SOPHIE ALBERTI - Kvindesagskvinde & søster til justisminister (og bedrageridømte) P. A. Alberti

Først vil jeg god komme med en undskyldning til de af mine (få) læsere, som elsker min blog. Jeg beklager dybt, at jeg ikke har haft psykisk overskud til at skrive et indlæg siden begyndelsen af januar. Jeg håber ikke der kommer til at gå lige så lang tid imellem de kommende indlæg og med det, så følger det nyeste indlæg på denne kvindehistoriske blog, der også skrives for at fejre, at bloggens instagram-profil nu har flere end 600 følgere :-)
Til jer vil jeg gerne sige en dybtfølt tak for jeres støtte. Uden den ingen blog - så mange tusind tak :-) 

Rigtig god læselyst :-) 

Dette indlæg omhandler kvindesagskvinden, Sophie Alberti, der var søster til justitsminister og bedrageridømte P. A. Alberti.

Sophie Alberti blev født Mathilde Elise Sophie Alberti den 19. september 1846 i København, som datter af overretsprokurator Christian Carl Alberti (1814 - 1890) og hustru Albertine Sophie Frederikke Alberti (født Westergaard) (1814 -1901).
Sophies far var foruden overretsprokurator også en respekteret Venstrepolitiker og hendes mor var søster til orientalisten N. L. Westergaard. Så Det var ikke en hvilken som helst familie Sophie og hendes bror P.A. blev født ind i.
Sophie var den ældste i en søskendeflok på fire, hvoraf den i dag mest berømte er hendes lillebror, P.A. Alberti, der senere blev udnævnt til justitsminister. I dag er han dog nok mest kendt som en af Danmarkshistoriens største økonomiske bedragere. 
Da hendes bror blev afsløret i hans bedrageri i 1908, kom det som et chok for Sophie, da hun hele sit liv havde været tæt knyttet til hele hendes familie - inklusiv broderen. Det var dog hendes far hun var tættest knyttet til. og beundrede mest.

Sophie boede primært sammen med hendes forældre frem til deres død i henholdsvis 1890 og 1901. Dette var dog afbrudt af et studieophold i Paris i 1862, da hun var 16 år gammel. Denne rejse foretog hun sammen med veninden Tagea Rovsing (senere gift Brandt) (læs mere: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tagea_Brandt, ) der var datter af kvindesagspionereren Marie Rovsing (Læs mere: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Rovsing ). 

Marie Rovsing stiftede sammen med Sophie Petersen foreningen Kvindelig Læseforening (KL) i 1872. Sophie Alberti blev to år senere - i 1874 - medlem af denne forening og sad i dens bestyrelsen i perioden 1878-1881. Hun ydede sit livsværk som værende formandinde or foreningen i perioden 1891-1929.

Under Sophies formandindetid steg medlemstallet i foreningen fra omkring 820 i 1891 til omkring 4.600 i 1918-19. I samme periode voksede bogbestanden til omkring 74.000 bind med både dansk og udenlandsk litteratur.

Sophie var også med til at udvide bibliotekets rammer og gøre foreningen til et mere tidssvarende samt smukt opholdssted for datidens store dannede damepublikum.

Det var også Sophie, der i 1901 fik indført amerikaneren M. Deweys decimalklassesystem til inddeling af bibliotekets bogbestand efter emner - som det bruges på de danske folkebiblioteker den dag i dag. 

Kvindelig Læseforening blev på denne måde det første bibliotek i Danmark, der begyndte at bruge dette inddelingssystem.

Foruden at være en del af KL, så var Sophie også medlem af flere kvindelige valgretsforeninger, kasserer i den kvindelige kunstnersammenslutning, Cirklen, der blev stiftet i  1897. Hun var også medstifter af Danske Kvinders Fredsforening, der blev stiftet i 1906 og hun sad i repræsentantskabet for Kvindernes Bygning, der blev stiftet den 30. november 1936. (https://da.wikipedia.org/wiki/Kvindernes_Bygning_(K%C3%B8benhavn)

Kvindernes Bygning blev stiftet på baggrund af en fond, der var blevet oprettet i 1896 med hjælp af overskuddet fra Kvindernes Udstilling i 1895 og havde til hensigt, at skulle rumme forskellige kvindeforeninger, foredragssal, læsestue, gæstehjem samt undervisningslokaler. Det var så tanken at KL eventuelt skulle leje sig ind i bygningen, men Sophie Alberti ønskede allerede i 1897, at have et selvstændigt hus til foreningen, så dette blev ikke til noget.

Sophie Alberti mødte megen modstand mod opførelsen af et selvstændigt hus til KL fra medlemmerne af foreningen, men på trods af denne modstand lykkedes det hende i 1910, at få opført KLs egen store bygning beliggende i Gammel Mønt 1. Denne bygning indeholdte samme faciliteter, som Kvindernes bygning, skulle indeholde. Foruden disse indeholdte det også det første damehotel i Norden. Dette var inspireret af Martha Washington Hotel i New York, der den dag i dag stadig kun modtager kvindelige gæster. Sophie Alberti havde muligvis fundet sin inspiration på hendes rejse til USA i 1904.

Grundet hendes repræsentative og rolige væsen, så var Sophie Alberti god til at skaffe flere forskellige kontakter i andre lande, som hun besøgte i forbindelse med hendes besøg i landenes kvindekongresser. Hun havde især gode forbindelser til forskellige nordiske kvindesagskvinder og var veninder med den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf. (https://forfatterweb.dk/oversigt/zlager ).

De mange internationale gæster, der besøgte KLs bygning, roste den altid bagefter og sagde at noget tilsvarende ikke fandtes i andre lande og det der var specielt, at foreningen for et billigt kontingent kunne tilbyde de danske og udenlandske kvinder et meget stort bibliotek i smukke rammer.

