Amalie Hagen - Dansk/Russisk danserinde og skuespillerinde

 

Denne uges 2. blogindlæg omhandler den dansk/russiske danserinde og sangerinde Amalie Hagen, der er udvalgt, da hun også er blandt de mere ukendte danske kvinder, som fortjener at blive skrevet ind i historien. 

Amalie Hagen blev født Hanna Amalie Nicoline Price den 5. november 1831 (efter den gregorianske kalender red.), hvilket vil sige den 24. oktober 1831 (efter den julianske kalender red.). At hun har to forskellige fødselsdag skyldes, at hun blev født om bord på det russiske skib Nicolai imens det var på vej fra København til Skt. Petersborg.

Hendes forældre var artisten James Price (1801-65) og dennes hustru, artisten Rosetta (Rosa) Sophie Carolina Lewin (1809-87).

Som hendes fars navn nok antyder, så er hun, ifølge DR-Dokumentaren "Ved du hvem du er" omhandlende Brødrene Price, i familie med disse brødre igennem hendes fars slægt, men da denne udsendelse pt. ikke er tilgængelig for andre end forskere og studerende, så har det på nuværende tidspunkt ikke været muligt, at udarbejde det præcise stamtræ.

Hun havde 3 brødre, Albert Joseph Price, Carl Price og Julius Price.

Hun optrådte fra barnsben ved hendes forældres pantomimiske forestillinger med Morskabsteateret på Vesterbro og Casino-teatret som nogenlunde faste midtpunkter i en ellers ambulant tilværelse, som strakte sig gennem de nordiske lande samt langt ind i Rusland.

Blandt hendes berømte familiemedlemmer finder man balletdanseren August Bournonville, som blandt andet underviste Amalie og hendes kusiner Juliette og Sophie Price i ballet fra 1847. Han var desuden med til at skaffe dem elevansættelse ved Det Kongelige Teaters Ballet - dette skete i 1848, da Amalie var 17 år gammel. 

Selvom Amalie havde arvet sin slægts koreografiske færdigheder samt mimiske evne, så ville hun hellere være skuespillerinde og den 5. september 1852 - som 21-årig - debuterede hun i rollen som Marie i stykket "Alferne".

Indtrykket af hendes smukke ydre samt anstændige fremtræden, blev svækket af hendes tyske dialekt, som hun desværre aldrig helt slap af med.

Efter at have arbejdet på Det Kongelige Teater frem til 1857, uden at opnå den store succes, valgte hun at stoppe hendes karriere ved dette teater, da hun havde modtaget et jobtilbud fra Casino-Teatret, hvor hun arbejdede som primadonna i såvel folkekomedier som sangspil, Vaudeviller og facer, de efterfølgende cirka 10 år og hvor hun samlede interessen om sin nydelige person.

Hun blev den 30. juni 1862, som 31-årig gift med underlæge og senere korpslæge i søetaten Christian August Hagen - hvis efternavn hun tog og benyttede officielt. Dette ægteskab var barnløst og Amalie fik aldrig børn.

I 1867 - efter at have arbejdet ved Casino-Teatret i 10 år - valgte hun at forlade dette teater, hvorefter hun tog arbejde ved Carl Hagens Selskab, hvor hun gentog sine succeser rundt om i provinserne. 

Dette job beholdte hun ind til hun gik på pension, men ved siden af sit otium virkede hun dog som danselærerinde. (Hvorvidt Carl Hagen var i familie med hendes ægtemand er uvist og det er også uvist om han er i familie med den berømte danske skuespiller Poul Hagen red.).

Amalie Hagen døde som 60-årig den 3. juni 1892 i København og er begravet på Frederiksberg ældre Kirkegård, hvor hun deler gravsted med hendes bror, Alber Joseph Price.

Hvorfor hun ikke deler grav med hendes ægtemand er uvist.

Næste uges indlæg kommer til at omhandle journalisten og politikeren Ellen Strange Petersen.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar.

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

 

Miss Florens - "Balletdanserinden" fra Bakken

 Denne uges blogindlæg omhandler den forholdsvis ukendte Bakkesangerinde Miss Florens.

Hun er udvalgt, da det er de færreste, som ved hvem hun var og hun fortjener derfor at blive skrevet ind i historien.

Der var nemlig engang, hvor hun var en kvinde, man både lo af, men også havde lidt ondt af. Dette skyldes, at hun optrådte med en uhæmmet foragt for alle datidens traditioner og havde en komplet mangel på selv den mindste elementære kunnen - både når det kom til sang og dans.

Miss Florens blev født Jeppine Kristine Hansen den 3. marts 1891 i Egtved sogn ved Vejle, som datter af smed og indsidder Hans Nielsen Hansen og hustru Ane Marie Jensen.

I følge kirkebogen, så blev Jeppine først hjemmedøbt, hvorefter hun den 26.april 1891 blev fremstillet i kirken. 

Hende mor var 29 år, da hun fik Jeppine.

Efter hendes eget udsagn, så fik hun undervisning i blandt andet dans og mimik under et ophold i Paris under første 1. verdenskrig. 

Fra begyndelsen af 1920'erne begyndte hun at optræde som sangerinde samt danserinde på mindre københavnske varietéer, så som "White Star"-varietéen på Amager og i Maurisk Hal ved Frederiksberg Runddel. 

Som 42-årig - i 1933 - blev hun engageret som danserinde til Sommerlyst på Bakken og det var i denne forbindelse hun optrådte som sangerinde første gang. Det var også fra dette tidspunkt hun tog kunstnernavnet "Miss Florens".

For publikum stod hun altid i et komisk skær og op gennem 1930'erne, 40'erne samt 50'erne optrådte hun som "solo-prima-ballerina" og var både en attraktion og et trækplaster på Dyrehavsbakkens varietéer og hun var på trods af sin mangel på egentlig talent - både når det kom til sang og dans - blandt Bakken bedst betalte artister. 

Publikum var engageret, når hun optrådte - om de så smed mønter op på scenen eller hujede og dette tog Miss Florens til sig, da hun på trods af en rædselsfuld pivfask stemme og på trods af total mangel på evner indenfor ballet, selv mente, at hun var en fremragende sangerinde og en stålende danserinde.

Hun er i dag kendt for sin meget karakteristiske (og ikke helt rene) sangstemme samt at hun næsten kunne danse på tåspidserne, hvilket hun gerne gjorde iført lette gevandter. 

