelig lås i 1575, og dens ejendomsret til gård, gods, bohave og bibliotek var dermed sikret.

Hendes første tid som enke var præget af en del usikkerhed samt mange flytninger. I 1566 blev hendes lensbrev på Tølløse opsagt og i 1571 mistede hun sine to øvrige len Kappelgården ved Køge og Ringkloster ved Skanderborg. 

Hendes gård i København var ikke egnet til fast bolig, og Herlufsholm havde hun skænket bort. Enkedronning Dorothea kom hende herefter til undsætning og forlenede hende med Åkær ved Horsens. Men da enkedronningen døde i 1571, mistede Birgitte også denne forlening. Flere slægtninge forsøgte da at hjælpe, og Sibylle Gyldenstierne, der var gift med hendes fætter, tilbød hende Sortebrødrekloster i Næstved. Efter en omfattende istandsættelse af bygningen flyttede Birgitte dertil i 1572. Kort tid efter gav kronen hende livsbrev på herregården Ydernæs syd for Næstved. Når hun valgte det forfaldne kloster i Næstved som domicil, skyldtes det givetvis hendes fortsatte engagement i det nærliggende Herlufsholm.

Birgitte fik ingen børn, men igennem Herlufsholm Stiftelse knyttede hun kontakter til adelsmænd, som hun korresponderede med livet igennem og i hendes ligprædiken blev der nævnt, at hun ”optugtede og opdrog mange høviske jomfruer og giftede dem ærligt og vel fra sig”.

Birgitte var en aktiv velgører, havde et nært forhold til enkedronning Dorothea og kurfyrstinde Anna af Sacshen, og hendes rolle som opdrager for unge adelskvinder var hendes hjem et centrum for den danske adel og især for standens kvinder. 

Selv efter hun flyttede fra Herlufsholm, var hun engageret i skolen.

Birgitte Gøye døde som 36-årig i 1574 og herefter arvede hendes to søskende efter hård kamp, hvad hun ikke havde givet bort.

Birgitte Gøye er begravet i Herlufsholm Klosterkirke.

Herlufsholm Klosterkirke. Øverste billede er fra 2013 og det nederste er fra 2010. © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=birgittegoeye

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail til Perlen100@gmail.com

Lillian von Kauffmann - dansk ejendomsbesidder og erhvervskvinde samt mor til 13 børn.

Dette blogindlæg omhandler den danske erhvervskvinde Lilian von Kauffmann.

Lillian von Kauffmann blev født Elly Lilian Carl Salomonsen den 18. december 1920 i Nice, som datter af fabrikant Carl Salomonsen og hustru Paula Frederikke Salomonsen (født Weimann).

Selvom begge hendes forældre tilhørte den mosaiske tro, så blev både Lilian og hendes søster Erna døbt og opdraget katolsk, da hendes mor valgte at overgå til katolicismen i løbet af 1920'erne.

Hendes far døde i 1942, hvorefter Lilian og hendes søster Erna Holm (der på dette tidspunkt var blevet gift med kommandøren i den amerikanske flåde Volmer Schack Grotum Holm) arvede hans aktier i De Danske Cichoriefabrikker. (Cichorie var en dansk kaffeerstatning). 

De Danske Cichoriefabrikker blev stiftet i 1872, da C.F. Tietgen valgte at lægge seks danske cichoriefabrikker sammen. I 1897 fusionerede den med C.F. Rich & Sønners kaffesurrogatfabrik, som var blevet grundlagt i 1834.

Lilians far var en del af den gruppe mænd, der i 1915  sikrede sig aktiemajoriteten i De Danske Cichoriefabrikker, hvorefter han blev udnævnt til bestyrelsesformand for dette selskab. Denne post besad han frem til sin død i 1942.

Forudendisse aktier arvede Lillian og hendes søster også andre af faderens firmaer og fik på denne måde en betydelig formue.

Giftede sig første gang den 6. december 1942 med vekselerer Helge Bendix (født 5. februar 1920 i København), søn af maler Tyge Bendix og Inge Møller. Ægteskabet blev opløst i 1948.

Efter skilmissen fra ham giftede Lillian sig den 19. juni 1948 i Sankt Ansgar Kirke i Bredgade i København med direktør i Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, civilingeniør  Sigurd Gjerdsøe, som hun herefter indsatte som direktør i Rich's samt i hendes og søsterens ejendomsselskab Gorm.

Sammen med ham fik Lillian en datter. Gjersøe omkom senere i en trafikulykke. 

Hun havde tillige en søn og en datter fra et tidligere forhold.

