Johanne Berg - Overbetjent, kvindesagskvinde og socialdemokratisk byrådsmedlem af Århus Byråd

Dette blog indlæg omhandler overbetjenten og det socialdemokratiske byrådsmedlem af Århus Byråd, Johanne Berg.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=johanneberg

Johanne Berg blev født Johanne Kirstine Hjersing Berg den 21. maj 1883 i Aalborg, som datter af snedker Peter Christoffer Berg (1832-1896) og hustru Maria Magdalene Berg - født Larsen (1842-1920).

Johanne tog handelsskoleeksamen, hvorefter hun som den første kvinde blev ansat ved toldvæsenet i Aalborg.

Herefter fik hun job på et sagfører- og livsforsikringskontor, hvor hun arbejdede i 10 år. Imens hun arbejdede her var hun engageret i Handels- og Kontormedhjælperforbundet, hvor hun hurtigt blev valgt som kasserer for deres Aalborgafdeling. Et år senere blev hun indvalgt i forbundets hovedbestyrelse.

Sideløbende med dette, var hun også en del af datidens kvindebevægelse, da hun tidligt blev bestyrelsesmedlem for Aalborg Kvindevalgretsforening.

I 1908 startede hun en særlig kvinderubrik i Dansk Handels- og Kontormedhjælpertidende.

Senere blev Johanne bestyrelsesmedlem for Dansk Kvindesamfunds Aarhuskreds og i 1918 var hun af socialistisk Kvindeforening. Hun sad på et tidspunkt også i forretningsudvalget for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og var medlem af midtkredsens partiforening samt bestyrelsesmedlem for hjælpekassen i perioden 1921-25.

Johanne blev i 1914 ansat som Danmarks første kvindelige politibetjent med reelle politiopgaver ved Århus politi.

Grundet hendes interesse for kvindesagen var det nærliggende for hende, at søge jobbet som politibetjent hos Århus Politi.

Det skabte debat, da hun som 30-årig Aalborgenserinde den 1. maj 1914 tiltrådte hendes stilling som politibetjent i Århus. 

Beslutningen om at hyrer hende var blevet truffet bag lukkede døre af det Århusianske byråd, men på den århusianske politigård kom den eneste positive støtte fra den engagerede politimester August Goll, men i tidsskriftet Politivennen blev det givet udtryk for den offentlige modstand mod ideen om kvindelige politibetjente, som burde holde sig fra denne type arbejde. Denne offentlige debat var Johanne ikke bleg for at forsvarer sig imod.

Ansættelsen af Johanne var dog kun eksperimentel og var ikke nødvendigvis en fastansættelse. Det viste sig dog hurtigt, at Johanne var den helt rette til jobbet, da hun var handlekraftig, havde ben i næsen og da hun patruljerede i byens lumre gader iført civilt antræk, som repræsentant for sædelighedspolitiet. Dette var med til at holde datidens unge piger væk fra Århus' suspekte beværtninger.

Da sædelighedspolitiet i forbindelse med retsreformen i 1919 blev lagt ind under kriminalpolitiet, så blev Johannes arbejdsområder ændret til paternitets- og adoptionssager.

Når en kvinde blev en del af datidens mere mandsdominerende fagområder, så måtte det nødvendigvis medfører en offentlig reaktion og ansættelsen af Johanne i det århusianske politi, blev da også hurtigt tildelt et skær af slagkraftighed og maskulin fandenivolskhed i datidens presse.

I forbindelse med hendes afskedsfest ved Handels- og Kontormedhjælperne i Aalborg, spurgte Aalborg Venstreblad Johanne, hvad hun ville gøre, hvis en herre absolut ville følge hende hjem under en aftenpatrulje. Til Dette svarede hun med et sønderknudsende blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: Passér Gaden, lille Ven!" og ifølge Århuus Stiftstidende blev der ved samme lejlighed sunget følgende vise tilegnet Johanne:

Hænder det at Fatter

faar en lille én

saa hans Korpus dratter

i en Rendesten,

bringer hun Patronen

ikke paa Stationen,

nej, men hjem til Konen,

hvor han faar sin Straf.

Johanne gjorde på bedste vis alle fordomme til skamme og vandt stor anerkendelse i det Århusianske politikorps og hun blev først forfremmet til inspektionsbetjent og senere til overbetjent af 1. grad og i forbindelse med hendes afskedigelse i 1949 fik hun tildelt fortjenstmedalje i sølv.

Som en naturlig forlængelse af det sociale arbejde Johanne allerede lavede, så blev hun i 1925 valgt ind i Århus Byråd for socialdemokratiet og indtil sin afsked i 1946 nåede hun at besidde ikke færre end 35 udvalgsposter og i hun var fra 1928-34 også primus motor i oprettelsen af folkebiblioteket, der var beliggende i Mølleparken, ind til det blev flyttet til DoKK1, der ligger ud til vandet. Ikke langt fra Århus Politigård.

Johanne blev stille og roligt en central skikkelse både i Århus by og i socialdemokratiet og da Århus' spidser i 1938 tog på en studierejse, var det således hende, der var blevet udpeget til at være midlertidig borgmester.

Det var også hende, der ledsagede statsminister Th.Stauning, da han i 1931 besøgte Den Gamle By i Århus og Statsminister Stauning deltog også i de festligheder, der blev afholdt i anledningen af hendes 25 års jubilæum som politibetjent i 1939.

Johanne Bang døde den 13. februar 1963 i Århus og på dette tidspunkt kunne hun se tilbage på et begivenhedsrigt liv. 

Hun blev begravet på Nordre Kirkegård i Århus, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Hun forblev dog ugift og fik aldrig nogen børn, men havde dog modbevist datidens kvindefordomme og opnået en dekoreret karriere samt blevet anerkendt for hendes frugtbare politiske virke.