Sophe Alberti drev både hotellet samt restauranten i bygningen med stor økonomisk sans samt dygtighed og imens hun gjorde dette, boede hun i en lille lejlighed beliggende i Kvindelig Læseforenings bygning. Takket være Sophies økonomiske sans, så klarede Kvindelig Læseforening sig godt og i forbindelse med de mange sammenkomster i form af for eksempel foredrag eller andet, så fungerede Sophie som den betænksomme værtinde, der hjælp med at føre folk sammen ved tebordene. 

I forbindelse med hendes formandindetid, så kunne foreningens medlemmer deltage i mange stilfulde fester samt arrangementer, hvor betydelige internationale berømtheder såsom, Lagerlöf og den norske dramatiker Henrik Ibsen deltog.

Som person var Sophie Alberti også meget hjælpsom og hun hjalp gerne mennesker i nød og støttede de første kvindelige studenter samt uddannede håndværkere. En ulempe ved hendes ledelsesstil var dog, at hun kunne have svært ved, at uddelegere ansvaret, hvilket var baggrunden for den modstand hun med tiden oplevede i foreningen, hvor hun flere gange fik sin vilje igennem ved at true med mandatnedlæggelse.

De kvinder der stod i opposition til Sophie Alberti var yngre, veluddannede og parlamentarisk beviste kvinder og flere af Danmarks første kvindelige politikere kom også jævnligt i foreningen.

Blandt Sophies største støttere var de gamle kvindesagskvinder, der støttede ideen om KLs eget hus og også have tillid til Sophies lederegenskaber.

Igennem hendes til hos KL, så lykkedes det hende, at skabe et alsidigt bibliotek samt arrangere flere forskellige spænende arrangementer for foreningens medlemmer og dette skete i en tid, hvor nutidens folkebiblioteker endnu ikke var udviklet. Desuden tilbød Sophie også trygge rammer for datidens kvinder og især enlige fandt et andet hjem i foreningens bygning og heri fik de både åndelig og materiel stimulans.

Sophie Alberti var også et meget dynamisk handlingsmenneske, der gerne kæmpede for at få ført hendes ideer ud i livet og hun var med til at udvikle datidens kvinder og skabe et fristed for dem og igennem hendes arbejdskraft støttede hun datidens kvindesag, som hun dog ikke udtalte sig meget om i praksis.

Sophie Alberti modtog Fortjenstmedaljen i guld i 1926 og tre år senere - i 1929 - blev hun udnævnt til ærespræsident i Kvindelig Læseforening.

Sophie Alberti døde som 100-årig den 17. juni 1947 og hun var åndsfrisk til det sidste.

Hun blev begravet på Assistens Kirkegård

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=sophiealberti

Skulle der være en person, som du ønsker præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Margrete Bredsdorff - Forstanderinde og højskolemoder ved Roskilde Højskole samt mor til seks.

Dette blogindlæg omhandler den danske forstanderinde ved Roskilde Højskole - Margrete Bredsdorff.

Rigtig god læselyst :-) 

©: Roskilde komune - lokalhistorisk arkiv

Margrete Bredsdorff blev født Margrethe Lunn den lørdag 12. august 1871 i København af oberst Laurits Christian Lunn (1842-1908) og hustru Anna Laurentze Cosmine Frederikke Resch (1851-1934). Hun havde 3 brødre, der blev uddannet lærer.

Hun blev født midt i en kønsmæssig brydningstid, da Dansk Kvindesamfund blev grundlagt samme år.

Margretes barndomshjem var en del af landets officers- og godsejermiljø og havde tætte forbindelser til hendes farbror, godsejer Sigismund Lunn på Knabstrupgård ved Holbæk.

Margrete blev uddannet på Nathalie Zahles Skole, men fik ikke hendes ønskede lærerindeuddannelse, da denne uddannelse på dette tidspunkt stadig var forbeholdt drenge og hendes forældre, som på dette tidspunkt havde tilsluttet sig den gammelgrundtvigske kirkelige retning, hvilket medførte, at et højskoleophold for Margrete kom på tale, men dette blev dog aldrig til noget, da det trods alt var for fremmed for både hendes familie og den kreds, den medførte, der var under påvirkning af tidens stærke politiske modsætninger mellem partierne Højre og Venstre.

Margrete blev uddannet privatlærerinde og det var i forbindelse med et job som dette i maleren Viggo Pedersens hjem, at hun for første gang mødte den folkelige grundtvigianisme, som medførte, at hun tog på besøg på en højskole. (Præcis hvilken nævner kilden dog intet om red.)

På et tidspunkt flyttede Margrete og resten af hendes familie fra København til Hillerød og det var i forbindelse med denne flytning, at hun mødte hendes kommende ægtemand, højskolelæreren på Frederiksborg højskole, Thomas Vilhelm Birkedal Bredsdorff for første gang.

Margrete og Thomas giftede sig den 17. april 1900 og året efter fik de deres første af seks børn - sønnen Morten. Allerede året efter hans fødsel (i 1902) blev deres andet barn - også en søn - Harald født. Herefter fulgte sønnerne Poul i 1904, Johannes i 1906, Knud i 1908 og Elias i 1912.

I 1907 valgte parret at oprette Roskilde højskole. På dette tidspunkt havde hun født fire af deres seks børn om livet som husmoder på en højskole skrev hun senere, at det var:

“en stor Byrde at blive Husmoder paa en Højskole, naar man selv har Børn. I det lange Løb blev jeg vel alligevel mere Mor end Højskolemor; men der kommer let en Splittelse i ens eget Sind”.

Som højskolemoder var det hende, der stod for husholdningen, økonomien samt madplanen, med 20 piger ansat. Desuden underviste hun på højskolens sommerhold pigerne i kvindehygiejne samt håndarbejde. 

Den slægtsbeviste Margrete oplevede, at det var en stor omkostning at forlige hendes egen families konservative standpunkter med sin mands radikale politiske synspunkter. Som person var hun stærkt bundet til sin families traditioner samtidig med, at hun var ubrydeligt loyal mod sin mand.

