lørdag den 27. februar 2021

Lis Hartel - OL-vinderen, som overkom polio

Dette bonusindlæg omhandler den danske dressurrytter Lis Hartel, som efter at have gennemlevet polio vandt OL sølv ved Olympiaden i Helsinki i 1952.
Det var min hestsportsinteresserede far, som gjorde mig opmærksom på Lis Hartel og hendes usædvanlige præstation og foreslog mig, at skrive et blogindlæg om hende.
Efter at have læst lidt om hende, synes jeg hun virkede som den helt rigtige person til at få noget opmærksomhed i min blog.


Lis Hartel blev født Lis Holst den 14. marts 1921 i Hellerup, som datter af forretningsfører og senere direktør Ejner Holst (1888-1960) og denne hustru Else Schmidt (1896-1987).

Hendes interesse for heste og ridning fik hun med hjemmefra, hvor  det spillede en stor rolle og det var en interesse hun delte med hendes søster, Tove.
De blev undervist i ridning af deres mor.

Karrieren som rytter begyndte under ledelse af hendes mor Else Schmidt i Sportsrideklubben København, hvor Lis i 1934 begyndte som skolerytter og deltog i både spring- og dressurkonkurrencer.

Som 22-årig - i 1943 - vandt Lis sit første Danmarksmesterskab i skoleridning og dette gentog hun i 1944. Begge gange red hun på hesten Gigolo.

Lis giftede sig den 23. maj 1941 i Hellerup med grosserer Poul Finn Hartel. Dette ægteskab varerede til hans død den 17. marts 1997.
De fik to døtre sammen - Pernille, som blev født i 1942 og Anne, som kom til verden i 1945.

Efter at have vundet DM i 1944 skete der det uheldige, at Lis i forbindelse med at hun ventede sit 2. og sidste barn, datteren Anne, fik konstateret polio, hvilket gjorde hende sengeliggende i to et halvt år.

Men efter at have bekæmpet denne uhyggelige sygdom lykkedes det hende, at genvinde DM-titlen i både 1952, 53 og 54. Dette var noget af en præstation, da Lis efter hendes polio-sygdom aldrig genvandt sin fulde førelighed.

Disse Danmarksmesterskaber vandt hun på hesten Jubilee.
Hendes sidste DM-titel vandt hun i 1959 på hesten Limelight.

I denne tidsperiode opnåede Lis også sit internationale gennembrug og bag dette stod hendes træner, som havde taget over efter hendes mor, berideren Gunnar Andersen, som var Lis' træner fra 1951.
I 1952 skabte det meget opmærksomhed, da det lykkedes Lis på trods af hendes handicap at vinde sølv ved OL i Helsinki. Denne medajle vandt hun sammen med den 9-årige hest Jubilee. 
Denne placering fik de også ved rytterolympiaden i Stockholm i 1956. 
Lis vandt desuden også det uofficielle verdensmesterskab, som blev afholdt i Aachen i 1954.

Som rytter blev Lis kendt som værende sikker og have et rytmisk og harmonisk program, som var baseret på det perfekte samarbejde, som havde havde med sine heste. Blandt disse var det specielt samarbejdet med hesten Jubilee, som var mest berømt. Jubilee var en pålidelig hest, som kombinerede et ideelt temperament med en umiddelbar konkurrenceglæde.

Med baggrund  i hendes internationale resultater, som var opnåede på trods af hendes handicap, så blev Lis en myte også uden for ridesportsverdenen og hun opnåede at blive et forbillede for andre polioramte, igennem hendes livsmod og ukuelige energi, hvilket på dette tidspunkt i 1950'erne var virkelig efterspurgte, da polio på dette tidspunkt var en meget frygtet sygdom, som ramte en del børn og unge voksne.

Lis' generalle indflydelse på og betydning for den danske handicapidræts fremgang kan blandt andet ses de mange invitationer til åbninger af handicapridecentre ikke bare i Danmark, men også i resten af verdenen, som Lis blev inviteret til.

I løbet af 1960'erne overgik Lis fra rytter til træner og det lykkedes hende, at optræne flere heste til deltagelse i internationale konkurrencer og med hendes store ekspertise instruere hun datidens ungdom i Holte Rideklub, hvor hun var ansat som træner.

Lis var blandt de 10 første, som opnåede en plads i idrættens "Hall of Fame" og i 1994 blev hun optaget i "The International Womens's Sports Hall of Fame".

Lis døde som 87-årig den 12. februar 2009 i Fredensborg og hun blev efterfølgende begravet på Grønholt Kirkegård i samme by.


©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lishartel

Der ligger flere videoer med hende på youtube:

- https://www.youtube.com/results?search_query=Lis+Hartel






søndag den 14. februar 2021

Lotte Tarp - skuespillerinde, tyskerunge og Lyngbybeboer på Frieboeshvile.