Ingeborg Appel - højskolemoder, højskoleforstanderinde og gymnastikpædagog

Dette blogindlæg omhandler højskoleforstanderinden og gynmastikpædagocgen Ingeborg Appel.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgappel

Ingeborg Appel blev født Ingeborg Schrøder den 26. juni 1868 som datter af højskoleforstander Ludvig Schrøler (1836-1908) og hustru Charlotte C.E.J. Wagner (1842-1904).  

Ingeborg var hele sit liv tilknyttet Askov højskole og hun var præget af og urokkeligt forpligtet over for hendes fars kristeligt-folkelige grundtanker.

Hun var i 1885 elev på Ernst Triers højskole, som var beliggende i Vallkilde og dette ophold bekræftede hende i de grundtanker hun igennem hendes far var opvokset med, men dette opholde introducerede hende også til nyindførte Lingske gymnastik, som var blevet opfundet af den svenske gymnastikpædagog, digter og dramatiker Pehr Henrik Ling, men som på Vallekilde Højskole blev indøvet af Sally Högström.

I forbindelse med dette højskoleophold blev Ingeborg grebet af den frigørende karakter, som man kunne finde i den Lingske gymnastik og hun gennemførte med stor energi i 1887-89 Gymnastiska Centralinstitutets fuldstændige kursus. Dette kursus var beliggende i Stockholm og hun var den første danske kvinde, som gennemførte det. (Hvorvidt andre danske kvinder tidligere havde gjort et forsøg på at gennemføre dette kursus melder mine kilder intet om red.)

Efter at have gennemført dette kursus flyttede hun var Stockholm og tilbage til Askov, hvor hun fik job som højskolelærerinde og gymnastikpædagog og hendes hovedfag var igennem hendes 50-årige karriere gymnastik og sundhedslære.

Igennem hendes selvstændighed og ildhu gik hun gjort en banebrydende indsats for den folkelige kvindegymnastik - dette skete blandt andet igennem særlige kurser, der var med til at uddanne kvindelige gymnastikledere og dette skete før oprettelsen af Gymnastikhøjskolerne.

Ingeborg giftede sig den 24. september 1891 i Vejen med Jacob Appel, der var født den 23. april 1866 på Røddinge Højskole. De var altså begge højskolebørn fra fødsel, da Jacob var søn af højskoleforstander, frimenighedspræst Cornelius Appel (1821-1901) og hustru Anne K. Lorentzen (1829-69). – Søster til Fr. Schrøder (Christian Ditlev Frederik Schrøder - Ingeborg Appels bror) (18.10.1888-6.7.1973) - Altså var Ingeborg gift med hendes søster-søn (hendes nevø) (Ref.https://biografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Appel ).

Sammen fik de børnene Margrethe (g. Christiansen, 1895), Anna Kirstine (1898), Cornelius (1901), Julie (1901) og Charlotte (g. Rud, 1906).

I 1912 skulle ægteskabsritualet af 1897 revideres og i denne forbindelse foreslog Ingeborg den biskop, der stod for arbejdet, at skriftstedet “bærer hverandres Byrder” fremover kom med i præstens tale til parret. Dette ønske, som blev efterkommet, hang sammen med hendes erfaringer fra både forældrenes og eget ægteskab, hvor ægtefællernes jævnbyrdige samarbejde var et bærende element.

Hun underviste også i sygepleje, men hendes hovedindsats bestod i ledelsen af Askov Højskole, hvilket hun gjorde som myndig husmoder i jævnbyrdigt samarbejde med hendes mand Jacob Appel.

I lige fra de blev gift og frem til hans fratræden i 1928 overvågede Ingeborg skolens daglige drift og i perioderne 1910-13 og 1920-24, hvor Jacob var minister, var Ingeborg forstanderinde for højskolen - helt alene.

Ingeborg blev enke, da Jacob døde den 31. December 1931.

Ingeborg udstrålede en stor viljestyrke samt pligttroskab og opofrelse overfor både hendes ægtemand, højskolens lærer samt elever. Hendes tale kunne dog forekomme patetisk og unuaceret, men over for syge eller ensomemme medmennesker havde hun stor forståelse og udviste stor omsorg. Dette medførte at hun blev medlem af flere forskellige bestyrelser inden for en række foreninger med humanitært sigte.

Ingeborg blev i 1934 tildelt  Ling-medaljen i guld og i 1939 fik hun Lingiade-medaljen i guld 1939.

I perioden 1932-41 sad hun i højskolens bestyrelse.

Ingeborg gjorde en indsats for at forbedre kvindernes uddannelsesmuligheder uden dog at give slip på sit grundsyn, at kvinder i hovedsagen skulle være husmødre og opdragere i hjemmet.

Ingeborg døde den 5. November 1948 på Brørup Sygehus. Hun ligger begravet på Askov kirkegård.

©https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgappel

Madam Mangor - Danmarks første kogebogsforfatterinde

Dette blog indlæg omhandler Danmarks første kogebogsforfatterinde, Madam Mangor, som jeg første gang stødte på i TV-serien "Bryggeren", der omhandler grundlæggensen af Carlsberg samt forholdet mellem dets grundlægger J.C. Jacobsen (Jacob Christian - kaldet I.C) og hans søn Carl.

I denne tv-serie spilles Madam Mangor af Bodil Udsen i afsnit 4 og 6.

Madam Mangor blev født Anne Marie Mangor torsdag den 12.juli 1781, som datter af assessor i hof- og stadsretten Andreas Bang (1740-1801) og hustru Anna Sybille Terkelsen (1746-1822).

Anne Marie giftede sig som 19-årig, da hun den 16. oktober 1800 indgik ægteskab med cand.jur. og fuldmægtig i hof- og stadsretten (hvor også hendes far arbejdede)  og senere grosserer Valentin Nicolai Mangor.

