Elisabeth Grundtvig

Elisabeth Grundtvig er født Johanne Elise Grundtvig i København (Vartov), den 1. december 1856 og hun dansk litterat, oversætter, kvindesagskvinde.

Hende forældre var cand.teol., premierløjtnant, senere kontorchef Johan Grundtvig (1822-1907) og Oline V. C. Stenersen (1828-93).

Hendes far var søn af digteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig (N.F.S. Grundtvig).

Elisabeth havde to søskende Stener Grundtvig og Vilhelm Grundtvig.

Elisabeth forblev ugift igennem hele livet og fik heller ingen børn.

Hvornår samt hvorfor Elisabeth gik fra hendes fødenavn Johanne Elise til Elisabeth har det ikke været muligt at finde svar på.

Elisabeth Grundtvig blev uddannet lærer fra N. Zahles kursus, men hun gjorde aldrig brug af den institutbestyrerindeeksamen, som hun tog 1884.

Hun var redaktør på dansk kvindesamfunds blad ”Kvinden og samfundet” i perioderne 1885-86 samt 1890-95. I perioden 1887-89 redigerede hun selskabets småskriftserie, ligesom hun i perioden 1887-90 var medlem af samfundets styrelse.

Elisabeth er i dag mest kendt for den offentlige rolle, som hun spillede i sædelighedsfejden, som fandt sted i hele norden i slutningen af 1880’erne.

Hun holdt et foredrag i dansk Kvindesamfund den 16. marts 1887, som kort efter blev trykt i Dansk Kvindesamfunds blad ”Kvinden og Samfundet” under overskriften ”Nutidens sædelige Lighedskrav”. I dette foredrag forsvrede hun datidens kvinders værdighed samt selvstændighed ved at gå til angreb på datidens frisindede seksual-moralske strømninger som kunne ses i både i ind- og udland. Hun stillede blandt andet følgende spørgsmål "Skal Kvinderne blive som Mænd eller Mændene som Kvinder?", hvilket hun besvarede entydigt med at kvinden havde et værd i sig selv og ikke skulle underordne sig mændenes forestillinger og krav.

I dette foredrag gav Elisabeth også sit bud på, hvorledes datidens kvinder kunne gøre op med samfundets udbredte seksuelle dobbeltmoral. Et af budskaberne i dette foredrag var at datidens kvinder måtte fremsætte ”et sædeligt lighedskrav” og herigennem kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv - nemlig kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

Igennem dette foredrag blev Elisabeth en del af den offentlig debat, der fandt sted på dette tidspunkt. Denne debat er efterfølgende blev kendt som ”sødelighedsfejden”.

Elisabeth var den første kvinde, der tydeligt formulerede en kritik af dateidens seksuelle dobbeltmoral og satte ord på sin egen opfattelse af hvorledes kvindens kønsdrift skulle forstås.

Elisabeths holdning fik stor opbakning i samfundet - blandt andet af borgerskabets kvinder og kvindesagsforkæmpere samt den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson.

Dette foredrag medførte at Georg Brandes indledte et rasende angreb mod det, han opfattede som Elisabeths Grundtvigs moralprædiken og hykleri, igennem tre artikler trykt i Politiken den 6.-8. juli 1887. Dette medførte at Elisabeth lagde sag an mod både Georg Brandes og Politiken. Denne sag vandt Elisabeth, hvorefter Brandes' udtalelser om citatfusk, perfidi, brutalitet i tankegangen, blev mortificerede. Herefter forblev Elisabeth nogenlunde uberørt ud af striden, men fra nu af rasede sædelighedsdebatten over hele Norden.

Elisabeth uddannede sig i løbet af denne tidsperiode i stenografi og tog 1890 som den første kvinde eksamen som rigsdagsstenograf, men det var under megen modstand blev hun ansat som stenograf i rigsdagen.

Senere begyndte Elisabeth også at beskæftigede hun sig med oversættelsesvirksomhed og hun oversatte blandt andet alle Selma Lagerlöfs bøger til dansk.

Elisabeth døde den 10. februar 1945 på Sarepta, Frederiksberg. Hun er begravet på Frederiksberg kirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Hvis du ønsker at læse det uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag ” "Nutidens sædelige Lighedskrav", der blev trygt i ”Kvinden og Samfundet” i 1887, så kan det gøres via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/elisabeth-grundtvig-nutidens-saedelige-lighedskrav-1887/

Næste indlæg omhandler den tidsperiode de præsenterede kvinder var en del af - nemlig tidsperioden 1850 til 1915, hvor en grundlovsændring indførte kvindelig valgret og valgbarhed, trådte i kraft.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Line Luplau

Hun er kendt som kvindesagsforkæmper, der levede 22.april 1823 til 11. september 1891.