Hendes dans medførte nogle gange at hun endte i en spagatliggende stilling, hvorfra hun gerne skulle hjælpes op.

Hun kunne gå i spagat helt til hun var 60 år, men det var dog sjældent særligt yndefuldt.

Når Bakken lukkede for vinteren tjente hun sine penge ved, at arbejde med diverse gæstespil i provinsen, hvor hun blandt andet dansede "Svanes død" til Hawaii-musik. Hun måtte dog på dette tidspunkt af sæsonen også ernærer sig som opvasker i københavnske restauranter eller som rengøringskone.

En overgang boede hun på et kvindehjem.

I dag er hendes medvirken i Apollo Revyen i 1928 blandt hendes mest kendte optrædner.

Hun døde som 65-årig den 1. november 1956 og er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Det er på Cirkusmuseet i København muligt, at se Miss Florens kostumer fra  hendes optræden på Bakken. ( https://cirkusmuseet.dk/ )

Hvis du ønsker at se et kort klip fra en af hendes optrædener på Bakken kan det gøre via følgende link:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/miss-florens-optr%C3%A6der-p%C3%A5-bakken/

Næste uges indlæg kommer til at omhandle balletdanserinden Amalie Hagen.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Olga Svendsen & Elga Olga - Fra Nyboder til Solitudevej

Denne uges blogindlæg omhandler skuespillerinden Olga Svendsen og hendes datter, skuespillerinde og sangerinden Elga Olga - kendt fra sangen "Solitudevej".

Disse kvinder er udvalgt til denne blog, da sangen "Solitudevej" i dag er mere kendt end både Elga Olga og hendes mor og derfor trænger de til at blive skrevet ind i historien.. igen.

Olga Svendsen

Olga Svendsen blev født Olga Emilie Svendsen den 22. februar 1883 i København, som datter af sergent Andreas Edvard Svendsen (ca.1839-1910) og hustru Charlotte Emilie La Fontaine (ca.1843-1900).

Olga havde sin barndom på Kastellet, hvor hendes far arbejdede som stabssergent samt var statistforman på Dagmarteateret i København, så det var igennem hendes far, at Olga blev introduceret til teaterverdenen. Helt fra barnsben havde Olga en drøm om at blive skuespillerinde på et af de københavnske teaterscener.

Hendes kropsstørrelse gjorde at hun allerede som ung oversteg datidens kvindeideal om runde kvinder, hvilket Olga karrieren igennem udnyttede med store selvironi.

Olga debuterede som 20-årig - i 1903 (ca. 3 år efter hun mistede sin mor red.) - som sangerinde ved en fest arrangeret af skuespillerforeningen (forløberen for nutidens Dansk skuespillerforbund red.).

Året efter fik hun sin teaterdebut på Dagmarteateret  og det det lå hurtigt klart, at hendes talent gjorde at hun skulle fokuserer på det folkelige repertoire med komedier og revyer. 

Hendes sceniske erfaring fik hun opbygget på trods af hendes store kropsbygning og hendes robuste facon kom til at stå sin prøve, da hun igennem flere sæsoner var tilknyttet Sønderbros Teater, der var et nu lukket teater beliggende overfor Vor Frelser Kirkegård med indgang til teaterrestauranten fra Amagerbrogade og til selve teateret fra den parallelle Anders Henriksensgade. 

Dette teaters medlevende publikum lod det altid stå klart, hvad deres holdninger til teaterets forestillinger og skuespillere samt skuespilleringer var. 

Olga blev mor til den senere skuespillerinde og sangerinde Elga Olga den 14. april 1906, hvis far var skuespilleren Holger Reenberg. Olga og Holger blev aldrig gift med hinanden. 

I 1911 fik hun de kongeliges bevågenhed, da kong Frederiks d.8. var en stor beundre af hende og juleaftensdag dette år, aflagde han hende en visit og efterlod 100 kr til hende og familien, da han gik.

Samme år som Titanic sank, blev Frede Skaarup teaterdirektør for Scala-teatret, der var beliggende overfor Tivolis hovedindgang og han hyrede Olga til åbningsforestillingen "Den Traadløse", hvor hun skulle i bogstavligste forstand danne modvægt til stykkets langbenede korpiger, der var et fast indslag i teaterets forestillinger. (Hun var altså en forløber for Liva Weel, som Frede Skaarup hyrede senere red.).

I åbningsforestillingsnummeret " Pauline skal danse" var Olga iført kort tylskørt og fremførte nogle hasarderede trin, som en del af en parodi på datidens balletbranche. I dette nummer fik hendes kontante og djærve københavnerhumør rigtig mulighed for at udfolde sig.

Olga fik en fast makker i den ikke mindre korpulente Oscar Stribolt - dette galt både i revy og operetter.

Efter at have været tilknyttet Scala i ca. 11 år, så var det uventet, at Olga i 1923 ikke fik fornyet hendes konkrakt og hun stod nu for første gang siden hendes debut uden fast arbejde, hvilket var en meget kritisk situation for hende, så for at tjene penge til både hende og hendes datter, begyndte hun at sy og sælge små kaniner til 6 kr/stk. Lige så langsom kom til tilbage og blev hyret til den folkelige restaurant, Over Stalden, der var beliggende i Charlottenlund Skov, tæt ved indkørslen fra Strandvejen. Her dannede hun af flere omgang par med skuespilleren Osvald Helmuth. 

Da hun havde både krop, stemme og humør i store mængder, når hun sang sine viser og lavede sine sjove og tossede figurere, så hun lod sig ikke sådan stoppe og blev ufortrødent ved og ved.

Vendepunktet kom i 1928 i forbindelse med at Nørrebros Teater ville sætte "Styrmand Karlsens Flammer" op. På dette tidspunkt havde Frede Skaarup forladt Scala og var blevet teaterdirektør på Nørrebrosteater og han hyrede Olga og lovede hende, at der ville blive skrevet en mindre rolle i stykket samt en vise specielt til hende. Igennem dette stykke slog hun sig atter fast i folks bevidsthed. 

Kort efter hun havde medvirket i dette stykke blev hun engageret til Poul Henningsen-revyen "Paa Ho'det", der blev starten på hendes musikanske rundtur i det københavnske revyer. Hver revy fik sin egen hyldestvise fremført med stor og farvende frodighed af Olga til publikums udelte glæde. 