De fik sammen tre døtre og boede i perioden 1809-1810 på adressen Købmagergade 32 i København, hvor også organisten og komponisten C.E.F. Weyse havde boet.

Ægteskab varerede til Valentin døde den 4. april 1812, hvorefter Madam Mangor som 31-årig var blevet enke, hvilket hun var resten af hendes liv.

Denne enkestand medførte at hun måtte arbejde hårdt for at kunne forsørge hendes selv og hendes tre små døtre. Dette gjorde hun ved at strikke, sy kludetæpper samt ligende håndarbejde samt som forfatterinde af fortællinger for børn, som hun solgte.

Det var dog igennem hendes madopskrifter, der skabte hende et godt ry, da hun var en dygtig husmoder og havde igennem årene samlet på opskrifter, der i begyndelsen gik på omgang blandt hendes venner og bekendte.

I disse opskrifter var alt gennemprøvet af Madam Mangor, så mængde, vægt og koge- eller stegetid var nøjagtigt og pålideligt angivet, hvilket vakte stor interesse i datidens København.

På opfordring af sine venner, valgte Madam Mangor nølende at gå med til, at lade sine opskrifter trykke og sælge dem fra hendes hjem og i 1837 udgav hun "kogebog for smaa Huusholdninger" - denne blev dog udgivet anonymt. 

Denne kogebog blev hurtigt populær og efterspurgt, så 3 år senere - i 1840 valgte hun at udgive " Syltebog for Smaa Huusholdninger", der året efter blev efterfulgt af "Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger".

Disse tre kogebøger blev hurtigt så populære, at de måtte genoptrykkes i op mod et halvt hundrede oplæg, hvilket medførte at de tilsammen opnåede et salg af ca. 500.000 eksemplarer.

Disse kogebøger blev benyttet på nogle af landets husholdningsskoler langt op i 1920'erne.

Det var igennem hendes kogebøger, at Madam Mangor opnåede stor berømelse og fik gode indtægter og så sent som i 1966 blev der udgivet et kommenteret udvalg af hendes opskrifter fra "Kogebog for smaa Huusholdninger" (ved Mogens Brandt) - dette var bogens 47. oplag.

Det var dog ikke kun opskrifter til voksne Madam Mangor udgav - hun tænkte også på børnene og udgavi i 1847 kogebogen "Kogebog for smaa Piger".

Det var dog ikke kun madlavning, der fyldte i Madam Mangors liv. I 1864 blev hun dybt grebet af krigen mod Preussen og som det praktiske menneske Mdam Mangor var, tænkte hun på hvordan hun kunne gøre en indsats i forbindelse med krigen. Dette endte med at ud valgte at skrive den korte og let forståelige "Kogebog for Soldaten i Felten", som hun i 1864 valgte at forærer til den danske hær i mange tusinde eksemplarer.

Det var dog ikke kun skriftlig formidling af madopskrifter, Madam Mangor beskiftigede sig med. I 1843 udkom bogen "En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn" og i 1852 udkom "Tante Cousine", der er en familieskildring fra tiden for og efter 1800 og den bygger på hendes egne erindringer samt oplevelser.

Mandam Mangor, døde som 83-årig tirsdag den 16. maj 1865 og er begravet på Assistens Kirkegård i København.

 © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=annemariemangor

Hvis du gerne vil låne eller eje et eksemplar af en af Madam Mangors udgivelser, så kan det gøres igennem følgende hjemmesider:

- Låne: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A06790046

- Eje: https://www.saxo.com/dk/mangors-kogebog-for-smaa-husholdninger_pdf_9788793208032

 Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Lili Elbe - Danmarks første kendte trans

Dette blogindlæg omhandler Danmarks første kendte trans - nemlig kunstmaleren Lili Elbe.

Jeg ved godt, at hun levede mere som mand end som kvinde, men i introen til dette indlæg har jeg besluttet at fokuserer på hendes om kvinde.

Jeg valgte hende efter at spurgt efter inspiration i min omgangskreds og blev foreslået at skrive om hendes kone Gerda Wegener, men da jeg synes de kilder om hende jeg havde tilrådelighed ikke var tilfredsstillende, så synes jeg, at det ville være mere spændende, at skrive om Lili Elbe.

Jeg lærte Lili Elbe at kende første gang, da den amerikanske film "The Danish Girl" (Den danske pige) havde premiere i 2015.

Denne film fortæller historien om den del af Lili's liv, hvor hun indser, at hun er en kvinde fanget i en mandekrop og beslutter sig for, at går fra mand til kvinde og hvordan dette påvirker hendes forhold til hendes kone, Gerda.

Den kan varmt anbefales.

Lili Elbe blev født under navnet Einer Mogens Andreas Wegener, som søn af købmand Mogens Wilhelm Wegener og hustru Ane Marie Thomsen i Vejle i 1882, som den yngste i en familie med fire børn.

Einer var uddannet malersevend fra Vejle Tekniske skole, men han rejste efter endt uddannelse i 1902 til København, da han var blevet optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi og det var også her han mødte kunstmalerinden Gerda Gottlieb, som han giftede sig med i 1904, hvorefter hun tog hans efternavn og begyndte at maler under navnet Gerda Wegener.

Efter de var blevet gift begyndte Gerda jævnligt at bruge Einer som model for hendes kvindeportrætter og i denne forbindelse opdigtede hun og Einer personen Lili og det var i forbindelse med dette, at Einer begyndte at opdage, at han følte sig godt tilpas i denne kvinderolle, hvorefter han også begyndte at optræde offentligt i kjoler og præsenterer sig som Lili Elbe.