Denne måneds blogindlæg omhandler den afdøde skuespillerinde, Lotte Tarp, som jeg hørt om første gang, da jeg var i universitetspraktik på Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv i forbindelse med med kulturhistoriekandidat ved Århus universitet.
Lotte Tarp har været beboer i det hus - Frieboeshvile - hvor Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv er beliggende i dag.
Da jeg ikke ved så meget om hende og da hun ikke virker til at være særlig kendt i dan brede danske befolkning, så synes jeg hun fortjener noget opmærksomhed igennem min blog.
Lotte ville i dag være fyldt 76 år - kæmpe tillykke :-)

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Lotte Tarp blev født Ann-Charlotte Rising den 14. februar 1945 i Århus, som datter af bestyrer i Friheden, Alfred Rising, der var søn af Frihedens ejer, Hans Rising. Hendes mor var Yrsa Ingemann Jensen, men hun var ikke meget nærværende i hendes datters liv grundet mavesår samt andet sygdom. Desuden var hendes far heller ikke meget hjemme, så hun så ikke meget til sine "forældre".
På et tidspunkt besøgte Lotte hendes storsøster Åse, der på dette tidspunk var bosiddende i Købehavn og det var under dette besøg, at hun fik sandheden om hendes familie af vide. Hendes forældre var i virkeligheden hendes bedsteforældre og hendes storsøster var hendes mor.
I slutningen af hendes liv fokuserede Lotte mere og mere på at skrive, både bøger, film og teatermanuskrifter blev hun forfatterinde til.
Hun udgav i slutningen af 1980'erne teaterstykket "Amagertorv 4", der omhandlede Poul Henningsens mors, Agnes Henningsens liv.
Lotte blev i 1991 uddannet manuskriftforfatterinde fra Filmskolens manuskriftuddannelse og i 1994 skrev hun manuskriftet til filmen "Længe leve friheden", der omhandlede hendes forfar, Alfred Risings liv.
Desuden var hun medforfatterinde til flere afsnit af tv-serierne "Landsbyen" og "Taxa".

Åse fortalte Lotte, at hendes far var en dansk frihedskæmper, der var død i en tysk koncentrationslejr, men sandheden skulle dog vise sig at være en helt anden.
Lottes biologiske mor, Åse Gyrithe Tarp arbejdede som sminkøse på blandt andet ASA-filmstudierne og giftede sig i 1954 med den danske komponist Sven Erik Tarp, som så blev Lottes Stedfar og igennem hvem hun fik efternavnet Tarp.
Lotte flyttede på et tidspunkt fra Århus til Frieboeshvile i Lyngby, som hendes stedfar havde fået stillet til rådighed som kunstnerbolig.

Sandheden om hendes far, fik Lotte lokket ud af sin morfar, da hun var i midt 20'erne.
Hendes far viste sig, at være en tysk soldat, som hendes mor havde et kort forhold til - Lotte var altså en såkaldt tyskerunge - denne sandhed valgte familie skulle forties for en hver pris og de valgte derfor at lade Lotte vokse op hos hendes bedsteforældre og lade hende vide, at dette var hendes forældre.

Hendes far var den tyske officer Wolfgang Haug og hendes forældre nåede ikke at blive gift, før hendes far blev sendt til Polen, hvor han forsvandt i april 1945, formentlig blev han dræbt her.

Lottes karriere som skuespillerinde begyndte, da hun som 16-årig debuterede i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs fil "Weekend", hvori hun som 17-årig spillede rollen som en mut, men erotisk fristende barnepige og deltog i en nøgenscene, der blandt andet gav hende problemer, i sær med pressen, men dette ændrede ikke ved hendes tidligt opnåede status som både intellektuel og kontroversiel skuespillerinde

Lotte var for en kort periode i 1963 elev på Privatteaterenes elevskole og arbejdede efterfølgende et år som "Lommerpige" hos Stig Lommer.

I begyndelsen af hendes karriere fik Lotte ofte de lette og ofte sexede roller og hun blev i 1964 valgt som Ekstra Bladets første topløse model og blev derigennem sat i bås som værende den smykke blondine.

Lotte medvirkede i slutningen af 60'erne blandt andet i den første "Olsen-Banden"-film, hvori hun havde rollen som Bennys forlovede samt i Morten Korch-filmen "De røde heste".

Lotte giftede sig den 3. juni 1967 med forfatteren og instruktøren Henrik Stangerup. 

Blandt de første karakter-roller som Lotte fik var rollen som sober præstefrue i hendes mands debutfilm "Giv Gud en chance om søndagen", der havde præmiere i 1970.

3 år senere spillede Lotte rollen som psykiatrisk patient på kollisionskurs med læger samt normaliteten i filmen "Farlige kys".

Igennem hendes karriere nåede Lotte at medvirke i over 20 film, men hun medvirkede også i flere tv-serier samt havde flere teaterroller. Hun var desuden også instruktør på flere revyer, som hun også medvirkede i.

Hendes ægteskab med Henrik mødte modstand - i sær fra Henriks familie og hans mor skuespillerinden Betty Söderberg forbød ham lige frem at gifte sig med hende, men selv på trods af denne modstand blev de gift og fik en søn sammen. 
Deres kærlighed holdt dog ikke og de blev senere skilt, selvom de forblev venner resten af livet.
Senere giftede Lotte sig med jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, som hun levede sammen med flere år frem til hendes død.

Niels Jørgen Steen har desuden også været gift med skuespillerinden Avi Sagild med hvem han fik børnene Nikolaj og Paprika Steen.

Lotte skrev selvbiografien "Det sku' nødig hedde sig" i 1997, som hun fik stor litterær succes med.
Denne bog blev året efter belønnet med Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat.

I denne fortæller Lotte sin livshistorie inklusiv alle dens fortielser og løgne. Hun fortæller åbenhjertigt om hendes erfaring som tyskerunge samt om sin jagt på sandheden om hendes far og familie. Erindringsbogen blev desuden en opdagelsesrejse i de nærmeste gene af hendes stamtræ med voldsomme omkostninger til følge. 
Bogen beskriver også Lottes rejse gennem det daværende DDR, hvor hun løber ind i bureaukrati og spionanklager i fodsporet på hendes far, den tyske soldat Wolfgang.
Bogen viste også, at selvom Lotte ikke var noget ønskebarn, så var hun stærk nok til at skabe sig både et ståsted og en identitet.