I 1950 mistede Lillian hendes søster Erna i en trafikulykke. Dette medførte at de selskaber som Lillian og Erna havde arvet fra deres far blev delt, så Ernas arvinger overtog De Danske Cichoriefabrikker og Lillian overtog selskaberne Det Danske Mælke-Compagni, Dansk Delikatesse Kompagni (Dadeko), Basnæs A/S og ejendomsselskabet Gorm.

Samme år som hun mistede hendes søster indgik Lillian hendes trejde og sidste ægteskab, da hun den 2. juli giftede sig med bankdirektøren Ernst Ludwig Peter von Kauffmann i Vor Frue Kirke i Slagelse. 

Efter indgåelse af dette ægteskab tog Lillian Ernst's efternavn, hvilket hun beholdte resten af hendes liv.

Efter at have giftet sig med Lillian forlod Von Kauffmann sin stilling som bankdirektør i Københavns Handelsbank og indtrådt som bestyrelsesformand i Lillians virksomheder.

Lillian og Ernst fik sammen 10 børn.

I 1964 købte Lillian Palace Hotel i København.

Her boede hun i en periode i 1970'erne sammen med flere af sine børn.

Hendes ægtemand boede primært i villaen på Østerbro.

I 1971 købte Lillian Villa Brinken i Springforbi, opført i 1891 efter tegninger af Andreas Clemmensen. Villaen var naboejendom til landstedet Havslunde, som hendes far havde ejet indtil sin død i 1942. Havslunde blev overtaget af staten og revet ned i 1965. 

Lillian solgte i 1980 Villa Brinken til staten, hvorefter den som led i Staunings "Springforbiplan" blev revet ned, da det var tanken på sigt at omdanne hele området til offentligt grønt område.

Lillian drev i en periode i starten af 1970'erne en stor danserestaurent i København ved navn Ambassadeur. Denne var i flere år blandt byens førende, men måtte lukke i 1973-74. 

På dette tidspunkt var Lillian blevet en af landets førende erhvervskvinder.

Lillian mistede sin sidste ægtemand i 1975.

Igennem flere forkellige opkøb ønskede Lillian at gøre hendes  mejeri- og bryggerivirksomheder større, men da hun i 1975 blev enke, så endte hun med at sælge hendes mælkekompagni til den kommende gigiant på området MD Foods, der herefter fik fodfæste i hovedstadsområdet.

I 1977 solgte hun selskabet Dadeko, som på dette tidspunkt var indehaver af de danske rettigheder til blandt andet varemærkerne Coca-Cola samt Fanta og Schweppers til De forende Bryggerier.

To år senere - i 1979 - valgte hun som det sidste at sælge Palace Hotel, hvorefter hun flyttede til Schweiz, hvor hun købte et hotelselskab beliggende i Vevey ved Genévesøen. 

I 1981 misttede Lillian sin mor og efter hendes død var Lillian bosiddende på hendes hotel i Schweiz frem til sin egen død den 12. december 2016.

Lillian ligger begravet sammen med flere familiemedlemmer blandt andet hendes søster, mor og sidste ægtemand i et familiegravsted på Hellerup kirkegård.

Billede af Lillians gravsted på Hellerup Kirkegard - taget i 2018. ©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lillianvonkauffmann

Viderelæsning:

- https://www.tv2lorry.dk/kobenhavn/96-arig-med-13-born-efterlader-ejendomme-300-millioner

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail til Perlen100@gmail.com

Rigmor Mydtskov - Kongelig hof-fotograf

Dette blogindlæg den kvindelig hoffotograf Rigmor Mydtskov, som jeg har stiftet bekendtskab med igennem Billed Bladet og andre medier, som igennem mit liv har brugt hendes billede - primært af de kongelige.

Rigmor blev født den 23. maj 1925 som datter af fotograf Hans Julius Mydtskov (1887-1973) og hustru sygeplejerske Edit Maria Nerman (1899-1983).

Hendes lillebror var fotograf Jørgen Mydtskov, der blev født 16. august 1931.

Rigmor voksede op i Helsingørs gamle Købmandsgård - beliggende Stengade 50, hvori hendes far også havde sit fotoatelier.

Hendes mor var svensk og havde inden hendes ægteskab med Rigmors far, arbejdet som sygeplejerske i den svenske by Lund og var et dybt religiøst menneske, som svævede over vandene i Rigmors barndomshjem.

Så det var Rigmors far, der var hendes dominerende forældre, hvilket også fik betydning for Rigmors valg af fremtidig karriere. 