I 1930 medvirkede Olga sammen med Osvald Helmuth i Scalas afskedsforestilling "Punktum B Finale" og i denne forestilling var det ikke noget der hed små fikse detaljer og komikken i stykket var hårdt optrukken og blev serveret med en masse charme samt umiskendelig slagfærdighed samt et saftigt humør. 

Et af hendes mere berømte numre fra denne forestilling var visen "Nyboders Pris".

Efter at have medvirket i denne forestilling vente hun tilbage til hendes makkerskab med Osvald Helmuth i forbindelse med "Over Stalden"-revyerne, som hun begyndte at være en del af i begyndelsen af 1930'erne. 

Hendes ry nåede langt og i USA, ville folk i Hollywood gerne engagere hende, men da hun kendte hendes begrænsning, så takkede hun nej og valgte at kvittere med en fest parodi på Hollywood-skuespillerinde Mae West, som en del af "Over Stalden"-revyen i 1934.

Olga blev engageret til Cirkusrevyen i 1937 og fortsatte her resten af kendes karriere og kort før hendes død den 22. oktober 1942 optrådte hun for sidste gang i telten på Bakken  - dette blev også hendes sidste forestilling. 

Foruden at have en karriere som en del af forskellige københavnske revyer, så medvirkede Olga også i en række Fy og Bi-farcer. (Med Fy og Bi menes der makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, der blev spillet af Harald Madsen og Carl Schenstrøm og var nogle af Danmarks største stumfilmsskuespillere red.). Det var dog i talefilmene, at Olga originale komik samt brede folkelighed rigtigt kom til sin ret. Dette ses for eksempel i filmen "Københavnere" fra 1933 (samme år som Hitler tog magten i Tyskland red.). 

Privat var Olga et meget elskeligt og opofrende menneske, som gerne hjalp folk i nød, selv når hun selv sad hårdt i det. Blandt andet serverede hun altid suppe fra sin køkkentrappe, for den del af Københavnsk befolkning, som var fattigere end hende. Hun lagde desuden gerne penge i kuverter under hendes kollegaers tallerkner, hvis de afholdte en fest til ære for hende, da hun ikke ville have at festen skulle koste dem noget. 

Nogen af dem, der foruden de kongelige, beundrede hende, var den kongelige skuespillerinde Bodil Ipsen samt den kongelige skuespiller Poul Reumert.

Hendes datter, Elga Olga (Svendsen) fulgte i hendes fodspor som folkelig vise- og revyskuespillerinde og fik især succes med visen "Solitudevej".

Efter hendes død den 22. oktober 1942 blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes gravsted er siden blevet nedlagt.

Elga Olga

Elga Olga blev født Elga Nancy Svendsen den 14.april 1906 i København, som teaterbarn af revy-skuespillerinden Olga Svendsen og skuespilleren Holger Reenberg, der dog ikke var gift.

Igennem hendes far blev hun halvsøster til den berømte skuespiller Jørgen Reenberg.

Navnet "Elga Olga" var et hun selv tog som hyldest til hendes berømte og populære mor.

Da hun var 5 år gammel - i 1911 - stod hun for første gang på en scene i forbindelse med en af de julekoncerter som dagbladet Politiken afholdte, hvor hun overrakte blomster til de medvirkende. 

Her efter skete der ikke rigtigt noget i hendes liv, før hun som 18-årig giftede sig med en skrædder og begyndte, at deltage aktivt i hans skræddervirksomhed. 

På dette tidspunkt modtog hun også sangundervisning.

Omkring år 1920 havde hun nogle mindre børneroller i nogle af de Fy og Bi-fil, som hendes mor medvirkede i.

I 1932 blev hun skilt fra hendes mand, skræddermester Ejner Alberti.

Men hendes egentlig debut som skuespillerinde kom, da hun i 1932 var medvirkende i sommerrevyen i Nakskov og fra begyndelsen af 1930'erne medvirkede hun desuden også i sommerteateret i Korups have.

Hendes teaterdebut kom også i 1932, da hun medvirkede i teaterstykket "Bag de røde porte", som blev sat op på Casino-teatret i København.

Denne debut medførte at hun fik roller på "Over Stalden"-Teatret, Betty Nansen-Teatret, Fønix-Teatret samt Nørrebros teater. (Fønix-Teatret var i perioden 1918-38 navnet på det senere Aveny Teater, som i dag er kendt som Aveny-T red.).

På Nørrebros Teater medvirkede hun i stykket "Styrmand Karlsen Flammer", hvor også hendes mor medvirkede. 

Elga Olga blev den 28. april 1935 gift med frisørmester Theodor Ellef Martin Hanson - kaldet Busser - i Sct. Markus Kirke og de levede lykkeligt sammen i 50 år og blev den 27. marts 1938 forældre til den senere skuespillerinde Jytte Elga Olga.

Imens Elga Olga havde travlt på diverse teatre, så medvirkede hun også i flere danske film. 

Det var dog revyen, der vandt hendes hjerte og hun har med stor succes, optrådt på de fleste af landets revyscener. 

I 1938 debuterede hun i Cirkusrevyen, hvor også hendes mor medvirkede. Året efter slog hun for alvor sit navn fast som revy-skuespillerinde, da hun optrådte med visen " Vi ska' ud og se girafferne".

I 1945 - befrielsesåret - var hun hovednavn i Nykøbing Falster-revyen, hvorefter hun vendte tilbage til Cirkus revyen. Her spillede hun 14 somre - fra 1946-1959 og var på dette tidspunkt revyen ubestridte primadonna og det var i Cirkus revyen hun i 1953 skabte sit livs store nummer, da hun fremførte visen "Solitudevej", der i dag er blevet et synonym med hendes navn.

Efter at have været Cirkusrevyens helt store stjerne i mange år, så forsøgte hun sig i et par sæsoner som selvstændig teltholder på Bakken, da hun sammen med hendes mand i 1960 købte Restaurant Figaro, der herefter blev omdøbt til "Hos Elga Olga". 

Efter at være holdt i Cirkusrevyen fortsatte Elga Olge sin revy-karriere i Helsingør Revyen.