Den 2. juli 1922 døde Thomas Bredsdorff på Rokskilde højskole, hvorefter Margrete i en årrække videreførste skolen som grundtvigsk folkehøjskole med først Anders Vedel, dernæst Jens Rosenkjær og fra 1927 sin kun 26-årige søn Morten B. som medforstander.

Som kvinde i slutningen af 1920'ernes Danmark opleverede Margrethe dillemmaerne mellem at være mor og højskoleforstanderinde samt mellem slægtsfølelse og  grundtvigsk folkeoplysning. Dette kom til udtryk i hendes holdning til den senere forstander på Rødding højskole Hans Lund. Som betingelse for at blive forstander for Roskilde Højskole havde han nemlig i 1922 stillet krav om, at hun skulle trække sig helt ud af dens ledelse. Det kunne hun ikke. Hun måtte holde på skolen, indtil den ældste søn kunne overtage den. 
I 1930 måtte hun med sorg sælge skolen til AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), der videreførte den som arbejderhøjskole og hun flyttede derefter til København, hvor hun levede resten af sit liv som pensionist.

Hun døde i København mandag den 9. juni 1958 og ligger begravet på Himmelev kirkegård ved Roskilde.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=margrethebredsdorff

Margrete var en højt begavet meget smuk kvinde med et unervøst gemyt. Hendes udprægede selvbevidsthed byggede både på egne fortjenester og på slægtens position og traditioner. I sin splittethed mellem slægt og ægtemand var hun den loyale hustru, og hun kæmpede efter hans død for, at hans livsværk i grundtvigsk folkeoplysning kunne fortsættes af hendes søn. I 1923 udgav hun et udvalg af ægtefællens foredrag og artikler under titlen Thomas Bredsdorff.

Skulle der være en person, som du ønsker præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Mailadressen er:
danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Nina Bang - Danmarks første kvindelige minister

Dette blogindlæg omhandler Danmarks første kvindelige minister og en af de mest fremtrædende kvindelige pionerer i dette århundrede - Nina Bang. Hun var marxist og glødende socialdemokrat, men hun havde et ambivalent forhold til kvindesagen, og feminist var hun ikke.

Nina Bang blev født Nina Henriette Wendeline Ellinger lørdag den 6. oktober 1866 i København som datter af stabshornblæser og krigsrådsmedlem Heinrich August David Ellinger (1826-1914) og hustru Charlotte Ida Friedericke Preuss (1834-1883).

Nina blev født som barn nummer syv ud af en søskendeflok på ni. Blandt hendes brødre var den senere professor og konservative politiker H.O.G. Ellinger. Hun voksede op i en beskeden middelklassefamilie, der var præget af datidens borgerlige og konservative holdninger.

Begge hendes forældre var indvandrere fra Tyskland. Hendes far var stabshornblæser i den danske hær og i 1868 blev han udnævnt til dirigent for et militærorkester, hvilket medførte at familien flyttede fra København til Helsingør.

Allerede fra barnsben havde Nina sine egne socialistiske meninger, hvilket medførte af hendes far ofte kaldte hende ”den røde”.

Da Nina var 17 år, døde hendes mor, men på trods af familiens trange økonomi, så kom både Nina og hendes otte søskende i privatskole, hvorefter flere af hendes søstre blev uddannet lærerinder. Nina modtog undervisning af privatlærere i Hillerød og Helsingør, hvorefter hun i 1889 – som 23-årig – aflagde studentereksamen som privatist på Københavns universitet. Samme år blev hun optaget på historiestudiet samme sted. Her var hun en af de i alt otte kvindelige studerende ud af i alt 314 ny-optaget studerende.

I forbindelse med hendes studie flyttede hun til Frederiksberg og finansierede hendes studier ved at undervise på Schneekloths Latin- og Realskole og Laura Engelhardts Skole.

Det var som historiestuderende, at hun mødte den fem år yngre præstesøn Gustav Bang og dette blev starten på en livslang kærlighed samt tæt arbejdsfællesskab mellem dem. Dette arbejdsfællesskab medførte, at de i 1892 udgav en bog omhandlende Danmarkshistorien for skolebørn på et historisk-materialistisk grundlag, som hed ”Lærebog i Danmarks Historie”. Det var gennem selvstændige studier af Karl Marx’ værker samt i samarbejde med hendes mand, at Nina i løbet af 1890’erne tilegnede sig hendes marxistiske samfundsopfattelse.

I 1894 færdiggjorde Nina sit historiestudie med en magisterkonferens og gennem hendes studier havde hun især beskæftiget sig med 1500’tallets handelshistorie, hvorigennem hun stiftede bekendtskab med Rigsarkivets store kildemateriale omhandlende Øresundstolden, der for hende var en vigtig kilder til en historisk belysning af forholdet mellem England, Holland og Østersømagterne i 1500’tallet. I overensstemmelse med sin marxistiske historieopfattelse brugte Nina også Øresundstoldregnskaberne til at belyse, hvordan økonomien var det grundlæggende for 1500’tallets samfundsudvikling. Det var arbejdet med disse regnskaber, der kom til, at fylde en stor del af hendes liv. Det var hendes mål at udvikle en handelsstatistik på et internationalt niveau, da hun betragtede statistik som værende en væsentlig faktor for en objektiv og nødagtig fremstilling af 1500’tallets historiske udvikling.

Nina og Gustav blev gift den 23. marts 1895 og kort efter meldte de sig begge ind i Socialdemokratiet, hvilket på daværende tidspunkt var usædvanligt for to akademikere. Socialdemokratiet var på dette tidspunkt kendt for at være arbejdernes parti, men ved at melde sig ind i dette parti, så udviste ægteparret Bang solidaritet med datidens arbejdere. Det var også datidens marxistiske filosofi, der blev ledetråden i begges politiske arbejde – altså gik de begge fra at være konservativt opdraget til at blive socialister med marxistiske tanker.