Hendes far blev fra 1930'erne tilknyttet Det Kongelige Teater, som fotograf og i 1937 flyttede han sit atelier fra Helsingør til Store Kongensgade 27 i København og det var i denne forbindelse, at Rigmor blev tilknyttet faderens atelier, som elev med portrætteringer som speciale.

Omkring dette udtalte Rigmor på et tidspunkt, at faderen fandt det praktisk med nogle damer gående hjemme i atelieret til at tage sig af portrætterne, imens han passede sit job på Det Kongelige Teater.

Da Rigmor ikke brød sig om at gå i skole, så passede det hende fint, at kunne søge tilflugt i faderens mørkekammer. 

Rigmor blev udlært portrætfotograf under 2. verdenskrig - i 1944 og hun var på dette tidspunkt også en dygtig kopist.

I en kort perioden omkring 1952 arbejdede Rigmor som Stillfotograf hos fildirektør Johan Jacobsen på Flamingo Film.

Rigmor begyndte fra 1954 at fungerer som teaterfotograf - først som afløser for hendes bror, Jørgen og da han i 1972 stoppede som teaterfotograf tog Rigmor over, hvor han slap. 

Livet som teaterfotograf havde altid fascineret hendes og takket være hendes gode indlevelsesevner samt kunstneriske sind, så havde hun gode forudsætninger for at udfører dette arbejde og disse egenskaber medførte også at hun blev en trofast og betroet fotograf får ikke bare Det Kongelige Teater, men også andre københavnske teatre.

Rigmor giftede sig den 1. juli 1962 med fotograf Steen Rønne (4. maj 1937-19.februar 1995) og igennem samarbejdet med ham fik Rigmor udviklet hendes evner som portrætfotograf yderligere.

Steen var da de blev gift en fremragende kunstnerisk begavet fotograf.

Teaterverdenen lærte hende en masse om menneskekarakterer, fotografi samt iscenesættelse og blandt hendes kendteste teaterfotografier er et billede af skuespillerne Poul Reumert og Bodil Kjer fra stykket "Lærken", som blev opsat i 1955 samt et af balletdanseren Anna Lærkesen, som blev taget i 1963.

I 1963 blev Rigmor ringet op af en repræsentant for det danske kongehus, der bestilet tid til en fotografering af daværende kronprinsesse (og senere dronning) Margrethe.

Rigmors første møde med daværende kronprinsesse Margrethe fandt sted i Rigmors og Steens ydmyge atelier, der var beliggende i Kattesundet bag Domhuset i København. 

Dette møde har Rigmor senere kaldt mødet med hendes "skæbnemodel".

Som skæbnemodel havde Rigmor længe været fascineret af Margrethe, da hun som person og symbol personificerer, hvad vi forstår om vores samtid og vores fortid, samtidig med at hun er en interessant personlighed. 

Rigmors udfordring som kongelig portrætfotograf var, at hun anså ethvert portræt af monarken som værende historisk.

Det var efter denne begivenhed, at Rigmors samarbejde med kongehuset startede og dette medførte at Rigmor fra 1988 kunne kalde sig "Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen".

I 1964 blev Rigmor og Steen forældre til sønnen Martin Mydtskov Rønne, der gik i hans forældres samt onkels og bedstefars fodspor som fotograf.

På et tidspunkt flyttede Rigmor og Steen deres atelier "Mydtskov & Rønne" til Badstuestræde, men i forbindelse med deres ægteskab blev opløst i 1975, fik Rigmor sit eget atelier.

Rigmor var altid bevist om, at hun som værende fotograf bevægede sig mellem mennesker iført masker og at hendes arbejde bestod i, at lære mennesket bag masken at kende, hvilket ifølge hende krævede både mod og takt af fremkalde det usete og ukendte frem bag den menneskelige maske. Noget af det interessante ved Rigmors portrætkunst var, at hun altid lod modellen bevarer noget hemmelighedsfuld og som portrætfotograf var hun både nænsom, intuitiv samt tillidsskabende.

Men det der kunne se så nemt ud, blev kun opnået igennemet livs konstante og koncentrerede øvelse og den ukærlige karikatur og det nærgående portræt var ikke Rigmors boldgade.

Rigmor udstillede flere gange både separat og som en del af forskellige gruppeudstillinger - både herhjemme og i udlandet.

Hendes første udstilling fandt sted i 1955, hvor hun udstillede sammen med både hendes fader og broder.