Selvom om hun også optrådte på de rigtige teaterscener, såsom Odense Teater og på TV, så holdt hun fast i arbejdet som revy-skespiller og hun bragede igennem i Holstebro Revyen og som 75-årig indkasserede hun en personlig succes i Randers Revyen på Hotel Kongens Ege i 1981 og hun medvirkede også på Sans Souci i Kolding, hvor hun blandt andet optrådte som kæmpe baby og sang "Tre hvide duer". (Sans Souci var et revy- og varitéshow med hjemsted i Kolding, der blev opført fra 1951 frem til 1990 red.).

I 1982 kunne hun fere sit 50 års jubilæum i telten på Bakken.

Elga Olga Svendsen døde den 26. juli 1992 på Frederiksberg og hun ligger begravet i en ny fællesgrav i Birkelunden på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg i København.

Næste uges indlæg kommer til at omhandle sangerinden Miss Florens.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Inger Merete Nordentoft - skoleinspektør, politiker og Kommunist

 

Jeg ved godt, at jeg i sidste blogindlæg skrev at dette næste blogindlæg ville omhandle Lulu Gauguin, men grundet mangel på kilder samt nulevende børn, så valgte jeg at droppe det indlæg og skrive om skolesinspektøren og politikeren Inger Merete Nordentoft, som jeg hørte om første gang i et afsnit af DR-dokumentaren "Historien om Danmark".




Inger Merete Nordentoft blev født den 18.august 1903 i Thisted som datter af læge Poul Nordentoft (1874-1937) og hustru jordemoder Astrid Kabell (1880-1953).

Hendes faders side af stamtræet stammer fra Nordentoftgårdene uden for Thisted og hendes farfar var præst og alle hans børn fik gode uddannelser, så da Inger Merete blev født var slægten præget af præster, læger samt dygtige selverhvervende kvinder.
Hendes moders slægt kom fra Thisteds bedre borgerskab.

I løbet af forældrenes første 5 års ægteskab gennemlevede de at få fem børn, hvoraf de to ældste døde. Ægteskabet var uharmonisk og efter en flytning til Vordingborg blev Inger Meretes forældre skilt. På dette tidspunkt var hun 9 år gammel, så det skete samme år som Titanic forliste - i 1912. Inger Merete blev efter skilmissen boende hos hendes far og hendes mor flyttede med hendes to søskende til København.
3 år senere - i 1915 - giftede hendes far sig igen, men hans unge kone døde kort efter, hvorefter faderen flyttede til Svendborg.

I 1918 blev hendes far anholdt og sigtet for blandt andet forsterfordrivelse. Dommen faldt 2 år senere, hvorefter han blev indsat i Horsens Tugthus, hvor han var indsat de næste 10 år.

I forbindelse med hendes fars anholdelse, blev Inger Merete anbragt hos en lærerfamilie i Svendborg, hvor hun boede imens hun tog realeksamen.

I forbindelse med hendes anbringelse mødte hun den nybagte lærerinde samt senere chef for det Danske Pigespejderkorps, Elisabeth Flagstad. Dette møde medførte, at Inger Merete blev spejder med liv og sjæl.

Hvorfor Inger Merete blev anbragt hos en lærerfamilie og ikke flyttede sammen med hendes mor og søskende i København, melder kilderne ikke noget om, men det kunne eventuelt skyldes, at hendes mor var under uddannelse til jordemoder, og derfor ikke havde mulighed for, at tage sig af Inger Merete, men dette er bare en tanke.

1920 var ikke kun en genforeningssår for Danmark, men også for Inger Merete, der på dette tidspunkt og de kommende tre år, boede hos hendes mor, søskende og moderens nye ægtemand i Tønder. Hendes mor var på dette tidspunkt blevet uddannet jordemoder og fået arbejde i Tønder.

Inger Merete læste i 1920-23 på Tønder seminarium og var med til at grundlægge pigespejderkorpset i Sønderjylland. 

Da hun i 1923 var blevet uddannet lærerinde, fik hun job i Skovridergården i Korinth på Fyn. Her havde Elisabeth Flagstad netop åbnet sin spejderskole.

Året efter blev Inger Merete ansat ved Valby Skole i København.

Fra midten af 1930'erne begyndte Inger Merete at kaste sine kræfter på pædagogikken samt politikken og hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, som hun har medlem af ind til sommeren 1940.

Hun var desuden medlem af Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse i perioden 1935-45. Hun var bestyrelsesformand for samme forening under 2. verdenskrig og i samme periode var hun også formand for fælleslærerådet i København og medlem af Nordisk lærerindeforbunds bestyrelse samt medlem af Dansk Kvindesamfund.

I perioden 1939-49 var hun også Danske Kvinders Nationalråds repræsentant i "The International Council of Women's Education Comittee".

Inger Merete hentede hendes pædagogiske inspiration fra mange forskellige steder, blandt andet fra nordiske kollegaer samt progressive kræfter i USA. Hun havde desuden et tæt samarbejde med blandt andre skoleinspektøren og psykologen Anne Marie Nørvig.

Inger Meretes kongstanke var, at undervise eleverne individuelt, hvilket på dette tidspunkt, hvor klasseundervisning i de fleste landsbyskoler stadig lå et stykke ude i fremtiden, var anset som værende en kontroversiel idé. Det lykkedes dog for Inger Merete, at få oprettet studiekredse i de københavnske lærerorganisationer regi.

Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek og i 1939 havde hun bidraget til læsebogen "Min egen Bog", som hun også var medredaktør af. 

I 1942 udkom bogen "Nu kan jeg læse", som hun også både havde bidraget til og var medredaktør på.

I perioden op til 2. verdenskrig - 1935-39 - var Inger Merete medlem af gruppen omkring tidsskriften "Kulturkampen". Denne gruppe bestod af blandt andre Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. Det var dette samarbejde, der fik størst indflydelse på Inger Meretes pædagog-politiske tanker. Det var også sammen med denne gruppe, at hun i 1939 var med til at redigere og udgive et særnummer om demokrati og skolen.

Da 2. verdenskrig brød ud, var Inger Merete stærk engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt, i beredskab mod nazismen samt i kampen for ligestilling mellem kønnene.

I sommeren 1940 fik hun kontakt med Aksel Larsen og igennem ham blev hun en del af den kommunistiske modstandbevægelse.

Året efter blev hun en del af den nystiftede Dansk Studie Ring, der siden bare blev kaldt Ringen og var grundlangt af John Christmas Møller.

Samme år skiftede hun fra Socialdemokratiet og meldte sig ind i Danmarks kommunistiske Parti (DKP). 