I 1898 blev Nina ansat som journalist ved Social-Demokraten og de første år skrev hun mest om arbejdernes og arbejderkvindernes betingelser under kapitalismen, men senere begyndte hun, at beskæftige sig mere med det handelspolitiske område, så som spekulation og udenrigspolitiske emner. Det sidste skrev hun mest om i forbindelse med 1. verdenskrig. Sideløbende med hendes journalistiske arbejde for Social-Demokraten havde Nina også en omfattende skribentvirksomhed, hvor hun blandt andet oversatte Marx’ ”Lønarbejde og Kapital” fra 1900 og sammen med Social-Demokratens dynamiske redaktør Emil Wiinblad udgav hun i 1915 ”Arbejderklassens Liv og den kamp”, der var udvalgte artikler skrevet af hendes mand Gustav Bang, der var død tidligere på året. Inden hans død, nåede Nina og Gustav i 1903, at blive forældre til datteren Merete.

Et andet emne, der interesserede Nina var arbejderkvindernes sag til hvilken hun bidrog med at udvikle socialdemokratiets første kvindepolitik. I denne lagde hun ikke skjul på, at hun betragtede klassespørgsmålet som værende det overordnede og dermed vigtigere end datidens kvindesag. Ifølge Nina var de særlige kvindeproblemer blot et led i den generelle politiske kamp, da mange af datidens kvinder var at finde i samfundets underprivilegerede grupper og ud fra denne betragtning var hun modtander af de selvstændige kvindesagsorganisationer – der blandt andet fandtes inden for Socialdemokratiets egne rækker. Hun arbejdede derimod for at styrke de kvindelige fagforeninger og prioriterede, at kvinderne organiserede sig både fagligt og politisk. Nina gik ind for indførelsen af den kvindelige valgret. Nina tog afstand fra den borgerlige kvindebevægelse, som hun mente hverken kunne eller ville gavne arbejderkvindernes sag og hun var imod at ”kvindesagen” gik under denne betegnelse, da den ifølge hende ikke talte på alle samfundets kvinders vegne.

Ninas politiske karriere startede, da hun i 1903 blev medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvori hun vat eneste kvindelige medlem frem til hun i 1918 fik følgeskab af Marie Nielsen.

I perioden 1913 til 1917 var Nina også medlem af Borgerrepræsentationen, i hvilken hun deltog i flere sociale og økonomiske spørgsmål med boligforhold samt skatteflugt som nogle af hendes mærkesager. Det var også i denne periode, at hun var en aktiv deltager i kongresser i 2.Internationale. (Yderligere læsning om denne: https://leksikon.org/art.php?n=78 )

Under 1. Verdenskrig arbejdede Nina med at få etableret en socialistisk fredskonference, hvilket endte ud i afholdelsen af en sådan i Stockholm i 1917.

I perioden op til og under 1. verdenskrig fungerede Nina som stedfortræder for Socialdemokratiets formand Th. Stauning ved flere forskellige lejligheder.

Da det første rigsdagsvalg blev afholdt i 1918 - efter den kvindelige valgrets indførelse ved grundlovsændringen 1915 – blev Nina valgt ind i Landstinget, hvor hun opnåede genvalg både ved valget 1920 og 1924. 

Nina var fuld af optimisme, at Nina begyndte sit arbejde i Landstinget, hvori hun arbejdede for at forbedre forholdene for samfundets svageste og det lykkedes hende også, at blev medlem af finansudvalget og hun var også ordfører i flere økonomiske sager såsom om banklov og aktieselskabslov.

Nina Bang skrev i 1918 biografien ”Karl Marx” og på dette tidspunkt leverede hun ofte artikler til datidens tidsskrifter og var derudover en meget benyttet taler.

Nina var i perioden 1922-24 også medlem af toldrådet og ordfører for forskellige forslag, der skulle forbedre forholdende for kvinderne og børnene. Det var også i denne periode, at hun deltog i flere debatter inden for et bredt spektrum af politiske emneområder og flere gange rejste hun også som repræsentant for socialdemokratiet i udlandet og det var i en sådan forbindelse at hun deltog på den internationale socialistiske kongres i Genéve, Schweiz i 1920. I denne arbejdede hun hårdt for at få genoprettet en socialdemokratisk internationale. Dette og andet af hendes arbejde var med til at gøre indtryk på hendes udenlandske partifæller og Nina havde også en bred international socialistisk kontaktflade.

I forbindelse med dannelse af Danmarks første socialdemokratiske regering efter valget i 1924, blev Nina udnævnt til undervisningsminister og blev på denne måde landets første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Hendes primære ambitioner i denne forbindelse var at demokratisere skolesystemet samt forbedring af læreruddannelsen og i denne forbindelse fremsatte hun enkelte lovforslag, der var baseret på arbejdet i den store skolekommission af 1919. Denne omhandlede folkeskolens styrelse og tilsyn, der havde til formål, at gøre datidens folkeskole til ”Folkets Skole” samt om forbedring af datidens læreruddannelse, så lærerne blev bedre rustet til undervisning i de samfundsrelaterede fag samt sprogfagene. Det lykkedes dog kun Nina at få en ændring af loven om pligtafleveringer af aviser til statens samlinger, gennemført.

Ninas første indsats som minister var at få renset ud i ledelsen på Det Kongelige Teater, hvor hun revurderede de seks direktørstillinger til én samt at udnævne en ny administrerende direktør. På denne måde udviste hun, at der lå handlekraft bag den nyudnævnte kvindelige minister. Kort efter dette udpegede Nina sin partifælle, pædagogen og ateisten Vilhelm Rasmussen til forstander på Danmarks Lærerhøjskole. Dette skabte stor debat i samfundet.