Lines interesse for kvindesagen blev vækket i kølvandet på den litterære debat som udgivelsen af Mathilde Fibigers roman Clara Raphael i 1851 skabte.

Line blev medlem af ”Dansk Kvindesamfund” i 1872, og nogle år senere meldte både hendes datter og ægtemand sig også ind i samme forening.

Hun nedlagde i 1887 protest mod at ”Dansk Kvindesamfund”s styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig tilladelse til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav, da hun ikke mente, at sædelighedsspørgsmålet hørte under ”Dansk Kvindesamfund”s emneområde. I denne forbindelse mente hun, at styrelsens accept af Elisabeth Grundtvigs foredrag var en dårlig idé, og at hendes holdning om sædelighedsspørgsmålet ikke var noget hun selv ville tale offentligt om.

Rent kvindepolitisk, var indførelsen af den kvindelige stemmeret samt valgbarhed, blandt Lines mærkesager og dette kunne blandt andet ses, da hun i 1888 afleverede en fortegnelse med 1702 kvindenavne fra hendes hjemegnen til støtte for Fredrik Bajers forsøg på at vinde gehør for kvinders kommunalvalgret i Rigsdagen.

Hun støttede som en del af ”Dansk Kvindesamfund”s interne opposition Kvindelig Fremskridtsforening, da denne blev oprettet i 1885 og hun sad i dens bestyrelse i nogle få måneder af 1886.

I forbindelse med afholdelsen af det første nordiske kvindesagsmøde i København i 1888, var Line en af medindbyderne, og blandt de fire hovedemner på dette møde, var kvinders politiske valgret, der blev introduceret af Line samt Johanne Meyer. I forbindelse med denne introducering, anslog både Line og Johanne en radikaliseret tone med skærpede krav på kvindevalgretsområdet.  Kvindernes repræsentation i Rigsdagen anså Line som værende afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvindernes favør og indførelsen af kvindelige valgret som et retfærdigt ligestillingskrav.

Line blev på et tidspunkt også en del af redaktionen bag ”Kvindelig Fremskridsforening”s medlemsblad ”Hvad vi vil” blandt andet sammen med Matilde Bajer og Johanne Meyer var på dette tidspunkt hovedredaktør.

Da Line sammen med Louise Nørlund i 1889 valgte at stifte ”Kvindevalgretsforeningen” medførte det, at hedes forhold til ”Kvindelig Fremskridtsforening” og dennes formand blev præget negativt.

”Kvindevalgretsforeningen” hovedemner var blandt andet den politiske og kommunale stemmeret til kvinder samt valgbarhed for kvinder.

Med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforening” ville Line også gerne opnå et brud med ”Kvindelig Fremskridtsforening”s organisationsprincip, der gik ud på kun at lade kvinder blive medlemmer, da hun ønskede at føre stemmeretskampen frem på et kønsblandet grundlag. Ifølge Line, var målet med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, at være med til at sætte fokus på de forskellige enkeltsagsforeninger, der fokuserede på kvindevalgretssagen landet over.

Da ”Kvindevalgretsforeningen” blev oprettet, var den blandt andet støttet af en række af mandlige politikere både fra Socialdemokratiet og Venstre, samt venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen.

I forbindelse med oprettelsen af ”Kvindevalgretsforeningen”, var Line en af baggrundene for at Matilde Bajer valgte at træde tilbage som ”Kvindelig Fremskridstforening”s formandinde, da hun blandt andet var skuffet over, at Line havde løsrevet sig fra det kvindepolitiske tema, som Bajer gerne havde set som en af ”Fremskridstforeningen”s mærkesager.

Medlemskabet af ” Kvindevalgretsforeningen” var ikke med til at styrke Lines popularitet blandt ”Dansk Kvindesamfund”s ledelse.

Line måtte af helbredsmæssige årsager trække sig fra formandsposten i ”Kvindevalgretsforeningen” i foråret 1891, hvor hun blev afløst af Louise Nørlund. På dette tidspunkt havde Line ingen forhåbninger om at se sine politiske ønsker opfyldt inden hun døde.

Efter Lines død i september 1891 og ”Kvindevalgretsforeningen”s nedlæggelse i 1898, forsøgte Louise Nørlund blandt andet at starte et samarbejde med Lines datter. Sammen forsøgte de at forny den alliance mellem arbejderklassens, borgerskabets og mellemlagenes kvinder, som Line havde arbejde hen imod inden hun døde.