Politisk stod hun herefter for en systemændring og hendes lille skrift "Opdragelse til Demokrati", kan opfattes som værende hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund. Denne blev gjort illegal i 1944.

Hun var under krigen også tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var herigennem med til at skaffe danske jøder og kommunister til Sverige. Grundet dette illegale arbejde, så blev hun arresteret af Gestapo. Dette skete i forbindelse med Gestapos optrapning af Aksel Larsens netværk.

I marts 1943 blev hun idømt 5 måneders fængsel.

Under hendes afsogning, fik hun tiden til at gå med færdiggørelsen af "Min ABC, 1-2-3", der udkom i 1944.

Efter hendes løsladelse valgte hun at fortsætte hendes illegale arbejde.

I forbindelse med hendes arbejde i Københavns kommunelærerindeforenings bestyrelse, mødte hun modstand mod hendes illegale arbejde, som flere af bestyrelsesmedlemmerne fandt uforeneligt med hendes position som bestyrelsesformad i en tjenestemandsorganisation. Dette ændrede dog ikke på, at hun i februar 1945 blev udnævnt til at efterfølge den høj estimerede pædagog Margrethe Petersen, som inspektør på Katrineskole i Vanløse. Denne udnævnelse mødte modstand.

Inger Merete opstillede for kommunisterne i Valby-kredsen ved Folketingsvalget i Oktober 1953, hvor hun også blev valgt ind med 27% af kredsens stemmer. Dette valg var en succes for DKP, der fik 18 mandater.

Inger Merete valgte i 1945, at adoptere sønnen Niels, som enlig mor og kort efter meddelte hun på et lukket lærermøde på Katrineskolen, at hun ønskede at søge orlov fra jobbet som skoleinspektør, da hun var blevet gravid. Dette var kontroversielt, da hun ikke agtede at gifte sig med barnefaderen. 

Det efterfølgende års tid, var aviser og tidsskrifter fyldt af den debat, Inger Meretes valg som alenemor, havde medført og hun blev fordømt fra flere sider. Sagen udviklede sig til en principiel debat omhandlende kvinders ret til moderskab uanset deres civilestatus. Sagen endte i Folketinget.

Daværende redaktør af Dansk Kvindesamfunds medlemsblad "Kvinden og Samfundet" Inga Dahlsgård kaldte sagen for "en hekseproces", men ellers forholdte både Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd sig passivt i modsætning til Københavns kommunelærerindeforening, hvori et flertal af bestyrelsesmedlemmerne betegnede hende i Berlingske Tidende som værende "samfundsskadelig" og i forbindelse med en senere afholdt afstemning blandt medlemmerne tog 3/4 af dem afstand fra hende. Denne afstand var forældrekredsen ved Katrineskolen dog ikke enig i og i slutningen af 1945 blev der indsamlet næsten 800 stemmer for, at Inger Merete skulle forblive som skoleinspektør. Ved en senere afholdt afstemning blandt forældrekredsen stemte 75% for at lade deres børn forblive elever ved Katrineskolen under ledelse af skoleinspektør Inger Merete Nordentoft.

Året efter - i 1946 - valgte Inger Merete at skrive en kortfattet redegørelse for, at hendes handlermåde måske kunne være en hjælp for andre ugifte kommende mødre, at gennemføre en graviditet og på dennemåde nedbringe antallet af illegale aborter, som på dette tidspunkt årligt kostede flere kvinder livet.

Hvis man ser dette i et langt perspektiv, så blev "Nordentoftsagen" en fortsættelse af Inger Meretes mærkesag, som formand for Københavns lærerindeforenings bestyrelse - nemlig ligestilling mellem kønnene i alle livets forhold.

Datteren Kirsten kom til verden i 1946.

I 1945 blev hun en del af finansudvalget og var herigennem med til at viderføre DKP's linie med at bryde der mandlige monopol her, da hendes forgænger var Alvilda Larsen. Hun sad på dette tidspunkt også i lønningsudvalget.

Inger Merete var desuden på dette tidspunkt respekteret fra mange sider og i kontakt med de brede dele af landet igennem hendes arbejde i for eksempel Frihedsfonden og hendes medlemskab af landsledelsen af Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, den danske afdeling af "Fédération Démocratique des Femmes", som blandt andet arbejdede for fredssagen.

Fra 1949-57 var Inger Merete også medlem af centrakomitéen i DKP og hendes holdning var, at "maxismen var kernen i en kæmpende humanisme", men efter den 20. partikongras' afsløringer fra Stalintiden samt besættelsen af Ungarn i 1956 forsøgte hun at ændre DKP's holdning, men dette var dog forgæves og hun fik efterfølgende ingen stemmer, da hun samme år genopstillede til centralkomitéen. Dette tog hun året efter - i 1957 - konsekvensen af og meldte sig ud af DKP.

Inger Merete sad i Folketinget frem til valget i 1953, hvor hun ikke ønskede at genopstille.

Som politiker var hun aktiv i skolespørgsmål, men blev med tiden generalist i folketingsarbejdet.

Inger Meretes største indsats var pædagogisk og her, som når det galt hendes politiske arbejde, så var udgangspunktet datidens kulturradikale idé om opdragelse til demokrati, skærpet af besættelsens erfaringer.

Hendes inspiration stammede blandt andet fra 1920'ernes og 30'ernes reformpædagogik samt datidens Grundtvigske friskoleidéer. Hendes mål var en demokratiseren af folkeskolen igennem en enhedsskole, hvilket ville sige en afskaffelse af prøver og opdeling af eleverne i boglige og ikke-boglige klasser. Den autoritære lærers rolle skulle desuden afskaffes til fordel for et samarbejde mellem lærere og elever. Dette skulle ske igennem individuel undervisning, gruppearbejde og elevernes træning i selvstændigt arbejde.

Inger Merete opfandt intet pædagogisk system, men hun koordinerede de allerede eksisterende elementer og gjorde det med pragmatisk forståelse for hvad der var muligt. Dette skete i opposition til datiden overvejende kristeligt-autoritære skolesyn. 

Hun gav udtryk for hendes tanker igennem udgivelsen af forskellige lærerbøger og hun medvirkede også til udarbejdelsen af et værk omhandlende besættelsestidens skole.

Inger Merete Nordentoft var en fornem repræsentant for den kæmpende humanisme, som intet samfund kan leve uden og hun har sat sine spor i den danske skole- samt køns- og kvindehistorie.