Dette var dog ikke den eneste gang hendes beslutninger skabte debat. Der kom også røre om hendes person, da hun i forbindelse med 50-års dagen for Det Kongelige Teaters nye skuespilhus i 1924, hvor Kongen deltog, først forbød afspilningen af ouverturen til ”Elverhøj” samt nationalsangen ”Kong Christian” og bagefter som værende en tro republikaner valgte, at blive siddende imens resten af salen rejste sig i forbindelse med en flok konservative studenter alligevel istemte sangen. Dette eksempel viser den kompromisløshed og kamplyst, som kendetegnede Ninas politiske virke. Dette medførte, at hun fik betegnelserne ”Vor Frue af Danmark” og ”Regeringens eneste Mandfolk”.

Både som værende sociallist samt kvindelige minister, var Nina særlig udsat og hun blev og kraftigt kritiseret af datidens borgerlige politikere samt den borgerlige presse og omtalen af hende havde ofte en ironiserende form og hun var blandt landets mest karikerede personer.

Ninas sidste tid som minister var præget af sygdom og efter valget i 1926 fortsatte hun som medlem af Landtinget, men på grund af hendes sygdom, så deltog hun sjældent i regerings- og partiarbejde.

Nina døde søndag den 25. marts 1928 i København og hun ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård, hvor hun deler grav med hendes mand, Gustav Bang.

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ninabang

Som politiker var Nina meget flittig og hun har øvet en stor indflydelse på Socialdemokratiet i en tid, hvor partiet udviklede sig til at blive landets ledende. Hun arbejdede utrætteligt for sine synspunkter og sin hjertesag som var socialismen. Igennem hele sit voksenliv arbejdede hun for at forbedre forholdene for arbejderklassens og ikke mindst arbejderkvindernes vilkår.

Det kom til at gå mere end 20 år før, der blev udnævnt endnu en kvindelig minister. Dette skete da Fanny Jensen blev udnævnt i 1947.

Nina har haft stor symbolsk betydning for de efterfølgende kvindelige politikere og skønt hun ikke selv gik ind for de selvstændige kvindeorganisationer – blandt andet i socialdemokratiet – har hun alligevel lagt navn til en af 1970’ernes socialdemokratiske kvindegrupper.

På 75-års dagen - i 1999 - for udpegningen af Nina Bang som landets første kvindelige minister blev Nina Bang-Prisen indstiftet og denne skulle hvert år tildeles en ung, lovende kvindelig politiker.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail til Perlen100@gmail.com

Birgitte Gøye - Kvinden bag Herlufsholm

Dette blogindlæg omhandler kvinden som var med til at grundlægge Herlufsholm og er skrevet ved hjælp af blandt andet Herlufsholms hjemmeside.

Birgitte Gøye blev født så vidt det vides omkring 1511, som datter af godsejer og rigshofmester Mogens Gøye og dennes hustru Mette Bydelsbak.

Hun havde to søstre Sophie og Elline Gøye og en halvbror Christoffer Gøye.

Da Birgitte var omkring 1 år mistede hun sin mor og hun blev herefter sendt til Ringkloster, som lå ved Skanderborg, da hun skulle opdrages som datidens adelige kvinder - i gudsfrygt, tugtighed samt høviskhed.

I 1515 flyttede Birgitte tilbage til hendes far, der på dette tidspunkt havde giftet sig igen – denne gang med Margrethe Sture. Hun boede hos dem frem til 1528, hvor hun efter Margrethes død flyttede ind hos hendes storsøter Sophie og dennes mand Mogens Bille. Men da Sophie døde i 1537, så flyttede Birgitte ind hos hendes sidste søster Elline. Dette ophold blev dog afbrudt, da Birgitte blev kaldt til hoffet og tilbudt at blive kammerjomfru for Dronning Dorothea.

Det var i forbindelse med hendes liv som Dronningens kammerjomfru, at Birgitte lærte kongedatteren Anna (den senere kurfyrstinde af Sachsen) at kende.

Imens Birgitte boede hjemme hos hendes far, blev hun som 14-årig (i 1525) trolovet med Jesper Daa til Enggård. På dette tidspunkt var en trolovelse bindende og manglede kun kirkens velsignelse for at blive gennemført. Birgitte gjorde modstand mod dette ægteskab. Denne modstand anså hendes far og stedmor som værende en barnegrille og de håbede, at den med tiden ville aftage. Men efter 15 års modstand, så valgte kongen herefter at gribe ind og befale Københavns universitetets professorer samt rigets bisper, at prøve trolovelsens gyldighed og det lykkedes herefter Birgitte at få gjort trolovelsen ugyldig. Dette skete i 1539. Dette skete muligvis med hjælp fra Dronning Dorothea, hvis kammerjomfru Birgitte på dette tidspunkt var blevet. Som Dronningens kammerjomfru havde Birgitte et nært forhold til Dronningen.

Året forinden – i 1538 - havde Kong Christian d. 3. endvidere udstedt en reces, der forbød forældre og værger at arrangere ægteskab for deres børn, før de havde nået myndighedsalderen. Kongens deltagelse i affæren må ses i lyset af den juridiske status, som en trolovelse havde. Indtil Kong Frederik d. 2.s ægteskabsordinans af 1582 var det den retsstiftende del af en ægteskabsindgåelse, mens kirkevielsens formål alene var at velsigne en allerede indgået kontrakt.

Det var muligvis igennem hoffet, at Birgitte mødte Herluf Trolle, med hvem hun blev gift i 1544. På dette tidspunkt blev Herluf Trolle anset for værende et godt parti til Birgitte Gøye.

Nogle måneder før deres ægteskab fik Herluf Trolle pantebrev på Ringkloster, som Birgitte på dette tidspunkt havde arvet efter hendes far. Der døde i 1544.