I efteråret 2001 fik hun stor succes som manuskriptforfatter og instruktør med teaterforestillingen "For enden af universet ligger der en døgnkiosk".

Hun var desuden også manuskriftforfatterinde på kortfilmen "To kvinder", der i 2002 vandt en Bodil for bedste novellefilm.


Lotte Tarp døde som 57-årig den 24. oktober 2002 i Humlebæk efter længere tids kræftsygdom.

Hun ligger begravet på Holmens kirkegård - på Østerbro i København.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.
Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com


søndag den 3. januar 2021

Ingeborg Brams - en af 1900'tallets store, men oversete skuespillerinder

Dette indlæg indledes lige med en undskyld for, at der er gået så lang tid siden mit sidste indlæg.
Der kom lige en flytning, jul og nytår i vejen, så jeg fik pludselig nok at se til, men nu er det min intention, at skrive et indlæg om måneden.

© https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=444

Dette indlæg omhandler skuepillerinden Ingeborg Brams, der blev født d. 9. december 1921 i Hobro, som datter af overdyrlæge Ludvig Harald Brams (1886-1975) og hustru Olga Nielsine Jensen (1891-1960).

Som 16-årig gik hun ud af gymnasiet, hvorefter hun fik arbejde som ung pige i huset hos bekendte i København og det var i denne forbindelse hun flyttede fra Hobro til København.

Ingeborg fik sin teaterdebut i rollen om Eugenie i stykket "Don Ranudo", der blev sat op på det Kongelige teater. Dette skete samtidig med, at hun var elev på det Kongelige teaters elevskole, hvor hun gik i perioden 1939-1941.
Hendes teatergennembrud kom dog først samme år, som hun blev uddannet fra elevskolen, da hun fik tielrollen i stykket "Ullabella".

Hendes skuspeillertalent gjorde at hun tidligt mestrede datidens de klassiske kvinderoller, hvilket kom til udtryk i følgende stykker:
- "En søndag paa Amager", der blev opsat i 1941 og hvori hun spillede rollen som Lisbet.
-"Kivfuglen", der blev opsat året efter og i hvilket hun spillede rollen som Margit.

Hun var tilknyttet det Kongelige teater frem til 1959, hvor hun var teaterets førende skuepillerinde. Hun var dog engageret ved Frederiksberg Teater i perioden 1951-52.

Efter hendes afgang fra Det Kongelige teater medvirkede hun i forskellige gæstespil og hendes teaterengagement var efterfølgende kun kortvarige. Hun var engageret ved Det Ny teater 1960-61, Århus Teater 1963-64, Ny Scala 1965 og Tivolikabaret 1966.

Efterhånden begyndte Ingeborg at føle en større sceneskræk, hvilket medførte at hendes senere forsøg på at vende tilbage til teaterscenen blev droppet.

I dag anses Ingeborg blandt hendes generations store skuespillerinder, hvilket blev hjulpet på vej af hendes lille og spænstige fysiognomi samt den lidenskabelige styrke, der kom til udtryk i hendes krop og skuespil, hvorigennem hun kunne løfte næsten enhver roller op på større kunstneriske højder.
Publikum kunne mærke, at hendes replikker blev bakket op af hendes rige følelsesregister og dette medvirkede til, at hvert et ord hun fremsagde kom fra hjertet og gik i hjertet på publikum. Hendes styrke som skuespillerinde lå derfor i det intime spil mere end stykker, hvor replikkerne byggede på svulmende patos. Det var på trods af at Ingeborg var naturalistisk skolet på Det kongelige teaters elevskole.
Dette kom til udtryk i roller som Puk i "En skærsommernatsdrøm" (opsat i Dyrehaven 1943) og Agnes i "Fruentimmerskolen" (opsat 1947).

Da sceneskrækken modvirkede st Ingeborg kunne medvirke i flere teaterstykker, så begyndte hun at dyrke oplæsningskunsten, hvor hendes tindrende stemme og fornemme replikkunnen blandt andet levendegjorde tekster af for eksempel H.C. Andersen, Johannes Jørgensen samt Tove Ditlevsen.
Desuden blev hun engageret til Radioteateret, hvor hun blandt andet skabte fremragende præsentationer fra "Ophelia" til "Medea".
Hun har desuden medvirket i adskillige film og på tv-teateret. I det sidste kunne hun ses som Inger i "Kærlighed" fra 1960.

Grundet hendes store skuespillertalent blev hun tildelt Peder Skrams elevlegat 1941, Studenternes æreskunstner 1951, Tagea Brandts legat 1952, Teaterpokalen 1953-54, Bodil Ipsens legat 1960, Peter Kjærts legat 1964, Ole Haslunds legat 1965, Skuespillerforeningens legat 1967 samt Blicherprisen 1967.
Hun blev ridder af Dannebrogsordenen i 1955. 

Ingeborg blev gift første gang d. 12. maj 1944 i Søllerød med landsretssagfører Erik Vilhelm Petri (20. februar 1905-24. juni 1961).
Hendes 2. ægteskab var med journalist Sten Uldall-Rasmussen (15. februar 1923 - 28. august 2000), som hun giftede sig med d. 10. november 1951.
10 år senere indgik hun sit 3. og sidste ægteskab, da hun i 1961 giftede sig med sognepræst Preben Johannes  Grøndal Thomsen (22. marts 1933 - 17. november 2006).