Hun døde alt for tidligt - i en alder af kun 57 år - den 22. oktober 1960 i København, efter en svær kamp mod kræft.

Hun er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård i København.

Hvis du ønsker at læse mere om Inger Merete Nordentoft, så har Adda Hilden skrevet biografien "At sætte sig spor" om hende og den kan købe igennem følgende link:

https://www.saxo.com/dk/at-saette-sig-spor_adda-hilden_epub_9788711420201

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til denne blog, så er du som altid velkommen til, at efterlade en kommentar i forbindelse med dette blogindlæg. (Kommentarer ønskes IKKe på facebook eller Instagram).

Har du et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du mere end velkommen til at kontakte mig igennem bloggen - IKKE facebook eller Instagram.

Har du brug for hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Hanne Bech Hansen - Dansk politidirektør

  

Hanne Bech Hansen blev født Hanne Vagner den 16. juni 1939 i Århus som datter af viceskoleinspektør Svend Theodor Vagner (1911-81) og hustru Vera Christensen (1914).

 

Hanne havde sin barndom i Århus, hvor hun voksede op sammen med hendes to yngre brødre. Inden hendes far blev viceskoleinspektør, arbejdede han som lærer og underviste blandt andet på Christiansgades Pigeskole, hvor Hanne var elev fra 6.-9. klasse.

Hanne tog i 1958 studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium, hvorefter hun var elev på Det Jyske Musikkonservatorium i nogle år, da hun overvejede at læse musik på universitetet. Med baggrund i nogle råd fra hendes forældre, så valgte hun dog at studere jura fremfor musik. Hun blev uddannet cand. Jur. Fra Århus Universitet i 1964.

 

I 1960 flyttede Hanne sammen med hendes kommende ægtemand, overlægen Jørgen Bech Hansen (4.maj 1935-2002 red.), som hun havde mødt på universitetet, til Silkeborg, da hans lægekarriere begyndte her. Efterfølgende flyttede parret, der blev gift den 14. juli 1962, til Odense, hvor Hanne arbejdede halvtids som advokatfuldmægtig. Denne stilling havde hun i perioden 1964-70.

 

I 1967 blev Hannes eneste barn, sønnen Søren født.

 

Hanne fik advokatbeskikkelse i 1969 og som advokat var hendes interesse strafferet. For at kunne få erfaring, så hun kunne bruges som forsvarsadvokat valgte hun at søge ind hos politiet, hvor hendes karriere begyndte med, at hun blev politifuldmægtig i Odense i 1970. Stillingen ved statsadvokaturen for Sjælland og Fyn, havde hun frem til hun i 1984 blev ansat som vicepolitimester i Gentofte. En stilling hun besad frem til 1986.

De første 14 år ved politiet, arbejdede Hanne på deltid.

Hun fik hendes første markante chefstilling blev jobbet som politimester hos Rigspolitichefen i personaleafdelingen, hvor hun arbejdede 1986-88, hvorefter hun blev ansat som chef for Politiets efterretningstjeneste (PET). Dette vakte meget opsigt i både ind- og udland, da hun var Danmarks første kvinde til at besidde denne stilling, som hun beholdte frem til 1993, hvor hun blev ansat som statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby.

Hanne Bech Hansen besad denne stilling i forbindelse med urolighederne mellem politi og demonstranter på Nørrebro efter folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992.

Hanne var desuden anklager i Marc Rudin-sagen, som var en del af Blekingegade-sagen.

 

Hanne Bech Hansen fik aldrig job som forsvarsadvokat.

 

Hanne blev i 1995 Danmarks første kvindelige politidirektør for København - landet største politikreds. Hendes ansættelse i denne stilling skabte maget debat, da hun i forbindelse med sin håndtering af Nørrebro-sagen havde fået ry for at være ”systemets mand”.

 

Det var også under Hannes ledelse, at Københavns politi gennemførte rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69 og havde flere aktioner imod Christiania.

 

Hanne Bech Hansen gik på pension som 70-årig i 2009, hvorefter hun begyndte at udgive flere krimiromaner. Den første var ”Lasten” fra 2010, der skuffede kritikerne. Dette fik dog ikke Hanne til at stoppe med at skrive krimier, da den på trods af kritikken solgte godt. Den solgte så godt, at ebogsudgaven blev den mest solgte ebog hos saxo.com nogensinde.

Hanne Bech Hansen var også populær blandt forbrugerne af bibliotekerne, hvilket i 2015 kunne ses ved at hendes andel af bibliotekspenge var på over 60.000 kr.

For at gøre jobbet hos politiet mere populært blandt indvandrere, så valgte Hanne i ”Lasten” at skrive om en vicepolitikommissær med pakistansk baggrund.

 

Hanne udgav i 2010 samtalebogen ”Heksehyl. Samtaler om magt og kærlighed” med Camilla Lindemann og med Tine Bendixen som interviewer.

 

Hanne Bech Hansen var desuden også en populær foredragsholder.

 

Den 12. august 2011 blev Hanne udpeget som et medlem i den norske regerings 22.juli-kommission, der skulle udrede terrorangrebene i Norge 22. juli 2011.

 

Hanne Bech Hansen har fået roser med på vejen af sine egne, da hendes kollegaer anså hende som værende både en humørspreder og god beslutningstager.

 

At hun var populær i udlandet kunne også ses på den mængde af hædersbeviser som hun nåede at modtage og blandt dem finder man blandt andet Hæderstegnet for 25 års god tjeneste i Civilforsvaret, Kgl. Norske Fortjenstorden, Den islandske Falkeorden, Den Hellige Skats Orden (Zui ho sho - Japan) samt Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden.

Desuden blev hun ridder af Dannebrugsordenen i 1989 og i 2005 blev hun kommandør af 1.grad af Dannebrugsordenen.

 

Blandt de meste kendte kontroverser fra Hannes liv var den såkaldte Perle-sag. Denne omhandler en sag hos statsadvokaten mod en betjent, som Hanne oprettede de. 22. januar 2009. Dette skete efter at internetsiden Modkraft.dk havde offentliggjort en videooptagelse fra en demonstration, hvoraf det fremgik, at betjenten kaldte en dansk-palæstinensisk demonstrationsdeltager for ”perker”.

Efter en samtale med betjenten, så udtalte Hanne, at denne ikke havde sagt ”perker”, men ”perle”. Denne forklaring gav anledning til en del omtale i medierne samt på nettet.