Efter hendes skilsmisse i 1975 deltog Rigmor i udstillingen "Gråtoner" på Kunstindustrimuseet og 10 år senere - i 1985 havde hun separatudstillingen På din maske vil jeg kende dig i Kong Hans Salen i Magasin du Nord i København.

I forbindelse med Fotografiens 150 jubilæumsår i 1989 deltog Rigmor i udstillingen  "Fotografer ser sig selv", som fandt sted i Rundetårn.

I 1990 portrætterede hun ti danske fotografer i en række tv-udsendelser for TV2.

Hendes portrætter af Dronning Margrethe blev i 1991 udstillet i Auktionshuset Bukowski og i denne forbindelse udgav hun også en fotobog tilhørende denne udstilling.

Rigmor udgav også flere forskellige andre fotobøger - blandt andet "Ballettens pragt og eventyr" i 1995.

Rigmor blev igennem hendes liv tildelt mange udmærkelser - blandt andet kunsthåndværkerrådets Årspris 1988 samt Bindesbøll Medaillen i 1992.

Rigmor blev i 1990 udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen og æresmedlem af Dansk Fotografisk Forening i 1995. I begrundelsen for denne udnævnelse hed det bl.a., at hendes “holdning til faget viser, at hun er et menneske der ikke kun har det som levebrød, men som lever og ånder for fotografiet”.

Rigmor tog flere gange initiativ til forskellige fotoudstillinger samt fungeret som censor og dommer ved landsudstillinger.

I 1990’erne har hun videreført Huset Mydtskov i samarbejde med sønnen Martin Mydtskov Rønne.

Rigmor Mydtskov døde søndag den 14. februar 2010 i København og hun ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=rigmormydtskov

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Johanne Berg - Overbetjent, kvindesagskvinde og socialdemokratisk byrådsmedlem af Århus Byråd

Dette blog indlæg omhandler overbetjenten og det socialdemokratiske byrådsmedlem af Århus Byråd, Johanne Berg.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=johanneberg

Johanne Berg blev født Johanne Kirstine Hjersing Berg den 21. maj 1883 i Aalborg, som datter af snedker Peter Christoffer Berg (1832-1896) og hustru Maria Magdalene Berg - født Larsen (1842-1920).

Johanne tog handelsskoleeksamen, hvorefter hun som den første kvinde blev ansat ved toldvæsenet i Aalborg.

Herefter fik hun job på et sagfører- og livsforsikringskontor, hvor hun arbejdede i 10 år. Imens hun arbejdede her var hun engageret i Handels- og Kontormedhjælperforbundet, hvor hun hurtigt blev valgt som kasserer for deres Aalborgafdeling. Et år senere blev hun indvalgt i forbundets hovedbestyrelse.

Sideløbende med dette, var hun også en del af datidens kvindebevægelse, da hun tidligt blev bestyrelsesmedlem for Aalborg Kvindevalgretsforening.

I 1908 startede hun en særlig kvinderubrik i Dansk Handels- og Kontormedhjælpertidende.

Senere blev Johanne bestyrelsesmedlem for Dansk Kvindesamfunds Aarhuskreds og i 1918 var hun af socialistisk Kvindeforening. Hun sad på et tidspunkt også i forretningsudvalget for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og var medlem af midtkredsens partiforening samt bestyrelsesmedlem for hjælpekassen i perioden 1921-25.

Johanne blev i 1914 ansat som Danmarks første kvindelige politibetjent med reelle politiopgaver ved Århus politi.

Grundet hendes interesse for kvindesagen var det nærliggende for hende, at søge jobbet som politibetjent hos Århus Politi.

Det skabte debat, da hun som 30-årig Aalborgenserinde den 1. maj 1914 tiltrådte hendes stilling som politibetjent i Århus. 

Beslutningen om at hyrer hende var blevet truffet bag lukkede døre af det Århusianske byråd, men på den århusianske politigård kom den eneste positive støtte fra den engagerede politimester August Goll, men i tidsskriftet Politivennen blev det givet udtryk for den offentlige modstand mod ideen om kvindelige politibetjente, som burde holde sig fra denne type arbejde. Denne offentlige debat var Johanne ikke bleg for at forsvarer sig imod.

Ansættelsen af Johanne var dog kun eksperimentel og var ikke nødvendigvis en fastansættelse. Det viste sig dog hurtigt, at Johanne var den helt rette til jobbet, da hun var handlekraftig, havde ben i næsen og da hun patruljerede i byens lumre gader iført civilt antræk, som repræsentant for sædelighedspolitiet. Dette var med til at holde datidens unge piger væk fra Århus' suspekte beværtninger.