Men selv i datidens frigjorte københavnske kunstnermiljø var det svært, at accepterer Lili Elbe samt hendes og Gerdas forhold.

Denne modstand medvirkede til at parret i 1912 valgte at flytte permanent til Paris.

Livet i den franske hovedstad var dog stadig svært for Lili, som stadig følte sig forkert i hendes krop samt led af søvnløshed og svære slevmordstanker, hvilket fik parret til sammen at opsøge flere forskellige læger, som enten diagnosticerede Lili med hysteri eller homoseksualitet (der på dette tidspunkt blev anset som værende en psykisk sygdom).

Lili mødte dog den tyske læge Kurt Warnekros i 1930, der på dette tidspunkt drev en kvindeklinik i Dresden sammen med kollegaen Magnus Hirschfeld.

Warnekros var af den overbevisning, at Lili var en kvinde fanget i en mands krop og denne teori tog Lili til sig, hvorefter hun begyndte hendes transformation fra mand til kvinde, da dette var muligt på kvindeklinikken i Dresden.

Efter at have skrevet et brev til Kong Christian d.10. i september 1930, så fik Gerda og Lili ved hjælp af en særlig kongelig resolution erklæret deres ægteskab for ugyldigt, men den begrundelse, at de var af samme køn (ægteskab mellem to af samme køn var på dette tidspunkt ulovligt).

Efter deres skilsmisse giftede Gerda sig med en major i flyvevåbnet - med Lilis velsignelse.

I slutningen af 1930 valgte Lili at lade sig indlægge på kvindeklinikken, så hun kunne gennemgå hendes første indledende operation, som gik ud på, at fjerne penis samt testikler og dette indgreb kunne beskrives som en total kastration og lå langt fra de kønsoperationer, som man laver den dag i dag, da man i dag bruger penik og tetiskler til at danne skede og skamlæber.

Kort efter Lili havde gennemgået dette indgreb valgte hun at gennemgå yderligere to operationer, som gik ud på, at hun skulle have indsat friske kvindelige kønskirtler, efter hendes egne optegnelser.

Efter at have fået foretaget disse indgreb, begyndte Lili at føle sig lykkelig og hun fik også ændre hendes navn i kirkebogen.

Efter at have været på et kortvarigt kurophold i Tyskalnd, valgte Lili at flytte tilbage til København i begyndelsen af 1931. Her følte hun sig dog ensom og begyndte at have skyldfølelse over at have slået "Einer" ihjel. 

Hun kunne også mærke, at hun havde et brændende ønske om, at kunne føde hendes egne børn - som en rigtig kvinde.

Dette ønske medførte, at hun valgte at gennemgå endnu en operation ved kvindeklinikken i Dresden og i juni 1931 forsøgte Kurt Warnekros med Lilis velsignelse, at indoperere en livmoder, men dette indgreb kom Lili sig aldrig over og hendes krop begyndte at frastøde de nye organer.

Lili Elbe blev af hendes samtid mest betragtet som enten en tragisk skikkelse eller en underlig sensation og da Christine Jorgensen i 1952 var den næste til at skifte køn, var Lili blevet så glemt, at langt de fleste aviser udråbte Christine som værende den første til at skifte køn.

I nyere tid er Lili dog gået hen og blevet et ikon for det transkønnede miljø og bliver fremhævet for at være villige til at risikerer hendes liv for at blive sig selv og hendes "berømmelse" opnåede et højdepunkt, da filmen "The Danish Girl" i 2015 havde premiere.

Lili Elbe døde af organsvigt den 13. september 1931 - kun 48 år gammel - i Tyskland.

Trinitatisfiedhof, Dresden, Tyskland - 2016. Oprideligt gravsted nedlagt, men rekonstrueret i 2016 - © https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lilielbe

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Kort intro til homoseksualitet som begreb i Danmark

Dette indlæg ligger som en fortsættelse af det tema, som blev begyndt i forrige indlæg, der omhandlede den lesbiske skuespillerinde Hannah Bjarnhof - nemlig temaet "LGBT i Danmark".

I dette indlæg vil jeg lave en kort intro til homoseksualitet som begreb op gennem tiden fra 1890'erne samt et portræt af Danmarks første trans - kunstneren Lili Elbe (Einar Wegener).

Som lægevidenskabeligt begreb blev "homoseksualitet" (sex mellem to af samme køn) formuleret i slutningen af 1800'tallet.

Denne samfundsændring indebar at der kom et markant anderledes syn på kærligsforhold og den seksuelle akt kom nu til at blive set som værende et udtryk for en særlig kønsdrift, som både gennemstrømmede og kontrollerede det enkelte individ samt dets personlighed.

Dette medførte både konsekvenser for både den danske lovgivning og måden, danskerne tænkte om køn og seksualitet.

Den tysk-ungarske forfatter Karl Maria Benkert var den første til i 1869 at bruge ordet "homoseksualitet" og dette begreb blev siden mere udførligt beskrevet af især den tyske, men også danske lægevidenskab og fra omkring 1890 begyndte dette begreb at blive mere anvendt af den danske lægevidenskab i beskrivelsen af seksuelle kontakter imellem to personer af samme køn. Op til dette tidspunkt var disse relationer blevet betegnet som "Sodomi" eller "omgængelse mod naturen", hvilket indebar, at det at to personer af samme køn havde sex med hinanden blev set som værende en fri viljeshandling, hvilket gjorde de implicerede parter til syndere i bibelsk forstand, men dog ikke til perverte væsner, der udelukket var defineret af deres seksualitet.

Der blev lagt vægt på det seksuelle og kønsdriften fra omkring 1890'erne og det blev set som værende en afgørende faktor, når det kom til definitionen af homoseksuelle og lægevidenskabeligt blev kønsdriften opfattet som en permanent kraft, som individet ikke selv kunne kontrollere.