Ingeborg Bram døde den 14. Oktober 1989 og blev begravet på Søndre Kirkegård i Hobro.
© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgbrams

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.
Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com



søndag den 22. november 2020

Astrid Villaume - den akrobatiske dansende skuespillerinde fra Morten Korch filmene.

Dette blogindlæg omhandler skuepillerinde Astrid Villaume, der er udvalgt, da hun er blandt de mere oversete kvindelige skuepillerinder fra Morten Korch filmene og hun fortjener at få hendes plads i den danske filmhistorie.


©:https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=76


Den danske skuespillerinde Astrid Villaume blev født den 3. november 1923, som datter af apoteker Carl Christian Villaume (17. januar 1890- 1960) og hustru Astrid Leonie Bions (30. November 1897-1980).

Inden hun blev uddannet skuespillerinde, arbejdede hun blandt andet som akrobat i forskellige danske revyer, blandt andet var hun tilknyttet Nykøbing Falsker revyen i 1944, hvor hun foruden at optræde med akrobatiske danske også medvirkede i viser og sketches.

Inden hun søgte optagelse som skespillerinde, læste hun hos Agnete Arne-Jensen, Heinrich Erting samt Erik Hofman.
 
Hun blev uddannet fra Odense teaterselevskole, hvorefter hun var ansat ved Århus teater i krigsårene 1941- befrielsesåret 1945, hvorefter hun ved samme teater debuterede i stykket "Under krigen". Herefter var hun de efterfølgende to år ansat ved Frederiksberg teater, hvorefter hun søgte ind og blev optaget på Det kongelige Teaters elevskole, hvorfra hun blev uddannet i 1949. Efter endt elevuddannelse fortsatte hun med at være tilknyttet Det Kongelige Teater.

Når hun blev spurgt hvorfor hun havde taget elevskoleuddannelsen to gange, så svarede hun, at hun følte hun havde brug for det. 

Under krigen og i efterkrigsårene kunne Astrids elegante fremtræden og hendes uteatralske skuespil gældende i danske film - både de sjove komedier såsom "Adam og Eva" (fra 1953) og poetisk-realistiske historier såsom "Der var engang en krig (fra 1966).
Astrid kunne også ses i folkekomedier, hvor hun overvejende blev eksponeret som datidens uglamourøse og temmelig passive kvindeideal. Dette kun blandt andet til udtryk i filmen "Fra den gamle Købmandsgaard" (fra 1951) samt i flere Morten Korch-film.

Som teaterskuespillerinde kunne Astrid ses i et vidtspændende repetoire, da hun spillede med i stykker såsom Lars Noréns "Natten er dagens mor" samt de nyklassiske roller som mødrene i Arthur Millers "En sælgers død" samt Eugene O'Neills "Lang dags rejse mod nat". Begge disse stykker blev opsat som et samarbejde mellem Det Dansk Teater og Det Kongelige Teater.

Astrids kvindelige stamina kom blandt andet til udtryk igennem en dirrende, underliggende og nervøs skrøbelighed, hvilket for eksempel kan ses på tv i Leif Panduros "Rundt om Selma" (fra 1971) samt Kjeld Abells "Anna Sophie Hedvig" (fra 1975).

Foruden at arbejde på teater, tv og film, så medvirkede Astrid også i forskellige hørespil i radioen.

Astrid blev den 11. februar 1947 gift i Frederiksberg Kirke med grosserer Carl Magnus von Staffeldt (04. april 1906-6.august 1959). 
De nåede at få to børn sammen og da han døde, ventede Astrid deres 3. fælles barn.

Som skuespillerinde modtog Astrid en masse priser såsom Ole Haslund, Poul Reumerts, Olaf Poulsens samt Johanne Luise Heibergs (minde) legater. Hun fik desuden også en Bodil for bedste kvindelige hovedroller i filmen "Susanne" (fra 1950), der var hendes første hovedrolle på film.
Hendes sidste filmrolle blev som mormor i "Lad isbjørnene danse" fra 1990.

Astrid Villaume døde d. 12. februar 1995 og blev begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=astridvillaume
©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=astridvillaume


Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Ingeborg Brams.

©https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/ingeborg-brams



Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så som et oplæg om et historisk emne, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com








torsdag den 5. november 2020

Birgitte Federspiel - Hele Danmarks Baronesse von Rydtger.

Dette blogindlæg omhandler den afdøde danske skuespillerinde, Birgitte Federspiel, der i den bede befolkning nok mest er kendt fra rollen som Baronesse Von Rydtger i Matador samt fra film såsom Charles tante (med Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ebbe Langberg fra 1959 red.).

Hun er udvalgt, da jeg synes hun fortjener noget mere opmærksomhed og da hun er blandt de skuespillerinder, fra gamle danske film, som jeg personligt ser meget op til. Synes hun kunne spille side roller både med en sårbar skrøbelighed og en styrke, der er virkelig bemærkelsesværdigt. 



 
Birgitte Federspiel blev født Karen Birgitte Fønss Federspiel søndag den 6. september 1925 som skuespiller Ejner Federspiel (1896-1981) og hustru, redaktør Gunver Federspiel (født Fönss) (død:1963 - fødselsår: ukendt).