Efter faderens død havde Birgitte også arvet Sigbritsgård i København og Græsegård i Nordsælland, hvortil avlsgården Hillerødsholm hørte. Parret gjorde Hillerødsholm til hovedgård, men forlod allerede i 1560 det nybyggede hjem. Denne flytning skyltes, at Kong Frederik d. II i forbindelse med lensreformerne ytrede ønske om at få Hillerødsholm som krongods for at kunne samle kronens jordbesiddelser i Nordsjælland. Ved et mageskifte i 1560 overtog Herluf Trolle og Birgitte Gøye Skovkloster ved Næstved og omdøbte det til Herlufsholm.

Det er særlig i forbindelse med den skole for “ædlinger og andre ærlige mænds børn i Danmarks rige”, som de stiftede på Herlufsholm, at Birgittes navn i dag er kendt. 

Den ulige ejendomsfordeling ægtefællerne imellem kan læses af det gensidige forsikringsbrev, som parret udstedte i 1549: Hvis Herluf Trolle levede længere end Birgitte, og såfremt de ingen børn fik, skulle han have hovedgården Græsegård på livstid. Overlevede hun derimod ham, skulle hun derimod arve alt hans jordegods. 

Det var Herluf Trolles og Birgitte Gøyes ønske at skabe en skole på Herlufsholm, som skulle bygge på de kristne humatistiske traditioner, der var grundstenen i begges livssyn.

Inspirationen til Herlufsholm kom formentlig fra Sachsen, hvor Herluf Trolle selv havde studeret. 

Men 1 måned efter skolens fundatsen i 1565 døde Herluf Trolle, der deltog som rigets øverste admiral i et søslag i forbindelse med Den Nordiske Syvårskrig. Herefter blev Birgitte skolens første leder.

1567 frasagde Birgitte sig forstanderskabet for Herlufsholm og bad i overensstemmelse med fundatsens ordlyd rigsrådet om at vælge en skoleherre. Enken føjede til fundatsen, at skoleherren skulle vælges fra hendes egen eller hendes mands slægt nu og i fremtiden. I et forsøg på at sikre sig mod arvekrav fra slægtninge stadfæstede hun ved samme lejlighed afståelsen af godset, men trods disse forholdsregler rejste blandt andre hendes halvbroder Christoffer Gøye krav på stiftelsens besiddelser. Først efter Birgittes  død i 1574 blev der nået en afgørelse. Herlufsholm Stiftelse fik kongelig lås i 1575, og dens ejendomsret til gård, gods, bohave og bibliotek var dermed sikret.

Hendes første tid som enke var præget af en del usikkerhed samt mange flytninger. I 1566 blev hendes lensbrev på Tølløse opsagt og i 1571 mistede hun sine to øvrige len Kappelgården ved Køge og Ringkloster ved Skanderborg. 

Hendes gård i København var ikke egnet til fast bolig, og Herlufsholm havde hun skænket bort. Enkedronning Dorothea kom hende herefter til undsætning og forlenede hende med Åkær ved Horsens. Men da enkedronningen døde i 1571, mistede Birgitte også denne forlening. Flere slægtninge forsøgte da at hjælpe, og Sibylle Gyldenstierne, der var gift med hendes fætter, tilbød hende Sortebrødrekloster i Næstved. Efter en omfattende istandsættelse af bygningen flyttede Birgitte dertil i 1572. Kort tid efter gav kronen hende livsbrev på herregården Ydernæs syd for Næstved. Når hun valgte det forfaldne kloster i Næstved som domicil, skyldtes det givetvis hendes fortsatte engagement i det nærliggende Herlufsholm.

Birgitte fik ingen børn, men igennem Herlufsholm Stiftelse knyttede hun kontakter til adelsmænd, som hun korresponderede med livet igennem og i hendes ligprædiken blev der nævnt, at hun ”optugtede og opdrog mange høviske jomfruer og giftede dem ærligt og vel fra sig”.

Birgitte var en aktiv velgører, havde et nært forhold til enkedronning Dorothea og kurfyrstinde Anna af Sacshen, og hendes rolle som opdrager for unge adelskvinder var hendes hjem et centrum for den danske adel og især for standens kvinder. 

Selv efter hun flyttede fra Herlufsholm, var hun engageret i skolen.

Birgitte Gøye døde som 36-årig i 1574 og herefter arvede hendes to søskende efter hård kamp, hvad hun ikke havde givet bort.

Birgitte Gøye er begravet i Herlufsholm Klosterkirke.

Herlufsholm Klosterkirke. Øverste billede er fra 2013 og det nederste er fra 2010. © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=birgittegoeye

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail til Perlen100@gmail.com

Lillian von Kauffmann - dansk ejendomsbesidder og erhvervskvinde samt mor til 13 børn.

Dette blogindlæg omhandler den danske erhvervskvinde Lilian von Kauffmann.

Lillian von Kauffmann blev født Elly Lilian Carl Salomonsen den 18. december 1920 i Nice, som datter af fabrikant Carl Salomonsen og hustru Paula Frederikke Salomonsen (født Weimann).

Selvom begge hendes forældre tilhørte den mosaiske tro, så blev både Lilian og hendes søster Erna døbt og opdraget katolsk, da hendes mor valgte at overgå til katolicismen i løbet af 1920'erne.

Hendes far døde i 1942, hvorefter Lilian og hendes søster Erna Holm (der på dette tidspunkt var blevet gift med kommandøren i den amerikanske flåde Volmer Schack Grotum Holm) arvede hans aktier i De Danske Cichoriefabrikker. (Cichorie var en dansk kaffeerstatning). 

De Danske Cichoriefabrikker blev stiftet i 1872, da C.F. Tietgen valgte at lægge seks danske cichoriefabrikker sammen. I 1897 fusionerede den med C.F. Rich & Sønners kaffesurrogatfabrik, som var blevet grundlagt i 1834.