Datidens overbevisning var, at homoseksualitet måtte skyldes en fejl i de homoseskuelles arv eller miljø og dette var med til at placere årsagen til homoseksualitet blandt datidens sindssygdomme.

På daværende tidspunkt blev den afvigende kønsdrift, som homoseksualitet blev anset som værende, ofte betragtet som en uforskyldt sygdom og man var derfor begyndt at bevæge sig væk fra den opfattelse om, at homoseksualitet havde lagt vægt på individets frie vilje i det seksuelle spørgsmål, som det tidligere havde været.  

Når det kom til homoseksualitetsbegrebet på det lægevidenskabelige område, så fik omdefineringen vidtrækkende konsekvenser, da homoseksualitet på dette tidspunkt primært blev opfattet som værende en uforskyldt tilstand og man måtte nu fra statsmagtens side overveje, om det kunne forsvares, at man straffede de homoseksuelle, når de dyrkede deres homoseksuelle lyster og drifter.

Dette medførte overvejelser om at de homoseksuelle i praksis blev idømt lavere straffe end strafferammen i Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1866 havde lagt op til og på længere sigt afkriminaliserede staten "homoseksualitet". Dette skete med straffeloven af 1930, men denne afkriminalisering betød dog ikke, at lægevidenskaben slap sit tag i homoseksualiteten, da dette først skete i 1981, hvor homoseksualitet officielt blev fjernet fra sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.

Dette tema fortsættes med indlægget om Lili Elbe (Einar Wegener).

Hvis du har forslag til noget kvindehistorisk, som du ønsker at få behandlet i denne blog, så er du altid velkommen til at efterlade en kommentar eller skrive til dens instagramprofil eller på dens facebookprofil.

Hannah Bjarnhof - Dansk skuespillerinde, lesbisk og enlig mor.

Dette blogindlæg omhandler den dansk skuespillerinde Hannah Bjarnhof, som jeg primært kender fra en mindre rolle i et afsnit af Rejseholdet. 

Efter en samtale med mine forældre fandt jeg ud af, at hun er mere kendt blandt deres generation end hun er blandt min og derfor tænkte jeg at hun fortjente noget opmærksomhed i denne blog.

Hannah Bjarnhof er født Hannah Elisabeth Bjarnhof den 6. juli 1928 på Frederiksberg i København, som datter af forfatteren og radiomanden Karl Bjarnhof og dennes hustru, koncertsangerinde Ebba Bjarnhof.

Som barn drømte Hannah om at blive landbrugskandidat, men dette blev dog hendes tiltrækning af teateret, som vandt og hun læste hos skuespilleren Martin Hansen og var i årene 1946-48 skuespillerelev på Det kongelige teaters elevskole og det var som skuespillerindeelev, at hun havde sin første optræden i rollen som gadepige i stykket "Ismanden kommer".

Hun fik dog sin teaterdebut allerede som 18-årig, skuespillerelev, da hun den 19. juli 1946 debuterede på Riddersalen i København i rollen som Agnes i stykket "Rigtige mennesker".

Da hun var blevet uddannet skuespillerinde i 1948, blev hun engageret til Odense Teater, hvor hun arbejdede i sæsonen 1948-49.

Det var dog ikke kun på Odense Teater, at Hannah slog sine folder. Hun optrådte også på scenerne på blandt andet Århus Teater, Det Ny Teater samt Folketeatret.

Blandt hendes mere berømte teaterroller er rollen som stuepigen Claire i stykket "Pigeleg", som blev sat op på Riddersalen i 1951 samt hendes roller fra 1970'erne, hvor hun blandt andet medvirkede i stykker som "Bal i den borgerlige" og "Elektra" på Århus Teater, "Havet" på Aalborg Teater. 

På Aalborg Teater arbejdede hun også som instruktør og scenograf ved opsætninger af stykket "En spurv i tranedans" samt "Foursome".

Hendes filmdebut kom i 1951 i "Fodboldpræsten". Langt de fleste af hendes filmroller var dog mindre, men hun spillede dem altid med stor sikkerhed. Blandt har hun spillet rollen som sagførerens (Karl Steggers) sekretær i filmen "Slottet" fra 1964.

Fra 1980'erne flyttede hun fra Jylland og tilbage til København, da hun blev hyret til roller i stykker såsom "Don Juan vender hjem fra krigen", da dette blev opsat på Folketeateret.

Hendes teatermæssige højdepunkt var i rollen som konferencieren i "Cabaret", da denne blev opsat på Det Ny Teater i 1985. Denne rolle som Joel Grey gjorde berømt i filmen "Cabaret" og senere var det Alan Cumming, som spillede rollen på scenen.

Foruden at arbejde som skuespillerinde, arbejde hun også som brevkasseredaktør i Radio Mercur.

Andre filmroller havde hun bl.a. i Bag de røde porte, Pigen i søgelyset, Een blandt mange, Familien med de 100 børn, Mig og mafiaen, Flamberede hjerter, Tøsepiger og Her i nærheden.

På TV medvirkede hun blandt andet i "Rejseholdet". 

Hannah Bjarnhof arbejdede også med at skrive tekster samt medvirke i en lang række cabareter og hun blev Danmarkskendt for hendes monolog "Føssesda", som i en længere årrækker var et populært nummer i radioens ønskeprogram "Giro 413".

Kort inden hun døde udsendte hun cd'en "En på frakken" med en række af hendes glansnumre.

Hannah Bjarnhof tiltrakte sig en del opmærksomhed, da hun i en sen alder valgte offentligt, at springe ud som lesbisk og at hendes store kærlighed var kabaretsangerinden Manja Mourier. Men selvom hun var lesbisk fik hun et barn - blandt andet en søn med Buster Larsen, som dog nægtede at være far til barnet - men Hannah var stålfast og valgte at trække ham igennem et retsligt efterspil samt blodprøve for at få bevist, at sønnen virkelig var hans.