Selvom Birgittes far var skuespiller og hendes mor havde haft teaterdrømme, så var de ikke glade for hendes ønske om at følge i deres fodspor, men dette ændrede ikke på hvor stærkt dette ønske var for hende, da den unge Birgitte hellere ville være "tredje bølge på Svendborg Sommerteater" end at opgive hendes skuespillerdrømme, hvilket hun gav udtryk for i et interview fra 1999.
Disse drømme medførte, at Birgitte valgte at begynde at læse hos skuespilleren John Price (James og Adam Prices far red.), men dette gav ikke det ønskede resultat om en optagelse på Det Kongelige Teaters elevskole, men hun blev dog optaget og var elev på Knud Rex's elevskole på Frederiksberg Teater i krigsårende 1943-45.
Birgitte debuterede som skuespillerinde i befrielsesåret 1945 i stykket "Vårbrud", der blev sat op på Alléscenen, hvorefter hun blev hyret til Odense Teater, hvor hun arbejdede i perioden 1945-47, hvorefter hun blev hyret til Folketeateret, hvor hendes teatermæssige gennembrud kom i 1951 i Kaj Munk stykket "Egelykke".

Årene på Folketeateret frem til 1962 blev nogle af Birgittes mest betydningsfulde for hende, der allerede på dette tidspunkt blev set som en alsidig og talentfuld teaterskuespillerinde.

Birgitte gennembrud med det moderne repertoire kom, da hun i perioden 1962-65 var blev engageret til Det Ny Teater, hvor hun blandt andet spillede med i stykker såsom "Slottet i Sverige" og "Victor" af Roger Vitrac, så man kan sige, at Birgitte på alle måder har fået de rette skuespillermæssige opgave, på de rette tidspunkter og hendes arbejdsopgaver har igennem hele hendes karriere været mangeartede.

Foruden at arbejde på diverse københavnske teatre, så arbejdede Birgitte også både i Radioteatret og for Tv-Teatret grundet hendes særegne stemme og tydelige diktion og hun har også slået sit navn fast igennem flere film, som hun indspillede i perioden 1942 (hvor hun var med i "Ta' briller paa" red.) og frem til 2001, hvor hun spillede med i filmen "Kat".

Birgitte giftede sig i 1946 med skuespilleren Henning Ahrensborg og dette ægteskab varede frem til hans død den 24. Oktober 1951.
Efter hendes ægtemands død levede hun først sammen med skuespilleren Freddy Koch og siden med skuespilleren Jens Østerholm.

Hun modtog i 1955 en Bodil for hendes præsentation som den gravide Inger i filmen "Ordet" af Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks drama. Under indspillingen af denne film var Birgitte gravid med hendes første barn, så hendes gravide mave var ægte. I 1955 kom datteren (den senere skuespiller red.) Annegine Federspiel til verden.
To år senere - i 1958 - modtog Birgitte atter en Bodil for rollen som Vibeke i Johan Jacobsens "En fremmed banker på". 
Birgitte har også en betydningsfuld rolle, som en af de to ældre frøkener i Gabriel Axels Oscar-vindende film "Babettes gæstebud" fra 1987.

Birgittes arbejde bar præg af hendes store ansvarsfuldhed og selvdisciplin, hvilket var blandt årsagerne til, at hun valgte i slutningen af 1960'erne efter af have fået tre børn helt at hellige sige privatlivet. 
Birgitte blev mor til sønnerne Mads, Christian i 1967.

Birgitte kunne dog ikke holde sig fra scenen, så da hun i 1972 blev tilbudt rollen som Dronningen i i Shakespeares "Hamlet", der blev opsat på Ålborg Teater, hvorefter hun blev tilknyttet forskellige teatre såsom Scala, Det Dansk Teater, hvor hun kunne ses i rollen som  Laura i Strindbergs "Faderen" samt Boldhusteatret og Alléscenen.

Fra 1979 blev Birgitte fast engageret ved Odense Teater, hvor hun blandt andet kunne ses som den vægtige roller som Fru Alving i Henrik Ibsens "Gengangere", der blev opsat i 1984.
I forbindelse med hendes engagement ved Odense Teater, så havde hun også flere roller på Værkstedsscenen ved Odense Teater, hvor blandt en af de mest merkante var rollen som den danske forfatterinde Karen Blixen i stykken "Lucifers Barn", der blev opsat i 1992. Noget af det markente ved dette stykke var, at Birgitte var alene på scenen i 2-3 timer i en formidabel præsentation, hvori hendes talents udvikling og format virkelig kom til udtryk. 

Birgitte Federspiel  modtog Henkelprisen i 1973 og fik Bodil Ipsens Jubilæumslegat i 1991.
Hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen i 1985.

Birgitte købte på et tidspunkt Herringløse gamle skole, som hun benyttede som feriebolig.

Birgitte Federspiel døde den 2. februar 2005 og blev begravet i en fællesgrav på Assistenskirkegården i Odense. 

Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Astrid Villaume, der blandt andet blev kendt fra film såsom ”Pas på svinget i Solby” fra 1940.



Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så som et oplæg om et historisk emne, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com


lørdag den 24. oktober 2020

Karen Marie Løwert - Teaterchef, skuespillerinde og søster til "Mille Clausen/Violet Vinther"- Lis Løwert

Dette blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der er udvalgt da hun fortjener at få hendes plads i historien tilbage - på lige fod med hendes mere berømte søster, Lis Løwert, der er kendt som Mille Clausen (Dyrlæge Clausens kone i "Huset på Christianshavn samt Violet Vinter i "Matador").