Københavns Politis informationschef udtalte efterfølgende, at politiet slet ikke bør kalde folk for øgenavne.

Efter denne sag fik Hanne Bech Hansen øgenavne ”Perlemor”.

Denne sag dannede også baggrund for en parodi i Cirkusrevyen 2009, hvor hun blev parodieret af Ulf Pilgaard i en monolog skrevet af Vase og Fuglsang. Denne monolog gav forfatterparret prisen som Årets tekstforfatter ved Revyernes Revy i 2009.

 

Hanne Bech Hansen deltog ikke i ungdomsoprøret og var heller ikke en del af kvindesagen, men hun udtalte på et tidspunkt, at det var takket være feministerne, at hun altid blev behandlet ordentlig i hendes jobs.

 

Hanne Bech Hansen døde den 9. september 2016. Dette blev dog først meldt ud af hendes familie via Ritzaus Bureau d.13. september.  

Hun er begravet på Hellerup kirkegård sammen med hendes ægtemand.

 

Hvis du ønsker at købe en af Hannes bøger, så kan det gøres via følgende link:

https://www.saxo.com/dk/forfatter/hanne-bech-hansen_4349407?page=1

Ønsker du at se Ulf Pilgaars parodi på Hanne Bech Hansen fra Lisbet og Ulf Show, så kan det gøres via følgende link:

https://www.youtube.com/watch?v=PuQ6sxQgSGw

Det har desværre ikke været muligt at finde versionen fra Cirkusrevyen 2009.

Næste uges blogindlæg omhandler efter afstemning på denne blogs Instagramprofil forfatterinden Lulu Gauguin.

Dette indlæg bliver dog noget kortere end ellers grundet mangel på kilder.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Liva Weel - Hele Danmarks diva

 

Liva Weel - Hele Danmarks diva

 

Denne uges indlæg omhandler den danske skuespillerinde Liva Weel, som jeg hørte om første gang i forbindelse med at jeg lærte DR-serien ”Kald mig Liva” fra 1992 at kende.

I denne 4-dels serier spiller Ulla Henningsen rollen som Liva Weel.

 

3. afsnit af Liv Thomsens DR-dokumentarserie ”Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-1945)” præsenterer Liva Weel ganske kort.

 

Da hun ikke er blandt de skuespillere, som har medvirket i flest film, så har jeg aldrig haft mulighed for at se andre levende billeder af hende, end de korte klip, som har været benyttet i forskellige danske dokumentarer omhandlende den danske filmbranche i 1930’erne og 40’erne.

Jeg kender derfor bedst Liva fra korte portrættekster, som jeg har læst ind imellem og synes bestemt hun godt kunne fortjene noget mere opmærksomhed og derfor følger her endnu et skriftligt portræt af hende.

Liva Weel blev født Olivia Marie Olsen den 31. december 1897, som datter af kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867 - 1931) og hustru Marie Christine Dortes Olivia Josephine Petersen (1873-1920).

Hun voksede først op i Mysundegade og senere Istedgade på Vesterbro i København.

 

Allerede som 10-årig var hun flittig ved klaveret og efter hun havde bestået hendes præliminæreksamen, fik hun en kontorplads på E. Nobels Tobaksfabrik, hvor hendes løn lød på 40 kr/md.

På dette tidspunkt begyndte hun til sangundervisning hos musikkritikeren og sangpædagogen Hedevig Quiding, efter at hendes far havde opklaret et mindre tyveri hos denne.

Denne valgte i taknemmelighed at tilbyde at sangundervisning af Olivia mod en ubetydelig symbolsk betaling. Allerede på dette tidspunkt havde Olivia en stor sangstemme samt en umiskendelig musikalitet foruden at være en habil pianist. Det var hendes faster, som fra Olivia var ganske ung, gav hende klaverundervisning og Olivia blev hurtig dygtig til at spille ”fra bladet” samt at akkompagnere sig selv til populære sange fra datidens operaer og operetter.

Grundet Olivias sangtalent, så valgte Fru Quiding, at lade hende synge i forbindelse med et te-selskab holdt i Politikens hus i foråret 1917, da Olivia var 20 år gammel. I denne forbindelse høstede Olivia så pæne anmeldelser, at hun fik mulighed for at aflægge prøve for direktør Harald Stabehl, der valgte straks at engagerer hende til sin revy i Odder og senere i Nykøbing Falster. Det var i denne forbindelse at Olivia valgte at forkorte sit fornavn til Liva.

Hun debuterede i juli 1917 og dette blev så stor en succes, at Harald Stabehl valgte at forlænge hendes kontrakt, så den hun også blev hyret til den efterfølgende vinter, hvor hun kom til at optræde i flere forskellige operetter, blandt andet som ”Den glade enke”.

 

Rygtet om Liva Olsens store succes i Nykøbing Falster nåede hurtig København, hvor Fru Quiding arrangerede, at Liva kunne aflægge prøve for direktørende for Scala-teateret Frede Skaarup og Emil Wulff. De var dog ikke umidbare begejstret, men efter også at have fremført nogle revyviser valgte de alligevel at hyre hende til Scalarevyen 1918.  Hun forblev en del af denne revy de næste 10 år.

I hendes første tid på Scala fik hun mest opmærksomhed grundet hendes flotte trikotben, men hun fik hurtig lov til også at udfolde hendes barokke lune samt komiske talent som karakterskuespillerinde. Det var dog i revyerne at hun opnåede hendes største successer og nogle af de revyviser fra denne tid, som stadig er kendte, er blandt andet ”Eskimo’r”, ”Han har min sympati”, ”La Garçonne” og ”En er for lille”.

 

Liva Olsen var en populær kvinde, som både kvinder og mænd kunne lide. Hun var omsværmet og følte sig ikke for god til at flirte til alle sider. Det var dog skuespilleren Arne Weel, der blev hendes første ægtemand, da de indgik ægteskab i 1921, hvorefter hun tog hans efternavn, som hun benyttede officielt resten af hendes liv.

Året efter kom Liva Weels eneste barn, sønnen (den senere skuespiller red.) Jørgen Weel til verden den 13. august. (han døde 16. juni 1993 og er far til skuespilleren Henrik Weel - født d. 9. februar 1954 red.).