Sønnen forsøgte igennem flere år, at få kontakte med hans far, men uden held. Buster var simpelthen ikke interesseret.

  

Hun nåede også at få to børnebørn inden hun døde.

Hannah Bjarnhof døde den 20. maj 2002 i København og ligger begravet på Melby Kirkegård i Frederiksværk.

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Lis Hartel - OL-vinderen, som overkom polio

Dette bonusindlæg omhandler den danske dressurrytter Lis Hartel, som efter at have gennemlevet polio vandt OL sølv ved Olympiaden i Helsinki i 1952.

Det var min hestsportsinteresserede far, som gjorde mig opmærksom på Lis Hartel og hendes usædvanlige præstation og foreslog mig, at skrive et blogindlæg om hende.

Efter at have læst lidt om hende, synes jeg hun virkede som den helt rigtige person til at få noget opmærksomhed i min blog.

Lis Hartel blev født Lis Holst den 14. marts 1921 i Hellerup, som datter af forretningsfører og senere direktør Ejner Holst (1888-1960) og denne hustru Else Schmidt (1896-1987).

Hendes interesse for heste og ridning fik hun med hjemmefra, hvor  det spillede en stor rolle og det var en interesse hun delte med hendes søster, Tove.

De blev undervist i ridning af deres mor.

Karrieren som rytter begyndte under ledelse af hendes mor Else Schmidt i Sportsrideklubben København, hvor Lis i 1934 begyndte som skolerytter og deltog i både spring- og dressurkonkurrencer.

Som 22-årig - i 1943 - vandt Lis sit første Danmarksmesterskab i skoleridning og dette gentog hun i 1944. Begge gange red hun på hesten Gigolo.

Lis giftede sig den 23. maj 1941 i Hellerup med grosserer Poul Finn Hartel. Dette ægteskab varerede til hans død den 17. marts 1997.

De fik to døtre sammen - Pernille, som blev født i 1942 og Anne, som kom til verden i 1945.

Efter at have vundet DM i 1944 skete der det uheldige, at Lis i forbindelse med at hun ventede sit 2. og sidste barn, datteren Anne, fik konstateret polio, hvilket gjorde hende sengeliggende i to et halvt år.

Men efter at have bekæmpet denne uhyggelige sygdom lykkedes det hende, at genvinde DM-titlen i både 1952, 53 og 54. Dette var noget af en præstation, da Lis efter hendes polio-sygdom aldrig genvandt sin fulde førelighed.

Disse Danmarksmesterskaber vandt hun på hesten Jubilee.

Hendes sidste DM-titel vandt hun i 1959 på hesten Limelight.

I denne tidsperiode opnåede Lis også sit internationale gennembrug og bag dette stod hendes træner, som havde taget over efter hendes mor, berideren Gunnar Andersen, som var Lis' træner fra 1951.

I 1952 skabte det meget opmærksomhed, da det lykkedes Lis på trods af hendes handicap at vinde sølv ved OL i Helsinki. Denne medajle vandt hun sammen med den 9-årige hest Jubilee. 

Denne placering fik de også ved rytterolympiaden i Stockholm i 1956. 

Lis vandt desuden også det uofficielle verdensmesterskab, som blev afholdt i Aachen i 1954.

Som rytter blev Lis kendt som værende sikker og have et rytmisk og harmonisk program, som var baseret på det perfekte samarbejde, som havde havde med sine heste. Blandt disse var det specielt samarbejdet med hesten Jubilee, som var mest berømt. Jubilee var en pålidelig hest, som kombinerede et ideelt temperament med en umiddelbar konkurrenceglæde.

Med baggrund  i hendes internationale resultater, som var opnåede på trods af hendes handicap, så blev Lis en myte også uden for ridesportsverdenen og hun opnåede at blive et forbillede for andre polioramte, igennem hendes livsmod og ukuelige energi, hvilket på dette tidspunkt i 1950'erne var virkelig efterspurgte, da polio på dette tidspunkt var en meget frygtet sygdom, som ramte en del børn og unge voksne.

Lis' generalle indflydelse på og betydning for den danske handicapidræts fremgang kan blandt andet ses de mange invitationer til åbninger af handicapridecentre ikke bare i Danmark, men også i resten af verdenen, som Lis blev inviteret til.

I løbet af 1960'erne overgik Lis fra rytter til træner og det lykkedes hende, at optræne flere heste til deltagelse i internationale konkurrencer og med hendes store ekspertise instruere hun datidens ungdom i Holte Rideklub, hvor hun var ansat som træner.

Lis var blandt de 10 første, som opnåede en plads i idrættens "Hall of Fame" og i 1994 blev hun optaget i "The International Womens's Sports Hall of Fame".

Lis døde som 87-årig den 12. februar 2009 i Fredensborg og hun blev efterfølgende begravet på Grønholt Kirkegård i samme by.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lishartel

Der ligger flere videoer med hende på youtube:

- https://www.youtube.com/results?search_query=Lis+Hartel

Lotte Tarp - skuespillerinde, tyskerunge og Lyngbybeboer på Frieboeshvile.

Denne måneds blogindlæg omhandler den afdøde skuespillerinde, Lotte Tarp, som jeg hørt om første gang, da jeg var i universitetspraktik på Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv i forbindelse med med kulturhistoriekandidat ved Århus universitet.

Lotte Tarp har været beboer i det hus - Frieboeshvile - hvor Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv er beliggende i dag.

Da jeg ikke ved så meget om hende og da hun ikke virker til at være særlig kendt i dan brede danske befolkning, så synes jeg hun fortjener noget opmærksomhed igennem min blog.