Da sædelighedspolitiet i forbindelse med retsreformen i 1919 blev lagt ind under kriminalpolitiet, så blev Johannes arbejdsområder ændret til paternitets- og adoptionssager.

Når en kvinde blev en del af datidens mere mandsdominerende fagområder, så måtte det nødvendigvis medfører en offentlig reaktion og ansættelsen af Johanne i det århusianske politi, blev da også hurtigt tildelt et skær af slagkraftighed og maskulin fandenivolskhed i datidens presse.

I forbindelse med hendes afskedsfest ved Handels- og Kontormedhjælperne i Aalborg, spurgte Aalborg Venstreblad Johanne, hvad hun ville gøre, hvis en herre absolut ville følge hende hjem under en aftenpatrulje. Til Dette svarede hun med et sønderknudsende blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: Passér Gaden, lille Ven!" og ifølge Århuus Stiftstidende blev der ved samme lejlighed sunget følgende vise tilegnet Johanne:

Hænder det at Fatter

faar en lille én

saa hans Korpus dratter

i en Rendesten,

bringer hun Patronen

ikke paa Stationen,

nej, men hjem til Konen,

hvor han faar sin Straf.

Johanne gjorde på bedste vis alle fordomme til skamme og vandt stor anerkendelse i det Århusianske politikorps og hun blev først forfremmet til inspektionsbetjent og senere til overbetjent af 1. grad og i forbindelse med hendes afskedigelse i 1949 fik hun tildelt fortjenstmedalje i sølv.

Som en naturlig forlængelse af det sociale arbejde Johanne allerede lavede, så blev hun i 1925 valgt ind i Århus Byråd for socialdemokratiet og indtil sin afsked i 1946 nåede hun at besidde ikke færre end 35 udvalgsposter og i hun var fra 1928-34 også primus motor i oprettelsen af folkebiblioteket, der var beliggende i Mølleparken, ind til det blev flyttet til DoKK1, der ligger ud til vandet. Ikke langt fra Århus Politigård.

Johanne blev stille og roligt en central skikkelse både i Århus by og i socialdemokratiet og da Århus' spidser i 1938 tog på en studierejse, var det således hende, der var blevet udpeget til at være midlertidig borgmester.

Det var også hende, der ledsagede statsminister Th.Stauning, da han i 1931 besøgte Den Gamle By i Århus og Statsminister Stauning deltog også i de festligheder, der blev afholdt i anledningen af hendes 25 års jubilæum som politibetjent i 1939.

Johanne Bang døde den 13. februar 1963 i Århus og på dette tidspunkt kunne hun se tilbage på et begivenhedsrigt liv. 

Hun blev begravet på Nordre Kirkegård i Århus, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Hun forblev dog ugift og fik aldrig nogen børn, men havde dog modbevist datidens kvindefordomme og opnået en dekoreret karriere samt blevet anerkendt for hendes frugtbare politiske virke.

Ingeborg Appel - højskolemoder, højskoleforstanderinde og gymnastikpædagog

Dette blogindlæg omhandler højskoleforstanderinden og gynmastikpædagocgen Ingeborg Appel.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgappel

Ingeborg Appel blev født Ingeborg Schrøder den 26. juni 1868 som datter af højskoleforstander Ludvig Schrøler (1836-1908) og hustru Charlotte C.E.J. Wagner (1842-1904).  

Ingeborg var hele sit liv tilknyttet Askov højskole og hun var præget af og urokkeligt forpligtet over for hendes fars kristeligt-folkelige grundtanker.

Hun var i 1885 elev på Ernst Triers højskole, som var beliggende i Vallkilde og dette ophold bekræftede hende i de grundtanker hun igennem hendes far var opvokset med, men dette opholde introducerede hende også til nyindførte Lingske gymnastik, som var blevet opfundet af den svenske gymnastikpædagog, digter og dramatiker Pehr Henrik Ling, men som på Vallekilde Højskole blev indøvet af Sally Högström.

I forbindelse med dette højskoleophold blev Ingeborg grebet af den frigørende karakter, som man kunne finde i den Lingske gymnastik og hun gennemførte med stor energi i 1887-89 Gymnastiska Centralinstitutets fuldstændige kursus. Dette kursus var beliggende i Stockholm og hun var den første danske kvinde, som gennemførte det. (Hvorvidt andre danske kvinder tidligere havde gjort et forsøg på at gennemføre dette kursus melder mine kilder intet om red.)