Livet som mor fik på ingen måde Liva til at skrue ned for arbejdsniveauet - nærmere tværtimod. Hun havde travlt med at gå til prøver på teateret om dagen og spille forestilling om aftenen. Hun gik fra forestilling til forestilling, da hun var en populær og meget rost skuespillerinde, men for at kunne leve op til denne popularitet samt de forventninger, der blev stillet til hende, begyndte hun at dulme hendes nerver med et glas eller to inden hun skulle på scenen. Dette udviklede sig med tiden til et større og alvorligt alkoholproblem.

 

Det gjorde ikke hendes liv nemmere, at privatlivet var kaotisk. Ægteskabet med Arne Weel holdt kun nogle få år (de blev skilt i 1924 red.), hvorefter hun gik fra forelskelse til forelskelse. De fleste af hendes mandlige bekendtskaber var dog korte, men blev udlevet med passion samt en del dramaer undervejs. Hendes forhold blev ofte afløst af kæmpe kærestesorger, hvilket sammen med den større arbejdsbyrde, var en af baggrunden for at hun i 1926 brød sammen. Dette sammenbrud fik Liva til at forsøge selvmord, men hun nåede dog at blive fundet og reddet i tide. Herefter var hun indlagt for at få ro på nerverne og komme sig.

Da hun var kommet sig, begyndte hun et mere stabilt forhold til skuespilleren Johannes Meyer. Heller ikke dette forhold blev langvarigt, da Liva hverken havde tålmodighed eller temperament til langvarige forhold.

 

Efter at have arbejde på Scala i en årrække, så blev Liva hyret til Nørrebros teater, hvor hun arbejdede et stykke tid.

I 1930 tilbød Det kongelige teaters chef Adam Poulsen hende at gæstespille som Pernille i ”Den Stundesløse”.

Herefter fulgte mange farverige år, hvor Liva optrådte på de fleste københavnske scener. Hun optrådte blandt andet på Riddersalen, Folketeateret, Dagmarteateret, Betty Nansen teateret, Frederiksberg teater samt Det Ny teater. I denne periode fik hun også tilbudt en 3-årig kontrakt ved det kongelige teater, hvilket hun afslog.

 

I 1930’erne begyndte hun at samarbejde med Poul Henningsen, der skrev flere viser til hende. Dette samarbejde fortsatte også i 1940’erne. Blandt de mere kendte af disse viser er blandt andet ”Ta’ og kys det hele fra mig” ”Sig de ord, du ved”, ”Nå-visen”, ”I dit korte liv” ”Man binder os paa Mund og Haand” samt ”Jeg gi’r mit humør en gang lak”. De sidste to stammer fra Keld Abells revykomedie ”Dyveke”, der blev opsat på Riddersalen i 1940.

Sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” blev skrevet i 1940 som en kritisk kommentar til den tyske besættelse af Danmark og den gav gåsehud til alle, der hørte hende fremføre den.

 

Liva nåede ikke at indspille ret mange film, men nogle af dem hun nåede at indspille og som blev store successer var ”Odds 777”, ”De Blå drenge” ”Frk. Møllers jubilæum” ”Under byens tage” samt ”Smedestræde 4”.

Blandt hendes mest berømte fil den dag i dag er, ”Odds 777” fra 1932, hvori hun spillede rollen som køkkenpigen Hansy og fremførte klassikeren ”Glemmer du”.

 

På dette tidspunkt var Liva Weel blevet en diva, som var her, der og allevegne og tjente særdeles godt, men økonomi var ikke hendes stærke side, så hun brugt alt hvad hun tjente.

Hendes liv blev ikke nemmere af, at hendes kærlighedsliv stadig var kaotisk. I 1933 var hun stormende forelsket i den otte år yngre snedkermester Fritz Hueg, som hun giftede sig med, men også dette ægteskab endte efter et voldsomt skænderi.

 

Efter befrielsen begyndte Livas liv at gå ned af bakke og selvom hun intet spist, så tog hun stadig på og forfaldt voldsomt. Det blev ikke bedre af at hendes alkoholforbrug for steget.

 

I Livas sidste tid så hun kun et fåtal af venner og hendes helbred var begyndt at blive fatalt. Da hun var begyndt at glemme hendes replikker, så begyndte der også at være længere imellem både teater- og filmrollerne.

 

Liva havde igennem hele hendes karriere været kendt som besværlig at arbejde sammen med og dette blev ikke bedre med årrene. Hun kunne blive direkte vulgær og uforskammet, hvis der var noget, som gik hendes hoved imod.

 

 

I 1941 modtog Liva Tagea Brandts legat og året efter blev hun tildelt teatermedarbejderforeningens teaterpokal.

 

Liva var kendt som et hjælpsomt menneske, men hun talte aldrig selv om hendes egen sygdom og behov for hjælp. Hun led af spiserørsbrok, hvilket gjorde det svært for hende at indtage fast føde uden at få stærke smerter. Derfor levede hun primært af flydende kost. Denne brok blev dog først konstateret i 1951, hvorefter hun blev opereret, men var herefter udbrændt.

 

Liva Weel døde den 22. maj 1952 - som 54-årig.

Hun er begravet på Vestre Kirkegård i København.

 

Liva Weel formåede igennem hendes karriere at forløse tekstens hensigt og sit eget talent med en intensitet, der gjorde hendes identisk med det, hun sang. Hun kunne berige den intellektuelle vise med så mange nuancer, som svingede fra det blide til det stærke, fra det kloge til det barokke samt fra det sentimentale til det satiriske. Dette er en af baggrundende til at hun den dag i dag står som værende dansk revys ubestridte dronning i 1900’tallet og igennem hendes grammofonplader kan man få et glimrende billede af næsten hele hendes karriere.

Vil du gerne hører Livas stemme, så kan det gøres via følgende link:

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/liva-weel-synger

Hvis du gerne vi se DR-serien "Kald mig Liva", så kan det gøre via følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/sog?q=kald+mig+liva

Afsnittet af "Digtere, Divaer og Dogmebrødre - Dansk kultur i 100 år (1930-45)" der omhandler Liva Weel kan ses via følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/421/digtere-divaer-og-do/25300/digtere-divaer-og-dogmebroedre-38-dansk-kultur-i-100-aar-(1930-1945)

 

Næste uges blogindlæg omhandler tidligere politidirektør ved Københavns politi - Hanne Bech Hansen.

 

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

 

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

Har du brug for at få hjælp til historisk research eller andet historierelevant arbejde, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com