Lotte ville i dag være fyldt 76 år - kæmpe tillykke :-)

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Lotte Tarp blev født Ann-Charlotte Rising den 14. februar 1945 i Århus, som datter af bestyrer i Friheden, Alfred Rising, der var søn af Frihedens ejer, Hans Rising. Hendes mor var Yrsa Ingemann Jensen, men hun var ikke meget nærværende i hendes datters liv grundet mavesår samt andet sygdom. Desuden var hendes far heller ikke meget hjemme, så hun så ikke meget til sine "forældre".

På et tidspunkt besøgte Lotte hendes storsøster Åse, der på dette tidspunk var bosiddende i Købehavn og det var under dette besøg, at hun fik sandheden om hendes familie af vide. Hendes forældre var i virkeligheden hendes bedsteforældre og hendes storsøster var hendes mor.
I slutningen af hendes liv fokuserede Lotte mere og mere på at skrive, både bøger, film og teatermanuskrifter blev hun forfatterinde til.
Hun udgav i slutningen af 1980'erne teaterstykket "Amagertorv 4", der omhandlede Poul Henningsens mors, Agnes Henningsens liv.
Lotte blev i 1991 uddannet manuskriftforfatterinde fra Filmskolens manuskriftuddannelse og i 1994 skrev hun manuskriftet til filmen "Længe leve friheden", der omhandlede hendes forfar, Alfred Risings liv.
Desuden var hun medforfatterinde til flere afsnit af tv-serierne "Landsbyen" og "Taxa".

Åse fortalte Lotte, at hendes far var en dansk frihedskæmper, der var død i en tysk koncentrationslejr, men sandheden skulle dog vise sig at være en helt anden.

Lottes biologiske mor, Åse Gyrithe Tarp arbejdede som sminkøse på blandt andet ASA-filmstudierne og giftede sig i 1954 med den danske komponist Sven Erik Tarp, som så blev Lottes Stedfar og igennem hvem hun fik efternavnet Tarp.

Lotte flyttede på et tidspunkt fra Århus til Frieboeshvile i Lyngby, som hendes stedfar havde fået stillet til rådighed som kunstnerbolig.

Sandheden om hendes far, fik Lotte lokket ud af sin morfar, da hun var i midt 20'erne.

Hendes far viste sig, at være en tysk soldat, som hendes mor havde et kort forhold til - Lotte var altså en såkaldt tyskerunge - denne sandhed valgte familie skulle forties for en hver pris og de valgte derfor at lade Lotte vokse op hos hendes bedsteforældre og lade hende vide, at dette var hendes forældre.

Hendes far var den tyske officer Wolfgang Haug og hendes forældre nåede ikke at blive gift, før hendes far blev sendt til Polen, hvor han forsvandt i april 1945, formentlig blev han dræbt her.

Lottes karriere som skuespillerinde begyndte, da hun som 16-årig debuterede i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs fil "Weekend", hvori hun som 17-årig spillede rollen som en mut, men erotisk fristende barnepige og deltog i en nøgenscene, der blandt andet gav hende problemer, i sær med pressen, men dette ændrede ikke ved hendes tidligt opnåede status som både intellektuel og kontroversiel skuespillerinde

Lotte var for en kort periode i 1963 elev på Privatteaterenes elevskole og arbejdede efterfølgende et år som "Lommerpige" hos Stig Lommer.

I begyndelsen af hendes karriere fik Lotte ofte de lette og ofte sexede roller og hun blev i 1964 valgt som Ekstra Bladets første topløse model og blev derigennem sat i bås som værende den smykke blondine.

Lotte medvirkede i slutningen af 60'erne blandt andet i den første "Olsen-Banden"-film, hvori hun havde rollen som Bennys forlovede samt i Morten Korch-filmen "De røde heste".

Lotte giftede sig den 3. juni 1967 med forfatteren og instruktøren Henrik Stangerup. 

Blandt de første karakter-roller som Lotte fik var rollen som sober præstefrue i hendes mands debutfilm "Giv Gud en chance om søndagen", der havde præmiere i 1970.

3 år senere spillede Lotte rollen som psykiatrisk patient på kollisionskurs med læger samt normaliteten i filmen "Farlige kys".

Igennem hendes karriere nåede Lotte at medvirke i over 20 film, men hun medvirkede også i flere tv-serier samt havde flere teaterroller. Hun var desuden også instruktør på flere revyer, som hun også medvirkede i.

Hendes ægteskab med Henrik mødte modstand - i sær fra Henriks familie og hans mor skuespillerinden Betty Söderberg forbød ham lige frem at gifte sig med hende, men selv på trods af denne modstand blev de gift og fik en søn sammen. 

Deres kærlighed holdt dog ikke og de blev senere skilt, selvom de forblev venner resten af livet.

Senere giftede Lotte sig med jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, som hun levede sammen med flere år frem til hendes død.

Niels Jørgen Steen har desuden også været gift med skuespillerinden Avi Sagild med hvem han fik børnene Nikolaj og Paprika Steen.

Lotte skrev selvbiografien "Det sku' nødig hedde sig" i 1997, som hun fik stor litterær succes med.
Denne bog blev året efter belønnet med Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat.

I denne fortæller Lotte sin livshistorie inklusiv alle dens fortielser og løgne. Hun fortæller åbenhjertigt om hendes erfaring som tyskerunge samt om sin jagt på sandheden om hendes far og familie. Erindringsbogen blev desuden en opdagelsesrejse i de nærmeste gene af hendes stamtræ med voldsomme omkostninger til følge. 
Bogen beskriver også Lottes rejse gennem det daværende DDR, hvor hun løber ind i bureaukrati og spionanklager i fodsporet på hendes far, den tyske soldat Wolfgang.
Bogen viste også, at selvom Lotte ikke var noget ønskebarn, så var hun stærk nok til at skabe sig både et ståsted og en identitet.