Efter at have gennemført dette kursus flyttede hun var Stockholm og tilbage til Askov, hvor hun fik job som højskolelærerinde og gymnastikpædagog og hendes hovedfag var igennem hendes 50-årige karriere gymnastik og sundhedslære.

Igennem hendes selvstændighed og ildhu gik hun gjort en banebrydende indsats for den folkelige kvindegymnastik - dette skete blandt andet igennem særlige kurser, der var med til at uddanne kvindelige gymnastikledere og dette skete før oprettelsen af Gymnastikhøjskolerne.

Ingeborg giftede sig den 24. september 1891 i Vejen med Jacob Appel, der var født den 23. april 1866 på Røddinge Højskole. De var altså begge højskolebørn fra fødsel, da Jacob var søn af højskoleforstander, frimenighedspræst Cornelius Appel (1821-1901) og hustru Anne K. Lorentzen (1829-69). – Søster til Fr. Schrøder (Christian Ditlev Frederik Schrøder - Ingeborg Appels bror) (18.10.1888-6.7.1973) - Altså var Ingeborg gift med hendes søster-søn (hendes nevø) (Ref.https://biografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Appel ).

Sammen fik de børnene Margrethe (g. Christiansen, 1895), Anna Kirstine (1898), Cornelius (1901), Julie (1901) og Charlotte (g. Rud, 1906).

I 1912 skulle ægteskabsritualet af 1897 revideres og i denne forbindelse foreslog Ingeborg den biskop, der stod for arbejdet, at skriftstedet “bærer hverandres Byrder” fremover kom med i præstens tale til parret. Dette ønske, som blev efterkommet, hang sammen med hendes erfaringer fra både forældrenes og eget ægteskab, hvor ægtefællernes jævnbyrdige samarbejde var et bærende element.

Hun underviste også i sygepleje, men hendes hovedindsats bestod i ledelsen af Askov Højskole, hvilket hun gjorde som myndig husmoder i jævnbyrdigt samarbejde med hendes mand Jacob Appel.

I lige fra de blev gift og frem til hans fratræden i 1928 overvågede Ingeborg skolens daglige drift og i perioderne 1910-13 og 1920-24, hvor Jacob var minister, var Ingeborg forstanderinde for højskolen - helt alene.

Ingeborg blev enke, da Jacob døde den 31. December 1931.

Ingeborg udstrålede en stor viljestyrke samt pligttroskab og opofrelse overfor både hendes ægtemand, højskolens lærer samt elever. Hendes tale kunne dog forekomme patetisk og unuaceret, men over for syge eller ensomemme medmennesker havde hun stor forståelse og udviste stor omsorg. Dette medførte at hun blev medlem af flere forskellige bestyrelser inden for en række foreninger med humanitært sigte.

Ingeborg blev i 1934 tildelt  Ling-medaljen i guld og i 1939 fik hun Lingiade-medaljen i guld 1939.

I perioden 1932-41 sad hun i højskolens bestyrelse.

Ingeborg gjorde en indsats for at forbedre kvindernes uddannelsesmuligheder uden dog at give slip på sit grundsyn, at kvinder i hovedsagen skulle være husmødre og opdragere i hjemmet.

Ingeborg døde den 5. November 1948 på Brørup Sygehus. Hun ligger begravet på Askov kirkegård.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgappel

Madam Mangor - Danmarks første kogebogsforfatterinde

Dette blog indlæg omhandler Danmarks første kogebogsforfatterinde, Madam Mangor, som jeg første gang stødte på i TV-serien "Bryggeren", der omhandler grundlæggensen af Carlsberg samt forholdet mellem dets grundlægger J.C. Jacobsen (Jacob Christian - kaldet I.C) og hans søn Carl.

I denne tv-serie spilles Madam Mangor af Bodil Udsen i afsnit 4 og 6.

Madam Mangor blev født Anne Marie Mangor torsdag den 12.juli 1781, som datter af assessor i hof- og stadsretten Andreas Bang (1740-1801) og hustru Anna Sybille Terkelsen (1746-1822).

Anne Marie giftede sig som 19-årig, da hun den 16. oktober 1800 indgik ægteskab med cand.jur. og fuldmægtig i hof- og stadsretten (hvor også hendes far arbejdede)  og senere grosserer Valentin Nicolai Mangor.

De fik sammen tre døtre og boede i perioden 1809-1810 på adressen Købmagergade 32 i København, hvor også organisten og komponisten C.E.F. Weyse havde boet.

Ægteskab varerede til Valentin døde den 4. april 1812, hvorefter Madam Mangor som 31-årig var blevet enke, hvilket hun var resten af hendes liv.