Imens hun levede, så anså Line sig mest som politiker og hun gik ikke meget op i hvorvidt hun som værende kvindesagsforkæmper blev kaldt Venstrekvinde eller socialdemokrat, da hun helst ville kaldes Højresympatisør.

Da hun døde, blev hun begravet på Solbjerg Parkkirkegård, men hendes grav er siden blevet nedlagt.

Der eksisterer i dag et IC3 tog, som er opkaldt efter hende.

Næste blogindlæg omhandler Elisabeth Grundtvig.

Hvis du har kommentarer, ris eller ros til min blog er du som altid velkommen til at efterlade en kommentar.

Har det et forslag til et emne, du ønsker formidlet i denne blog, så er du velkommen til at kontakte mig.

Har du brug for at få hjælp til historisk research, så er du også velkommen til at sende en mail på Perlen100@gmail.com

Elna Munch

Elna Elisabeth Munch blev født Elna Sarauw på Sydsjælland den 13. juni 1871 - samme år som ægteparret Fredrik og Matilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund. Hun var dansk politiker og kvindesagsforkæmper og hun var en af foregangskvinderne i kampen for indførelsen af kvindelig stemmeret. Hun var desuden en ud af fire kvinder, der som de første kvinder, blev valgt ind i Folketinget ved valget i 1918.

Hendes far var skovridder i Kalvehave på Sydsjælland og ud af en gammel embedsmandsslægt. Elna kom ud af en progressiv familie, der forventede at både Elna og hendes søster tog en uddannelse og interesserede sig for samfundsudviklingen.

I 1896 døde hendes far og på dette tidspunkt arbejdede Elnas søster som lærerinde i København og hun blev senere en fremtrædende skikkelse i fredsbevægelsen.

Elna blev uddannet fra N. Zahles Skole, hvorefter hun blev uddannet cand.mag. i matematik fra Københavns universitet. Herefter underviste hun på forskellige københavnske privatskoler og skrev lærebøger i fagene matematik og fysik.

I forbindelse med hendes studietid var hun politisk interesseret og blev derfor involveret i ”studentersamfundet” - en radikal diskussionsklub og dette tilhørsforhold fortsatte længe efter hun var blevet færdiguddannet. Hun sad i begyndelsen af 1900’tallet i foreningens bestyrelse.

Det var også i denne forbindelse hun mødte hendes kommende ægtemand, historikeren Peter Munch, der på dette tidspunkt var en aktiv foredragsholder samt debattør i foreningen.

I løbet af sommeren 1902 mødtes de og allerede i oktober samme år lejede de en lejlighed sammen beliggende på Østerbro i København. De blev gift ved en borgerlig vielse afholdt på Københavns rådhus den 20. december 1902 og 2 år senere - i 1904 blev deres eneste barn - sønnen Ebbe Helge født.

Elna var formand for Københavns Kvindevalgretsforening, der under hendes ledelse begyndte agitationsvirksomhed over hele lande.  Der i 1907 medførte grundlæggelsen af ”Landsforbundet for Kvinders Valgret” med Elna som næstformandinde, samt formand for organisationens forretningsudvalg. Denne organisation blev nedlagt efter indførelsen af kvindelig stemmeret efter grundlovsændringen i 1915, hvorefter Elna ansporede de danske kvinder til at få en politisk karriere. Desuden anbefalede hun på dette tidspunkt at de særlige kvindeorganisationer blev nedlagt, da deres medlemmer skulle bruge deres kræfter politisk.

Efter indførelsen af kvindelig stemmeret blev Elna medlem af Københavns borgerrepræsentation, hvor hun sad fra 1917 og frem til 1925. Samtidig med dette sad hun også i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 1918 frem til 1935. I denne periode var hun partiets eneste kvindelige folketingsmedlem.

Hendes politiske mærkesager var primært kvindernes ligestilling, som hun anså som værende en radikal partisag frem for udelukkende en kvindesag.

Hun døde den 17. november 1945 og er begravet på Vestre kirkegård i København.

Hvis du ønsker at læse mere om Elna Munchs politiske karriere samt hvorledes hun blev modtaget i folketinget, så kan jeg anbefale at læse tidsskriftsartiklen ”Elna Munch : en uvillig kvindsagsforkæmper” skrevet af Tine Toubro Kristensen og trykt i
Personalhistorisk tidsskrift, 2012, nr. 2, s.196-211.

Det er desuden muligt at høre Elna Munch argumenterer for kvindelig valgret i 1913 via følgende link:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hoer-elna-munch-argumenterer-for-kvindelig-valgret-i-1913/

Hvis du har kommentarer, spørgsmål, ris eller ros samt emneforslag er du velkommen til at kontakte mig.

Næste indlæg omhandler Line Luplau.