Lilians far var en del af den gruppe mænd, der i 1915  sikrede sig aktiemajoriteten i De Danske Cichoriefabrikker, hvorefter han blev udnævnt til bestyrelsesformand for dette selskab. Denne post besad han frem til sin død i 1942.

Forudendisse aktier arvede Lillian og hendes søster også andre af faderens firmaer og fik på denne måde en betydelig formue.

Giftede sig første gang den 6. december 1942 med vekselerer Helge Bendix (født 5. februar 1920 i København), søn af maler Tyge Bendix og Inge Møller. Ægteskabet blev opløst i 1948.

Efter skilmissen fra ham giftede Lillian sig den 19. juni 1948 i Sankt Ansgar Kirke i Bredgade i København med direktør i Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, civilingeniør  Sigurd Gjerdsøe, som hun herefter indsatte som direktør i Rich's samt i hendes og søsterens ejendomsselskab Gorm.

Sammen med ham fik Lillian en datter. Gjersøe omkom senere i en trafikulykke. 

Hun havde tillige en søn og en datter fra et tidligere forhold.

I 1950 mistede Lillian hendes søster Erna i en trafikulykke. Dette medførte at de selskaber som Lillian og Erna havde arvet fra deres far blev delt, så Ernas arvinger overtog De Danske Cichoriefabrikker og Lillian overtog selskaberne Det Danske Mælke-Compagni, Dansk Delikatesse Kompagni (Dadeko), Basnæs A/S og ejendomsselskabet Gorm.

Samme år som hun mistede hendes søster indgik Lillian hendes trejde og sidste ægteskab, da hun den 2. juli giftede sig med bankdirektøren Ernst Ludwig Peter von Kauffmann i Vor Frue Kirke i Slagelse. 

Efter indgåelse af dette ægteskab tog Lillian Ernst's efternavn, hvilket hun beholdte resten af hendes liv.

Efter at have giftet sig med Lillian forlod Von Kauffmann sin stilling som bankdirektør i Københavns Handelsbank og indtrådt som bestyrelsesformand i Lillians virksomheder.

Lillian og Ernst fik sammen 10 børn.

I 1964 købte Lillian Palace Hotel i København.

Her boede hun i en periode i 1970'erne sammen med flere af sine børn.

Hendes ægtemand boede primært i villaen på Østerbro.

I 1971 købte Lillian Villa Brinken i Springforbi, opført i 1891 efter tegninger af Andreas Clemmensen. Villaen var naboejendom til landstedet Havslunde, som hendes far havde ejet indtil sin død i 1942. Havslunde blev overtaget af staten og revet ned i 1965. 

Lillian solgte i 1980 Villa Brinken til staten, hvorefter den som led i Staunings "Springforbiplan" blev revet ned, da det var tanken på sigt at omdanne hele området til offentligt grønt område.

Lillian drev i en periode i starten af 1970'erne en stor danserestaurent i København ved navn Ambassadeur. Denne var i flere år blandt byens førende, men måtte lukke i 1973-74. 

På dette tidspunkt var Lillian blevet en af landets førende erhvervskvinder.

Lillian mistede sin sidste ægtemand i 1975.

Igennem flere forkellige opkøb ønskede Lillian at gøre hendes  mejeri- og bryggerivirksomheder større, men da hun i 1975 blev enke, så endte hun med at sælge hendes mælkekompagni til den kommende gigiant på området MD Foods, der herefter fik fodfæste i hovedstadsområdet.

I 1977 solgte hun selskabet Dadeko, som på dette tidspunkt var indehaver af de danske rettigheder til blandt andet varemærkerne Coca-Cola samt Fanta og Schweppers til De forende Bryggerier.

To år senere - i 1979 - valgte hun som det sidste at sælge Palace Hotel, hvorefter hun flyttede til Schweiz, hvor hun købte et hotelselskab beliggende i Vevey ved Genévesøen. 

I 1981 misttede Lillian sin mor og efter hendes død var Lillian bosiddende på hendes hotel i Schweiz frem til sin egen død den 12. december 2016.

Lillian ligger begravet sammen med flere familiemedlemmer blandt andet hendes søster, mor og sidste ægtemand i et familiegravsted på Hellerup kirkegård.

Billede af Lillians gravsted på Hellerup Kirkegard - taget i 2018. ©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lillianvonkauffmann

Viderelæsning:

- https://www.tv2lorry.dk/kobenhavn/96-arig-med-13-born-efterlader-ejendomme-300-millioner

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail til Perlen100@gmail.com

Rigmor Mydtskov - Kongelig hof-fotograf

Dette blogindlæg den kvindelig hoffotograf Rigmor Mydtskov, som jeg har stiftet bekendtskab med igennem Billed Bladet og andre medier, som igennem mit liv har brugt hendes billede - primært af de kongelige.

Rigmor blev født den 23. maj 1925 som datter af fotograf Hans Julius Mydtskov (1887-1973) og hustru sygeplejerske Edit Maria Nerman (1899-1983).

Hendes lillebror var fotograf Jørgen Mydtskov, der blev født 16. august 1931.

Rigmor voksede op i Helsingørs gamle Købmandsgård - beliggende Stengade 50, hvori hendes far også havde sit fotoatelier.

Hendes mor var svensk og havde inden hendes ægteskab med Rigmors far, arbejdet som sygeplejerske i den svenske by Lund og var et dybt religiøst menneske, som svævede over vandene i Rigmors barndomshjem.

Så det var Rigmors far, der var hendes dominerende forældre, hvilket også fik betydning for Rigmors valg af fremtidig karriere. 

Hendes far blev fra 1930'erne tilknyttet Det Kongelige Teater, som fotograf og i 1937 flyttede han sit atelier fra Helsingør til Store Kongensgade 27 i København og det var i denne forbindelse, at Rigmor blev tilknyttet faderens atelier, som elev med portrætteringer som speciale.