I efteråret 2001 fik hun stor succes som manuskriptforfatter og instruktør med teaterforestillingen "For enden af universet ligger der en døgnkiosk".

Hun var desuden også manuskriftforfatterinde på kortfilmen "To kvinder", der i 2002 vandt en Bodil for bedste novellefilm.

Lotte Tarp døde som 57-årig den 24. oktober 2002 i Humlebæk efter længere tids kræftsygdom.

Hun ligger begravet på Holmens kirkegård - på Østerbro i København.

©: https://www.gravsted.dk/person.php?navn=lottetarp

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com

Ingeborg Brams - en af 1900'tallets store, men oversete skuespillerinder

Dette indlæg indledes lige med en undskyld for, at der er gået så lang tid siden mit sidste indlæg.

Der kom lige en flytning, jul og nytår i vejen, så jeg fik pludselig nok at se til, men nu er det min intention, at skrive et indlæg om måneden.

© https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=444

Dette indlæg omhandler skuepillerinden Ingeborg Brams, der blev født d. 9. december 1921 i Hobro, som datter af overdyrlæge Ludvig Harald Brams (1886-1975) og hustru Olga Nielsine Jensen (1891-1960).

Som 16-årig gik hun ud af gymnasiet, hvorefter hun fik arbejde som ung pige i huset hos bekendte i København og det var i denne forbindelse hun flyttede fra Hobro til København.

Ingeborg fik sin teaterdebut i rollen om Eugenie i stykket "Don Ranudo", der blev sat op på det Kongelige teater. Dette skete samtidig med, at hun var elev på det Kongelige teaters elevskole, hvor hun gik i perioden 1939-1941.

Hendes teatergennembrud kom dog først samme år, som hun blev uddannet fra elevskolen, da hun fik tielrollen i stykket "Ullabella".

Hendes skuspeillertalent gjorde at hun tidligt mestrede datidens de klassiske kvinderoller, hvilket kom til udtryk i følgende stykker:

- "En søndag paa Amager", der blev opsat i 1941 og hvori hun spillede rollen som Lisbet.

-"Kivfuglen", der blev opsat året efter og i hvilket hun spillede rollen som Margit.

Hun var tilknyttet det Kongelige teater frem til 1959, hvor hun var teaterets førende skuepillerinde. Hun var dog engageret ved Frederiksberg Teater i perioden 1951-52.

Efter hendes afgang fra Det Kongelige teater medvirkede hun i forskellige gæstespil og hendes teaterengagement var efterfølgende kun kortvarige. Hun var engageret ved Det Ny teater 1960-61, Århus Teater 1963-64, Ny Scala 1965 og Tivolikabaret 1966.

Efterhånden begyndte Ingeborg at føle en større sceneskræk, hvilket medførte at hendes senere forsøg på at vende tilbage til teaterscenen blev droppet.

I dag anses Ingeborg blandt hendes generations store skuespillerinder, hvilket blev hjulpet på vej af hendes lille og spænstige fysiognomi samt den lidenskabelige styrke, der kom til udtryk i hendes krop og skuespil, hvorigennem hun kunne løfte næsten enhver roller op på større kunstneriske højder.

Publikum kunne mærke, at hendes replikker blev bakket op af hendes rige følelsesregister og dette medvirkede til, at hvert et ord hun fremsagde kom fra hjertet og gik i hjertet på publikum. Hendes styrke som skuespillerinde lå derfor i det intime spil mere end stykker, hvor replikkerne byggede på svulmende patos. Det var på trods af at Ingeborg var naturalistisk skolet på Det kongelige teaters elevskole.

Dette kom til udtryk i roller som Puk i "En skærsommernatsdrøm" (opsat i Dyrehaven 1943) og Agnes i "Fruentimmerskolen" (opsat 1947).

Da sceneskrækken modvirkede st Ingeborg kunne medvirke i flere teaterstykker, så begyndte hun at dyrke oplæsningskunsten, hvor hendes tindrende stemme og fornemme replikkunnen blandt andet levendegjorde tekster af for eksempel H.C. Andersen, Johannes Jørgensen samt Tove Ditlevsen.

Desuden blev hun engageret til Radioteateret, hvor hun blandt andet skabte fremragende præsentationer fra "Ophelia" til "Medea".

Hun har desuden medvirket i adskillige film og på tv-teateret. I det sidste kunne hun ses som Inger i "Kærlighed" fra 1960.

Grundet hendes store skuespillertalent blev hun tildelt Peder Skrams elevlegat 1941, Studenternes æreskunstner 1951, Tagea Brandts legat 1952, Teaterpokalen 1953-54, Bodil Ipsens legat 1960, Peter Kjærts legat 1964, Ole Haslunds legat 1965, Skuespillerforeningens legat 1967 samt Blicherprisen 1967.

Hun blev ridder af Dannebrogsordenen i 1955. 

Ingeborg blev gift første gang d. 12. maj 1944 i Søllerød med landsretssagfører Erik Vilhelm Petri (20. februar 1905-24. juni 1961).

Hendes 2. ægteskab var med journalist Sten Uldall-Rasmussen (15. februar 1923 - 28. august 2000), som hun giftede sig med d. 10. november 1951.

10 år senere indgik hun sit 3. og sidste ægteskab, da hun i 1961 giftede sig med sognepræst Preben Johannes  Grøndal Thomsen (22. marts 1933 - 17. november 2006).

Ingeborg Bram døde den 14. Oktober 1989 og blev begravet på Søndre Kirkegård i Hobro.

© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ingeborgbrams

Skulle der var en kvinde, du ønsker at får præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på denne blogs facebookside eller sende en mail.

Min mail er: danskkvindehistoriskblog@gmail.com