Karen Marie blev født Karen Marie Octavia Daugaard Løwert den 27. januar 1914 - altså få måneder inden 1. verdenskrigs udbrud - som datter af telegrafkontrollør og forfatter Richard Sofus Løwer (1881-1950) og hustru Ellen Marie Hansine Glüsing (1887-1969).

Karen Maries karriere begyndte, da hun som 15-årig - i 1929 - startede som yndig Kolumbine ved Pantomimeteateret i Tivoli. Denne rolle havde hun de næste 8 år - frem til 1937.
Da hun havde haft denne rolle i 4 år, valgte hun i 1933, at stille op i Danmarks første "Miss Danmark" konkurrence, som hun også vinder.
Samme år bliver hun også færdiguddannet skuespiller fra Folketeaterets elevskole, hvorefter hun debutere på Apollo Teateret i stykket "Tre gamle Jomfruer".

Hun giftede sig med teaterchef og skuespiller (og Livas eksmand) Arne Weel den 25. august 1947.

Efter at have været tilknyttet forskellige københavnske privatteatre i nogle år, valgte hun at følge hendes mands turnéteater og medvirkede blandt andet i "Peter den Store" samt "Den grønne Elevator", der i befrielsesåret 1945 blev en stor succes. 
Hun gæstespillede ligeledes på teatrene i både Odense og Århus og da Arne i 1952 blev direktør for Alléscenen, det nuværende Betty Nansen Teatret, var de fælles om at lede teatret administrativt, samtidig med at Karen Marie optrådte i både større og mindre roller på teateret.

Ægteparret valgte i 1959, at forlade Alléscenen.
Året efter - i 1960 - bliver Karen Marie udnævnt til chef for Ålborg Teater, hvor hun arbejder de næste 5 år.

Hendes direktionstid blev i starten mødt med skepsis, da valget af hende som chef syntes at være begrundet i hendes ægteskab med Arne.

Dette ægteskab blev et højdepunkt i moderne dansk teaterliv. 

hendes erfaring, ukuelighed og intuitive fornemmelse blev drivkraften, der medvirkede til, at hun på få sæsoner fik gjort den nordjyske teaterscene til en af landets mest omtalte med forestillinger der også tiltrak det københavnske publikum. 

Hendes valg af repertoire, instruktører og skuespillere var eminent og Lone Hertz fik her sit gennembrud i Henrik Ibsens "Vildanden", Preben Uglebjerg imponerede i Gogols "Revisoren" og Bodil Udsen trak fulde huse i B. Behans "Gidslet"

Men det var især hendes fornemmelse for, at tiden var moden til opsætninger af Bertolt Brecht, der imponerede, og med i alt fire forestillinger af ham, blev Ålborg Teater landets førende Brechtscene. 

Karen Marie gjorde en indsats for skolesøgende børn med sine egne iscenesættelser af blandt andre T. Egners "Folk og røvere i Kardemommeby", der blev opsat i 1961, og efterfulgt af "Dyrene i Hakkebakkeskoven" i 1964. 

Til trods for Karen Maries flair for at give publikum, hvad de forventede samt samtidig holde på det lødige, var repertoiret dog blevet for avanceret for Aalborg byråd, så samtidig med at publikum strømmede til teatret, begyndte kritikken at indfinde sig. Denne kritik medførte at Aalborgs borgmester angreb teatrets moderne forestillinger. Dette angre blev fulgt op af det kommunale teaterudvalgs formand, der var enig med borgmesteren. 

De forskellige begivenheder i teaterudvalget tyder på, at man bevidst ønskede at chikanere Karen Marie.
Det endte med at udvalgsformanden blandede sig i teatrets ledelse, og i 1964 blev konflikten optrappet mellem de socialdemokratiske medlemmer og teaterdirektøren. “Kultursnobberne” skulle ikke bestemme, hvad publikum skulle underholdes med, lød udsagnet blandt fra Karen Marie, der foregreb den senere Rindalisme, og året efter - i 1965 - blev Karen Marie nærmest tvunget til at opsige sin stilling som teaterchef ved Aalborg Teater.

(Rindalismen var en holdning, som går imod statsbevillinger til kunstnere. Den er opkaldt efter den danske lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), som efter ikke at have ytret sif offentligt tidligere valgte i 1965 at tage skarp afstand fra datidens moderne kunst samt Statens Kunstfond, som var blevet oprettet i 1964.
Efter denne ismens opståen fulgte en kultur-debat, der omhandlede, hvorvidt kunstnere, der ikke kunne leve af at sælge deres værker, skulle støttes af skattekroner fra den danske stat samt hvorvidt datidens københavnske "kunstklike" skulle pådutte resten af befolkningen deres kunstsmag ved at udplacering af statsstøttede værker, som på stedet var uønsket og blev opfattet enten som væren uforståelige eller ligefrem som fup og fidus red.).

Kren Marie blev i 1966 blev udnævnt til direktør for Københavns Stadsteater,  hvilket var en selvejende institution med tilskud fra Københavns kommune. 
Dette teatret var i 1955 blevet ombygget og havde fået et nyt fashionabelt navn: Det Ny Scala. (I dag det nuværende Nørrebros Teater red.). 
For at udvide repertoiret foretog Karen Marie en studietur til USA i den hensigt at bane vej for musicals i Danmark. Hun satsede i starten på et bredt repertoire som en videreførelse af hendes tid som chef for Aalborg Teater og hun mente, at det absurde teaters tid var forbi.