Omkring dette udtalte Rigmor på et tidspunkt, at faderen fandt det praktisk med nogle damer gående hjemme i atelieret til at tage sig af portrætterne, imens han passede sit job på Det Kongelige Teater.

Da Rigmor ikke brød sig om at gå i skole, så passede det hende fint, at kunne søge tilflugt i faderens mørkekammer. 

Rigmor blev udlært portrætfotograf under 2. verdenskrig - i 1944 og hun var på dette tidspunkt også en dygtig kopist.

I en kort perioden omkring 1952 arbejdede Rigmor som Stillfotograf hos fildirektør Johan Jacobsen på Flamingo Film.

Rigmor begyndte fra 1954 at fungerer som teaterfotograf - først som afløser for hendes bror, Jørgen og da han i 1972 stoppede som teaterfotograf tog Rigmor over, hvor han slap. 

Livet som teaterfotograf havde altid fascineret hendes og takket være hendes gode indlevelsesevner samt kunstneriske sind, så havde hun gode forudsætninger for at udfører dette arbejde og disse egenskaber medførte også at hun blev en trofast og betroet fotograf får ikke bare Det Kongelige Teater, men også andre københavnske teatre.

Rigmor giftede sig den 1. juli 1962 med fotograf Steen Rønne (4. maj 1937-19.februar 1995) og igennem samarbejdet med ham fik Rigmor udviklet hendes evner som portrætfotograf yderligere.

Steen var da de blev gift en fremragende kunstnerisk begavet fotograf.

Teaterverdenen lærte hende en masse om menneskekarakterer, fotografi samt iscenesættelse og blandt hendes kendteste teaterfotografier er et billede af skuespillerne Poul Reumert og Bodil Kjer fra stykket "Lærken", som blev opsat i 1955 samt et af balletdanseren Anna Lærkesen, som blev taget i 1963.

I 1963 blev Rigmor ringet op af en repræsentant for det danske kongehus, der bestilet tid til en fotografering af daværende kronprinsesse (og senere dronning) Margrethe.

Rigmors første møde med daværende kronprinsesse Margrethe fandt sted i Rigmors og Steens ydmyge atelier, der var beliggende i Kattesundet bag Domhuset i København. 

Dette møde har Rigmor senere kaldt mødet med hendes "skæbnemodel".

Som skæbnemodel havde Rigmor længe været fascineret af Margrethe, da hun som person og symbol personificerer, hvad vi forstår om vores samtid og vores fortid, samtidig med at hun er en interessant personlighed. 

Rigmors udfordring som kongelig portrætfotograf var, at hun anså ethvert portræt af monarken som værende historisk.

Det var efter denne begivenhed, at Rigmors samarbejde med kongehuset startede og dette medførte at Rigmor fra 1988 kunne kalde sig "Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen".

I 1964 blev Rigmor og Steen forældre til sønnen Martin Mydtskov Rønne, der gik i hans forældres samt onkels og bedstefars fodspor som fotograf.

På et tidspunkt flyttede Rigmor og Steen deres atelier "Mydtskov & Rønne" til Badstuestræde, men i forbindelse med deres ægteskab blev opløst i 1975, fik Rigmor sit eget atelier.

Rigmor var altid bevist om, at hun som værende fotograf bevægede sig mellem mennesker iført masker og at hendes arbejde bestod i, at lære mennesket bag masken at kende, hvilket ifølge hende krævede både mod og takt af fremkalde det usete og ukendte frem bag den menneskelige maske. Noget af det interessante ved Rigmors portrætkunst var, at hun altid lod modellen bevarer noget hemmelighedsfuld og som portrætfotograf var hun både nænsom, intuitiv samt tillidsskabende.

Men det der kunne se så nemt ud, blev kun opnået igennemet livs konstante og koncentrerede øvelse og den ukærlige karikatur og det nærgående portræt var ikke Rigmors boldgade.

Rigmor udstillede flere gange både separat og som en del af forskellige gruppeudstillinger - både herhjemme og i udlandet.

Hendes første udstilling fandt sted i 1955, hvor hun udstillede sammen med både hendes fader og broder.

Efter hendes skilsmisse i 1975 deltog Rigmor i udstillingen "Gråtoner" på Kunstindustrimuseet og 10 år senere - i 1985 havde hun separatudstillingen På din maske vil jeg kende dig i Kong Hans Salen i Magasin du Nord i København.

I forbindelse med Fotografiens 150 jubilæumsår i 1989 deltog Rigmor i udstillingen  "Fotografer ser sig selv", som fandt sted i Rundetårn.

I 1990 portrætterede hun ti danske fotografer i en række tv-udsendelser for TV2.

Hendes portrætter af Dronning Margrethe blev i 1991 udstillet i Auktionshuset Bukowski og i denne forbindelse udgav hun også en fotobog tilhørende denne udstilling.

Rigmor udgav også flere forskellige andre fotobøger - blandt andet "Ballettens pragt og eventyr" i 1995.

Rigmor blev igennem hendes liv tildelt mange udmærkelser - blandt andet kunsthåndværkerrådets Årspris 1988 samt Bindesbøll Medaillen i 1992.

Rigmor blev i 1990 udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen og æresmedlem af Dansk Fotografisk Forening i 1995. I begrundelsen for denne udnævnelse hed det bl.a., at hendes “holdning til faget viser, at hun er et menneske der ikke kun har det som levebrød, men som lever og ånder for fotografiet”.

Rigmor tog flere gange initiativ til forskellige fotoudstillinger samt fungeret som censor og dommer ved landsudstillinger.

I 1990’erne har hun videreført Huset Mydtskov i samarbejde med sønnen Martin Mydtskov Rønne.

Rigmor Mydtskov døde søndag den 14. februar 2010 i København og hun ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=rigmormydtskov

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog eller har du et emne du ønsker formidlet i denne blog, så er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar i forbindelse med dette indlæg eller kontakte mig igennem dens instagramprofil eller facebookside.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com