Denne enkestand medførte at hun måtte arbejde hårdt for at kunne forsørge hendes selv og hendes tre små døtre. Dette gjorde hun ved at strikke, sy kludetæpper samt ligende håndarbejde samt som forfatterinde af fortællinger for børn, som hun solgte.

Det var dog igennem hendes madopskrifter, der skabte hende et godt ry, da hun var en dygtig husmoder og havde igennem årene samlet på opskrifter, der i begyndelsen gik på omgang blandt hendes venner og bekendte.

I disse opskrifter var alt gennemprøvet af Madam Mangor, så mængde, vægt og koge- eller stegetid var nøjagtigt og pålideligt angivet, hvilket vakte stor interesse i datidens København.

På opfordring af sine venner, valgte Madam Mangor nølende at gå med til, at lade sine opskrifter trykke og sælge dem fra hendes hjem og i 1837 udgav hun "kogebog for smaa Huusholdninger" - denne blev dog udgivet anonymt. 

Denne kogebog blev hurtigt populær og efterspurgt, så 3 år senere - i 1840 valgte hun at udgive " Syltebog for Smaa Huusholdninger", der året efter blev efterfulgt af "Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger".

Disse tre kogebøger blev hurtigt så populære, at de måtte genoptrykkes i op mod et halvt hundrede oplæg, hvilket medførte at de tilsammen opnåede et salg af ca. 500.000 eksemplarer.

Disse kogebøger blev benyttet på nogle af landets husholdningsskoler langt op i 1920'erne.

Det var igennem hendes kogebøger, at Madam Mangor opnåede stor berømelse og fik gode indtægter og så sent som i 1966 blev der udgivet et kommenteret udvalg af hendes opskrifter fra "Kogebog for smaa Huusholdninger" (ved Mogens Brandt) - dette var bogens 47. oplag.

Det var dog ikke kun opskrifter til voksne Madam Mangor udgav - hun tænkte også på børnene og udgavi i 1847 kogebogen "Kogebog for smaa Piger".

Det var dog ikke kun madlavning, der fyldte i Madam Mangors liv. I 1864 blev hun dybt grebet af krigen mod Preussen og som det praktiske menneske Mdam Mangor var, tænkte hun på hvordan hun kunne gøre en indsats i forbindelse med krigen. Dette endte med at ud valgte at skrive den korte og let forståelige "Kogebog for Soldaten i Felten", som hun i 1864 valgte at forærer til den danske hær i mange tusinde eksemplarer.

Det var dog ikke kun skriftlig formidling af madopskrifter, Madam Mangor beskiftigede sig med. I 1843 udkom bogen "En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn" og i 1852 udkom "Tante Cousine", der er en familieskildring fra tiden for og efter 1800 og den bygger på hendes egne erindringer samt oplevelser.

Mandam Mangor, døde som 83-årig tirsdag den 16. maj 1865 og er begravet på Assistens Kirkegård i København.

 © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=annemariemangor

Hvis du gerne vil låne eller eje et eksemplar af en af Madam Mangors udgivelser, så kan det gøres igennem følgende hjemmesider:

- Låne: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A06790046

- Eje: https://www.saxo.com/dk/mangors-kogebog-for-smaa-husholdninger_pdf_9788793208032

 Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Lili Elbe - Danmarks første kendte trans

Dette blogindlæg omhandler Danmarks første kendte trans - nemlig kunstmaleren Lili Elbe.

Jeg ved godt, at hun levede mere som mand end som kvinde, men i introen til dette indlæg har jeg besluttet at fokuserer på hendes om kvinde.

Jeg valgte hende efter at spurgt efter inspiration i min omgangskreds og blev foreslået at skrive om hendes kone Gerda Wegener, men da jeg synes de kilder om hende jeg havde tilrådelighed ikke var tilfredsstillende, så synes jeg, at det ville være mere spændende, at skrive om Lili Elbe.

Jeg lærte Lili Elbe at kende første gang, da den amerikanske film "The Danish Girl" (Den danske pige) havde premiere i 2015.

Denne film fortæller historien om den del af Lili's liv, hvor hun indser, at hun er en kvinde fanget i en mandekrop og beslutter sig for, at går fra mand til kvinde og hvordan dette påvirker hendes forhold til hendes kone, Gerda.

Den kan varmt anbefales.

Lili Elbe blev født under navnet Einer Mogens Andreas Wegener, som søn af købmand Mogens Wilhelm Wegener og hustru Ane Marie Thomsen i Vejle i 1882, som den yngste i en familie med fire børn.