Blandt de musical, der blev opsat på Det Ny Scala imens Karen Marie var chef, var musicals så som for eksempel Sholem Aleichems "Spillemand på en tagryg" samt "My Fair Lady"
Karen Marie mente, at det var hendes opgave at få nogle af pengene tilbage gennem billetlugen og der måtte være så megen offentlig interesse for et teater, at der kunne “anes en mening med galskaben”. 
Man fokuserede måske lidt for meget til pengekassen, da der frem for at bliev sat nye og mere risikable stykker på, blev opsat mere sikre publikumsfavoritter, sås som "Den glade enke" samt "Sommer i Tyrol". Disse blev opsat flere gange.
Til Karen Maries ros skal det dog siges, at hun for eksempel i 1968 valgte at, sætte stykket "Tango" op, som medførte, at salen kun var besat med få personer, mens en klassiker som Shakespeares "Som man behager", der blev opsat på teateret i 1974, spillede for udsolgte huse. Hendes år hos Det Ny Scale blev en blanding af succes og fiasko.
Karen Marie endte med at, varetage jobbet i 15 år - frem til 1981. 
I slutningen af hendes tid som chef begyndt hun at tilvælge de mere populære og folkekære operetter og lettere lystspil til opsætning på teateret. Det medvirkede til, at hun fik en flot sortie af det trofaste stampublikum.

Selvom hun gennem en lang årrække arbejde teaterdirektør, optrådte hun selv både på Aalborg Teater og på Det Ny Scala, og da hun i 1981 forlod chefstolen på Det Ny Scale, fortsatte hun som skuespiller og arbejdede blandt andet på Amager Scenen, Det Ny Teater og i Teater Lorry.

I 1988 medvirkede hun i "Major Barbara", der blev opsat på Nørrebros Teater. 

Hun modtog en række priser, blandt andre Kaj Munks Mindelegat og Johanne Luise Heibergs Æreslegat. 

Hun blev i 1963 udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen og i 1974 til ridder af 1. grad.

Karen Marie Løwert døde den 4. februar 2002 og blev begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.


Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Birgitte Federspiel, der blandt andet blev kendt som Baronesse von Rydtger i Matador.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com



mandag den 19. oktober 2020

Ilia Fibiger - forfatterinde og filantrop samt ukendt søster til Mathilde

Dette blogindlæg omhandler Mathilde Fibigers søster, forfatterinden og filantropen Ilia Fibiger. 
Hun er udvalgt til denne blog, da hun lige så meget som hendes mere kendte søster, fortjener at få hendes plads i historien tilbage.
Det er dog begrænset hvad der vides om hende, så her følger mit korte blogindlæg indeholdende de fakta jeg har kunne fremsøge.


Ilia Fibiger blev født i København den 5. Oktober 1817, som datter af kaptajn og senere oberst Adolph Fibiger (1791-1851) og dennes hustru Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844). 

Hendes 13 år yngre søster var den berømte forfatterinde Mathilde Fibiger, som blev berømt, da hun skrev romanen "Tolv breve", som hun skrev under pseudonymet Clara Raphael.

Under koleraepidemien i 1853 meldte Ilia sig som frivillig arbejdskraft på et almindeligt hospital, hvilket var et af de steder, hvor dødeligheden var størst. Dette valg vakte en del opsigt, da Ilia, som datter af en kaptajn stammede fra det højere militære embedsborgerskab, hvis døtre på dette tidspunkt ikke arbejdede, hverken frivilligt eller for penge, men giftede sig og sørgede for at slægten blev ført videre.

Inden koleraepidemien brød ud, så havde Ilia forsøgt sig som huslærerinde i Nordjylland, drevet privatundervisning i København samt ernæret sig ved skjortesygning samt terracottamaling, men da hun mistede sin mor i 1844, følte hun, at hun havde brug for et mere stabilt arbejde og dette kunne det at være frivillig ved et københavnsk hospital være et skridt på vejen henimod og det medførte da også, at hun året efter - i 1854 - blev danmarks første sygeplejerske, ansat ved Frederiks Hospital, hvor hun også havde bopæl frem til 1860.

Ilia voksede op, som den ældste datter i et uharmonisk ægteskab og som voksen så hun tilbage på hendes opvækst, som værende en tid, der var med til at ruste hende og give hende den selvtillid hun havde brug i mødet med den verden hun siden kom til at møde. 

I forbindelse med hendes forældres skilsmisse i 1843, tog Ilia moders parti og boede da også sammen med hende efter skilsmissen. 

Ilia havde i alt otte søskende og blandt dem, så stod broderen, den enevoldskritiske og antiaristokratiske officer Adolph Fibiger hende nærmest. Denne broder forsøgte da også på et tidspunkt, at få hende gift med hans don juanistiske og begavede ven, søofficeren Osvald Marstrand. Dette blev dog aldrig til noget.
Ilia forgudede denne bror, hvilket medførte, at hans død i 1841 efterfulgt af Marstrands fald i Eckernfördeslaget 1849 under Treårskrigen satte varige spor i både Ilias psyke samt i hendes senere litterære værker.

Det var ikke kun lillesøsteren, Mathilde, der havde forfatterambitioner i familien Fibiger - dette galte også for Ilia, der på trods af hendes sporadiske uddannelse både kendte til Walter Scotts romaner, tysk skrækromantisk litteratur samt samtidens danske guldalderforfatterskaber, hvor især Søren Kierkegaard fik betydning for hende. 
Ilia fik gang i hendes forfatterindekarriere ved at udgive hendes værker anonym.

Lige som hendes brødre, så var Ilia også imod hendes lillesøster, Mathildes offentlig fremtræden i forbindelse med udgivelsen af hendes skandeleskabende debutroman "Tolv breve". 
Modsat hendes søster, som udgav hendes første værker under pseudonym, så var Ilia anonymitet dog begrænset, da flere af datidens anerkendte digtere kendte til hende og hendes forfatterskab. 

Når det kom til Ilias holdning til sit forfatterskab, så var den både ambivalent og uforløst, da hun anså det for værende ufeminint og i tråd med datidens romantiske udbredte kønspolaritetsidéer, så opfattede også hun hjemmet som værende kvindernes primære livsfære.

Når det kom til hendes blik på hendes eget køn, så anså hun sig som værende en skrivende anomali, der hverken var “rigtig” mand eller kvinde.

Hendes lillesøster, Mathildes korte forfatterkarriere står i dag, som kontrast til Ilias mere vedholdende og mindre debatskabende publicering af børneeventyr, en roman, digte og dramaer, der alle blev udgivet efter efter 1857. 
Blandt hendes bedste værker er lystspillet Modsætninger, der blev opført på det Kongelige teater i 1860 og udgivet 1861, samt dannelsesromanen Magdalene udgivet i 1862, hvori kritisk hun tolkede hun datidens erotisk dæmoni, ægteskabets nød og lyst samt de sociale og følelsesmæssige dilemmaer for den unge selvforsørgende huslærerinde og familieafhængige datter.

Da Ilia havde forventning om, at hendes forfatterskab kunne skaffe hende den økonomiske stabilitet tilværelsen som plejemoder for fattige arbejderbørn krævede, valgte hun i 1860 at forlade hendes stilling på Frederiks Hospital og flytte til socialbyggeriet Lægeforeningens Boliger på Østerbro. 
I forbindelse med denne flytning begyndte hun at tage spæd- og småbørn til sig, alle piger og de fleste “uægte” børn fra Fødsels- og Plejestiftelsen, da hendes plan var at opdrage dem med tjenestepigeerhvervet som fremtidsperspektiv. 
Ved at påtage sig denne opgave håbede hun i det stille at kunne skabe en ny og mere meningsfuld form for filantropisk aktivisme end husbesøg hos nødstedte fattige kunne give. 
Ilia ville gerne tjene som forbillede for bebyggelsens arbejdermødre med en mere sund, hygiejnisk og fornuftig opdragelsespraksis, men mødet med beboerne blev et kulturchok for hende, og livet med børnene blev en uafbrudt kamp for at holde dem i live gennem oversættelser til den nationalliberale avis Fædrelandet og skønlitterær virksomhed. Ilia var plejemoder i årene 1860-67og hun blev i denne periode dybt afhængig af økonomisk støtte fra sin nationalliberale bekendtskabskreds.

Hun modtog to gange, med politikeren Orla Lehmanns opbakning, kulturministeriel forfatterstøtte.

Ilias indsats for fattige pigebørn var præget af en højspændt idealisme og selvopofrelsestrang, da lå tæt på grænsen til det selvdestruktive og som en sidste solidaritetshandling over for underprivilegerede børn, valgte hun at foretog endnu et usædvanligt skridt, idet hun i 1866 søgte og fik Justitsministeriets bevilling til at adoptere. Seks af de livsduelige plejedøtre, som hun adopterede, fik hendes efternavn, men de blev reelt ikke optaget i Fibigerslægten efter hendes død i 1867. 

Ilia nåede at adoptere følgende ni Adoptivbørn: Gustave Albertine (1857), Juliane Vilhelmine (1859), Franzine Vilhelmine (1860), Camilla Andrea (1861), Osvalde Adolphe (1861), Ane Sophie (1864), Louise (1864), Johanne Mathilde (1864), Anna Sophie (1865).

Den intellektuelt begavede og lidenskabelige Ilia sled sig psykisk og fysisk ned i socialbyggeriet på Østerbro og efter sin død fik denne egensindige outsider og individualist status som et kvindeideal, et eksempel på borgerlig-filantropisk moderlighed i nationens tjeneste og et egentligt børnehjem "Ilias Minde" blev oprettet i 1872 til hendes minde. Dette blev i 1894 overdraget til Diakonissestiftelsen.


Ilia tilhørte Danmarks første generation af ugifte borgerlige kvinder, der fik offentlig arbejde.

Ilia Fibiger døde den 10. juni 1867 - som 50-årig - i København og blev begravet på Garnisons Kirkegården i København, men hendes gravsted findes dog ikke længere.

Hvis du ønsker at læse mere om Ilia Fibiger, så er hun omtalt i følgende to udgivelser:
- Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98
- Margrethe Fibiger: Et Kvindeliv, 1894. Den jyske historiker 58-59/1992. Barnet 41-43/1921.


Næste blogindlæg omhandler skuespillerinden Karen Marie Løwert, der var søster til skuespillerinden kendt fra Matador, Lis Løwert.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

SOPHIE ALBERTI - Kvindesagskvinde & søster til justisminister (og bedrageridømte) P. A. Alberti

Først vil jeg god komme med en undskyldning til de af mine (få) læsere, som elsker min blog. Jeg beklager dybt, at jeg ikke har haft psykisk...