Einer var uddannet malersevend fra Vejle Tekniske skole, men han rejste efter endt uddannelse i 1902 til København, da han var blevet optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi og det var også her han mødte kunstmalerinden Gerda Gottlieb, som han giftede sig med i 1904, hvorefter hun tog hans efternavn og begyndte at maler under navnet Gerda Wegener.

Efter de var blevet gift begyndte Gerda jævnligt at bruge Einer som model for hendes kvindeportrætter og i denne forbindelse opdigtede hun og Einer personen Lili og det var i forbindelse med dette, at Einer begyndte at opdage, at han følte sig godt tilpas i denne kvinderolle, hvorefter han også begyndte at optræde offentligt i kjoler og præsenterer sig som Lili Elbe.

Men selv i datidens frigjorte københavnske kunstnermiljø var det svært, at accepterer Lili Elbe samt hendes og Gerdas forhold.

Denne modstand medvirkede til at parret i 1912 valgte at flytte permanent til Paris.

Livet i den franske hovedstad var dog stadig svært for Lili, som stadig følte sig forkert i hendes krop samt led af søvnløshed og svære slevmordstanker, hvilket fik parret til sammen at opsøge flere forskellige læger, som enten diagnosticerede Lili med hysteri eller homoseksualitet (der på dette tidspunkt blev anset som værende en psykisk sygdom).

Lili mødte dog den tyske læge Kurt Warnekros i 1930, der på dette tidspunkt drev en kvindeklinik i Dresden sammen med kollegaen Magnus Hirschfeld.

Warnekros var af den overbevisning, at Lili var en kvinde fanget i en mands krop og denne teori tog Lili til sig, hvorefter hun begyndte hendes transformation fra mand til kvinde, da dette var muligt på kvindeklinikken i Dresden.

Efter at have skrevet et brev til Kong Christian d.10. i september 1930, så fik Gerda og Lili ved hjælp af en særlig kongelig resolution erklæret deres ægteskab for ugyldigt, men den begrundelse, at de var af samme køn (ægteskab mellem to af samme køn var på dette tidspunkt ulovligt).

Efter deres skilsmisse giftede Gerda sig med en major i flyvevåbnet - med Lilis velsignelse.

I slutningen af 1930 valgte Lili at lade sig indlægge på kvindeklinikken, så hun kunne gennemgå hendes første indledende operation, som gik ud på, at fjerne penis samt testikler og dette indgreb kunne beskrives som en total kastration og lå langt fra de kønsoperationer, som man laver den dag i dag, da man i dag bruger penik og tetiskler til at danne skede og skamlæber.

Kort efter Lili havde gennemgået dette indgreb valgte hun at gennemgå yderligere to operationer, som gik ud på, at hun skulle have indsat friske kvindelige kønskirtler, efter hendes egne optegnelser.

Efter at have fået foretaget disse indgreb, begyndte Lili at føle sig lykkelig og hun fik også ændre hendes navn i kirkebogen.

Efter at have været på et kortvarigt kurophold i Tyskalnd, valgte Lili at flytte tilbage til København i begyndelsen af 1931. Her følte hun sig dog ensom og begyndte at have skyldfølelse over at have slået "Einer" ihjel. 

Hun kunne også mærke, at hun havde et brændende ønske om, at kunne føde hendes egne børn - som en rigtig kvinde.

Dette ønske medførte, at hun valgte at gennemgå endnu en operation ved kvindeklinikken i Dresden og i juni 1931 forsøgte Kurt Warnekros med Lilis velsignelse, at indoperere en livmoder, men dette indgreb kom Lili sig aldrig over og hendes krop begyndte at frastøde de nye organer.

Lili Elbe blev af hendes samtid mest betragtet som enten en tragisk skikkelse eller en underlig sensation og da Christine Jorgensen i 1952 var den næste til at skifte køn, var Lili blevet så glemt, at langt de fleste aviser udråbte Christine som værende den første til at skifte køn.

I nyere tid er Lili dog gået hen og blevet et ikon for det transkønnede miljø og bliver fremhævet for at være villige til at risikerer hendes liv for at blive sig selv og hendes "berømmelse" opnåede et højdepunkt, da filmen "The Danish Girl" i 2015 havde premiere.

Lili Elbe døde af organsvigt den 13. september 1931 - kun 48 år gammel - i Tyskland.

Trinitatisfiedhof, Dresden, Tyskland - 2016. Oprideligt gravsted nedlagt, men rekonstrueret i 2016 - © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lilielbe

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com